Annonce
Annonce
Annonce
Kunst 13. apr. 2012 KL. 14.49

Briterne trækker støtten til danskislandsk regnbuekunstner

Eliassons udtalelser kan have virket stødende for bestyrelsen bag støttepenge.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Den danskislandske kunstner Olafur Eliasson er faldet i unåde i Storbritannien. Et tilskud på 1 million engelske skattepund fra The Olympic Lottery Distributor (OLD), som kunstneren havde fået håndslag på, er blevet hindret i elvte time.

Det sker på grund af bekymring over, at et større projekt, som Eliasson var i gang med at udvikle til sommerens store festival i London i forbindelse med de olympiske lege, var for kontroversielt.

LÆS OGSÅ Dansk stjernekunstner returnerer fin tysk pris i protest

Dermed er det uklart, om det planlagte værk med titlen ’Take a Deep Breath’, som skulle være en af festivalens hovedattraktioner denne sommer, bliver realiseret.

»Vi har stor respekt for Olafur Eliasson som kunstner. Men projektbeskrivelsen havde ændret sig for meget undervejs, og derfor støtter vi ikke projektet«, lyder forklaringen fra en talskvinde for OLD, Morag Wood.

Vejrtrækninger
Selve baggrunden for, at det planlagt tilskud til Eliassons værk er annulleret, diskuteres imidlertid nu livligt i flere britiske medier.

Kunstneren, som havde sit store internationale gennembrud med ’The Weather Projekt’ på Tate Modern i netop London i 2003, ville ifølge The Times i en udendørsinstallation have inviteret folk til at foretage vejrtrækninger på vegne af »en person, en bevægelse eller en sag«, hvorefter ind- og udåndingerne skulle dokumenteres på en hjemmeside.

Projektet skulle ifølge avisen, der citerer Eliassons tidligere udtalelser, udfordre OL’s »egocentricitet«, »optagethed af eliten« og »vindere i stedet for deltagerbaserede ideer«.

Bestyrelse fik kolde fødder
Men Eliassons udtalelser, påpeger The Times, kan have forekommet uvelkomne i den aktuelle britiske politiske debat, hvor især den konservative kulturminister Jeremy Hunt, har advokeret for gammeldags kampgejst og vindermentalitet frem for den mere moderne fællesskabsorienterede holdsport.

Selve beslutningen er imidlertid truffet af bestyrelsen for The Olympic Lottery Distributor, der fordeler de britiske tipsmidler til forskellige OL-relaterede projekter, og som var hovedsponsor for Eliassons projekt.

LÆS OGSÅ Million-regnbue slår rekord i Aarhus

I et mødereferat fra 16. februar 2012, som er gjort offentligt tilgængeligt på organisationens hjemmeside, kan man således læse, hvorledes direktør Ian Brack har advaret sin bestyrelse om, at Eliassons værk ville kunne skabe dårlig PR for organisationen. I referatet kan man således læse:

»Han (Ian Brack, red.) gjorde opmærksom på den negative omtale i de landsdækkende medier angående projektet, hvilket havde vist, at projektet kunne være kontroversielt«.

Meget dyrt
Også størrelsen på tilskuddet til Eliassons projekt, svarende til 9 millioner kroner, var tilsyneladende årsag til, at bestyrelsen fik kolde fødder.

»Bestyrelsen fandt det svært at retfærdiggøre de 1 million pund sat i forhold til de forventede outputs – det forekom meget dyrt«, lyder det i referatet.

Men et værk udtænkt af Olafur Eliasson bliver imidlertid stadig realiseret under Londonfestivalen, oplyser talskvinde Erica Bolton fra The London Olympic Organising Committee. Om der bliver tale om samme projekt, ønsker hverken hun eller Olafur Eliasson at oplyse. Han kommenterer ikke på historien, forklarede han i går over telefonen fra sit værksted.

Detaljerne om værket vil ifølge The London Olympic Organising Committee først blive offentliggjort næste måned op til åbningen af kulturfestivalen i London.