De er morgendagens stjerner, de 12. Det visuelle dusin.

Og i anerkendelse af, at tillid er det afgørende bindemiddel mellem en fotograf og hendes omverden, er det ’Tillid’ – nu med stort T – der er temaet for deres første store internationale manifestation.

Prominent masterclass
I dag udkommer bogen ’Next#02’, udgivet af World Press Photo. 12 unge fotografers fortolkning af begrebet tillid.

De 12 var håndplukket af en komité fra hele verden blandt 165 lovende navne, der var indstillet, og den danske fotojournalist Sofie Amalie Klougart er en af dem og var derfor med i den masterclass og workshop, der har varet hele ugen i Amsterdam, 19th Joop Swart Masterclass.

Hvad de lærte i Amsterdam – blandt andet af hinanden, men nok så meget af notabiliteter inden for faget – kommer til at smitte af på, hvordan vi andre kommer til at opleve alt omkring os i de kommende år, os, der ser aviserne og de magasiner, de optræder i, og går til deres udstillinger.

Sofie Amalie Klougart tog temaet tillid og dermed tyren ved hornene og henvendte sig til flere af de danske swingerklubber, hvor par mødes og udveksler køn og kropssafter rundt om i landet, for at høre, om hun måtte komme med og dokumentere begivenhederne med sit kamera.

Resultatet er de billeder, vi viser her på siden, udvalgt fra tre forskellige swingerklubber i Nord- og Sønderjylland samt i omegnen af København. Gerne i nedlagte landbrug lidt uden for alfarvej.

SE FOTOSERIENDe swinger

Kontrolafgivning
»Det var et benhårdt arbejde«, siger Sofie Amalie Klougart, »og det hårde er at få folk til at afgive kontrol til dig, for hvad får de selv ud af det? Ikke rigtig noget, vel? Derfor er det en kæmpestor tillidserklæring«.

I nogen grad følte Klougart sig forpligtet på det danske nede i Amsterdam. Så ubegribeligt mange år efter er Danmark stadigvæk internationalt berømt for frigivelsen af billedpornoen tilbage i 1969, men hvad er der sket sidenhen?

Nypuritanisme er et begreb, der angribes med i en blomstrende offentlig debat om, hvor danskernes grænser går i dag, og Klougart ville gerne opdateres på, hvordan vi opfatter vores og de andres seksualitet.

»Godt nok åbnede den første danske swingerklub 20 år senere end i USA«, siger hun, »men til gengæld er de mere populære i dag end nogensinde tidligere. Da finanskrisen ramte, fortæller de dog selv, at interessen stilnede af, og folk blev mere til at dyrke sex hjemme i privaten. For mig var det lige så interessant at undersøge og interviewe folk om, hvad der var sket med seksualiteten og med swingerne siden kollektivtiden, som at vise den konkrete sex«.

LÆS OGSÅFoto-elev udtaget til verdens mest prestigefulde foto-masterclass

Men én ting er, at seksualiteten blandt swingere udspiller sig i en gruppe af mennesker, indimellem også på kryds og tværs, men det er ingen offentlig forestilling. Det er bare ’privat’ i mere udstrakt betydning, bredt ud over vores gængse forestilling om noget, der involverer to personer.

»De fleste af swingerne insisterede på at være anonyme, fordi de betragter swingerklubben som noget privat«, siger Sofie Amalie Klougart.

»Det er helt almindelige mennesker – skolelærere, psykologer, alle mulige – der udlever deres private seksualitet. Selvfølgelig er der også en ekshibitionistisk side, men som udgangspunkt har de ikke lyst til at dele deres privatliv med andre«.
Foto:  Dorte Klougart
Den seksuelle rejse
»Tillid er kodeordet i alle swingersammenhænge. Der er selvfølgelig tilliden fra dem til mig, men især tilliden swingerne imellem. Det der med at hengive sig til folk, man ikke kender særlig godt, og mellem partnerne at tro på, at man også vender hjem med den partner, man tog ud med. Når man begynder på den her seksuelle rejse, er det ikke godt at vide, hvad der sker, og om det ender med, at den ene part ikke længere er tilstrækkeligt til at tilfredsstille den anden. Man kan vokse fra hinanden seksuelt. Måske udvikler man lyster til noget, den anden ikke er med på«.

Alle aldre, alle sociale lag, alle fag, alle tykkelser og alle gørelser kan engagere sig i swingerklubber, og Sofie Amalie Klougart var slået af, ikke alene hvor forskellige udgangspunkter deltagerne havde, men også af, hvor meget det, de foretog sig, lignede reel pornografi.

Hvor stor en objektliggørelse der finder sted i swingerklubberne. De mange, hun talte med, understregede også, at det, de lavede to og to sammen hjemme i soveværelserne, så helt anderledes ud igen.

LÆS OGSÅDer skal være en form for uro. En fornemmelse af, at nogen tager en chance

»Den der dybe elskov og tosomhed trives ikke i klubberne«, som hun siger.

Klougart ser swingerklubbernes nedlagte landbrug som politiske rum i mindst lige så høj grad som seksuelle. Som lokaliteter, hvor holdninger og normer brydes.

40 procent af danskerne, der indgår ægteskab, bliver skilt igen. Kvinderne er blevet de resultatorienterede studerende på de højere uddannelser og tillige mønsterbrydere.

Klougart henviser til, at undersøgelser inden for lykkeforskningen viser, at børn ikke længere formår at gøre os glade. Glade nok i hvert fald. Tværtimod bliver vi ekstra bekymrede af at blive forældre. Alt er under opbrud, og seksualiteten og de måder, den ytrer sig på, er blot ét tegn ud af mange.

Hinsides ludere og lommetyve
»Hele illusionen om familieliv er ved at smuldre«, siger Klougart.

»Det er ikke nogen særligt kontroversiel konstatering, men for mig gjorde den det ekstra spændende at se på dem, der udforsker og udfordrer netop det. Det er det, swingerklubberne er en platform og et rum for. Og fordi det tager udgangspunkt i seksualiteten, noget, vi alle har tilfælles, og noget, vi alle gerne vil forstå bedre, er det selvfølgelig ekstra interessant«.

Et projekt, unægtelig, der i samtidspolitisk vingefang hæver sig over den trang, enhver dansk journaliststuderende til enhver tid har haft til at ville interviewe ludere, lommetyve, pornomodeller og gangbangere.

LÆS OGSÅVerdens bedste portrætfotograf: Billederne skal ud på gaden

Sofie Amalie Klougart havde frit råderum under portrætteringen af swingersammenkomsterne. Adskillige af dem ville ikke filmes, så hun beskæftigede sig med nogle af de andre, og under alle omstændigheder var hun ikke interesseret i at fotografere genkendelige ansigter. Bortset fra det kunne hun komme overalt og gå så tæt på, som hun ville.

»Men det er et miljø, det er svært at være en flue på væggen i«, siger hun. »Folk var stærkt påvirkede af min tilstedeværelse«.

Det er så her, de 12 fotografers opgavetema kommer ind i billedet: ’Tillid’.