I Marie Bancks' oliemalerier smelter sneen sammen med de indre landskaber. Ødemarkens rovdyr viser tænder, mens sorgfyldte erindringer vrider sig på den kolde jord som små, skrøbelige børneskikkelser. Foto: Lærke Posselt

I Marie Bancks' oliemalerier smelter sneen sammen med de indre landskaber. Ødemarkens rovdyr viser tænder, mens sorgfyldte erindringer vrider sig på den kolde jord som små, skrøbelige børneskikkelser. Foto: Lærke Posselt

Kunst

Marie fandt sit indre rovdyr i Grønland

Billedkunstneren Marie Bancks rejste alene gennem Grønland for at møde sig selv.

Kunst

Det smukkeste, men også det mest skræmmende, hun ved, er at trodse sin rædsel for mørket og gå ud i skoven om natten. Til de forrevne klipper og væltede træer, hvis rødder er forvitrede som troldehår og i det dunkle måneskin ligner skygger af væsener af en anden verden.

Det er faktisk her, hun befinder sig bedst. I ulvetimen. Den tid mellem nat og gry, hvor den søvnløse jagtes af den sværeste angst, og hvor spøgelser og dæmoner er mægtigst, siger man. Det er her, Marie Bancks kan høre sin egen stemme klarest. Fornemme sine inderste følelser og lægge mærke til sine egne tanker.

Ulvetimen er også titlen på hendes soloudstilling i Øksnehallen. Den er inspireret af en seks uger lang rejse gennem Grønlands barske natur, fra Narsarsuaq i syd til Ilulissat næsten tusind kilometer længere nordpå.

Helt alene uden mobiltelefon og internetopkobling var der ikke meget andet at tage sig til end at vandre rundt på de nøgne klipper i det enorme landskab. Og da hun kom hjem, begyndte hun at male sig selv og en masse ulve.

Danser med ulve Det første maleri kom til at hedde ’Me as a Wolfhunter’. Det forestiller hende selv og en ulv oprejst på bagbenene. De er næsten smeltet sammen, så ulvens ene ben udgør hele hendes højre side og støtte. Og det er ikke til at afgøre, om den er død eller levende. Om hun poserer med et trofæ eller danser med ulven. »I Sverige er der kommet mange flere ulve i løbet af de senere år. Jeg har aldrig selv set nogen, men man ved, at de er derude, og at de er farlige. Ulven er jo et meget brugt og stærkt symbol på det farlige og skræmmende. Og på, at vi både er menneske og rovdyr i et og samme væsen, ulv og lam«, siger Marie Bancks. Som i Herman Hesses berømte roman ’Steppeulven’, hvor hovedpersonen er en ulv i menneskeklæder. Udadtil anstændig og dannet, men bag det borgerlige ydre rører de dyriske drifter på sig.


Eller varulven, det mytologiske væsen, der forvandler sig fra menneskeskikkelse til ulvekrop ved fuldmåne, forklarer den 31-årige svenskfødte billedkunstner.

Og der skete et eller andet, da hun var helt alene ude i naturen. Flere af Marie Bancks’ malerier iscenesætter hende selv som et menneske, der prøver at overleve i den vilde natur. Derude på klipperne i de små bygder gjorde hun sig en hel masse tanker.

Kunne hun skyde en hjort, hvis hun var tilstrækkelig sulten? Eller en ulv, hvis hun frøs og havde brug for pelsen? Og kunne hun jage ulven alene for sin egen fornøjelses skyld?

For at besejre rovdyret, sådan som man oplevede det, da Sverige sidste år for første gang i 45 år tillod ulvejagt igen? Og er mennesket måske det farligste af alle rovdyr?

Den lille dreng indeni
En regnvejrsdag i den sydgrønlandsk by Qaqortoq, som var hendes andet stop på rejsen, var der alligevel ikke andet at tage sig til end at lade fingrene glide gennem bogreolen i sømandshjemmets opholdsstue. Og så fandt hun ved et tilfælde Ingmar Bergmans memoirer.

I hans film ’Vargtimmen’ fra 1967 rejser hovedpersonen, en billedkunstner, ud på en øde ø med sin kone. Her både kæmper han med sine malerier og møder sine indre dæmoner. Det er også her, begrebet ulvetime defineres og opstår i først det svenske og siden det danske sprog.


På sin egen rejse stod Marie Bancks også selv ansigt til ansigt med sine dæmoner. Minder dukkede pludselig op. Og tanker, som hun ellers ikke registrerer, når hun lever sit liv i København, hvor der konstant er telefonopkald, e-mail og opdateringer på Facebook til at trække hendes opmærksomhed i andre retninger.

Det var billeder fra hendes forældres skilsmisse. Billeder, som er svære for et 10-årigt barn at forstå. Billeder af forældre, der er svage og råber og skændes. Billeder af hendes far, der græder, og af hende selv, der skal klare alle de praktiske ting for at få hverdagen til at fungere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men de sværeste tanker var dem med død og blod tværet ud over det hele. Dem om hendes bror, der hænger og dingler.

Mindes storebror

Titelbilledet til udstillingen ’Ulvetimen’ er et selvportræt af Marie Bancks i flere versioner. Sammenkrøllet på en madras i smerte. Som en ulv med lysende gule øjne. Og som et par skrøbelige ben, der bærer et stort, smilende barneansigt.


Ansigtet er hendes storebrors. Han hængte sig, dengang hun var 14 år gammel. Hun har malet ham adskillige gange. Men der er altså stadig nogle motiver derinde, som skal ud på lærredet.

»Det føles utroligt tungt at bære rundt på sådan en glad lille dreng inde i sig. Stadigvæk. Jeg malede først det smilende ansigt på et lille maleri for sig selv, som jeg har kaldt ’Will You Help Me Carry the Stone?’, men hans død har været med til at præge mig i så stort et omfang, at motivet også skulle med i mit selvportræt. Det er en af de mange stemmer, der er inde i mig, og som jeg skal huske at lytte til. Jeg troede egentlig, at jeg for længst var færdig med at blive jagtet af ham. Men i Grønland kom det hele frem igen«, fortæller hun.

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce