Denne artikel handler om kunst. Men på den forkerte måde. Helst skulle pladsen være brugt på at gå tæt på en kunstners arbejde, eller den skulle forklare en ny tilbøjelighed blandt kunstnere, så læseren kunne blive klogere på, hvad der røre sig i samtidskunsten.

I hvert fald hvis man spørger formanden for foreningen Unge Kunstnere og Kunstformidlere (UKK), Dagmar Krøyer. Hun er en af de ni kunstfaglige personer, der deltager i debatten om samtidskunstens rolle i mediebilledet. En debat, som netop nu udfolder sig intenst på det danske kunstmagasin på nettet, Kunsten.nu.

WWW Følg debatten på Kunsten.nu(eksternt link)

Til Politiken siger Dagmar Krøyer:

»Kunsten har noget på hjerte, og den skal tages alvorligt. Jeg efterlyser, at medierne tager en oplysende rolle på sig og er mere nysgerrige i forhold til nye tendenser, og at de forklarer, hvad det er, kunstnerne bøvler med. Der er alt for meget fokus på nyheder og på at tale med Tordenskjolds soldater«.

Samtidskunsten er usynlig
Udgangspunktet for hele debatten er den underliggende påstand, at samtidskunsten stort set er usynlig i mediebilledet, og at den derfor bliver opfattet som uforståelig og uvedkommende for de mennesker, der potentielt kunne være interesserede.

Redaktionen bag Kunsten.nu stiller derfor spørgsmålet, om det er medierne, kunstnerne eller politikerne, der er årsag til miseren.

Dagmar  KrøyerSpørger man Dagmar Krøyer og foreningen UKK, er svaret ganske klart. Her efterlyser man seriøs interesse for kunst i de store dagblade og på public service-kanalerne.

Men ikke alle er enige. På trods af at mange af de kunstfaglige personer, der deltager i debatten, gerne så, at billedkunsten fik mere opmærksomhed i tv’s primetime og på morgenavisernes forsider, er de fuldkommen uenige om, hvem der sidder med nøglen til løsningen.

Billedkunster og formand for Kunstrådets Billedkunstudvalg Elisabeth Toubro mener for eksempel, at man især kan klandre kunstnerne. Der er ligefrem tale om et indbygget problem i kunstnernes egen selvforståelse, mener Elisabeth Toubro. Og det er en pointe, som hun gerne uddyber over for Politiken:

»Siden impressionismen har kunstneren set sig selv som en, der står uden for samfundet, og som har skabt sin helt specielle egenidentitet, mens andre har rystet på hovedet. Men der er sket noget siden Anden Verdenskrig. Det kan ikke nytte, at vi holder fast i den gamle kunstnerrolle og bliver ved med at indtage en outsiderposition, hvor vi vil være helt os selv og befinde os i et elfenbenstårn og skide på, om folk forstår det, vi laver, og så samtidig klage over, at der ikke er nogen formidling af vores værk«.
Elisabeth  ToubroMen netop denne paradoksale holdning til beskueren, mener Elisabeth Toubro, trives i samtidskunsten i dag.

»Der er tale om en dobbelthed: Det ene øjeblik vil vi gerne være den frie kunstner, der er ligeglad med, om der er nogen, der ser på det, vi laver, og det næste øjeblik vil vi gerne involveres i alle mulige projekter og have andre til at give os projektstøtte, mens vi forventer, at folk gider gå ind i de her projekter og forsøge at forstå dem«.

Tendensen er udbredt både blandt yngre og ældre kunstnere, mener Elisabeth Toubro.

»Du ser for eksempel rigtig mange fotokopier på udstillinger for tiden, som betyder, at man skal stå og læse en hel masse. Det er næsten et videnskabeligt projekt, du skal gå ind i. Men der er ingen umiddelbarhed eller sanselighed til stede: Her kan man som kunstner ikke bag efter brokke sig over, at man ikke bliver formidlet tilstrækkeligt«.

Betragteren skal med
Løsningen er, ifølge Elisabeth Toubro, at formidlingen i højere grad bliver noget iboende i værkerne.

»Vi må have betragteren med. Jeg siger ikke, at det er let, og jeg siger ikke, at jeg selv kan. Men jeg griber i egen barm og siger, at hvis jeg gerne vil formidles, så må det også være noget, jeg tænker over, når jeg skaber et kunstværk. Det må være noget, jeg stræber efter, og som jeg ønsker lykkes – selvfølgelig på en måde, som jeg selv kan stå inde for«.

Jacob  Wamberg Den løsningsmodel får man imidlertid ikke professor i kunsthistorie, dr.phil. Jacob Wamberg til at skrive under på. Han deltager i debatten med en bredside til oplevelsesøkonomiens indtog.

Især mener han, at kunsten har fået svært ved at legitimere sig selv, fordi der nu stilles politisk krav om, at den skal gøre sig gældende i en økonomisk kontekst.

»Jeg er meget skeptisk over for oplevelsesøkonomien. Det handler om at få et kick i stedet for at tale om erkendelse og en anden måde at forstå verden på. I oplevelsesøkonomien skal kunsten vise, hvad den kan. Og kan den ikke finde på noget bedre, skal den legitimere sig på penge. Argumentet er, at jo flere, der kommer gennem kasseapparatet, jo bedre er kunstoplevelsen. Men det er en farlig tendens. Er der noget, kunst ikke skal bedømmes på, er det den meget brede appel«, siger Jacob Wamberg.

Oplevelsesøkonomiens dominans
Jacob Wamberg mener derfor ikke, at det er kunstnerne, der bærer ansvaret for deres egen popularitet eller mangel på samme.

»Jeg mener, at kunstnere gør, hvad de kan for at lave den bedste og mest meningsfyldte kunst. Men derimod må politikerne være deres ansvar bevist: De må give museerne en frihed til at vise smalle udstillinger, selv om de risikerer at blive svigtet af publikum. Der må være grundrammer, der gør, at der også er plads til det svære, og at museerne bliver gjort mindre afhængige af publikumstilstrømning og sponsorer. Staten må være garant for, at populismen ikke tager over«.

LÆS OGSÅMuseerne ud til folket?

Men mens mange af debattørerne berører oplevelsesøkonomiens dominans, er det langtfra alle, der frygter dens indtog i samme grad som professor Jacob Wamberg. Kunstner Elisabeth Toubro siger:

»Der kan være nogle aspekter af oplevelsesøkonomien, som kan bruges til noget. På længere sigt tror jeg, at kunsten kan få en anden vej ind i samfundet via det oplevelsesøkonomiske«.

Kunstscenen glemmer offentligheden
Også politisk kommentator og direktør for public affairs i kommunikationsfirmaet Mannov Lotte Hansen sender bolden tilbage til kunstnerne og nægter at se oplevelsesøkonomien som en entydig ødelæggende faktor for kunsten.

Hun mener – modsat professor Jacob Wamberg – ikke, at oplevelsesøkonomien kan bebrejdes, men derimod, at man kan bebrejde kunstnere, at de er så optaget af at undgå den, så de glemmer at inddrage samfundet i deres værker.

»Men de har misforstået noget. Det grundliggende begreb om offentlighed er jo, at man træder i karakter som borger, og der synes jeg, at kunstscenen har glemt at lave kunst til offentligheden«, siger Lotte Hansen til Kunsten.nu

Lotte  HansenDermed er kunsten blevet udfaset af samfundsdebatten, mener hun. Nu er det kunstens ansvar at kæmpe sig tilbage.

»Kunsten skal ikke nødvendigvis lægge sig tæt op ad den politiske agenda, men den må bare en gang imellem prøve at være synlig der«.

Lotte Hansens udmeldinger på Kunsten.nu har især fået brugerne af sitet til tasterne. En af brugerne – en person, der kalder sig Kunst Kunstnersen – er tydeligtvis ikke enig og kommenterer Lotte Hansens krav om at inddrage samfundet således:

»Hvad skal kunstnere med samfundet? Vi drikker te med gud«.