Michael Ancher havde været vældig syg, muligvis af en blodprop.

Den 48-årige kunstner var stadig sengeliggende i sit hus på Skagen og fandt det besværligt at skrive, men noget nagede ham voldsomt. En decemberdag i 1897 greb han fat om pennen for at gå til bekendelse over for sin ven P.S. Krøyer, der befandt sig i København.

»Der var en Ting der trykkede mig, som jeg ikke fik sagt til Dig i Sommer. Den ene Gang jeg var oppe og vilde sige det var Du ikke hjemme og siden glemte jeg det ufravigelig, hver Gang jeg saa Dig.

Du husker, jeg laante det lille Studie med Anna og Marie paa Stranden for at sammenholde det med et af mine Damebilleder. Da jeg kom hjem i Sommer, før Du kom fik jeg en Regnsveirsdag stor Lyst til at copiere det og gjorde det da ogsaa, idet jeg synes det var morsomt at have paa Væggen.

Syntes Du ikke om det, kunde jeg jo altid brænde det«.

Drillende svar
Kopien blev aldrig smidt i ildstedet.

Den hænger stadigvæk i den lille dagligstue i Anna og Michael Anchers hus i Skagen. For P.S. Krøyer svarede tilbage som det let drillende geni, der beroliger sin talentfulde kollega.

»(...) havde Du haft i sinde ikke at sige mig det, saa vilde det jo nok have været lidt kriminelt – og igrunden forstaaer jeg ikke at Du dengang skjulte det for mig. Men det vilde da være latterligt at have Samvittighedsskrupler om det«.

Nationalikon
Den stille juniaften i 1892, da de to store danske kunstneres koner, Marie Krøyer og Anna Ancher, efter en sølvbryllupsmiddag gik arm i arm på Skagen Strand, er i dag blevet Danmarks mest berømte motiv.

LÆS OGSÅBille Augusts Skagen-film skuffer anmelderne

Siden det store endelige maleri dukkede op fra glemslen i en fugtig sydtysk alpehytte i 1978, har det fået voldsom opmærksomhed og er på relativ kort tid blevet Danmarks svar på Munchs ’Skriget’. Det findes i kunsthistoriske bøger og reproduceres i plakater, på kagedåser og på nøgleringe. Det er et nationalikon.

Michael Ancher afleverede Krøyers forstudie tilbage i 1897.

Man ved, at det blev udstillet i Wiesbaden og i Berlin i 1905. Og man ved fra H. Chr. Christensens fortegnelse over PS. Krøyers værker, at han lokaliserede det i en italiensk enkedronnings private kunstsamling i 1923.

Siden forsvandt det af syne. Væk var det. Indtil nu.

Forstudiet ankommet fra London
Vi befinder os tidligere på ugen i den danske filial af det engelske auktionshus Sotheby’s i det indre København.

Direktøren for afdelingen af 1900-tals-maleri, Claude Piening, er netop ankommet fra London med forstudiet, der har en størrelse, så han lige kan bære det med sig rundt i favnen.

Med bagsiden vendt udad er det sådan, briten tager imod, for så at finde et diskret sted at placere det. Han udser sig et bord i baglokalet. Så vender han maleriet.

»Her er det så: P.S. Krøyers forstudie til ’Sommeraften på Skagen Sønderstrand’«, siger briten og rømmer sig taktfuldt ved at holde sin knyttede hånd foran munden.

Høj pris
»Man kan sige, at vi har genopdaget maleriet. For hvor maleriet var endt efter tiden i dronning Margheritas private samling, vidste man ikke. Men det har nu vist sig, at det er gået i arv i hendes familie: Den person, der ejede maleriet indtil april i år, var efterkommer efter prinsesse Maria Beatrice af Savoy. Hun var oldebarn af dronning Margherita«.

Forstudiet er nu et af de sensationelle lots på efterårsauktionen over skandinaviske malerier 20. november.

Her er det vurderet til mellem 1,4 og 2,3 millioner kroner. En høj pris for et forstudie, selv om det også i datiden havde status som et færdigt maleri, der var værdigt nok til internationale udstillingssale.

Uden signatur
»Da vi fik maleriet indleveret, var det meget beskidt, og vi fik det renset. Men vi indså med det samme ud fra kvaliteten, at det med stor sandsynlighed var Krøyer. Det er lyset. Spontaniteten«, siger Claude Piening og lader en pegefinger bevæge sig der, hvor kjolernes folder reflekterer lyset.

»Men vi måtte underbygge vores fornemmelse. Der er ingen signatur«.

At proveniensen, altså ejerskabshistorien, er ubrudt fra 1923 til april 2012 har vejet tungt på vægtskålen i ægthedsvurderingen. Og, viser det sig, så er Michael Anchers 115 år gamle udåd, kopieringen af Krøyers forstudie, kommet til at spille en helt afgørende rolle i den endelige blåstempling, der nu har sendt maleriet mod millionvurderingen.

Den manglende brik
I alt malede P.S. Krøyer faktisk fire forstudier til det færdige maleri: Det ene, hvor kvinderne ligeledes står i forgrunden, solgte Krøyer til den svenske prins Eugen i 1894 – det er i dag ejet af en engelsk privatsamler.

LÆS OGSÅJydernes fem bedste museer

To andre, hvor Krøyer har eksperimenteret med at placere kvinderne meget længere nede ad stranden, dedikerede han til sin mæcens hustru, Pauline Hirschsprung, og til forfatteren Sophus Schandorph og hustru. De er i dag er i Den Hirschsprungske Samling.

»Dette her er simpelthen den manglende brik i puslespillet«, siger Claude Piening.

Men alligevel er der noget påfaldende ved det genfundne forstudie.

Ser man på maleriets ejerskabshistorie, kan man notere sig, at det – som Sotheby’s fremhæver – har været i den kongelige europæiske Savoy-slægt indtil foråret 2012.

Men som man også kan læse, har det faktisk skiftet hænder én gang allerede i år, nemlig 1. april på en auktion hos Christie’s i London, hvor en engelsk privatsamler opkøbte det. Ikke som et forstudie af P.S. Krøyer. Men som en mulig kopi.

Millionvurdering
Hvad grunden er til, at konkurrenten Christie’s for seks måneder siden valgte ikke at blåstemple forstudiet, vil Sotheby’s ikke udbrede sig om.

Men, siger Claude Piening, hos Christie’s blev maleriet solgt ved en mindre auktion blandt en broget skare billeder. Da blev det vurderet til 28.000 kroner og solgt for 730.000 kroner. En hel del under den nuværende millionvurdering.

Mystisk herre
Vi kontakter samme dag som mødet med Sotheby’s i København Christie’s i London for at få en forklaring på deres vurdering af maleriet. I Christie’s’ beskrivelse fra forårsauktionen falder vi desuden over et notat. Maleriets blændramme bærer en påskrift: Frederik Pergade.

Hvem er denne herre?

Christie’s vil vende tilbage med detaljerne, lyder det venlige svar. Mens vi venter, forsøger vi selv at spørge os for.

På roadtrips til Krøyer-specialister
Da forstudiet ankommer til Danmark i mandags, er det tredje gang siden i sommer, det har taget turen over Nordsøen. For både Claude Piening og Adrian Biddell, der er øverste chef for afdelingen for 1900-talsmaleri hos Sotheby’s, har i arbejdet med maleriet været på flere roadtrips rundt til forskellige danske specialister i Krøyer.

De har undervejs aflagt besøg hos Den Hirschsprungske Samling, på Statens Museum for Kunst, på Skagens Museum og i Michael og Anna Anchers Hus i Skagen.

Skepsis eller blåstempling?
»Jeg blev pludselig hidkaldt, og så stod de i forhallen til Statens Museum for Kunst«, siger direktør for Den Hirschsprungske Samling, Marianne Saabye, der i sin samling har et stort antal forstudier af Krøyer. De har, understreger hun, samme høje status som de færdige malerier.

»Maleriet var ikke renset på det tidspunkt. Og min allerførste reaktion var faktisk lidt skepsis«.

Men museumsdirektøren siger så:

»I forbindelse med vores store Krøyer-udstilling havde jeg netop kortlagt alle de udstillinger i udlandet, han havde deltaget på. Jeg måtte erkende, da jeg vendte maleriet om, at det var et af de malerier, som Krøyer havde udstillet i Wiesbaden. Der er ingen tvivl om, at det er et Krøyer-billede«.

Plausibel historie
Også Skagens Museum, som i 1986 fik skænket Krøyers kolossale færdige maleri af den tyske bladkonge Axel Springer, besøgte Adrian Biddell fra Sotheby’s i juli. Også her bed museumsinspektør Mette Bøgh Jensen mærke i maleriets dårlige stand. Hun siger:

»Det har øjensynligt været gemt godt af vejen. Det kan have hængt et sted, hvor man ikke var klar over, hvad det var«.

Men også hun når samme konklusion som sin kollega i København:

»Billedets ejerskabshistorie virkede plausibel, ligesom også udstillingsmærkerne bag på billedet overbeviste mig om, at det var Krøyer«.

På det tidspunkt er ægtheden således hængt op på ejerskabshistorien. Og på udstillingsmærkaterne på bagsiden.

»Man jeg mener ikke, at man kan bruge det som en blåstempling«, siger Mette Bøgh Jensen.

Tilsvarende mål
Det er netop på Skagens Museum, at man henleder den tilrejsende fra Sotheby’s’ opmærksomhed på, at der i Michael og Anna Anchers Hus hænger en kopi af de to kvinder på stranden.

Da briten alligevel skal overnatte i byen, foreslår man, at han besøger det gamle kunstnerhjem, der er indrettet som museum.

»Ja. Han mødte op i Anchers Hus uden aftale med et maleri under armen og ville gerne have vores ned af væggen«, husker Elisabeth Fabritius. Hun er museumsansvarlig for kunstnerhjemmet, har forsket i parret i over 40 år og er på Det Kongelige Bibliotek i færd med et flerbindsværk om deres breve.

»Målene på det maleri, den engelske herre havde med sig, svarede nøjagtigt til Anchers kopi«, siger Elisabeth Fabritius. Hun finder i den forbindelse brevet frem, hvor Ancher indrømmer, at han har kopieret forstudiet. Hun oversætter det til engelsk og lader Sotheby’s få det.

Og Frederik Pergade er?
Christie’s har på det tidspunkt stadig ikke givet lyd fra sig. Så vi spørger Elisabeth Fabritius: Men hvem er egentlig Frederik Pergade?

»Det er Frederiksberggade«, falder svaret prompte.

Frederiksberggade? Så ordet er lost in translation?

»Ja. Der har måske ligget en kunsthandel der. Den form for misforståelse kender jeg så inderligt. Jeg har lige deltaget i et samarbejde om en udstilling af en græsk marinemaler, der har været i Skagen i 1876. Han rejste hjem og døde af tuberkulose. En græsk kurator havde sammensat en udstilling med ca. 50 malerier her fra Danmark, og der stod mange danske navne, som de havde haft svært ved at tyde«, ler Elisabeth Fabritius.

Det endelige bevis
Sammenligner man de to malerier – det genfundne forarbejde af P.S. Krøyer og Michael Anchers kopi – mere nøje, er der flere vigtige sammenfald i motivet, som man ikke genfinder i de andre forstudier og i det store endelige maleri.

Dem noterer Sotheby’s sig, da de får mulighed for at sætte de to malerier side om side:

Hatten i Anna Anchers hånd, horisonten og Marie Krøyers hånd ved hoften er stort set ens. Det ender med at være det endelige bevis, der blåstempler maleriet som en ægte Krøyer.

»Der er ikke nogen tvivl om, at det er det forarbejde af Krøyer, som Ancher har arbejdet med«, siger også Elisabeth Fabritius.

Regelret kopiering
Sådan kan man derfor, hvis man foretrækker en happy end, udlægge historien: Michael Ancher kopierede sin ven Krøyer.

Han bekendte det brødebetynget, men her 115 år senere kommer han sin ven til undsætning og bringer det forsvundne maleri frem i lyset ved at give det sin ægthed tilbage. Det er, hvad man kan kalde en rigtig kammerat.

LÆS OGSÅSkagensmalernes spisesal behandles med tiltrængt seriøsitet

Men der findes også en lidt anden udlægning stemt i en smule lavere toneleje. For historien om det genfundne Krøyermaleri giver os også et nyt blik på Ancher og hans kopi.

»Vi har tidligere troet, at Ancher lånte det forstudie, der er i dag er i engelsk privateje. Det har et andet format, og det har en helt anden farveholdning, og det har givet os anledning til at tro, at Ancher tog sig nogle kunstneriske friheder i arbejdet med sit maleri. Nu må vi konstatere, at han har kopieret mere ... regelret«, siger Elisabeth Fabritius.

Michael Anchers jalousi
Set i det lys bliver Michael Anchers kopi frarøvet det eneste skær af originalitet, den havde fået med tiden.

Og dermed kommer genopdagelsen af Krøyers forstudie til at cementere den kunstneriske og venskabelige skævhed i forholdet mellem de to store kunstnere.

Som Elisabeth Fabritius siger:

»Der var ganske afgjort jalousi fra Anchers side. Han var stridbar og ærekær og nærtagende og vankelmodig, og han sled sig til alt. Det har ikke været nemt for ham at se en konkurrent få succes på noget, som han syntes, at han selv fortjente. Men Krøyer havde jo en mere sikker og let hånd og var i bund og grund et umådeligt elskværdigt menneske«.

Den guddommelige aften som billede og skrift
Men, tilføjer forskeren så, hun har samtidig forståelse for, at Michael Ancher lavede sin kopi.

»Det havde været en af de guddommelige aftener, hvor lyset er, som Krøyer skildrer det. Og det syn, som Ancher, Krøyer og forfatteren Sophus Schandorph oplevede i klitterne i skumringstimen efter Schandorphs sølvbryllup, var et minde, der var værd at bringe med sig«.

Også Sophus Schandorph gjorde det, siger Elisabeth Fabritius. Han lod øjeblikket blive til skrift. Hun finder citatet frem. Vi læser:

»Det var en dejlig sommerdag. Efter kaffen gik vi en tour langs øststranden og satte os ved foden af nogle klitter, dampende på vore cigarer. Langs stranden spadserede de to smukke damer, Marie Krøyer og Anna Ancher i den stund, da natten og dagen smelter blidelig ud i hinanden. Min hustru pegede ud mod det smukke syn og de prægtige lys- og farvevirkninger. Krøyer sad ganske stille. Hans tunge spillede mellem hans læber. Det var mig et tegn på, at han havde noget for«.