Annonce
Annonce
Annonce
Kunst 2. nov. 2012 KL. 21.12

Maria med de blå mærker er verdens bedste billede

Politiken.dk's læsere har talt: World Press Photo-juryen har valgt forkert - den sydafrikanske fotograf Brent Stirton har taget det bedste billede.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Hun har en smøg i hånden. Bandage på det ene ben og et landskab af blå mærker på det andet.

Og så er der hendes blik: Selvsikkert og fortabt på samme tid.

Brent Stirtons portræt af Maria - fotograferet i en pause mellem to kunder i det lokale, hun lejer som prostitueret i byen Kryvyi Rih i Ukraine - er årets bedste. Det mener Politiken.dk's læsere, der har stemt billedet ind på en førsteplads blandt de ti, som avisens fotochef Thomas Borberg valgte ud på årets World Press Photo-udstilling.

FOTO: Hvilket billede er det bedste?

I World Press Photo-konkurrencen vandt Brent Stirtons billede i underkategorien 'Aktuelle temaer'. Men knap en femtedel af Politiken.dk's læsere, nemlig 18 procent, er faktisk af den opfattelse, at det burde have været kåret som det absolut bedste - altså foran Samuel Arandas billede af en yemenitisk mor, der holder om sin tåregasramte søn. Dette billede, der vandt hovedprisen i World Press Photo', giver kun 10 procent af læserne deres stemme, og på deres liste ender det derfor på en delt femteplads.

Brent Stirton er sydafrikaner, fotograferer for det store internationale fotobureau Getty og afleverer ofte sine billeder til magasinet National Geographic. Han rejser sammenlagt ni måneder om året - og det var på en af de reportager, han mødte Maria.

»Jeg spurgte hende tre gange, om det var i orden, at jeg fotograferede hende. Og understregede, at billedet jo ikke bare ville komme ud i Ukraine, men formentlig i hele verden. Hun sagde: »Tag billedet! Lad bare folk se, hvad der er sket for mig!«. Og så smilede hun faktisk«, fortæller Brent Stirton i et interview. Vinderfotograf  Brent Stirton. Foto: AP

»Sådan en kvinde som Maria har syv-otte mænd om dagen som kunder. Hun siger selv - eller hun sagde på det tidspunkt, jeg fotograferede hende - at hun ikke er HIV-smittet. Men jo længere et liv, du lever som narkoprostitueret, jo mere desperat bliver din situation jo - og på den måde kan man let på et tidspunkt blive presset til ikke at bruge kondom«.

»Som jeg ser det, er aids stadig en kæmpetrussel imod menneskeheden, men det er, som om det ikke rigtigt optræder i medierne længere. Som om det ikke rigtigt er så vigtigt - eller så aktuelt - et tema. Også af den grund var jeg utrolig glad for at vinde en af kategorierne i World Press Photo-konkurrencen i år netop med det her foto«, siger Brent Stirton.

»Maria en advarsel. For mig er det dét, hun er«.

På andenpladsen med 15 procent af læsernes stemmer ender billedet af Nordkoreas grundlægger Kim Il-sungs portræt på bygning i hovedstaden Pyongyang. Tredjepladsen går til Ray McManus' foto af to irske rugbyhold, der tørner tungt sammen i silende regn.

World Press Photo-udstillingen i Pressen lukkede onsdag.