Der er en besk ironi i, at hver gang dagbladene har markeret, at nu blev Ole Louis Frantzen et tiår ældre – først 50, siden 60 – har man fremhævet hans indsats for at styrke forskningen på det militærhistoriske område.

Forleden blev han de facto afskediget som direktør for Statens Forsvarshistoriske Museum og derunder Tøjhusmuseet som udløber af en heftig kritik, der begyndte, da han i foråret skar museets faste forskerstillinger ned fra fire til to og efter bebrejdelser i flere måneder om, at han favoriserer tivolisering frem for substans.

LÆS MEREVåbeninteressede om museumdirektør: »Søg et job i BonBon-Land«

Frantzen »burde søge job i BonBon-land«, rasede man i Vaabenhistorisk Selskab via Jyllands-Posten, da direktøren valgte at skifte fokus fra våbenteknologi til en mere bredt kulturhistorisk appellerende fortælling om Danmark i krig til alle tider, men det er tvivlsomt, om den nu 65-årige Frantzen skulle få lyst til et så drastisk skift, når han med udgangen af marts næste år går på pension efter i sit sidste år – må vi forudse – at have slumret ude på sidelinjen som det, man og kulturminister Uffe Elbæk med sans for eufemismer kalder ’konsulent’.

Ville ikke være nægter
Der har været bud efter Ole L. Frantzens skalp siden det tidlige forår, hvorefter begivenhederne har taget fart, og hovedpersonen er blevet hvirvlet ind i en centrifuge af kalamiteter: dårlig økonomi, henstillinger til medarbejdere om ikke at diskutere i offentligheden, en historie om, at Frantzen havde prøvet at sælge ud af museets våbenbeholdning til professionelle våbenhandlere, og slagsmålet om, hvad der bør være fremtiden for et moderne museum.

Frantzen blev ansat på Tøjhusmuseet direkte efter universitet i 1978 med en magistergrad i historie i rygsækken. Efter studentereksamen, da hans samtidige i stort tal valgte at blive militærnægtere, gik han ind i militæret og blev i 1969 løjtnant af reserven.

Ti år efter ansættelsen ved Tøjhusmuseet var han dets direktør og har sideløbende fortsat sin militære karriere som kaptajn af reserven fra 1985 og major af reserven fra 1991.

Skiftede kurs
Der synes bred enighed om, at han foretog en mærkbart skifte i kurs som leder af Tøjhusmuseet og opbyggede en lokal faglighed om militærets og forsvarets kulturhistorie, der afløste årtiers orientering mod specifikke våbentyper, uden at disse var sat i en kontekst.

Frantzens egen forklaring over for Berlingske Tidende i 2010 var, at mange historikere »i omegnen af Det Radikale Venstre« havde nedvurderet Danmarks rolle som krigernation:

»Danmark blev ikke bare skabt af bønder og købmænd. Soldater og krigerisk ekspansion var en del af vor historie. Danmark var et af de førende lande med en stor hær og ikke mindst flåde. Det er sandt, at vi efter 1864 nedprioriterede militæret og fortrængte den del af vor historie, men nu er den blevet aktuel igen«.

I Kristeligt Dagblad uddybede han:

»Vi er blevet et normalt land, der kan beskæftige sig med krig uden kramper. I alle andre lande lige fra Storbritannien til Sverige har man studeret krigenes betydning, men ikke i Danmark, som har haft en blokering siden 1864. Og nu er vi er oven i købet det første nordiske land, der får en egentlig krigshistorie«.

Kold krig
Da han i første omgang fungerede på Tøjhusmuseet op gennem 80’erne, var perioden præget af den kolde krig, og Frantzens rationale var, at krigernationen Danmark var et tabu, ingen havde mod på at bryde i de år, hvor pacifisme var løsenet.

Men i takt med at Danmark begyndte at gå i krig igen – Jugoslavien, Irak, Afghanistan og Libyen over en 20-årig periode – blev krigen et emne, der optog folk, og der var skabt basis for at udvide den i udgangspunkt begrænsede historie om våbnene til en bredere brudflade, der rakte 500 år tilbage og pludselig helt op til vor egen tid.

I april vakte det raseri, at Frantzen fyrede to af museets tilbageværende faste forskere for – lød kritikken – at erstatte dem med djøf’ere. Selv forklarede Frantzen, at efter at have satset hårdt på netop forskerdelen i årtier var det nu på tide med en ændring. En »oplevelsesfabrik« fik han kaldt Tøjhusmuseet, hvilket næppe har hjulpet ham.

LÆS KOMMENTARTiden er forbi for museer som stille vidensinstitutioner

Han sagde selv, at der skulle drejes på knapperne sådan, at den forskning, der var blevet foretaget, siden han kom til, nu kunne »komme ud til menigmand«, og at der nu til det formål ville blive brug for specialer inden for journalistik, design og udstillingsarkitektur, mens de to resterende forskere ikke længere skulle beskæftige sig med administrative ting, men slet og ret nu skulle forske på fuld tid.

Drømmen om Krigsmuseet
Cand.mag. i historie og filosofi Jes Fabricius Møller imødegik Frantzen offentligt og advarede mod at udvande forskningen, der ideelt set eksisterer i ubrudt linje: Og »hvem kan formidle en viden, som ikke findes længere?«.

»Det logiske«, har Ole Frantzen sagt om, hvordan Tøjhusmuseet har udviklet sig i slipstrømmen af tidsånden, »ville være at kalde stedet her for Krigsmuseet, og det er også min drøm. Men måske tiden er moden til en navneændring om ti år«.

Men når de ti år er gået, er Frantzen for længst pensionist.

FACEBOOKBliv ven med Politiken