Annonce
Annonce
Kunst

Statens Museum for Kunst vil droppe den fri entré til de faste samlinger: Er det pengene værd?

Det handler denne lille dialog om, hvor du skal forestille dig to mænd stå i forhallen på Statens Museum for Kunst. Vi kommer ind midt i samtalen.

Annonce

Hornung 1: »Vidste du, at gennemsnitslevealderen for mænd er næsten 80 år. Den er faktisk steget meget! Men det ændrer ikke ved, at mit liv stadig er for kort til kunstmuseer. For kunstmuseer er kunstens kirkegårde. Alt, hvad man finder her, kan kun bøjes i datid, og der bliver bare mere og mere af det, ligesom der bliver flere og flere gravsteder på Vestre Kirkegård. Forskellen er kun, at mens kirkegårdene har lov til at sanere visse gamle gravsteder, skal museerne passe lige meget på det hele«.

Hornung 2: »Det er, fordi kunsten på et kunstmuseum hører til det ypperste, der findes. Den bliver ikke forældet eller udtjent. Den kunstneriske kvalitet i en typisk museumsophængning vil så godt som altid være højere, end hvad du finder på en eller anden særudstilling«.

LÆS OGSÅ Museer vil afskaffe gratis entré

Hornung 1: »Det kan godt være. Men gammel kunst interesserer kun kunsthistorikere og andre marginaliserede nørder, der har været verdensfjerne nok til at tage speciale i det.

Og så synes kunstauktionerne for resten også, at gammel kunst er uhyre interessant. Men det er mest, fordi der er penge i den«.

Hornung 2: »Du tager fejl, fordi du aldrig sætter dine ben på et kunstmuseum. Du ser alting ud fra dig selv og den lige så selvoptagede kultur, du lever i. Du afskriver råt og brutalt kunstens fortid, fordi du aldrig selv har været en del af denne fortid. Kan du ikke selv mærke, at din attitude er for snæversynet og selvfikseret, og at du har taget skyklapper på i stedet for briller?

Du er bare typisk for de mange unge, der ikke interesserer sig for kunst, der er ældre end dem selv, som en dansk kunsthistoriker har formuleret det«.

Der har vi problemet med dig. Du interesserer dig ikke for gammel kunst, blot fordi den er gammel

Hornung 2

Hornung 1: »Men hvorfor skal jeg bruge min tid på kunst fra gamle dage, når det f.eks. vrimler med moderne kultur fra det 20. og 21. århundrede, som fortæller mig langt mere om den tid, som jeg lever i? Ved du, hvad interesse for ældre kunst er udtryk for? Det er endnu værre end æstetisk nostalgi. Det er virkelighedsflugt«.

Hornung 2: »Fortiden er meget vigtigere, end du aner. Det kan godt være, at det er nutiden, du får øje på, når du ser dig omkring. Men det er fortiden, du står på, når du ser. Hvis man skal forstå forudsætningerne for den kunst, som bliver malet, modelleret, tegnet eller filmet i dag, kommer man ikke uden om den kunst, der er ældre. Det er den, der har givet stødet til det nye. Det er den, der er årsagen til, at noget nyt overhovedet sker.

Det er ligesom med dig selv som person. Hvis dine bedsteforældre ikke havde eksisteret, havde de to mennesker, der er dine forældre, heller ikke gjort det. Og så havde du slet ikke gjort det, og så havde vi ikke stået her i forhallen på Statens Museum for Kunst«.

LÆS OGSÅ Kunstmuseer opfordres til at købe mere kunst af kvinder

Hornung 1: »Skal vi ikke hellere gå ned i cafeen med det samme? På museerne er cafeen jo alligevel det eneste sted, hvor der er lidt nutid«.

Hornung 2: »Nej, vi skal op i samlingen for ældre dansk kunst. Deroppe er der et billede, som jeg gerne vil vise dig. Det er et af Nicolai Abraham Abildgaards hovedværker. Her har vi det«.

Hornung 1: »Det ser mærkeligt ud. Han må have ondt i foden, ham manden på maleriet. Forestiller det en fodboldspiller, der er blevet taklet?«.

Hornung 2: »Nej, det er den sårede Filoktet«.

Hornung 1: »Hvem er han. Han er ikke en af mine venner på Facebook. Hvilken klub spillede han for?«.

Hornung 2: »Filoktet var ikke fodboldspiller. Han var en af antikkens sagnhelte. Det fortælles, at han var bueskytte i den græske hær. Buen og pilen, som du også ser på billedet, havde han fået af en anden græsk sagnhelt, Herakles. For Filoktet havde hjulpet til med at bygge et ligbål for Herakles.

Filoktet var med i krigen mod Troja, da han blev bidt i foden af en slange. Det betændte sår efter biddet lugtede snart så fælt, og hans smertensskrig blev så øredøvende, at hans venner og våbenfæller måtte anbringe ham på øen Lemnos.

Der sad han så ensom og forladt, mens han krummede sig sammen af smerte. Det er det, vi ser på Abildgaards billede, der er et romantisk billede, malet i 1772, midt under den såkaldte nyklassicisme. Under nyklassicismen skulle kunstens emner helst være ophøjede og heroiske, og dens helte skulle helst udstråle ro og selvbeherskelse.

Men den stakkels sårede Filoktet gør ingen af delene«.

LÆS OGSÅ Museers kunst-salg er »først og fremmest politikernes mulighed for at skære i kulturbudgetterne«

Hornung 1: »Kunstnere er mærkelige. Og det er du sgu også. Ikke bare er det en maler fra 1700 og hvidkål, der har lavet det billede. Men maleren har ikke engang malet et motiv fra sin egen tid. 1700-tallet har åbenbart været alt for moderne for ham, maleren fra 1700-tallet.

Næh, han har guddødemig foretrukket et emne fra det gamle Grækenland, fra længe før vores tidsregning. Og så har manden på billedet ikke engang levet i virkeligheden. Han er en sagnhelt.

Og det vil du have, at jeg skal interessere mig for her i 2016? Hvad skal jeg dog bruge det til? Og så har ham Filoktet ikke engang bukser på! Han har smidt tøjet. Hvorfor? Var han ude på noget frækt?«.

Hornung 2: »Han er nøgen, så man bedre kan se hans muskulatur. Han er jo en helt.

Da Abildgaard malede billedet, opholdt han sig i Rom. Dernede i Rom følte han sig næsten lige så alene som Filoktet på sin ø, og måske havde han også ondt af sig selv. Men han så sig om, mens han var der og kendte også ’Belvedere-torsoen’. Det var en berømt skulptur fra den hellenistiske periode, og det er denne svulmende torso, han må have citeret i Filoktets rygstykker.

Husk nu, at først i 1800-tallet begyndte kunstnere at interessere sig så meget for deres egen hverdag, at de skildrede den i deres kunst. Tidligere søgte og fandt de helst deres emner i antikkens mytologi og historie. For kunst skulle være et forbillede, noget, du så op til, og som gjorde dig til et bedre, modigere og mere forstandigt menneske.

Og det kunne du også godt trænge til«.

Hornung 1: » Hør lige her: Nu har du fortalt mig om Abildgaard, som har været død i over 200 år, om Filoktet, som har været død i over 2.000 år, rent bortset fra at han aldrig har eksisteret, om Herakles, som heller aldrig har eksisteret, om øen Lemnos, som nok eksisterer, men ikke er en del af mine sommerferieplaner, og om en skulptur, som gik i stykker for længe siden og er lige så gammel som ham Filoktet, der er løgn og digt.

Hvis man skal tvangsfodres med så mange uvirkelige og irrelevante oplysninger for at forstå den ældre kunst, som det her maleri er et eksempel på, har den ikke mange chancer i dagens Danmark«.

Hornung 2: »Jamen, hvis vi nu glemmer alle de mange navne og begreber, som du ikke har hørt om, og bare ser på Abildgaards maleri, som det hænger dér, må du da indrømme, at det er et fantastisk billede. Se Filoktets ansigt, se, hvordan det fortrækker sig i afsindig smerte, og hvordan hans krop krummer sig og er lige ved at sprænge hele billedrummet. Er det ikke stor kunst?«.

LÆS OGSÅ Statens Museum for Kunst skærer i åbningstiden

Hornung 1: » Jo, ja, det er det måske. Men det vil så sige, at kunstnere sagtens kan lave gode billeder, selv om de ikke har et Kulturministerium eller en Statens Kunstfond, som de kan læne sig op ad. For sådan nogle dyre institutioner fandtes vel ikke dengang. Sikke mange penge samfundet så kan spare, rent bortset fra at man så igen vil kunne se, hvad billederne forestiller«.

Hornung 2: »Der har vi problemet med dig. Du interesserer dig ikke for gammel kunst, blot fordi den er gammel. Og af den moderne kunst forventer du, at den helst skal ligne den gamle. Du vil ikke indse, at kunsten altid vil udvikle sig og flytte sig. Museerne har vi, for at du kan lære at forstå denne udvikling«.

Hornung 1: »Jeg vil ikke lære noget! Jeg vil kun nyde noget. Lad os gå ned i museumscafeen. Jeg trænger til noget at styrke mig på. For resten, hvordan gik det med ham din ven, Filoktet? Fik han amputeret benet, døde han af sårfeber, eller blev han helbredt?«.

Hornung 2: »Grækerne var nødt til at hente Filoktet tilbage til slagmarken, for uden ham kunne Troja ikke erobres. Han kom sig, og det var en af hans pile, der senere dræbte prins Paris. Og når Paris er så vidunderlig, er det bl.a. på grund af Louvre, ligesom København også er skøn på grund af sine store kunstmuseer. For museernes billeder er som vinduer ind til epoker, som på den smukkeste måde supplerer den tid og den kultur, vi lever i. Er den udsigt ikke værd at nyde og få forstand af?«.

Efterskrift: Alle fremsatte synspunkter stammer direkte fra artiklens forfatter. Men han deler ikke dem alle.

---------------------------

Rettelse: Der stod i en tidligere version, at byen Paris er opkaldt efter den trojanske prins Paris. Det er forkert: byen har sit navn efter den galliske stamme parisierne, der beboede den fra midten af 200-tallet f.Kr.

Redaktionen anbefaler

Gratis entré var VK-regeringens værk

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce