Den unge, svenske kvinde sidder på bagsædet af en taxa. Håret er kortklippet, kjolen rød og beslutsomheden stor. I hånden har hun en perlemorsfarvet dildo, som hun giver et godt lag glidecreme, hvorefter hun lader den forsvinde ind mellem sine ben. Imens konverserer hun chaufføren:

»Har du nogensinde onaneret i bilen?«.

»Hva’for noget?«, spørger han.

»Har du nogensinde revet den af i bilen«, gentager kvinden.

»Om jeg nogensinde har revet den af i bilen? Øh, ikke hvad jeg ved af«.

Den svenske kvinde hedder Joanna Rytel. Hun spiller hovedrollen i sin egen feministiske pornofilm ’Flasher Girl on Tour’, der handler om en blotter, der tager på Frankrigsturné. Og hun går til opgaven mindst lige så dedikeret som enhver anden turist, der skal nå det hele på den halve tid.

Som hun forklarer i en voice-over, da flyet letter fra Sverige for at lande i Paris:

»Hej. Jeg vil blotte mig for unge fyre, gamle mænd og familiefædre. Jeg er helt seriøs. Jeg gør det for min egen skyld. Jeg vil byde jer på fisse. Jeg tænder på det, for jeg er en kvindelig blotter«.

Fra hotellets balkon, midt i et springvand, i metrotoget, på perronen og på en bænk i en park – det er blot nogle af de steder, de målløse parisere kan betragte svenskeren onanere og blotte sit køn. Et hul bliver klippet i en blå buksedragt, så der er fri passage, et par røde strømpebukser trækkes ned til knæene, og benene spredes på bænken.

Den svenske blotter er i byen, og hun har tilsyneladende en pragtfuld tur.

Pornografi som kunst
Feminisme og pornografi. Det er ellers to ord, som aldrig for alvor er blevet dus siden 1970’erne. Tværtimod har det været en af den klassiske feminismes kendte mærkesager at lægge afstand til porno.

For pornoen er en patriarkalsk gestaltning af det mandlige blik på kvinden som et objekt, lyder det. I pornoen bliver kvinden revet rundt i manegen af mandens begær, hvorimod hendes egne behov underordnes.

Men noget er i gære. Mens Joanna Rytels blotterfilm blot er en ud af 12 feministiske kortpornofilm, der tidligere i år udkom på dvd under fællestitlen ’Dirty Diaries’ i Sverige, har en række danske kvinder mobiliseret sig på nettet, hvor de blogger flittigt om sex og feminisme.

Prosex-feminister kalder de sig. For feminisme og sexglæde kan snildt gå hånd i hånd, og det er endda på høje tid, hvis man spørger en af de danske initiativtagere og bloggere, Nina Søndergaard:

»Vi ser sex som noget positivt og som noget, man kan blive styrket af. Vi mener, at pornografi er en kunstnerisk og kulturel udtryksform, der bør behandles uden frygt eller fordømmelse. Den dominerende form for feminisme i Danmark, den radikale feminisme, mangler noget nydelse og almindelig sjov. Den form for feminisme er simpelthen for angstpræget«.

Men hvor de nye danske prosex-feminister nu hylder sex, sidder en feminist af den gamle skole hovedrystende på sidelinjen og betragter fænomenet. Debattør og forfatter Jette Hansen fastholder, at pornografi er og bliver et stort problem for kvinder.

»Vi kan se unge kvinder, der gør deres første seksuelle erfaringer i pornografiens billede, fordi der er kommet et normsæt om, at man skal være til analsex, blowjob, swingerklubber og booty calls. Det er en af de største løgne i nyere tid, at pornografien skulle være harmløs«.

Men trods modstanden fra de ældre medsøstre fornemmer prosex-feministen Nina Søndergaard en klar fremgang for sin fortolkning af feminismen. Der er gået halvandet år siden, at prosex-feminismen som gruppe blev stiftet og snart et år, siden de gik sammen om at skabe deres velbesøgte blogforum på nettet:

»Jeg fornemmer stor lydhørhed over for vores tanker. Vi vejrer morgenluft!«, siger Nina Søndergaard.

Kvinders egen erotica
På den anden side af Sundet arbejder den svenske filminstruktør Mia Engberg på en opfølger til sin meget anmelderroste feministiske pornofilm, ’Dirty Diaries’. Hun kommer fra en aktivistisk baggrund og har tidligere demonstreret imod pornografi. Men med de 12 kortfilm vendte hun sin modvilje til medvilje, forklarer hun:

»Jeg syntes, det var destruktivt for den feministiske bevægelse altid at være imod. Imod mandlig seksualitet og imod mænds porno. Derfor syntes jeg, det ville være empowering at lave vores egen porno og sige ja til noget, som vi kan lide. Og jeg har været overvældet over den store interesse. Jeg har fået e-mail fra hele verden, selvfølgelig især fra kvinder, der mener, at tiden er moden til, at vi laver vores egen erotica og er frigjorte på vores egen måde«, siger Mia Engberg, der har modtaget 350.000 kroner i støtte fra det svenske filminstitut til filmen.

I ’Dirty Diaries’ har Engberg fokuseret på det kvindelige blik på seksualitet, og der optræder både lesbiske og heteroseksuelle sexscener, såvel som både hardcore og mere kunstneriske scener. Samtidig er filmene en tilbagevenden til det, Engberg kalder »de normale kroppe« uden kirurgiske indgreb og kunstige brystmål a la Pamela Anderson.

»Vi var nødt til at opfinde en ny genre, så jeg bad instruktørerne være modige og grave deres mest forbudte fantasier op. Det er nemlig et stort problem, at den kvindelig seksualitet altid skal være så god i modsætning til den mandlige seksualitet, der er så slem. Men mange mænd er blevet provokeret af det. Jeg fik en mail fra en mand, der skrev: »I svenske kvinder, I vil have alt! Porno var den eneste ting, vi havde tilbage, og nu vil I også tage den fra os«.

Fra frygt til frihed
Begrebet prosex-feminisme blev allerede formuleret i USA i begyndelsen af 1980’erne, hvor det skabte voldsom debat og mødte modstand fra de mere klassiske feminister. Den såkaldte ’feministiske sexkrig’, der netop især handlede om pornografi, brød ud.

Den feministiske grundtanke er imidlertid stadig intakt i prosex-feminismen, understreger Nina Søndergaard:

»Jeg er helt med på, at mænd sidder på størstedelen af verdens rigdomme og ressourcer og kommer til at gøre det lang tid fremover, og at de generelt har mere magt. Globalt set er der masser at slås for, og det kommer vi ikke udenom. Der er virkelig lang vej for verdens kvinder«.

Men det er især den traditionelle offergørelse, som prosex-feministerne raser imod. Her mener de, at de ældre feminister – de såkaldte radikale feminister – har gjort sig skyldige i en ødelæggende forenkling:

»Vi bør frelse os fra offergørelsen. Jeg synes, det er meget ubehageligt, at man pådutter 50 procent af verdens befolkning at være offer, fordi de har æggestokke og kromosomer, der engang betød, at de blev betegnet som det svage køn. Forfatteren Jette Hansen er klart en af frontkæmperne, Selskabet for Ligestilling er også godt med, og Kvinfo lægger linjen i kraft af, hvilke emner de tager op. Jeg mener i høj grad, at de er med til at udbrede den angstprægede feminisme«.

Især bekymrer prosex-feministerne sig om de yngre kvinder. De, der vokser op nu og skal lære at udfolde deres seksualitet.

I stedet for at bekymre sig om objektgørelsen af kvindekroppen i reklamer, musikvideoer og pornoindustrien – som ellers er en klassisk feministisk mærkesag – bekymrer prosex-feministerne sig om den frygt, de mener, de unge kvinder bliver indpodet:

»Jeg synes, det er frygteligt, at de kun bliver fortalt, at de skal passe på, at sex er farligt, og at de kan blive voldtaget. Den frygt, der bliver indgydt dem, kan vi ikke være bekendt«.

Hvad går tabt?

»Frihed. Frihed til at definere sig selv. Frihed til at more sig. Frihed til at prøve nogle ting af. Frihed til ikke at se sig selv som et offer. Og frihed til at få større lighed i sin relation til det andet køn. Friheden giver nydelsen tilbage, og i nydelsen ligger også frigørelsen«.

Der er vel også unge kvinder, der som udgangspunkt ingen frihed har til at udvikle deres egen seksualitet: De unge østeuropæiske prostituerede på Vesterbro for eksempel. Her vil de såkaldte radikale feminister vel mene, at I svigter, når I taler om frihed?

»Jamen, det er da et råt miljø. Det har ikke været reguleret, og det har kriminelle røvhuller m/k nydt godt af. Vi så gerne en større regulering, og at sexarbejdere får lov til at få midlertidig opholds- og arbejdstilladelse akkurat som polske håndværkere. Som det er nu, tvangsdeporterer vi jo folk, der ikke har deres arbejdspapirer i orden, fordi vi ikke anerkender sexarbejde som et erhverv. Jeg kan ikke se, at vi hjælper dem ved at forbyde deres erhverv og forringe deres vilkår«.

Redskab for mænds lyst
Men den holdning vækker mishag blandt andre danske feminister. Selv om der måske ikke ligefrem er tale om en dansk version af den feministiske sexkrig som i 1980’ernes USA, aner man, hvordan fronterne nu trækkes op.

Sarah Højgaard Cawood, der i dag er ligestillingskonsulent i Københavns Kommune, og som har beskæftiget sig med køn og feminisme i hele sin voksne tilværelse, mener for eksempel, at de væsentligste feministiske dagsordener i dag netop er kampen mod prostitution og trafficking.

Sarah Højgaard Cawood går ind for et forbud mod prostitution, fordi hun mener, at den seksualitetsform, som prostitutionen repræsenterer, har konsekvenser for vores opfattelse af seksualitet. Prostitution kan derfor ikke betragtes som et lille isoleret problem for de få:

»Den menneskeforståelse bliver værre og værre, og det er en udvikling, der går imod, at vi forsøger at civilisere os og blive mere demokratiske og mere ligestillede. Og det bliver forstærket af den udvikling, hvor vi som rige vesterlændinge har fået adgang til et kæmpe stort sexmarked af ekstremt fattige kvinder. I prostitutionsrelationen køber man sig adgang til at bruge den anden som redskab til sin egen seksuelle lyst og nydelse og til at ignorere de menneskelige omkostninger, det har for den prostituerede. Prostitution trækker på ideerne om, at kvinders seksualitet ikke findes som andet end redskab for mænds seksuelle lyst«, siger Sarah Højgaard Cawood.

Hun mener, at Danmark gør alt for lidt for kvinderne, når vi bare sender dem tilbage til de vilkår og de miljøer, der tvang dem ud i prostitution:

»Jeg køber ikke den med, at det bliver værre for kvinderne med et forbud. Jeg tror, man ignorerer, hvor slemt det allerede er«.

Heller ikke en af frontkæmperne for den såkaldte radikale feminisme, Jette Hansen, ser mildt på prosex-feminismens generelle holdninger til sex, porno og prostitution. Feministen, debattøren og forfatteren Jette Hansen mener, at prosex-feministerne som udgangspunkt tager helt fejl. Til deres kritik af en feminist som hende lyder svaret:

»Det med, at feminister skulle indgyde en angst for sex, er en myte, de abonnerer på. De opererer med en illusion om, at det seksuelle er et neutralt frirum, men i og med at pornografien er blevet en altoverskyggende identifikationsfigur for unge mennesker, bliver unge kvinder pålagt at være nærmest uendeligt parate og villige, og jeg græmmer mig over, at de køber den«.

Jette Hansen ser tværtimod en stigende seksualisering af kvinden – især ført an af mandlige stand-uppere og tv-værter i det, hun kalder for »drengerøvs-patriarkatet«:

»Som jeg ser det, er mandschauvinismen kommet tilbage for fulde gardiner. Der er ikke tale om en nypuritanisme, som man ellers ofte hører, men en ny-seksualisering. Det er mænds modkrav til, at kvinderne i stigende grad befinder sig på uddannelsesstederne, og at de kan risikere at få en kvinde som leder. At der skal være fri adgang til at seksualisere kvinderne«, siger hun og nævner et par aktuelle eksempler.

F.eks. er Enhedslisten-politikeren Johanne Schmidt-Nielsen i flere medier blevet udråbt til lækker, mens Clement Kjersgaard i sit ugeshow »konsekvent kommenterer kvinder som kønsobjekter og kalder kvindelige politikere staffage«. Det ser Jette Hansen som udtryk for en skadelig seksualisering af kvindekønnet:

»Man tillader sig at seksualisere kvinder helt useriøst, og det er, som om kvinderne ikke gennemskuer det. For lige meget hvor friske de prøver at være i situationen, betaler de med et stort tab af seriøsitet og autoritet«.

Feministen – den sure fisse
Men prosex-feministerne er ikke de eneste, der ser stort på de lidt ældre feministers bekymringer og problematisering af porno og sex. Også i mainstreamkulturen – i den yngre generation af chick lit-forfattere og de mange bloggere på nettet – kræver kvinderne, at den feministiske dagsorden kan kombineres med en udtalt sexglæde.

En af de mest læste bloggere herhjemme, Camilla Lærke Mors, har de seneste to et halvt år skrevet om sit liv som single og om alle de mænd, der har været en tur inden om de krøllede lagener.

Hun er en del af en bølge af ’pushup-feminister’ eller ’lipstick-feminister’, kvinder, der med en vis ekshibitionisme iscenesætter sig som sexede kvinder med et helt katalog af udtalte erotiske fantasier.

Med overskrifter som ’slip din indre slavetøs fri’, ’kan kvinder med sæd i ansigtet være frigjorte?’ og ’mænd bliver ophidsede af kvinders angst’ illustrerer Camilla Lærke Mors, hvordan kvinder i dag, ganske bramfrit, diskuterer sex og kønsroller på nettet:

»Automatopfattelsen af en feminist er jo en sur fisse, men jeg ser mere mig selv som en slags romantisk feminist. I hvert fald i forhold til støvede, feministiske diskussioner om, hvorvidt man tilhører 2., 3. eller måske endda den franske feministiske bølge«, siger Camilla Lærke Mors, der mener, at man i dag sagtens kan være feminist og ønske ligeløn, »mens man privat tænder på mænd, der tager én som en stuepige i høet«.

Camilla Lærke Mors fastholder – ligesom prosex-feministen Nina Søndergaard – at den feministiske åre er intakt. Et fast tema for hende er det, hun kalder »hverdagschauvinisme«, som hun mener fastholder mænd og kvinder i nogle traditionelle kønsroller:

»Mine veninder og jeg har opfundet begrebet ’pikfascisme’. På gadeplan oplever jeg den ret konkret, for eksempel ved at mænd tit udtaler sig om mit udseende, min alder og tykkelsen på mine lår. Jeg bliver både stødt og forundret hver gang. Jeg kender ingen kvinder, der kunne finde på at sige sådan til en mand, de passerer på gaden«.

En brummen under bordet
Tilbage i den svenske pornofilm påvirker ingenting imidlertid den unge, kvindelige blotter.

Hun er gået skridtet videre og har erobret det offentlige rum: I stedet for at være den passive kvindekrop, der bliver begæret af mændenes blikke, er hun nu aktiv og forvandler mændene til de passive begærsobjekter.

Hun fortsætter uanfægtet til hotellet The Ritz iført en candyflossfarvet kjole og en påspændt vibrator mellem benene, som hun kan styre med en fjernbetjening. Hun betragter tjenerens røv, mens han betjener nabobordet, og man hører hende pifte.

Under bordet lyder en brummen, som nu bliver overdøvet af en ny lyd. Klimaks er nået. Hun udstøder et suk og en stønnen.