På Marie Dufresnes galleris hjemmeside står nu ordene: »See you out there!«. Galleriet Beaver Projects, hvor hun de seneste seks år har realiseret udstillinger med toneangivende danske og internationale kunstnere, står tomt.

»Der blev pludselig mærkeligt stille i 2012. Der var stadig en kæmpe interesse for kunst, og mere end fuldt hus til ferniseringerne. Men hvor det i 2006 kunne tage et kvarter for folk at beslutte sig for at købe et værk, kunne det nu tage en måned. Og ofte måtte de takke nej«, siger Marie Dufresne, der også oplevede, at de store firmaer lod tegnedrengen blive i lommen.

»Kunne man leve af portvin og slesk tale, havde jeg nok kunnet klare mig igennem«, som hun siger.

Men kassen var tom. Og dermed kunne Beaver Project tilføjes listen over de danske gallerier, der har måttet dreje nøglen om, siden den økonomiske krise begyndte at brede sig fra USA til Europa og undervejs ommøblerede den danske kunstscene.

Krisen har ryddet op
»Krisen har ryddet voldsomt op i meget af den mindre gode 'kunst', der kom væltende under the hey days, hvor alt kunne sælges«, mener gallerist Hans Alf.

Han har både oplevet opsvinget og nedturen, senest med sit galleri i eget navn, som åbnede i Kødbyen i 2009, og som nu er flyttet til Holbergsgade i centrum. Profilen af den typiske gæst, der har besøgt hans galleri, har ændret sig radikalt, forklarer han:

LÆS OGSÅKrisen har lukket 120 gallerier

»Hos mig var der før et stort marked i friværdikøberne. Den gruppe er væk - eller rettere: De holder godt på pengene«.

Spekulanterne er væk
Nicolai Wallner, der åbnede sit første galleri i 1993, i en periode med rekordhøj arbejdsløshed, ligger i dag i den øverste liga, hvad angår danske gallerier. Da krisen bed sig fast, oplevede han, hvordan en helt anden gruppe pludselig holdt sig væk.

»Spekulanterne er væk. Da markedet var glohedt, kunne man ofte se, at de værker, som det var gået hurtigt med at sælge, blev solgt igen hurtigt. Men måden, hvorpå spekulanterne købte kunst for så at dumpe den på en auktion nogle måneder efter, forsvandt«.

At spekulanterne og impulskøberne er borte, mærker også en internationalt arbejdende kunstner som Julie Nord. Hun nåede at forlade galleriet Mogadishni i Valby, før det gik konkurs i 2009, og har siden været repræsenteret på gallerier i København, London og Oslo:

»Når en person køber et værk af mig i dag, tror jeg, at det er, fordi vedkommende virkelig vil have det værk, snarere end at han eller hun anser det for at være en god investering eller bare vil være med på en kunstkøbertrend, som man har kunnet læse om i Bo Bedre«, siger hun.

Tiltrængt fordybelse
Mens Politiken i går kunne rapportere om kunstnere, der havde mistet både værker og større beløb som følge af gallerilukninger og -konkurser, er situationen for en kunstner som Julie Nord en anden.

Hun oplever også større økonomisk usikkerhed. Men krisen har samtidig, understreger kunstneren, givet hende mulighed for en »tiltrængt fordybelse« efter de hæsblæsende år, hvor hun følte sig som en kunstnerisk »malkeko«, der forsøgte at mætte et sultent marked.

Julie Nord ser samtidig en tendens til, at den tænksomme installationskunst og den minimalistiske kunst nu i højere grad får en plads i de toneangivende gallerier og institutioner, mens den talentfulde, akademiuddannede maler kan få sværere ved at slå igennem.

»Måske er disse mere 'cool' tendenser opstået ud fra et reelt visuelt behov for askese, eftertanke og åbne vidder efter nogle år, der kunne minde om en lørdag aften på Dyrehavsbakken«, siger hun.

Fattigere kunstscene
Hos Julie Nords danske galleri, V1 i Kødbyen, der er et af de steder, der ligefrem har oplevet fremgang under krisen, anser gallerist Jesper Elg det ligeledes for positivt, at folk generelt tænker mere over, hvad de køber. Men, som han også siger:

»Der kommer til at mangle udstillingsplatforme for en lang række kunstnere. Det gør vores kunstscene fattigere«.

Modsat galleristen Hans Alf ser Jesper Elg heller ikke krisen som en tiltrængt mulighed for oprydning:

LÆS OGSÅKunstnere tager kampen op mod konkursramte gallerier

»Tesen om, at der kommer bedre kunst ud af dårlige tider, er lige så slap som myten om, at der kommer bedre kunst ud af at være beruset, når du skaber den«.

Det eneste positive ved den slunkne samfundsmæssige kassebeholdning er, mener Jesper Elg, at der kommer nye tiltag, der vil kunne agere mere frit »uden for markedets præmisser, før markedet fanger dem«.

Det var sådan, især installationskunsten i starthalvfemserne fik mulighed for at udfolde sig, da Nicolai Wallner slog sig ned i St. Kongensgade. Selv siger han om dengang i 1990'erne:

»Jeg er glad for, at jeg begyndte i en lavkonjunktur. I modgang tvinges man til at spørge: Hvad vil man med sit galleri? Hvad er vigtigt for kunsten?«.