Ugens interviewperson

Politiken.dk bringer hver uge et mini-interview samt et foto, som er udvalgt af en forfatter, kunstner, musiker eller andre kendte personer i forbindelse med udstillingsprojektet Myplace.

LÆS MERE OM MYPLACE HER

Jens Blendstrup (f. 1968) debuterede i 1994 med 'Mennesker i en mistbænk'.

Han har siden blandt andet udgivet 'Dame til fornuftige priser' (1999), 'Laterna Vagina' (2000), 'Kig ind: men, men, men – det er alt sammen længe siden' (2001), 'Kvinden adskilt i hoveddele' (2003), 'Gud taler ud' (2004) og 'Pludselig flæben' (2007).

Blendstrup har desuden skrevet radiospillene 'Manden der bl.a. var en sko' (1997), 'Ud med lortet' (1999) og 'Pinden' (2000) for Danmarks Radio. Sammen med fotografen Lars Gundersen har han udgivet bogen Toværelses med lykkelig udgang (2008).

Desuden optræder Blendstrup som forsanger i Frodegruppen 40, hvor hans lyrik blandes med diverse musikgenrer.

Medredaktør af tidsskriftet Øverste Kirurgiske.

Jens Blendstrup modtog i 2005 Dan Turèll-prisen.

Uddannet cand.mag i Litteraturhistorie og historie ved Odense Universitet.

Jens Blendstrup foran kammeraterne i bandet Frodegruppen 40. Arkivfoto: Jacob Ehrbahn

»Jeg er stærkt begejstret for flere af billederne. Og som straf for den umulige opgave at vælge ugens bedste fotografi har jeg valgt flere vindere!«, fortæller forfatteren Jens Blendstrup.

Han har haft dommerkasketten på hos fotodelingswebsitet Myplace.

»Ja, det her skal være ugens billede. Nej, det her. Nej, det. Og så sidder man pludselig der med en hel bunke af vindere«, fortæller Jens Blendstrup om opgaven med at udvælge et særligt fotografi.

Fotoprojektet Myplace foregår på nettet frem til januar 2010, og indtil videre er der kommet mere end 1.600 fotografier ind, som flere hundrede brugere af websitet har uploadet.

Fotografierne handler om fem temaer – havnen, højen, søen, torvet og træet – og alle billederne vises løbende på en fælles udstilling på de fem sjællandske kunstmuseer, der står bag myplace-projektet.

LÆS mere om udstillingen

»Jeg er stærkt begejstret for flere af billederne. Men faktisk er jeg nok en tand mere begejstret for de billeder, der er ledsaget af en titel eller beskrivelse«, siger Jens Blendstrup.

Interessen for den finurlige titel ligger også til Blendstrup selv, der har udgivet en række litterære værker med interessante titler som 'Dame til fornuftige priser', 'Eunuka tur//slash/return', 'Kvinde adskilt i hoveddele', 'Gud taler ud' og 'Laterna Vagina'.

Gangstertræ
SEJT  GANSTER TRÆ. Foto: Mikkel Filip»Tag bare fotografiet 'SEJT GANGSTER TRÆ'. Hvordan kan et menneske vælge at se træet i dette billede som et gangster træ, mens en anden fotograferer nøjagtig samme træ, kalder det 'eventyrtræet' og beskriver det som et sted, der giver ham ro?«. 'Eventyrtræet'.  Foto: 4. klasse Borup Privatskole

»Det viser jo menneskets forunderlige evne til at læse flere – og forskellige ting ind i det samme motiv, det er magisk, at menneskets blik kan være så forskelligt«.

SE Jens Blendstrups udvalg af fotos i stor udgave

»Der er osse billedet af træet, hvor nogen har ridset nogen ind i stammen, som vedkommende tolker som et stadion eller en kamp. Jeg ser selv noget helt andet. Naturen er der altså – den ser ud – men vi ser osse ind, og derfor er naturen ikke bare rig, men et kaleidoskop af menneskets mærkelige syner og vinkler på naturen«, siger Jens Blendstrup.

»Ja det lyder højtravende det kan jeg godt høre, sagen er osse den, at jeg hader malerier uden titel, jeg forstår ikke malere, der nægter at kalde deres motiver noget. Det er fattigt, når man kan holde en fest med en titel oveni«, siger han.

Færre Monet-åkander
Foto:  Jakob TarpHan peger blandt andet på fotografierne i serien 'Fantasi i bøg' af Jakob Tarp, som har fanget hans interesse:

»Jeg kan ikke lade være med at nævne ham, der har sat sig for at fotografere årringene i et overskåret træ. Han ser både katte og ballerinaer i strukturerne, og det er utroligt smukt, samtidig med at det osse må være vanvittigt for ikke mennesker at være vidne til. Det er jo udtryk for overskud i hjernen, et træ er ikke bare et træ for os mennesker, det er også et udfyldt lærred«. Fantasi  i bøg 18, 'Ballerinaen'. Foto: Jakob Tarp

»Det viser jo, at det ikke altid er de billeder, vi mosler frem til kunstgallerierne, der er stor kunst. Nej, træerne producerer sgu selv meget meget fine værker, og det er der så en, der har fået øje på. Skidespændende projekt. Der er flere i bunken. Flere væltede træers kunst! Færre Monet-åkander!«, udbryder Blendstrup.

Edderkopper og vindmøller
Jens Blendstrup er også stødt på edderkopper og vindmøller på udstillingen:

»Der er også billedet 'Træspind' af Susanne Eriksson med efterårets edderkoppespind. Der er flere fotografier i samme motivkreds, men det jeg har valgt er utroligt skarpt og kontrastfuldt. Det er et flot billede af noget, der faktisk er meget svært at fange. Jeg har selv prøvet tusindvis af gange. Men her har fotografen fanget det helt skarpt i et virvar af sensommergrønt«, siger Blendstrup og mindes sine egne oplevelser med edderkoppespind.

'Træspind'.  Foto: Susanne Eriksson »Edderkoppespind er også stærkt mistænkelige. Da jeg boede på Amager skete edderkoppe-ificeringen på en uge. Pludselig hang der hundredevis af gigantiske spind i den store rundbue over vores terasse, på vores cykler, i ligusterhækken, på havelågen. Det hele var simpelthen blevet kapslet ind og forbundet med millioner og milliarder af små bitte tråde, og samtidig var edderkopperne deri frygtindgydende og enorme. Det hedder Korsedderkopper, men burde hedde Korsfarer-edderkopper, for ingen edderkopper med respekt for sig selv kan blive så enorme på så kort tid, med mindre de har indtaget anabolske steorider, eller har været på en lang lang rejse før de nedsatte sig med eget efterårsedderkoppespind«.

SEND DIT FOTO IND via myplace-hjemmesiden(eksternt link)

»Hjemme hos os kalder vi dem korsfareredderkopper, det er nemlig min teori at de må have været på en kæmpe rejse før de vender hjem med fremmedartede spindelvæv og mønstre, ellers kan edderkopper ikke blive så enorme på ingen tid. Med mindre altså det er efteråret selv, der producerer dem med vilje, for at kompensere for generthed, over at miste sine blade, sine sommerbukser. Derfor er dette billede helt klart en vinder«, siger Blendstrup og tilføjer:

»6 edderkopper til edderkoppefotografen her«.

Klimatisk fiskeavl
Foto:  Susanne Eriksson»Her har fotografen fanget nogen fjerne vindmøller ved en sø. Det her billede er ikke valgt fordi det er godt taget, ret beset er det lidt uskarpt. Men igen er det forklaringen, der følger med, som gør mig glad. Fotografen kalder det også: Klimatisk fiskeavl. Det er så præcist tænkt, at selvfølgelig - enhver katastrofe, og forandring, fører noget poetisk og nogle nye muligheder med sig. Og så er det en fin måde at vise, hvordan mennesket nok har fjernet sig fra fiskeriet, men det er stadig et udbytte- og jagtsamfund, nu jager vi bare vinden. Ligesom – Don Quixote. Bare lidt mere effektivt måske«, funderer Blendstrup og går straks videre til det næste fotografi.

LÆS anmeldelse Storstilet og velkoordineret rejse Sjælland rundt

Tilbage i evolutionen
'Min  lokale sø'. Foto: Pernille Elleboe»Og så er der billedet 'Min lokale sø' af Pernille Elleboe – en mose som ifølge fotografen selv bringer hende i alle slags sindsstemninger. Hun har skrevet følgende til fotografiet: ’Stedet jeg altid går til når jeg er trist, glad, overgearet, vred. Min lokale mose, jeg altid kom da jeg var barn - og jeg stadig kommer i, når jeg har behov for at tænke’. Jeg har valgt det her billede, fordi det jo er det, vi gør: vælger steder, hvor vi kan være alene og tænke. Alle har vi steder, hvor vi går hen, når vi vil have fred og gøre os nogle tanker. Nogle vælger værtshuset, andre vælger måske højen, og så er der dem der går ned til en sø«.

Blendstrup opfatter fotoet som »meget menneskeligt og stærkt surreelt«.

»For jeg tænker jo straks, at dette menneske rent faktisk går ned i søen – ned i mosen for som et andet urtids-væsen at vende tilbage til dengang, vi var haletudser. Måske sidder hun så dernede i slammet et par timer, hvorpå hun kryber op igen, beriget med et par nye menneskelignende ben og friske tanker. Billedet er herligt efterårsdystert. Lige et vejr til at gå tilbage i evolutionen for at tænke det hele igennem«.

Menneskespor i andemad
'Menneskespor'.  Foto: Steen Rasmussen»Menneskespor i andemad, det er jo fantastisk og lykkeligt, at nogen har tegnet en mund og et par øjne i noget andemad. En mærkelig trang som jeg tror ligger dybt i mennesket, til at besjæle naturen, osse den mest primitive, og ret beset ikke særligt kønne, andemad. Alle tegner vi de ansigter hele tiden. Men hvorfor, bortset fra at vi så genkender et smil og føler trang til at le. En evne som osse er særlig for mennesket. Det er godt set, og så er det også rimeligt meget nede på jorden, eller nede i andemaden, om jeg så må sige. Godt set, og godt skudt«, bedømmer Blendstrup.

Magisk vinduesparti
»Eller hvad med den faldefærdige vinduesramme, hvor gardinerne hænger forrevne. Herfra kan man ifølge fotografen se både havnen, højen, søen, torvet og træet, ja alt det som er motivkredsen i bogen Af Sted og udstillingerne KURS:HAVNEN, HØJEN, SØEN, TORVET, TRÆET«.

Ingen  titel. Foto: Allan Egholm

»Men det er også et større billede, for ved at tillægge det her vindue så mange udsigter, gør fotografen det jo også til et magisk og skræmmende vinduesparti. Jeg kan i hvert fald ikke lade være med at begynde at gøre mig tanker, og overfortolke. Og det er en del af billedets kvalitet, at vinduesrammen står så rent, så der er plads til, at 'huller' kan snige sig ind, man tænker simpelthen tanken et skridt videre«.

»Tænk, hvis der rent faktisk har boet et menneske med sådan en mulighed for udsigter til hvad som helst. Tænk, hvis der har været en kvinde eller en mand eller en familie, der har set så meget…det må have været for overvældende for mennesket, der boede her. Måske forlod han simpelthen lejligheden, da han fik øje på sin egen fødsel. Eller også er han ligefrem blevet trykket ud, trukket ud af den massive erkendelse ved synet af det hele, derinde fra mørket på tredje eller er det femte sal? Der ser jo faktisk ud som om, der stadig er massiv vind i gardinerne, de blæser udaf. Et stort vindue, med meget stort perspektiv. Flot taget, og næsten gotisk i sin stemning. Og så ser råd jo også smukt ud, når det ikke er hjemme hos en selv. Naturen er sindssyg dygtig til at dekorere sit forfald«, siger Jens Blendstrup.

Træet laver graffiti
»Endelig er der fotografiet af træet der kaster skygge ind på en grafittimalet mur. Det er utroligt godt set: Fotografen Edith Jager skriver selv: ’Birk skygger på mur ved Nordhavn i København, hvor en grafitti-maler kom forbi’«.

'Aftryk  af birk'. Foto: Edith Jager »Billedet er kun et af mange, som viser at vi har at gøre med en fotograf, der er på en større ekspedition ud i afluring af natur og ikke-natur i samspil med hinanden. Men dette fotografi er ledsaget den meget fine tekst ’en grafitimaler kom forbi’ – men det kunne jo osse være træet, der kom forbi, og fik trang til at lave nogle ’skygge-tags’ på muren. Det er et billede, der åbner op, både tekstligt og fortolkningsmæssigt«.

»For hvad er i orden at have på en mur – skygger fra træer? Eller graffiti? Hvad er mest naturligt? Hvad skæmmer vores mure mest, naturen eller menneskets skyggemaleri? Ja, jeg ved det faktisk ikke. Men måske skulle jeg starte med at gå ud og skælde mit æbletræ ud for at afsætte sine skygger på min havemur. Hvad ligner det at svine private mure til med al din skygge, lorte træ, hvad med at give mig nogen flere æbler i stedet for? Det bliver dyrt du, at rense af. Nå nej, det ordner solen jo, nu den går ned«.

»Fede billeder. Tak fordi jeg måtte kigge med. Mange hilsner Kodak-klik-Blendstrup«, lyder det fra ugens myplace-dommer.

Nedenfor kan man læse Blendstrups tolkning af udstillingernes fem temaer:

I fred for Jytte
Hvad er det interessante ved en havn?

»Det er heller ikke alle havne der er interessante, men tit ligger der alligevel en mærkelig båd mellem alle de normale både. Den går jeg altid hen til. Og så er havnen stedet hvor det blæser, den renser ører, og evnesvage tanker ud. Nu er jeg jo ikke ekspert i havne, men jeg bruger nok mest havnen til at cykle ud for enden af en bro på. Der er noget magisk ved at nå til enden, hvor der nogen gange også står et fyr og de her 4-5 andre mennesker der lader som om de fisker, men som i virkeligheden bare sidder der for at blive blæst igennem, eller for at være lidt i fred for Jytte«.

»Af en eller anden grund har jeg altid bosat mig tæt på havne, da jeg boede i Odense, kunne jeg se ned på de forfaldne FAF pakhuse hvor mågerne havde bygget rede i tagrenderne, der var fulde af græs der var fløjet ind som frø. Der tænkte jeg tit rigtigt gode tanker, men osse mange melankolske tanker, havne er gode til melakoli, der er så mange muligheder, hvis bare der kom et skib og tog en med«.

»Det gjorde der nu aldrig i Odense havn, men jeg vidste at det var om at holde sig til, på havnen. Nogen gange tager jeg mine unger med til havnen, de gider kun hvis de får en is, og det gør man jo på havnen, bagefter kan jeg så gå rundt for vise dem forskellige dutter og bøjer og rester fra dengang vi havde industrisamfund. Havne er derfor osse gode til historie undervisning på – øh - lavt niveau. På det sidste er havne begyndt at blive en slags byer, de breder sig ud af, bliver større og større, overtager pladsen fra byer der ikke længere har plads til at vokse. En dag kan det være hele havet er asfalteret med moler og kajer. Og det er fascinerende at mennesket prøver at bygge sig ud af havnen, når nu de ikke får den rejse på det skib de har ventet på siden de var børn, der ikke kommer. Haha.«

Højen er noget vikinge-agtigt
Hvad får man ud af at bestige en høj?

»Man får ondt steder man ikke plejer at ha ondt, fordi høj-musklerne er nogen særlige, sjældne ur-menneskemuskler. Og så får man som regel osse en udsigt til det ellers flade land. Nogen gange får man osse ro. Men som regel er der mennesker på vej op af højen samtidig og så mødes man fortvivlet på toppen, og går i hver sin retning igen«.

»Højen er for mig meget noget vikinge-agtigt. Det var der de lagde deres døde. Landmænd er ikke særligt søde ved disse høje. Men på en måde er de fleste høje jo osse bare noget menneskeskabt, der så har ligget lidt længere end en grusbunke. De danske høje er nød til at blive lidt kunstigt fortalt, de er ikke så spændende i sig selv, med mindre altså det er en sommerdag, hvor der pludselig kommer en byge, så er højen et fantastisk sted, jeg har tit stået på en høj med min gamle. Man føler sig meget vikingeagtig på sådan en høj i regnvejr«.

»Hvor dyb er søen?«
Hvad er særligt ved søen?

»Hvor dyb den er. Det er det virkelig spændende. Ja, og så forestillingerne om søen. Ja og så måde mennesker har bygget sig ind på søen. Nogen byer er jo opstået fordi der lå en sø. Eller måske et lille hav der blev lukket inde. Der er noget geografisk uafvendeligt ved en sø. Meget kærlighed bliver erklæret ved søer, fordi der slipper særlig kærlighedssumpgas op imens. Jeg har i hvert fald tit med held – særligt i mine unge dage erklæret min kærlighed til en kvinde ved en sø. Engang sagde en til mig. Hvorfor fanden skal vi stå ved den her rådne sø? Hvorfor helvede går vi ikke bare i biffen i stedet. Jeg kunne dårligt sige det var pga sumpgasser, så jeg tror nok jeg bare tav. Jeg har altid ment søer rummede mere end man kan se med det blotte øje. Her hvor jeg bor, ligger der noget der hedder 'lovsøen'. Den er kun en meter dyb officielt, men i virkeligheden er den jo uendelig. Der bor udsatte skildpadder i vores sø nede i anlægget, skildpadder udsat for 40 år siden, af børn der ikke måtte ha dem mere eller som skulle flytte. Nu kommer de op hen ad aften, hæslige og enorme er de af at bo i søen. Og så er søen det sted hvor vi mennesker ofrer. Det er vi nemlig ikke holdt op med. Selvom gravballemanden jo røg i for mange mange år siden, bliver vi ved med at smide cykler og flasker derned, dels for at se hvor dybt tingene synker, men osse for at se hvad tingene gør ved søen, og så for at ofre, naturligvis«.

»Fuck jeg har glemt marmelade«
Hvilke ordvekslinger kan man høre på et torv?

»Det er vist meget forskelligt. Hvis det er indre torv, altså i butiks arkader er det mest ting der bliver sagt mellem nogen meget trætte indkøbsposer. Så som: fuck jeg har glemt marmelade. Skid på den marmelade! Jeg går ikke ind igen! jo! Nej! Med mindre altså der er ”sæludstilling og cirkus på torvet imens.” Hvis det er udenfor kan torvet alt efter vejret blive brugt til længere samtaler. Det afhænger jo af menneskene der er der den dag. Men jeg har engang hørt 2 gå over et torv i Ribe. Har du lagt mærke til der mangler rødkælke i år? Næ. Nej – det har jeg heller ikke. Hvorfor spørger du mig så? Fordi jeg føler det var det der skulle siges. Jeg ved ikke hvor længe de 2 havde kendt hinanden, men faktum er at torve som regel presser mennesker til at sige noget sludder. Man skynder sig over torvet. Torvet er i mine øjne ikke noget samlingssted – mere – jeg ved godt arkitekter mener torvet er alfa og omega, men de fleste moderne torv er jo vindblæste med sådan en slags beton dims hvor der kommer vand ud af inde på midten. Torve er nok ikke noget i sig selv, de er jo mest noget i kraft af dem der stiller deres boder op, eller falder omkuld, på torvet. De bedste torve er dem der ligger godt, men jeg har skam osse set fine torv. Jeg synes det torv der ligger overfor tivoli er fint, det er som en kæmpe der har tømt sine lommer, for sære skulpturer. Men lige det torv over for tivoli, der har jeg før ført samtaler med min gode kammarat. Ganske vist ovenpå et besøg på den irske pub. Ellers tror jeg omgivelserne er det vigtigste for et torvs samtaler, hvis der ligger noget flot omkring eller hvis der er parker, falder samtaler mere naturligt, der kommer ligesom flere kvadrat kilometer til snak«.

Lysten til æde træerne
Snart er bladene faldet af træerne – hvad betyder træerne for dig?

»Træer. Ja. Hvad betyder træer. De er vigtige. I de her år er træer mest steder hvor der kan bygges huler. Jeg har 2 døtre som skal ha nogen gode huletræer, og det bekymrer mig lidt, at vi kunne flytte til Korsør, uden at tage højde for et ordentligt huletræ. Guskelov er der mange fritgående træer på vejene og i parkerne, og så er der de dramatiske dødningetræer ovre på kirkegården. Træer er gode til at udtrykke sindsstemninger, og årets gang. Om foråret får jeg lyst til at æde dem, fordi de strutter af lysegrønne blade. Jeg spiser som regel et blad på de træer jeg kommer forbi, indtil jeg kommer i tanke om hvad det er for et træ – der smager bedst. Der er dem, der siger træerne er vores lunger, og om efteråret og vinteren ligner de jo faktisk osse lungevæv, i hvet fald i skumringen, så står de der og hoster lidt og harker. Jeg har svært ved at fælde et træ. Når det først har fået en stamme, virker det urimeligt. Det føles jo lidt som at røre ved en elefant at røre ved bark. Og elefanter er jo sjældne, så træer skal man passe på. Men lige nu, hvor efteråret får træerne til at smide deres blade, kan jeg godt blive lidt trist. Det er urimeligt at de skal strippe på den måde træerne. Det burde forbydes. Burde man ikke fremstille en slags træ-bh?«.