Annonce
Annonce
Annonce
Kunst 2. okt. 2012 KL. 09.41

Kunstredaktør: Museernes vokseværk flytter fokus fra kunsten

Udvidelsesboomet på de danske museer trækker opmærksomheden væk fra værkerne.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Museer er for mennesker. Men museer er ikke som mennesker.

For i modsætning til os kan museer lide at vokse sig større og større. En museums succes kan ligefrem være en historie om vækst .

Det kan være samlingerne, der vokser gennem nyerhvervelser. Eller personalet, der fylder mere. Eller antallet af gæster, der stiger. Eller det kan være selve museet, der udbygges, fordi der også skal være plads til at lave sær-udstillinger som f.eks. ARoS’ om Edvard Munch og angsten, der åbner næste uge.

Bombardement af aktiviteter
Det hele hænger sammen. Det er for at skaffe plads til samlingerne, udstillingerne, personalet og publikum, at der bygges om og til.

Hver gang arkitekturen inddæmmer nyt terræn, møder rigtig mange op for at vurdere udvidelsen. Ikke meget kan mobilisere den offentlige nysgerrighed mere end en offentlig bygning, der går over sine bredder.

LÆS OGSÅNy have foran Statens Museum for Kunst koster 27,5 millioner

Moderne museer overlever på at være aktive og aktiverende. Men de muligheder, et museum har for at inddrage sit publikum ved at bombardere det med forskellige aktiviteter, vokser med udvidelserne.

Hvis et museum ønsker både at udvide sin kapacitet og at booste sine besøgstal, er det ingen dårlig idé i at tænke i mursten og mørtel. Det gjorde Louisiana i det forrige årtusind.

Vokseværk
Men har Louisiana nu vokset sig for stort? Og er Statens Museum for Kunst blevet for uoverkommeligt, efter at den moderne tilbygning åd kælke-bakken ude i Østre Anlæg?

Og hvad med Arken – Museum for Moderne Kunst i Ishøj, som har fået tilbygninger? Eller for nu at nævne nogle af museerne Vest for Storebælt: Er ARoS – Aarhus Kunstmuseum blevet for voluminøst? Og Herning Kunstmuseum, som med sin nye bygning også har fået et nyt navn, Heart?

Forsvinder koncentrationen om det enkelte værk ikke som følge af, at der i store museer tilbydes for mange oplevelser?

Peter Michael Hornung

Eller Bornholms Kunstmuseum i den anden ende af landet?

Hvert af disse museer har haft kronisk vokseværk, siden de åbnede. Og så har vi ikke engang nævnt alle de andre museer, der stadig drømmer om at få nye og større bygninger at bo i.

Det sociale liv
Flokmentalitet er et grimt ord. Men moderne mennesker går nu engang ikke på museum for at føle sig helt alene i salene.

Kun nørder interesserer sig for det, som andre ikke interesserer sig for. For de fleste gæster gælder det, at de ser museet som et kulturtilbud og et mødested, hvor de kan finde sammen med ligesindede og opnå et privilegeret kulturelt fællesskab omkring de oplevelser, som museer tilbyder.

LÆS OGSÅMuseumscafé er god ved maven men skidt for pengepungen

Det er ikke kunsten alene, der trækker. Det er også alle de andres tilstedeværelse: i køen foran indgangen, i salene – og i cafeen!

Tilstrømningen er argumentet for, at netop denne oplevelse er væsentlig og vedkommende, fordi den er vigtig at kunne tale med om.

Oplevelsen af museet
Men hvad med oplevelsen af det, som det er kunstmuseets opgave at formidle? Nemlig kunsten.

Forsvinder koncentrationen om det enkelte værk ikke som følge af, at der i store museer tilbydes for mange oplevelser?

Og bliver konsekvensen så ikke, at man i stedet for at se værkerne bare oplever museet, med den uundværlige museumscafé og den lige så obligatoriske butik?

LÆS OGSÅTag på museum og shop igennem

Svaret er ja. For nu at modernisere et gammelt ordsprog: Man ser skoven, men når aldrig at lægge rigtig mærke til træerne.

Kan ikke blive stort nok
Museer har ikke længere eneret på at kunne vise os den bedste kunst. For den kan vi både se i bøger og på nettet.

Museer har kun monopol på at være store samlinger af kunst i store bygninger, der ikke kan blive store nok. Og netop det kan i længden vise sig at være alt for meget.

For nok bevæger tiden sig i retning af større museer. Men faktum er, at kun få har tid nok til dem.