Annonce
Annonce
Kunst

En rundtur på niveau 8 i den mentale servicestation

På ARos kan det ikke være de faste samlinger, som det store publikum kommer for at se.

Serie: Faste samlinger

Politiken synes

Normalt anmelder vi museernes skiftende udstillinger, mens de faste ophængninger får lov at passe sig selv.

I denne serie vurderer kunstanmelder Mathias Kryger og kunstredaktør Peter Michael Hornung fem kunstmuseers faste udstillinger:

ARoS i Aarhus, Sorø Kunstmuseum, Arken Museum for Moderne Kunst i Ishøj, Louisiana i Humlebæk og Statens Museum for Kunst i København.

SORØ KUNSTMUSEUM: Sorø byder på lille, men bredt funderet samling

ARKEN: Kunstmuseet Arken taler med oppustet og storladen stemme

LOUISIANA: Kulturradikalismens ukrænkelige tempel

Hvis ARoS lider af noget, er det i hvert fald ikke falsk beskedenhed. På hjemmesiden præsenterer Aarhus’ store kunstmuseum sig som ’et spektakulært billed- og oplevelseshus for børn og voksne; en mental servicestation, hvor det nysgerrige menneske kan blive både oplyst, behaget og udfordret!’

Af de ni øverste etager i denne 43 meter høje mentale servicestation er kun én etage reserveret den faste samling af kunst. Det er niveau 8, hvor man med håndplukkede værker fra øverste hylde i samlingerne kan følge den danske kunsts udvikling gennem to hundrede år, fra tiden lige før guldalderen over realismen, kubismen, surrealismen og modernismen frem til i dag. Dvs. der er et enkelt indlån imellem, fra Art Gallery of Ontario. Det er et maleri af den franske impressionist Claude Monet, med motiv fra Charing Cross Bridge i tåge. Ikke blot falder det uden for konteksten, som er den faste samling. Det sætter også kvalitetsforskellen til mange af de danske billeder i et uheldigt og utaknemmeligt relief.

Hvis et kunstmuseum – ifølge Politikens Store Fremmedordbog – kan defineres som en bygning, hvor en samling kunstværker opbevares og vises frem for offentligheden, fordi de er af kunstnerisk interesse, er ARoS ikke så meget et typisk museum som et åbent kulturhus med mange udstillingstilbud. For det er de skiftende udstillinger, det handler om.

For selv den faste samling udgør en slags udstilling, og ’Fra Abildgaard til Kirkeby’, som er titlen, vises kun – med streg under kun – året ud.

Hvorfor skal selv det, som er museets ejendom i al evighed, præsenteres, som om det kun er midlertidigt tilgængeligt? Svar: fordi travle mennesker anno 2016 ellers ikke kommer og bruger tid på det. For hvis de samme værker af Eckersberg, Købke, Martinus Rørbye, P.S. Krøyer, Michael Ancher, J.A. Jerichau, Vilhelm Lundstrøm, Oluf Rude, Richard Mortensen, Per Kirkeby etc. bliver hængende på de samme støvede søm, år efter år, vil der sænke sig en tilbagelænet ro over hele museumslandskabet, og det må der helst ikke.

Potentielle gæster skal stresses lidt. Ellers udskyder de blot deres besøg til næste søndag eller næste søndag igen osv. Når museer konkurrerer på besøgstal, som de gør i disse år, vil det altid haste med at få så mange mennesker som muligt gennem tælleapparaterne.

En glædelig overraskelse

Hvis du forestiller dig, at du er en meget sjælden museumsgæst, der ikke besøger Aarhus’ svar på Guggenheim for at se en af de fem (!) ’rigtige’ særudstillinger, som museet lige nu lokker med, men den faste samling, der kun er forklædt som en særudstilling, vil du blive glædeligt overrasket.

Fakta: ARoS

  • Aarhus Kunstmuseum er med sine ti etager et af Nordeuropas største museer.
  • Den kubeformede bygning på Aros Allé 2, i centrum af Aarhus, er tegnet af den aarhusianske tegnestue schmidt hammer lassen architects.
  • Over taget svæver ’Your rainbow panorama’, en permanent installation af den dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson.
  • Med 535.916 gæster i 2014 det næstbedst besøgte kunstmuseum i Danmark kun overgået af Louisiana.

For i betragtning af, at ARoS hverken er Statens Museum for Kunst eller Louisiana i Humlebæk (selv om den gerne vil være den sidste), har det en rigtig god samling af dansk kunst. Og så er den overskuelig! Men er det en fordel, at den ikke er større, end den er? Ja, for så taler sandsynligheden for, at du vil bruge lidt længere tid på de enkelte værker, og de fleste af dem kan tåle investeringen i tid.

Frants Henningsens sentimentale ’Forladt’ fra 1888 med den beroligende tilføjelse ’Dog ej af venner i nøden’ er aldrig blevet glemt endsige forladt af museets publikum. Selv en garvet kunsthistoriker kan godt forstå, hvorfor det er populært. Derfor er det lidt underligt, at det ikke figurerer blandt de ’yndlingsbilleder’, som museets publikum kan vælge imellem på de opstillede touch-screens.

Anmeldelse.  Det værste kunstværk på ARos udstilling er ifølge anmelderen den franske maler Jule Curille Cavés 'Kvinde med lyre'. Det er ikke dårligt malet, tværtimod. Men i 1904, hvor Cavé malede denne antikt draperede kvinde, var Picasso ved at varme op til kubismen og stilarter som impressionismen og ekspressionismen var ved at glide på plads i kunsthistorien. Menunge piger og motiver fra den klassiske mytologi, var tidens tone på den store officielle udstilling, Salonen i Paris.

En anden publikumsfavorit er Edvard Petersens folkelivsskildring ’Udvandrere på Larsens Plads’ fra 1890, et historisk panorama, som mange sikkert genkender som illustration fra barndommens skolebøger. Her er masser af figurer – og menneskeskæbner – at leve sig ind i, ligesom der ofte kan være det på et fotografi fra gamle dage. P.S. Krøyers ’Skagens jægere’ fra 1898 er en tour de force i, hvordan en virtuos figurmaler kan få strålerne fra en sen eftermiddagssol til at fordele sig blandt en gruppe levemænd i et klitlandskab. Hvis illusionen er et realistisk maleris fornemste opgave, er dette fornemt gjort. Harald Giersings ’Fodboldspillere. Sofus header’ fra 1917 og ’Ung dame i lyseblåt’ fra året efter og Vilhelm Lundstrøms ’Stående Model’ fra 1931 vil også være på de flestes liste over de modernistiske højdepunkter.

Men anmelderens favoritbillede er ingen af dem, og heller ikke Richard Mortensens tidlige mesterværk ’Botanisk Portræt’ fra 1937. Nej, favoritten er et billede, som er forbløffende moderne for sin tid: Edvard Weies ’Vej gennem skov’. Hvis vi ikke havde billedets titel at klynge os til, ville vi tro, at det var en ren abstraktion.

Hvis det er svært at vælge et favoritbillede blandt så mange meriterede favoritter, er det endnu sværere at udpege et værk, som man kan erklære for at være det absolut ringeste. Det svære valg falder på et arketypisk salonbillede, Jules Cavés ’Kvinde med lyre’ – fra 1904, som i øvrigt ikke er ringe, men nok en smule kitschet. Når det dårligste trods alt ikke er værre, fortæller det noget om samlingens kvalitet.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce