Maleren Jens Birkemose åbner døren til sit værksted.

Det rummer et landskab af udtørrede firben, papir, malerbøtter, udstoppede fugle, pensler, farvetuber, krukker med visne blomster, blade, bøger, noder, porcelænsfigurer, skabe med modelbiler og dyrekranier.

Et sted står et klaver og stønner under vægten af et musikanlæg og stakke af cd’er og endnu mere papir ... udklip, tegninger. Oceaner af papir. En masse lærreder læner sig op ad den store endevæg, i adskillige lag. Rødt, blåt, sort, også grønt, og her og der en eksplosion af gult. En flodbølge af farver.

LÆS OGSÅTriumftoget fortsætter for Frederik og Mary

Vi sætter os i et par ret magelige stole omkring et rundt bord. Jens Birkemose har malet på stolenes betræk med brede strøg. Bordet er også fyldt med ting og sager: en stak bøger, en bøtte hvid akrylmaling, en sort gummigris, tre pakker blå Camel.

Det er som at sidde inde i et af hans store malerier eller i en af hans mange bøger, som næsten udelukkende er fyldt med billeder, der er sat sammen af tegninger, fotos (ofte af nøgne damer eller krybdyr) og stumper fra breve, aviser og magasiner. Han maler oven på det hele eller skriver et eller andet med sin skrå håndskrift.

Taler, som han maler og tegner
»Collagerne er hovednerven i det, jeg laver. Og der er altid en form for industriel fotografi i dem, som jeg har hugget fra lødig og mindre lødig litteratur«, siger Birkemose.

»Jeg bliver første gang opmærksom på den form for billedkunst, da jeg er ti-tolv år. Da styrter vi ned for at se, hvad bladhandleren har: Orv, det er frækt, det der ... En dame, der næsten er nøgen! Og dengang retoucherede man altid måtten væk, altså pubeshårene, så det var næsten, som om de var nybarberede, hvad der gjorde dem endnu mere perverse«.

Jens Birkemose taler, som han maler og tegner: om ti ting på én gang. Han taler i et rablende tempo og med en tilbøjelighed til at springe ned ad hver eneste sidegade. Og efter sig trækker han en hale af uafsluttede sætninger og tanker.

Vi har ikke talt i mange minutter, før han nævner en eller anden kendt maler, der vist nok er ved at blive skilt.

»Sådan en skilsmisse er næsten som en verdenskrig ...«, siger Birkemose tungt.

»Jeg har jo været igennem det de sidste seks år. Konen stikker af med gartneren, og den første reaktion er at lave en vittighed ud af det. Man siger: Ja, min kone er stukket af med gartneren ... hvor fanden finder jeg så en ny gartner?«.

Nanna
Vi griner lidt ad vittigheden. Jeg har allerede hørt den nogle gange, når jeg tilfældigt har mødt Jens Birkemose på en bar i kvarteret omkring Store Kongensgade.

»Du taler vidt og bredt om din skilsmisse«, siger jeg. »Du bruger den som en slags værtshusunderholdning?«.

»Ja, det er rigtigt«, siger han. »Det er nok for at neutralisere en del af giftstoffet ... Der er kun én måde, jeg kan komme ud af det på, og det er ved at alliere mig med en eller anden form for humor«.

»Ligesom når brandmænd har været ude hos nogle forkullede lig og er nødt til at fyre vitser af for at holde det ud?«.

»Ja, men i virkeligheden er det jo dødsens alvorligt. Det er nok det værste, jeg har oplevet ... Det har virkelig drejet om på alt, så jeg må finde en ny vinkel, nogle nye indgange ...«.

Han har kendt Nanna i cirka 35 år. Hun var ikke bare hans kone, hun var også hans model.

»Jeg fotograferede faktisk ikke andre i 25 år ... en, to, tre, fire gange har jeg fotograferet andre kvinder, men det fungerede bedst med Nanna. Når man lever så lang tid sammen, tror jeg, at man uden at vide det konstruerer en ny person ud af de to personer, modellen og maleren ... Der kommer en ny identitet over dem, således at man nogle gange er i tvivl om, hvem der er maleren, og hvem der er modellen. Den, der står og trykker på apparatet, kan lige så godt gå ind et andet sted i puslespillet som modellen, og modellen, der står på en kasse og bliver fotograferet eller tegnet, kan lige så godt trykke på aftrækkeren«.

Porno
Jens Birkemose er en af de dominerende skikkelser i dansk billedkunst. Det har han været i tre-fire årtier. Han har altid lavet billeder, men troede som ung, han skulle være pianist, og gik på musikkonservatoriet. Det var en blindgyde. I stedet rejste han til Paris og blev maler. Han har boet det meste af sit kunstneriske liv i Frankrig.

I Paris sad han tit i en flok på fire eller seks eller nogle gange otte personer på »en beverding og fik grisetæer eller noget andet«.

»Vi drak meget, men jeg vil ikke sige, vi var alkoholikere. Det egentlige arbejde startede jo om natten. Der skete for meget om dagen. Så kommer der en bus, og så er der nogle aftaler, og så er der et klokkeslæt, du skal huske. Om natten, når man er fri, begynder det rigtige arbejde«.

»Du maler om natten«, spørger jeg.

»Ja ... men man kan ikke komme hjem med en ordentlig brandert og så begynde at male ... Det er ligesom, hvis man drak en atomfysiker eller en matematiker fuld og så gav ham nogle svære regnestykker, det skal man holde sig fra. Jeg venter en time eller halvanden, så er jeg dampet af, og så tager jeg mig en lille whisky, og den speeder én, så i stedet for at blive træt går jeg hen og maler videre«.

»Kunne vi tale lidt mere om det erotiske i dine billeder?«.

»Jeg så meget tidligt, at hvis man skal beskæftige sig med erotik, så kommer man også omkring psykoanalyse ... Jeg så, der var andre muligheder end blot de underholdende. Jeg kan for eksempel godt lide den her ...«.

Han fisker en lille bog frem. Det er ’Vilde dyr & frugter’ fra 1977, som på forsiden har et stærkt tilskåret foto af en dame, der slikker på noget latex.

»Det er fra et eller andet pornografisk magasin. Jeg kan godt lide den der latex, som afspejler kvinden ... det har en voldsom kraft. Så klipper jeg billedet så langt ned, som det kan lade sig gøre, uden at det mister en form for historie«.

»Du transformerer pornobilledet til noget andet ...?«.

LÆS OGSÅ De får livsvarig kunstnerydelse

»Det gør jeg ... Det viser sig jo, at halvdelen af Jordens mænd og sikkert også kvinder interesserer sig for billedkunst, også kaldet pornografi. Jeg har altid sagt, at ordet ’pornografi’ faktisk er et meget godt ord, det er sat sammen af porno ... det er græsk og skulle betyde noget med vellystig ... og grafi, det betyder billede. Et vellystigt billede. Og man kan sige, at når jeg tager det billede ud, så får det en vægt, som den almindelige discountpornografi aldrig vil få – jeg skaffer den splint af billedet et bedre publikum, eller en bedre måde at blive set på«.

Men Birkemose gør det ikke nemt for sit publikum. Motiverne er langtfra altid lette at få øje på. Især ikke i malerierne. Måske gemmer maleren det væsentlige motiv bag mere iøjnefaldende motiver. Beskueren må gerne blive vildført.

»Jeg vil gerne spænde ben for ham, så han ikke når ind til billedet, der, hvor jeg mener at have fundet værdien. Men måske bliver billedet låst op, tredje gang han ser det. Og der er de samme nøgler og mystiske ting i de store billeder, der er det bare ikke så tydeligt som i kollagerne«.

Emma
Han ryster de tre pakker blå Camel, der ligger på bordet. De er tomme.

»Generer det dig, hvis jeg ryger en cigar«, spørger han.

»Nej, overhovedet ikke«.

Han rejser sig og finder en cigar. Jeg ser mig omkring og får øje på et bur, der står på gulvet ved et sofaarrangement.

»Er det en hamster, du har derovre?«.

»Ja, min lille datter, Emma, købte sådan en hamster, og når hun så er væk, har jeg ansvaret for den«, siger Birkemose. »Jeg kan ikke huske dens navn«.

Emma er den yngste af hans to døtre. De er begge adopterede og kommer oprindeligt fra Cap Verde. Emma fylder snart fjorten og har boet hos Jens Birkemose et stykke tid.

»Pludselig sendte Nanna hende herop uden at varsko mig. Jeg lever i det her rod, og en gang imellem har jeg måske en blondine med hjemme eller sidder og drikker en flaske vin og sådan noget, og pludselig står lille Emma så der: Papa! Det var grimt. Så ringer jeg til min kone, og hun siger: Der er for mange problemer med Emma (som der ikke burde være, for hun er bare en lidt hidsig lille person, som er fantastisk), og i øvrigt kan min kæreste ikke lide Emma, og hun kan ikke lide min kæreste (altså gartneren, ikke)«.

Stilleben.  Fra Birkemoses atelier i København. Foto: Jacob Ehrbahn

Han tilbyder at vise mig en mail, hvor det hele står, men det behøver jeg ikke. Det lyder ikke som noget, han finder på.

»Jeg bliver helt chokeret«, siger Birkemose, »for nok er jeg mand, og nok er jeg mandschauvinist, og nok er jeg doven, men når en dame siger sådan. Det er langt ude, ikke?«.

Emma har slået en slags telt op i et hjørne af atelieret. Jeg spørger, om det er meningen, hun skal blive hos ham.

»Hvis hun beslutter sig for at blive her«, svarer han. »Vi prøver at finde en god kostskole til hende. Det har været svært, også fordi hun er anderledes. Og jeg kan godt se, jeg ikke kan have en lille primadonna rendende rundt her ... det vil sige: Det kunne jeg godt, men (han sukker) myndighederne vil gerne have, at vi skal have et værelse hver og så et værelse, der er fælles. Så siger hun: Jamen jeg vil altså gerne have det på den her måde ... det er lidt ligesom Pippi Langstrømpe boede i sit hus, ikke? Det er jo sandt nok, men så står der en eller anden kommuneforvalter og siger: Det her det går slet, slet ikke ... hvor spiser I morgenmad? Ja, lige dér, siger jeg ...«.

Birkemose peger ned på en ledig plads på gulvtæppet, som oprindelig var lyst og ensfarvet, vurderer jeg, men som nu er langt mere kulørt. Næsten som et af hans store malerier.

»Hun vil både blive i Danmark og tilbage til sin mor«, fortsætter Birkemose. »Der er mange ting, hun ikke aner, hvordan hun skal prioritere, men jeg har sagt til hende: Hvis du vil hjem, Emma, så kommer du hjem«.

Slottet
»Hjem« er først og fremmest et stort hus uden for Toulouse i det sydvestlige Frankrig. Birkemose og hans nok snart tidligere kone har også et mindre hus ved Montpellier, plus en lejlighed i Paris. Han bryder sig ikke om, at jeg kalder husene på landet for »slotte«.

»Jeg vil nødig have, at folk tror, det er slotte. I Frankrig kalder man ofte en stor bondegård for et chateau. Hvis der har været vinproduktion, kalder man det et vinslot ...«.

Huset ved Toulouse blev bygget som et bispepalæ i 1400-tallet, hvor der var tre paver i verden, og kirken ikke just stod for fred og fordragelighed. Palæet mindede mere om en borg, med voldgrav og det hele.

»De der biskopper var ikke sådan nogle hyggelige fyre«, siger Birkemose. »Når biskoppen vendte tilbage fra korstogene, havde han krigsfanger med, og de blev sat til at grave underjordiske gange under palæet. Når de var færdige, så huggede man hovederne af dem alle sammen, for så kunne de ikke fortælle, hvor de der nødudgange var. Man siger, der er tyve kilometer tunnel ... De kunne flygte i alle retninger«.

LÆS OGSÅ Sommerscheisse Sommersutten Snabelskoen

Han suger på cigaren, der hele tiden er ved at gå ud, fordi han taler hele tiden. Han ser på mig gennem røgen.

»Nu kan jeg godt se, der sker noget inde i din hjerne«, siger han så. »Først sidder han og snakker om en lille hyggelig bondegård, og nu sidder han og snakker om voldgrav og så videre, men det er altså stadigvæk noget, du kan købe for næsten ingen penge, for der er ingen, der vil bo i de store huse. Det var så en fordel for mig, for der havde jeg plads til at male«.

Birkemose har to store malersale i det gamle bispepalæ. Det var der, han foretrak at arbejde. Indtil det hele begyndte at gå ned ad bakke. Vi springer tilbage til billederne, og til erotikken, som jo findes alle vegne i kunsten, også tilbage i tiden. Tit er den gemt godt af vejen.

»Hvis man ser, hvor meget erotik betyder for opbygningen af det italienske maleri i 1500-tallet ... der optræder tit nøgne mennesker i bizarre situationer, du skal lige prøve at se det her ...«.

Sebastian
Han rejser sig og går hen i den anden ende af atelieret og finder forbavsende hurtigt et postkort med et billede af den kristne martyr San Sebastian, der blev henrettet af mauretanske bueskytter, som gennemborede ham med pile.

»Der er lavet tusinde billeder af ham«, siger Jens Birkemose. »I dag ville man have sagt, det næsten var pornografisk, den måde figuren er malet på. De kunne godt se, at hvis man skal lave et mandebillede ordentligt, så bliver man nødt til at gøre det lidt feminint, fordi det er mere behageligt at se på. Jeg har gentaget myten om San Sebastian i mit eget billedsprog ... jeg tager pilene, multiplicerer dem ...«.

Birkemose kaster sig ud i overvejelser om, hvordan billeder overtager magten over virkeligheden.

LÆS OGSÅ Forlæggeren Brøndum deler ud af sine erindringer

»Jeg forstår godt, at mange hører radio i stedet for at se fjernsyn, for du kan lave noget andet, samtidig med at du lytter. Et billede fanger næsten øjnene for brutalt, man står på stationen lige før hjernevask. Der er forskel på at se et landskab og så se et billede af et landskab. Når du ser det i virkeligheden, kommer det ind i dig på en måde, du ikke tænker over. Men hvis du ser det samme landskab gjort til kunst, for eksempel af Cézanne, der har malet et bjerg, så begynder det at kræve ting af dig, det kan være godt eller skidt, men det kræver en opmærksomhed lidt ligesom et uvornt barn, det vil ses ... Der er langt større tolerance over for det virkelige landskab, for det er et billede, vi selv producerer inde i hjernen, hvorimod der i kunstbilledet kan være ting, der vil bestemme over din verden«.

Og når man frembringer billeder, som Jens Birkemose gør, så er det måske – funderer han – for at få ejendomsret over en flig af virkeligheden. Bare en lille stump af den.

Nanna
Men man kan godt lave tusindvis af billeder af det samme motiv uden at få nogen form for kontrol over det. Som nu Nanna. Birkemose bliver ved med at vende tilbage til hende. Han prøver at regne ud, hvad der gik galt.

»Vi har jo haft det godt i så mange år ... Hun er en udmærket pianist, og vi talte jo sammen hver eneste dag. Det kan muligvis også være grunden til, at hun blev træt af ... min dominans. Men jeg gjorde jo på den anden side alt for, at hun kom til at indspille plader og sådan noget, for jeg vidste, hvilken fare det ville være, hvis alt lykkedes for mig, og intet lykkedes for hende. Jeg tænkte: Hvis jeg skal beholde hende, skal jeg nok sørge for, at vi begge to kommer til fadet ...«.

»Hvad begrunder hun bruddet med«, spørger jeg.

»Jeg tror simpelthen bare, hun er træt. Hun kan få et helt nyt liv med en mand, der kan varte hende op, han er meget yngre. Jeg spurgte Suzanne Bjerrehuus (hun er en gammel ven), hvordan det kan gå sådan, og så siger hun: Det er meget enkelt, sådan er det med kvinder. Når der er gået 25-30 år, kan man ikke holde ud at se på sin mand mere. Nå, så er der alligevel forskel på kvinder og mænd, siger jeg så«.

Det har vel stået på i fem-seks år, fortæller Birkemose, det med gartneren. Først som en hemmelighed, siden åbenlyst.

»Jeg havde sgu ikke lige opdaget, der var kommet en ny gartner. Da han har været ansat i tre år, siger jeg: Hvorfor er han her aldrig, når jeg er her? Åh, det er, fordi han slår græs et andet sted. Nå, tænker jeg så ... jeg er jo naiv ... så er det nogle store græsplæner, han har ... Så fortalte han hende, han kom fra nogle universer, der lå flere tusinde lysår væk, og var blevet sendt ned til Jorden for at redde hende. Gud, sådan en lang rejse bare for min skyld, siger hun så. Det fortæller hun mig ... Og desuden har vi været et par engang for tusinde eller femtusinde år siden. Hvordan et par? Ja, du må undskylde, at jeg spørger, men hvad lavede I? Ja, vi var bare et par, siger hun. Jamen, havde I en butik? Solgte I ost eller æbler eller? Det kan hun ikke lide, jeg spørger om, for så gør jeg lidt nar ad det, og hun elsker ham over alt i verden ... De bor både i palæet, hvor alle mine personlige ting er, og så har han et lille typehus. Jeg tror ganske enkelt, han er ude efter hendes penge, som han kan regne ud, hun får, hvis vi skal skilles«.

Måske hører han selv dette ’hvis’, der får sneget sig ind i sætningen. I hvert fald tilføjer han:

»Men det er et afsluttet kapitel«.

Hvilket det jo så ikke er.

»Sandheden er, at det har været ret turbulent for mig, og det har også slået mig ned, så der er måneder, hvor jeg ikke maler et strøg ... Det var ellers utænkeligt tidligere«.

Maleren
Tidligere malede Jens Birkemose 10-16 timer i døgnet. Han blev høj af at male.

»Jeg får kræfter af at male. Når vi kom hjem til lejligheden i Paris, og klokken var tolv om natten, eller et eller to ... det var en flot gammel lejlighed fra 1600-tallet med fem meter til loftet, så du kunne få et stort billede ind, der var bare plads ... så tænkte jeg: Åh, det ser sgu svært ud. Men så går jeg lige forbi og tager den der grønne og gør sådan her, og lige pludselig fanger billedet dig, og så bliver du ved med at male, ligesom en ludoman, jeg standser ikke... Det bliver bare ved og ved og ved, og så pludselig opdager jeg: Hvad fanden, klokken er fem om morgenen! Hvis jeg havde lavet noget andet om natten, ville jeg have været dødtræt, men det særlige ved at være maler er, at det virker lidt som narkotika«.

»Har du det stadig sådan?«.

»Ja, men ikke når jeg har sorg i hjertet. Så gælder der pludselig nogle andre regler, som jeg ikke kender. Jeg kan ikke finde mig til rette i de nye regler ... Den der situation, at man ikke længere lever sammen med det menneske, man har levet over halvdelen af sit liv med«.

Atelier.  »Sådan kommer der hurtigt til at se ud de steder, jeg arbejder«, siger maleren. Foto: Jacob Ehrbahn

»Og som du stadig elsker?«.

»Det gør man jo nok, men jeg prøver at lære mig selv at sige: Det er forbi ... jeg skal leve i et helt andet univers. Selvfølgelig har jeg også tænkt, at jeg skal springe ud fra et eller andet højt tårn, men det vil ligesom være ... der sker for meget i verden, jeg er for nysgerrig, så jeg tænker: Det er sgu snart for sørgeligt, at jeg tager livet af mig selv, og det gør jeg så ikke. Det er også umuligt at købe et jagtgevær, det koster vel mindst 10.000 ...«.

»Det havde du vel nok råd til?«, siger jeg.

»Tjae, jeg er gået meget ned i løn, må jeg sige ...«.

Han suger på cigaren.

»Så langt ned, at det er livstruende ... men bare jeg får nogle gode cigarer ...«.

Parkinson
»Hvad laver du egentlig om dagen«, spørger jeg Birkemose.

»Jeg går ture, prøver at lave noget ved et billede, går tur igen og roder i bogkasser. Driver den lidt af. Og så er der en del udenomsarbejde med at rense pensler eller sætte sig ned og glo på et billede ... du kommer i en eller anden form for trance ...«, siger han.

»Maler du stadig om natten?«.

»Ja, jeg er også bedst til at arbejde i elektrisk lys, så kan jeg bedre bedømme farverne. I Toulouse har jeg en sofa, så lægger jeg mig ned og sover lidt. Men som regel kan du ikke sove, så kigger du på billedet, og så begynder du igen. I gamle dage, når klokken var to om natten, kom min kone op og sagde: Ih, pas på, du får lungebetændelse, jeg har taget varm te med til dig – eller det kunne være whisky eller pærebrændevin. Da hun holdt op med det, kunne jeg godt se, der var sket et eller andet ...«.

Der har vi hende igen, Nanna. Hvis hun stadig havde været der, ville alt være meget nemmere at håndtere. Også den sygdom, han har pådraget sig.

»Det begyndte for fem-seks år siden som sådan nogle kramper i arme og ben. Jeg syntes nærmest, det var sjovt, at den ene halvdel af mig rystede ... Så blev det langsomt værre. Jeg fik besvær med at komme ud og ind ad taxier, og jeg tænkte: Der er sgu et eller andet, der ikke stemmer, er det gigt, eller? Så var det Parkinsons ...«.

Lægen kunne fortælle, at han endda havde fået en »ekstrapræmie«, nemlig den komplikation, der hedder Lewy Body-syndromet.

»Nå, hvad fanden er det så, spørger jeg. Jo, det er til de af jer, der er ekstra heldige, som også får muligheden for at blive demente, siger lægen, meeen der er 50 procent chance for, at I ikke bliver det. Så siger jeg: Brøkregning, fy for helvede! ... Men det er noget, der udvikler sig langsomt ...«.

Parkinsons sygdom kan ikke kureres, men den kan bremses, hvis man tager den rigtige medicin på de rigtige tidspunkter. Det kræver en selvdisciplin, som ikke er Birkemoses stærkeste side.

»Jeg kan jo ikke rende rundt med sådan en pilleæske og så spise otte forskellige slags piller på en dag. Hvis nu man havde haft en sød kælling ... jeg ville selvfølgelig helst have haft min kone ... så ville det have været lettere. Parkinsons spiller jo ingen rolle, for det eneste, jeg går og tænker på, det er hende«, siger Jens Birkemose.

Det opmuntrende ved sygdommen er, at nikotin tilsyneladende virker dæmpende på den, så lægen har opfordret ham til at ryge noget mere.

»Så drøner jeg ned i kiosken og siger: tyve grønne Cecil! Og nu ryger jeg to til tre pakker Camel om dagen ... Men så siger jeg til lægen: Hør, får man ikke lungekræft af det fis her? Det kan du ikke engang nå, siger han ... det tager i hvert fald fem-ti år«.

Ordene
Jens Birkemose skriver meget. Det sker også om natten. Han skriver mest i hånden, men bruger også en stor elektrisk skrivemaskine.

»Har du ingen computer?«, vil jeg gerne vide.

»Jo, jeg har én, men jeg kan sgu ikke rigtig finde ud af at få den til at virke«, siger han. »Jeg har skrevet et digt, og det kom ind på computeren, og jeg kunne sgu ikke finde det igen. Så finder jeg det pludselig, og det er egentlig meget godt, men så er det sgu lettere ... Jeg bruger altid notesbøger. Jeg har en håndskrift, jeg selv kan læse ...«.

Hans gamle ven Dan Turèll havde en fantastisk håndskrift, siger Birkemose. Og så taler vi lidt om ord og skrift og digtere som Paul Verlaine og Arthur Rimbaud og Sophus Clausen og Charles Baudelaire og Louis-Ferdinand Céline ... Birkemose er som et automatiseret overflødighedshorn.

Værkstedet.  Birkemoses atelier i København er et eventyrlig inspirerende kaos af farvetuber, fisk i sprit, døde fugle, tomme cigarkasser, bøger, billeder, spraydåser og - frem for alt - papir i uhyrlige mængder. Fotografier, udklip fra blade, breve, aviser, bunker af notesblokke. Foto: Jacob Ehrbahn

Man trykker på en knap, og så vælter ordene ud af ham – om billeder, poesi, psykoanalyse, film, arkæologi, filosofi. Om hvad som helst. Vi kan ikke nå det hele. Vi kan kun nå ganske lidt.

Det går slet ikke at begynde at tale om musik, for så vil han slet ikke være til at stoppe. Musikken fylder meget. Han spillede ikke alene klaver, men også guitar. Han havde en gammel Gibson og spillede lidt rock’n’roll. Han terpede en del musikteori på musikkonservatoriet. Dyrkede Schönberg, Hindemith, John Cage. Og han hører meget musik, når han maler.

Men vi lader den stå dér. I sidste ende er det jo billederne, jeg er kommet for at tale om. Jeg er kommet for at høre, hvorfor man ikke har set så meget til Jens Birkemose på det seneste. Og jeg har fået forklaringen: Nanna.

Han har svært ved at se en afslutning på det med den skilsmisse, siger han, mens han endnu en gang prøver at få ild i cigaren. Det ender vel med, at de må sælge alle ejendommene og dele beløbet med to.

»Jeg kan se, jeg nok skal lære at leve på en god måde alene«
»Jeg spurgte Suzanne Bjerrehuus: Sig mig engang, tror du ikke, Nanna bliver træt af den gartner? Nej, det gør hun ikke, siger Suzanne. Jamen, tror du det varer hele livet? Ja, det tror jeg. Jamen, så har jeg jo ikke en chance! Nej, det har du ikke ... Og det er jo ren besked«, siger Birkemose.

Han har prøvet at vinde hende tilbage. Han er kommet med malerier og symfonier og brillantringe, siger han. Men det er ingenting målt med den store forelskelse. Og den nye erotik.

»Har du så opgivet nu«, spørger jeg.

LÆS OGSÅLivsvarige ydelser til kunstnere fredes

»Jeg kan se, jeg nok skal lære at leve på en god måde alene. Jeg kan flygte ind i en masse gode ting. Og så maler jeg. Selv om jeg siger, jeg ikke maler, så sker det alligevel to-tre gange om ugen. Jeg siger til mig selv: Nu har du mulighed for at lave nogle gode billeder, du har mulighed for at få et godt forhold til en af dine døtre, og der er også nogle folk her i København, jeg godt kan lide at snakke med en gang imellem«.

Desuden er det meningen, han til næste år skal have en stor udstilling på Museum Jorn i Silkeborg. Vægten vil formentlig blive lagt på hans enorme produktion af papirting. Tegninger, fotos, kollager.

»Jeg er på vej tilbage igen«, siger Jens Birkemose og lægger cigaren fra sig.

»Og nu går jeg ud og pisser ...«.

FACEBOOKBliv ven med Politiken