Da kvinden første gang kastede et blik på det franske landskabsmaleri i et vitrineskab bagerst i hendes kæreste auktionshus på Bredgade i 2004, ønskede hun straks at eje det.

»Jeg syntes, det var et skønt maleri. Jeg maler selv og følte mig inspireret af det«, fortalte hun fra sin plads midt i retslokalet.

Her tegnede hun et billede af sig selv, som en yderst driftig impulsshopper, når det gjaldt kunst i hundredtusindkronersklassen. Et utal af gange havde hun opkøbt tvivlsomme malerier, fordi hun var faldet pladask for motivet.

Derfor var der heller intet usædvanligt i, at hun betalte 200.000 kroner for sagens stridspunkt, maleriet af André Derain, selv om hun fastholdt, at hun havde fået at vide, at det skulle være uægte. Sådan lød i hvert fald kvindens egen forklaring.

»Jeg købte det med hjertet. Det gør jeg altid. Det gjorde jeg før, og det har jeg gjort siden. Jeg kunne lide det, og derfor købte jeg det«.

Blev enken narret?
I går var dag to i landsretssagen mod den 43-årige kvinde og hendes samlever, den 62-årige tidligere direktør for Ellekilde Auktionshus.

Begge er de igen at finde på anklagebænken de kommende uger, efter at Byretsdommen, der faldt i sommer, blev anket. I værste fald risikerer de hver to et halvt års fængsel for groft bedrageri.

LÆS OGSÅDirektør fastholder: Jeg blev millionær ved et tilfælde

Anklagemyndigheden mener nemlig at kunne bevise, at de to tiltalte, der privat danner par, i 2004 gik i ledtog om at tjene en millionsum på den gamle dames arvestykke.

Det skulle ske ved, at Ellekildedirektøren narrede den dengang 92-årige fru Grethe Meyer til at tro, at hendes maleri var blevet ekspertundersøgt og erklæret uægte, hvorved parret fik fingre i det til en pris langt under markedsværdien.

Tiltalt: Vidste intet om maleriet
Mens de, ifølge anklagemyndigheden, bildte den gamle dame ind, at maleriet var blevet solgt til en amerikansk kunstsamler, overgik ejerskabet i virkeligheden til Ellekildedirektørens samlever.

I Paris solgte hun det måneden efter for fem millioner kroner og delte pengene med Ellekildedirektøren.

MERE BAGGRUND OM SAGENKunstfup: Blev 92-årig franarret millioner?

Den version afviste den kvindelige tiltalte i går pure.

Hun fastholdt, at hun intet vidste om maleriet, da hun købte det, og at hun desuden heller ikke vidste noget om maleriet, da hun solgte det igen måneden efter i Paris.

'Vi havde ikke dialog om maleriet'
Men den forklaring undrede anklager Anne Birgitte Stürup sig over. Hun sagde:

»Det kan godt være, at du er en velhavende kvinde. Men 200.000 kroner er stadig meget for et maleri, hvis du intet ved om det. Du køber maleriet via Ellekilde, som ejes af din kæreste, og som du sover med hver nat. Snakker I så slet ikke om, hvor billedet er fra?«.

»Nej, det var ikke en dialog, vi havde. Jeg havde nok fået et svar, hvis jeg havde spurgt ind til det«, svarede kvinden.

Hun forklarede desuden, at hun blot tog maleriet med til Paris på en rejse sammen med Ellekildedirektøren, fordi den franske kunsthandler Charles Bailly havde spurgt, om han måtte se det igen.

Han havde set det én gang nogle måneder tidligere, da det var udstillet i Ellekilde Auktionshus på Bredgade.

Direktøren spærrede øjnene op
Men kvinden havde ikke taget maleriet med til Paris for at sælge det, understregede hun, så da den parisiske kunsthandler tilbød at købe det for fem millioner kroner, kom det helt bag på hende:

»Jeg blev fuldkommen lammet«, sagde hun, og tilføjede, at Ellekildedirektøren ligeledes »havde spærret øjnene op«, da han havde hørt nyheden.

Gav det da ikke kvinden anledning til at tænkte over, hvad det var, hun var i færd med at sælge, ville anklager Anne Birgitte Stürup vide:

»Du havde lige betalt 200.000 kroner for et maleri, og nu tilbyder en kunsthandler pludselig fem millioner. Du tænkte ikke over, hvad det kunne være for et maleri? Der er jo ikke mange, der køber kaninpelse til prisen for mink«.

Kvinden svarede straks:

»Nej, jeg tænkte mange ting, men jeg var mere fokuseret på prisen end på, hvad det var jeg solgte«.

Arvinger vidnede også
Sælgeren Grethe Meyer er siden død. To af hendes tre arvinger, de tre børn, der alle i dag er over pensionsalderen, vidnede også på dag to. Og de gav et stik modsat billede af hele forløbet, end de to tiltalte.

En af døtrene vidnede for første gang i sagen, og var blevet fløjet til Danmark fra England, hvor hun har boet siden 1963.

Hun viste sig at være en forsigtigt dame, som talte med lav stemme og flere gange – tydeligvis ilde berørt over situationen – måtte lede efter de danske gloser. Hun fortalte, at hun havde været på Danmarksbesøg og boet hos sin mor i lejligheden på Strandboulevarden i København, netop da Ellekildedirektøren tog maleriet med sig i maj 2004.

Det var slet ikke meningen, at han skulle sælge Derain-maleriet, fortalte datteren, men han bad om lov til at tage det med sig for at få det undersøgt i Paris og desuden vise det til Prins Henrik.

Datteren fortalte:

»Vi stod foran maleriet og SEO (Ellekildedirektøren, red.) sagde, at han var ved at komme for sent til et møde med Prins Henrik, og spurgte om han måtte vise det til ham, fordi han var meget interesseret i fauvistiske malerier. Efter en meget rolig morgen havde han pludselig meget travlt og var lige ved at glemme at kvittere på indleveringssedlen«.

Familien rykkede direktøren
Familien hørte derefter ikke noget om ekspertundersøgelserne i løbet af sommeren, selv om sønnen ifølge sin forklaring, rykkede Ellekildedirektøren pr. mail og fax, ligesom også datteren spurgte sin mor, om hun havde hørt noget:

»Min mor svarede hver gang: Nej, jeg har ikke hørt et kuk«.

Familien hørte først fra Ellekildedirektøren i august 2004, forklarede både sønnen og datteren. Da fik Grethe Meyer at vide, at maleriet var erklæret uægte af en ekspert, men at en amerikaner var villig til at betale 200.000 kroner for maleriet, og det accepterede familien, lød både sønnens og datterens forklaring.

Men den version stillede forsvarer Jan Erik Kornerup Jensen sig tvivlsom over for – akkurat ligesom i Byretten. For hvorfor spurgte familien ikke ind til, hvilken ekspert, der havde undersøgt og afvist deres maleri, ville han vide:

Sønnens svar lød:

»Nej, og det kan jeg selvfølgelig fortryde i dag. Vi stolede på, at når SEO (Ellekildedirektøren, red) sagde, at det var undersøgt af en ekspert, så var det rigtigt«.

Indbyrdes uenighed i familien
Især har forsvarerne forsøgt at give et andet billede af familien end det, familien selv har tegnet.

Forsvarerne har forsøgt at afsløre, at arvingerne – trods deres forklaringer om, at de mandsopdækkede deres gamle mor og var i kontakt med hende dagligt i den sidste tid – ikke var bekendt med, hvilke dokumenter, der knyttede sig til maleriet.

For eksempel viste dagens to vidneforklaringer, at der var indbyrdes uenighed om, hvor mange dokumenter, som moderen havde, der knyttede an til Derain-maleriet, og hvor dokumenterne er i dag:

Til retten forklarede datteren fra England for eksempel, at sønnen måtte have dem, mens sønnen forklarede, at den anden datter måtte have dem.

Sagen fortsætter de kommende uger.

I byretten blev Ellekildedirektøren dømt otte måneders fængsel, mens samleveren blev frikendt.