Da Politiken første gang ringede til direktøren for Ellekilde Auktionshus i 2006 for at bede om en kommentar, råbte han så højt, at højtaleren i telefonrøret blokerede.

Den kunne ikke rumme vredesudbruddet, men budskabet stod alligevel ganske klart:

Direktøren ønskede ikke at kommentere historien om bedrageri af en af sine kunder, men hævdede hårdnakket sin uskyld.

Det var kort før, at politiet begyndte sin internationale efterforskning af sagen om millionmaleriet af André Derain, ’Paysage á L’Estaque’.

Ingen kommentarer
Fredag blev den nu forhenværende direktør for Ellekilde Auktionshus og hans samlever begge kendt skyldige i groft bedrageri.

Denne gang var Ellekildedirektørens budskab det samme, om end det nu blev afleveret en del mere spagfærdigt gennem telefonen.

Her sagde den 62-årige ordene: »Jeg har slet ikke lyst til at tale med dig«.

Kort forinden havde retsformanden i Østre Landsret oplæst dommen over både Ellekildedirektøren og hans 44-årige samlever: Et års ubetinget fængsel til begge lød den på.

De to stole, hvor Ellekildedirektøren og samleveren de sidste to uger troligt har siddet og lyttet til både nye og gamle vidner i sagen, stod tomme i retten.

Entydig afgørelse
Parret, der da også ved ugens slutning, forekom mere plagede end i begyndelsen af landsretssagen – kvinden var decideret bleg – havde valgt at blive i hjemmet i Nordsjælland under domsafsigelsen.

Havde de været til stede, ville de have kunnet høre retsformand Mikael Sjöberg slå fast, at han og de øvrige fem dommere helt entydigt havde konkluderet, at det nu til fulde var bevist, at de tiltalte i 2004 samarbejdede om at udnytte den dengang 92-årige Grethe Meyers tillid for at skaffe sig »en betydelig fortjeneste«.

Det lykkedes, da Ellekildedirektøren bildte den nu afdøde gamle dame ind, at hendes Derain-maleri ifølge en undersøgelse havde vist sig at være uægte, og at værdien ikke var mere end 200.000 kroner.

En »amerikansk samler« var netop villig til at betale dette beløb, da han samlede på elevarbejder, blev Grethe Meyer fortalt, men i virkeligheden var køberen Ellekildedirektørens samlever.

Sammen tjente Ellekildedirektøren og samleveren fem millioner kroner blot seks uger senere, da de videresolgte maleriet i Paris. På købsaftalen var maleriet nu beskrevet som et ægte værk af André Derain.

Grethe Meyer retfærdiggjort
Hos Grethe Meyers tre børn – der alle er over pensionsalderen – blev nyheden om dommen i går modtaget med stor glæde.

Det var netop Politiken, der få minutter efter, at dommen faldt, bibragte den ene datter nyheden om, at anklagemyndigheden havde vundet sagen, og at hun og hendes søskende samtidig var blevet fire millioner kroner rigere.

Det er betydeligt mindre end det krav, som familiens advokat tidligere har gjort gældende, men datterens udbrud var ikke til at tage fejl af:

Grethe  Meyer. Derain-maleriets tidligere ejer Grethe Meyer døde i foråret 2006 samtidig med, at maleriet pludselig dukkede op på Sotheby's i New York. Hendes arvinger indser, at deres gamle mor er blevet bedraget. Privatfoto»Jeg oplever en kæmpe lettelse over, at vi nu kan sætte punktum. Simpelthen. Men jeg føler først og fremmest, at nu er vores mor, Grethe Meyer, retfærdiggjort!«.

Forsvaret såede tvivl
Under sagen har de to forsvarere for Ellekildeparret systematisk forsøgt at så tvivl ved arvingernes vidneudsagn.

Forsvarerne har for eksempel arbejdet på at bevise, at der i familien var stor usikkerhed om maleriets ægthed, allerede før Ellekildedirektøren dukkede op i Grethe Meyers lejlighed på Strandboulevarden i 2004 og lånte maleriet for at undersøge det nærmere.

Dermed ønskede forsvaret at slå fast, at Ellekildedirektøren var i god tro, og at intet bedrageri fandt sted.

André Derain

- og maleriet 'Paysage à L'estaque'

André Derain (1880-1954) var en kontroversiel fransk maler, billedhugger og grafiker.

I sit lange liv nåede han at skifte stil flere gange og endte ligefrem med at male landskaber, modeller og portrætter i en klassisk og noget bagstræberisk stil.

Men i 20. århundredes første årti var han på højde med Matisse, som han arbejdede sammen med i havnebyen Collioure.

En udstilling med Van Goghs malerier i 1901 blev en åbenbaring for Derain, og i de følgende år frem til slutningen af Første Verdenskrig malede han med kraftige rene farver i en prikket stil.

Det er et af Derains tidlige vigtige malerier, som sagen i landsretten handler om. Derain er repræsenteret på Statens Museum for Kunst.

André Derain: 'PAYSAGE À L 'ESTAQUE'

Ifølge Statens Museum for Kunst har maleriet en stærk proveniens: Malet 1906 af André Derain i den sydfranske fiskerby Estaque, hvor han malede sine mest banebrydende billeder.

Ikke signeret på forsiden, men på bagsiden står kunstnavnet André Derain, og stempler fortæller, at det i 1910' erne har været hos Galerie Paul Guillaume i Paris, som var kunstnerens faste galleri i de år. På bagsiden er det stemplet Rue St. Honoré, hvor galleriet havde adresse fra 1916-1920.

Herfra kommer det til Danmark og indgår først i Christian Tetzen-Lunds samling fra 1917-1918 og derefter i kunstmæcenen Aage Jacobæus' samling i 1920' erne.

Grethe Meyers svigerfar erhverver maleriet tilbage i 1930' erne fra Jacobæus' samling.

Arvingernes »egeninteresse«
I forsvarer Jan Erik Kornerup Jensens procedure torsdag antydede han ligefrem, at arvingernes økonomiske motiver var en belastning for deres troværdighed.

»Børnene har en egeninteresse i det eksorbitante beløb på først fem millioner og dernæst 35 millioner kroner«, sagde han og beskyldte dem samtidig for at have »broderet på deres forklaringer«, der bar præg af »gætterier«.

Især den ene datters redegørelser beskrev han som »helt ude i hampen«.

»Følelsesmæssigt voldsomt«
Det er samme datter, som under sagen tydeligvis ikke har befundet sig godt med forsvarernes krydsforhør.

Hun havde et ganske tæt forhold til sin mor, forklarede hun retten – blandt andet havde de siden hendes ungdom haft en »tradition med en gin og vermouth klokken fem«.

I retten forklarede hun, at det under sagen har været »følelsesmæssigt voldsomt« at forholde sig til alt det, som skete i foråret 2006, hvor moderen døde og familien opdagede, at Derain-maleriet pludselig blev solgt på Sotheby’s for 35 millioner kroner.

»Det har påvirket os enormt, at vi måtte rode op i vores hukommelse om alt det, som skete i forbindelse med vores mors død. Det påvirkede mig kolossalt at høre forsvarerne udtale sig om min mors motiver. De ville beklikke, at vi var en tæt familie. Og de ville beklikke vores mors hæderlighed. Men hvis nogen var hæderlig, så var det hende«.

Forsvaret rystet
Kort efter domsafsigelsen var forbitrelsen til at tage at føle på hos de to forsvarere.

Allerede efter byretsdommen i sommer lod forsvarer Jan Erik Kornerup Jensen vide, at han ikke mente, at beviserne rakte til byretsdommen, der krævede otte måneders fængsel for hans klient, Ellekildedirektøren.

Forargelsen over landsrettens dom var derfor det større.

»Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg oplever en dyb skuffelse. Jeg synes, man ser fuldstændig væk fra de faktuelle forhold. Der er ikke skyggen af bevis for, at min klient skulle have vidst, at maleriet kunne skifte status«, sagde forsvarer Kornerup Jensen med henvisning til, at maleriet blev solgt som ægte i Paris for et millionbeløb.

Hans kollega, Jakob Lund Poulsen, der har forsvaret samleveren, og som i Byretten fik hende frikendt, var ikke mindre skuffet. Tværtimod. Hans kommentar lød med dæmpet stemme:

»Jeg er dybt rystet. Dybt rystet over, at seks dommere kan være enige om sådan en vurdering. Jeg synes, at Landsrettens afgørelse er uforklarlig og uforståelig«.

Retten har »ikke været nøgtern«
Også hans klient, den 44-årige samlever, reagerede ifølge forsvareren på samme måde, da han kort efter ringede hende op på sin mobiltelefon og overbragte hende nyheden om det forestående fængselsophold.

Han mente især, at sagen har været præget af følelser.

»Der er gået det galt, at retten har haft svært ved at forholde sig helt nøgternt til, hvad der er foregået og ikke har kunnet abstrahere fra de store værdier, der er involveret, og at der er tale om en 92-årig nu afdød person. Anklagerens procedure gik i høj grad på følelserne frem for juraen, og det har åbenbart været nok«.

Kold luft
På trods af den alvorlige situation har Ellekildedirektøren og samleveren i løbet landsretssagen ellers vist en imponerende evne til at byde den alvorlige situation trods.

Begge har de lyttet med bekymrede miner, når vidne efter vidne har indfundet sig for at levere belastende forklaringer, men især under landsretssagens første uge var de i stand til at konversere muntert med anklageren i pauserne og at hilse venligt på tilhørerne på myrestolene bagerst i salen, som om de var gæster til deres private middagsselskab.

Men arvingerne og Ellekildeparret har imidlertid været som luft for hinanden under retssagen.

Selv om især sønnen var i hyppig kontakt med Ellekildedirektøren i 2004 i forbindelse med salget af maleriet og andre af moderens møbler, da hun skulle flytte til en mindre bolig, ignorerede de hinanden i Retssal 10.

Tragisk understemning
Ifølge dommen var det især sønnens »udførlige forklaring«, som de seks dommere fandt troværdig.

Ligesom sin søster er han dybt lettet over udfaldet, men siger samtidig, at han ikke helt kan ignorere sagens tragiske understemning.

»Jeg kan ikke lade være med at opleve det som dybt fortvivlende, at tingene ikke bare kunne være foregået på ærlig vis, så hver part kunne have fået noget ud af handlen. Auktionsmanden havde jo også tjent en masse, hvis han havde været hæderlig«.

Med dommen er det sidste kapitel skrevet i sagen om Derain-maleriet, som Meyer familien har ejet siden 1930’erne, da Grethe Meyers svigerfar, James Meyer, købte det.

'Paysage  à L'estaque' af André Derain. Foto: Statens Museum for Kunst