Børnene græder. Et pibedyr piber. Og girafferne æder fra træernes kroner.

Vi er i vuggestuen på Carlsberg, hvor blikket kan tage på safari, hvis den institutionelle sjælesyge skulle ramme på grund af påtrængende laminat og linoleum. Det gør den nemt. Dette rum er ikke for børn.

Mon ikke det var, hvad Hans Scherfig forstod, da han i 1949 malede sine oliemalerier til Børnedaghjemmet, som det hed, dengang de fleste arbejderbørn var kornblonde, og øl blev kørt med kusk væk fra området: Malerier kan noget. Og disse malerier er Scherfigs største.

LÆS OGSÅ Politikenlæser fandt forsvundet Skagensmaleri

Men snart viser halvmånen sin sabel, og det bliver tid til at ønske dem godnat. For medmindre Carlsberg eller en tilfældig Hans Scherfig-entusiast får lyst til at spendere mindst 350.000 kroner på at redde de to oliemalerier, vil de forsvinde med den planlagte nedrivning af bygningen.

»Vi kan godt tage begge malerier ned i deres helhed. Og ville kunne bevare dem. Uden problemer«, siger Peder Bøllingtoft, leder af Konservatorskolens afdeling for monumentalkunst.

»Men det er et spørgsmål om cool cash«.

Pengene findes ikke
Og det er Carlsbergs beslutning.

På Carlsberg har man endnu ikke helt besluttet sig for, hvad man stiller op med malerierne, fortæller Carlsbergs arkivar, Ulla Nymand.

Men man hælder til at lade bygningen rive ned med oliemalerierne på væggen. Et af argumenterne er, at det ene maleri, junglemotivet, i 1980’erne blev halveret, da man valgte at skabe passage mellem to rum.

»Men vi vil faktisk alle gerne bevare malerierne. Problemet er, at det koster meget mere at bevare dem, end de er værd. Umiddelbart findes pengene ikke«.

Bevaringsværdigt
Sådan er virkeligheden for dansk vægkunst. Generelt. Medmindre den bygning, som et givent vægmaleri befinder sig i, tilfældigvis er fredet, har ejeren hånd og halsret over kunsten. Kan eller vil ejeren ikke betale den sum, det koster at trække kunsten af væggen, bliver den pulveriseret med byggeaffaldet og kørt på lossepladsen.

I tilfældet Scherfig er det mere end blot ærgerligt.

»Det ville være en skandale, hvis malerierne forsvinder«, siger professor i kunsthistorie ved Aarhus Universitet, Jacob Wamberg, der har set fotodokumentation af malerierne.

»Jeg opfatter Scherfig som en vigtig repræsentant for dansk moderne kulturarv. For mig at se er der tale om aldeles bevaringsværdige Scherfigværker: store og fyldige og i god stand.

Mange værker forsvinder
Samme entydige udmelding lyder fra museumsdirektør Christian Gether på Arken, der tidligere på året lagde hus til en større udstilling med kunstnerens dyremotiver.

»Der er ingen tvivl om, at det er hovedværker i Scherfigs produktion. De omfatter alle de motiver, som Scherfig brugte, og deres usædvanlige størrelse giver dem en helt særlig pondus. De sætter perspektiv på hans produktion!«.

Scherfig.  Foto: Jakob Ehrbahn

Vuggestuen er imidlertid kun første stop på ruten, der leder os gennem København forbi bygninger med kolossale vægmalerier, det, man også kalder monumentalkunst, der snart er væk og borte.

»Jamen, der er hundredvis af værker, som kan forsvinde, før vi når at registrere dem«, siger Konservatorskolens Peder Bøllingtoft.

»Vi er helt sikre på, at der findes masser derude, og det er ofte fuldstændig tilfældigt, når vi hører om dem«.

Plasteret på såret
Det er den dårlige nyhed.

Den gode er, at selv samme Peder Bøllingtoft og Konservatorskolen i sommer etablerede Forskningsarkivet for Monumentalkunst sammen med Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet. Det skete for at kunne rådgive de danske privatpersoner og institutioner om vægkunst, de ikke aner, hvad de skal stille op med.

Mange af de ofte store kunstværker, der ellers bare ville forsvinde, vil nu – om ikke andet – kunne blive dokumenteret og få et efterliv i forskningsarkivet, ved at Konservatorskolen gennemfotograferer og udtager materialeprøver.

I vuggestuen betragter småbørnene skeptisk de tre fremmede mænd fra Konservatorskolen og Carlsberg, der iført blå plastikfutter over udeskoene har taget stilling mellem savannen og junglen. Mændene diskuterer, hvorvidt de truede dyr kan reddes i et eller andet omfang.

»Kunne man skære et stykke ud, for eksempel tapirerne«, spørger Carlsbergs projektchef og arkitekt, Claus Biilmann.

LÆS OGSÅ Konservator: Malingen skal nok komme af Jellingstenen

»Ja, når vi til det punkt, hvor man har besluttet, at værket ikke er til at redde i sin helhed, kan vi gå ind og tage nogle aftræk«, siger leder af Konservatorskolens kunstlinje Mikkel Scharff.

»Vores aftræk af motivet er typisk i A3-format. Men vi kan tage to eller tre ved siden af hinanden«, supplerer hans kollega Peder Bøllingtoft.

Det er den model, man hælder mod på Carlsberg. Aftræk. Og den er et plaster på såret. Sådan ser det da også ud – bogstavelig talt – når dele af motivet trækkes af væggen: som et plaster, der hives af huden.

Vi skal se det ske senere samme dag et sted på Frederiksberg. Men først går vi gennem glasdørene til Københavns Åbne Gymnasium i Valby.

Mangler ressourcer
Midt på en graffitiklædt dør spørger en blå tuschpen: »Bin Laden. Hvad er din mening?«.

»En helt«, svarer den sorte pen.

Vi er på gymnasiet på Sjælør Boulevard, hvor elever fra Kunstakademiets billedkunstskoler blev udrustet med malerbøtter og pensler og fik lov at udfolde sig på væggenes gange i 1971.

Og her hvor vægmalerierne findes, er ingen graffiti at se. Overhovedet. Til gengæld bliver vi budt velkommen af lugten af ærtegrøn maling, der så småt er begyndt at æde sig ind på kunsten. For tiden er gået, og den har ikke været mild ved de gamle halvfjerdsermotiver. De er i forbavsende god stand, men forekommer at synge en lettere forældet fællessang, og når malerrullerne er færdige, vil der kun være enkelte levn tilbage af kunsten. Konservatorskolens Peder Bøllingtoft forklarer:

»I stedet for at overmale vægmalerierne kunne man formentlig have klæbet glasfiberdug på med en opløselig lim, så man ret nemt ville kunne tage malerierne frem igen«.

Det ville have kostet 10-15.000 kroner, som gymnasiet ville have råd til, forklarer Peder Bøllingtoft. Men her er problemet, at forskningsarkivet mangler de nødvendige ressourcer til rådgivning og udvikling.

»Derfor har vi nu gennemfotograferet malerierne«, fortæller konservatoren og hiver en lille USB-stick op af lommen, som favner, hvad sådan en nu favne kan.

Paradisets Have
I 1963 betalte Ny Carlsbergfondet den sidste store registrering af vægkunst i Danmark. I dag har vi derfor ikke et overblik over, hvad der er skabt efter det tidspunkt, fortæller Peder Bøllingtoft, da vi en halv time senere når til Frederiksberg.

»Vi vil gerne lave en registrering af, hvad der er af monumentalkunst i Danmark. Fordi der indimellem er hovedværker, som er i fare for at forsvinde. Scherfig er et godt eksempel«.

Vi følger ham gennem en skolegård, ind i en bygning, hvor vi bryder igennem en plastikforsegling og kravler igennem en lille åbning, der fører os ned ad en trappe.

konversator.  En konservator har trukket Adam ud af Arne Lofthus' freskomaleri fra 1928, der forestiller paradisets have (billedet). Samme teknik forventer konservatorerne at bruge i Hans Scherfigs malerier på Carlsberg. Foto: Jakob Ehrbahn

Vi forsætter i krumbøjet gang mod den gamle klassiske gymnastiksal på skolen, der engang hed Thorvaldsens Skole og var for piger. Bygningen hører nu til Bülowsvej Skole, og bygningsarbejderne gør klar til nedrivningen.

Inde i salen vender vi os rundt og bliver overvældede. På endevæggen i gymnastiksalen er et freskomaleri, der forestiller Adam i Paradisets Have i færd med at give dyrene navne. Der er elefanten, tigeren, kamelen og hr. og fru løve.

Maleriet er kolossalt.

Tigerhovedet ligger i bilen
Harelim, japanpapir og gazestof står på et bord foran konservator Tom Egelund fra forskningsarkivet. Det er alt, hvad han skal bruge for at trække stykker af freskomaleriet af væggen. Han har allerede fjernet et par dyrehoveder fra motivet i A3-format – ligesom man forventer snart at gøre med de store Scherfigmalerier på Carlsberg.

»Tigerhovedet ligger i min bil«, siger Konservatorskolens Peder Bøllingtoft.

Maleriet er skabt af Arne Lofthus i 1928. Ved at tage prøver fra motivet i gymnastiksalen kan Statens Museum for Kunst nu få værdifuld viden, som skal bruges til at restaurere et freskomaleri af Joachim Skovgaard.

LÆS OGSÅ Scherfigiana

Arne Lofthus var nemlig elev af den noget mere berømte Joachim Skovgaard, og freskomaleriet i gymnastiksalen er lavet med samme teknik, som det store mesterværk, freskoerne i Viborg Domkirke. Konservator Tom Egelund siger:

»Det, vi gør, svarer til at tage dna-prøver fra et truet dyr«.

»Ja, det handler om at få viden om et håndværk, som ellers kan gå tabt«, fortsætter Peder Bøllingtoft og citerer den afdøde danske kunstner Axel Salto:

»Der skal altid være en til at gribe det faldende værktøj«.

Giver slip på væggen
Det faldende værktøj bliver tilfældigvis grebet her i gymnastiksalen. Fordi Frederiksberg Kommune ejer bygningen, og samme kommune efter nogen betænkningstid har valgt at betale for Konservatorskolens arbejde.

Men ordningen i dag, hvor det er op til ejeren at punge ud, hvis kunsten skal sikres, er generelt uheldig, mener Peder Bøllingtoft.

»Den ideelle situation ville være, at Kulturministeriet gav nogle penge til Forskningsarkivet for Monumentalkunst, så vi kunne tage ud og foretage vores dokumentation, uden nødvendigvis at ejeren hver gang skal gå ind og betale for det arbejde, vi mener er vigtigt at udføre«.

Vi klatrer efter konservator Tom Egelund op på stilladset, da han skal til at hive endnu et stykke af motivet. Han sætter sig på hug og trækker nedefra, som et hæfteplaster, ganske nænsomt.

Børnene hviner fra skolegården udenfor, hvor det store frikvarter er i gang. I gymnastiksalen holder vi alle fire vejret, mens maleriet giver forsigtigt slip på væggen.

»Så forlader Adam Paradiset«, siger Peder Bøllingtoft.