Forsvarer Kornerup Jensen lagde standsmæssigt ud med at titulere dommere og domsmænd med ordene »Høje landsret«.

Men morgenen var knap blevet til formiddag, før forsvareren havde bevæget sig fra sin plads i salen og helt op foran dommerpodiet for uden manuskript at agitere erfarent og med klar røst for en frifindelse af sin klient, den tidligere direktør for Ellekilde Auktionshus.

Det var torsdag, dagen før dommen i Danmarkshistoriens største kunstbedragerisag mod den 62-årige direktør og hans samlever, som nu lettere bleg og med træt mine kunne fejre sin 44-års fødselsdag i den tæt pakkede retssal.

Men de to måtte frifindes på stedet på baggrund af mangelfuld bevisførelse, lød det i begge forsvareres procedurer. De helt afgørende påstande i anklageskriftet var nemlig aldrig bevist, hverken i Byretten, hvor Ellekildedirektøren blev idømt otte måneders fængsel, eller under den aktuelle ankesag i Østre Landsret.

Et stort gætværk
Undervejs gik de to erfarne herrer begge derfor i kødet på statsadvokatassessor, anklager Anne Birgitte Stürup, som de mente havde ført en sag, der var »båret af postulater, gisninger og formodninger«.

I sin procedure tidligere på ugen lod hun forstå, at hun anså det mere end tilstrækkeligt bevist, at Ellekildedirektøren i 2004 lod den dengang 92-årige Grethe Meyer få den tro, at hendes landskabsmaleri af den franske maler André Derain var uægte, og at de 200.000 kroner, som han bildte hende ind, at en amerikaner ville betale, derfor var en fin pris.

LÆS ARTIKEL Anklager: »Det er svindel og bedrag«

Køberen var i virkeligheden Ellekildedirektørens samlever, og parret kørte få uger efter handlen til Paris, hvor de tilsammen tjente fem millioner kroner ved at sælge maleriet som ægte til et par internationale kunsthandlere. To år efter solgte disse kunsthandlere maleriet for 35 millioner på Sotheby’s i New York.

André Derain

- og maleriet 'Paysage à L'estaque'

André Derain (1880-1954) var en kontroversiel fransk maler, billedhugger og grafiker.

I sit lange liv nåede han at skifte stil flere gange og endte ligefrem med at male landskaber, modeller og portrætter i en klassisk og noget bagstræberisk stil.

Men i 20. århundredes første årti var han på højde med Matisse, som han arbejdede sammen med i havnebyen Collioure.

En udstilling med Van Goghs malerier i 1901 blev en åbenbaring for Derain, og i de følgende år frem til slutningen af Første Verdenskrig malede han med kraftige rene farver i en prikket stil.

Det er et af Derains tidlige vigtige malerier, som sagen i landsretten handler om. Derain er repræsenteret på Statens Museum for Kunst.

André Derain: 'PAYSAGE À L 'ESTAQUE'

Ifølge Statens Museum for Kunst har maleriet en stærk proveniens: Malet 1906 af André Derain i den sydfranske fiskerby Estaque, hvor han malede sine mest banebrydende billeder.

Ikke signeret på forsiden, men på bagsiden står kunstnavnet André Derain, og stempler fortæller, at det i 1910' erne har været hos Galerie Paul Guillaume i Paris, som var kunstnerens faste galleri i de år. På bagsiden er det stemplet Rue St. Honoré, hvor galleriet havde adresse fra 1916-1920.

Herfra kommer det til Danmark og indgår først i Christian Tetzen-Lunds samling fra 1917-1918 og derefter i kunstmæcenen Aage Jacobæus' samling i 1920' erne.

Grethe Meyers svigerfar erhverver maleriet tilbage i 1930' erne fra Jacobæus' samling.

Kritik af arvinger
Men, forsøgte forsvarer Kornerup Jensen, at slå fast: Der var usikkerhed om maleriets ægthed, indtil de tiltalte tog til Paris.

At maleriet i Paris imidlertid blev ledsaget af en ægthedserklæring af en fransk ekspert, kunne hans klient, Ellekildedirektøren, ikke have forudset under handlen med Grethe Meyer. Hans videre argumentation lød:

»Det er fuldkommen uforudsigeligt. Men af og til sker der mærkelig ting i det virkelige liv. Og det kan vi ikke lade influere på bedømmelsen af SEO (Ellekildedirektøren, red.)«.

LÆS OGSÅ Direktør fastholder: Jeg blev millionær ved et tilfælde

Frem for alt fik arvingerne, de tre børn efter Grethe Meyer, hårde ord med på vejen af forsvareren. Kornerup Jensen problematiserede især timingen: At de politianmeldte Ellekildedirektøren nogle dage efter deres mors død i april 2006.

Grethe Meyer mangler
Det skete, da arvingerne erfarede via Statens Museum for Kunst, at deres mors tidligere maleri var til salg på Sotheby’s i New York til en større millionsum.

Men allerede et år efter salget, i 2005, fik Grethe Meyer at vide af Statens Museum for Kunst, at maleriet var millioner værd.

Det fik forsvarer Kornerup Jensen til at konkludere:

»Fru Meyer føler sig ikke udsat for bedrageri«.

Og ifølge hans vurdering havde hun formentlig kunnet bevidne dette, hvis hun stadig var i live:

»Vi mangler det mest afgørende bevis. Nemlig den forurettede«.

Ude i hampen
Grethe Meyers børns vidneudsagn gav han derimod ikke meget for:

»Børnene har en egeninteresse i det eksorbitante beløb på først fem millioner og dernæst 35 millioner kroner«, sagde forsvareren og beskyldte dem samtidig for efter sagens start at have »broderet på deres forklaringer«, der bar præg af »gætterier«.

Især den ene datters redegørelser beskrev han som »helt ude i hampen«. Han fortsatte nu med armen i vejret:

»Jeg kan ikke få det til at hænge sammen, og det er jeg overbevist om, at Landsretten heller ikke kan!«.

Ikke stringent forklaring
Også samleverens forsvarer, Jakob Lund Poulsen, valgte at gå hårdt efter arvingerne og beskrev deres forklaringer som præget af usikkerhed.

Blandt andet sammenholdt han datterens og sønnens forklaring om, hvad familien tidligere vidste om maleriets ægthed. Og om datterens forklaring konkluderede forsvareren:

»Vidnets forklaring er ikke stringent og virker ikke overbevisende«.

Men især ønskede Jakob Lund Poulsen at påpege nogle indbyggede problemer i selve anklageskriftet.

Her stod blandt andet, at Ellekildedirektøren og samleveren sammen skulle have indgået en aftale om at bedrage Grethe Meyer. Det mente han imidlertid aldrig, at retssagen var kommet i nærheden af at bevise.

Og, tilføjede forsvareren, havde intet i sagen desuden bevist anklageskriftets påstand om, at Ellekildedirektøren havde opfordret sin samlever til at købe maleriet:

»Landsretten kan ikke være i tvivl om, at den opgave har anklagemyndigheden ikke løftet«.

»Smidt på bagklappen«
Samleveren var derimod ikke klar over, at hun havde købt et særligt værdifuld maleri, fortsatte forsvareren og mindede om hendes forklaring om, hvordan maleriet var fragtet til Paris:

»Det bliver smidt uemballeret øverst i bagklappen på en stationcar med børn på bagsædet, der kunne kaste ting bagover, der kunne falde ned på maleriet. Er det sådan, man behandler noget særligt værdifuldt? Nej!«.

Ligesom sin kollega gjorde Jakob Lund Poulsen også et nummer ud af at understrege, at hans klient ikke i august 2004, da hun købte maleriet, havde kunnet forudse, hvad der ville ske under Parisopholdet en måned efter. Og ikke mindst: At hun var overrasket over at få tilbudt fem millioner kroner for maleriet.

Forhandlede »den bedste pris«
Da anklager Anne Birgitte Stürup for en kort bemærkning fik ordet til sidst, ønskede hun dog blandt andet at minde om, at andre uvildige vidner støttede de tre arvingers forklaringer – blandt andet direktøren for Bornholms Kunstmuseum, der havde mødt Grethe Meyer og sammen med hende talt om Derain-maleriet.

Anklager Stürup mindede desuden om, at den tiltalte kvinde havde solgt maleriet som et ægte maleri til fem millioner kroner, selv om hun havde købt det for som et uægte maleri for et par hundredtusinde.

Og tilmed: At hun selv havde forhandlet prisen op ifølge en politirapport:

»Her har vi en forretningskvinde, der forhandler den bedste pris hjem«.

Svindel eller svineheld?
Fredag middag vil det stå klart, om også dommere og domsmænd er enige i, at anklagemyndigheden har haft så store bevisvanskeligheder, som forsvaret hævder.

Eller om sagen er så forholdsvis enkel, som anklagemyndigheden hele tiden har ment.