kræsne. Ti danske samtidskuntnere er blevet inviteret til at skabe værker særligt til kronprinsparrets nye hjem på Amalienborg, men ikke alle er faldet i den kongelige smag.
Foto: MARTIN LEHMANN

kræsne. Ti danske samtidskuntnere er blevet inviteret til at skabe værker særligt til kronprinsparrets nye hjem på Amalienborg, men ikke alle er faldet i den kongelige smag.

Kronprinsparret kasserer kunstværker

Ti samtidskunstnere var bestilt til at lave værker til Amalienborg.

Kunst

»Dur ikke! Væk«.

Sådan udbryder kongedatteren som bekendt i ’Klodshans’, idet hun smider de ubehjælpsomme bejlere på porten.

Ordene er nok ikke faldet lige så skingert i modtageværelset i Frederik VIII’s Palæ, men kronprinsparrets budskab har været omtrent det samme, efter at de har set John Kørners vægmaleri:

Den internationalt anerkendte danske kunstners værk, som er skabt specielt til kronprinsparrets nye hjem, har de forkastet.

Derfor befinder kunstneren sig i en venteposition.

Han går og afventer svar fra kongehuset. Spørgsmålet er: Kan de acceptere hans nye skitse eller ej?

Allerede i slutningen af denne måned indvies kronprinsparrets nye gennemrenoverede privat- og arbejdsbolig i Frederik VIII’s Palæ på Amalienborg.

Kunstprojektet er sidste led i totalistandsættelsen, og her har ti toneangivende danske samtidskunstnere været inviteret til at udsmykke palæet.

I maleri, tegning, skulptur og installation har kunstnerne fået til opgave at sætte et moderne præg på gemakkerne bag Eigtveds gamle rokokofacade.

»De brød sig ikke om det«
Men hvordan opgaven skulle tolkes, har der åbenbart ikke hersket fuldkommen enighed om.

John Kørners færdige vægmaleri, der viser en fiskerbåd med en udenlandsk kvinde i stævnen og en dansk fisker i voldsomt uvejr, faldt ikke i de nye beboeres smag, på trods af at de allerede havde godkendt en skitse af motivet.

Det syv meter lange og tre meter høje maleri med titlen ’Svetlana og Mikkel’ er derfor pillet ned og rullet sammen kort før indvielsen.

Om hoffets reaktion forklarer John Kørner:

»De brød sig ganske enkelt ikke om det. De spurgte, om jeg kunne lave det færdigt. Jeg sagde, at det var færdigt. Jeg blev så spurgt, om jeg kunne forestille mig at male videre på det. Jeg svarede, at det kunne jeg ikke. Jeg kan ikke stå og lave noget om på et maleri, som jeg mener er afsluttet«.

Jeg vil ikke være en rockstjerne, der siger: »I kan bare fise af. Stik mig mine penge«. Jeg vil gerne løse den her opgave, og derfor skyndte jeg mig at sige: Jeg laver gerne et nyt maleri, hvis det første ikke var tilfredsstillende

Ny skise til godkendelse
Trods kronsprinsparrets afvisning arbejder John Kørner fortsat på at fuldføre opgaven.

Han gik derfor straks i gang med den nye skitse, som således nu er til godkendelse:

»Jeg vil ikke være en rockstjerne, der siger: »I kan bare fise af. Stik mig mine penge«. Jeg vil gerne løse den her opgave, og derfor skyndte jeg mig at sige: Jeg laver gerne et nyt maleri, hvis det første ikke var tilfredsstillende«.

Jeppe Hein sagde nej tak
En anden kunstner tilknyttet det storstilede kunstprojekt, den ligeledes internationalt anerkendte Jeppe Hein, har imidlertid helt forladt holdet af hofkunstnere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Han havde fået til opgave at sætte sit præg på haveanlægget, men skitsen faldt ikke i god kongelig jord.

Jeppe Hein udtaler sig ikke selv, men ifølge hans gallerist, Nicolai Wallner, har kunstneren siden indgået en aftale med Slots- og Ejendomsstyrelsen, som man finder »tilfredsstillende«.

John Kørner har omvendt valgt at blive.

Mange har blandet sig
I forvejen havde kronprinsessen bedt kunstneren om at benytte sig af en bestemt blå farve, selv om stærk gul de sidste mange år har været hans signatur.

Men kunstneren fortryder stadig ikke, at han sagde ja til projektet, selv om han – ligesom andre kunstnere, som Politiken har været i kontakt med – forklarer, at arbejdet har været ganske tidskrævende og præget af, at et stort antal mennesker har ønsket at blande sig i processen.

Kørner forklarer vanligt udramatisk:

»Det er jo en bestillingsopgave, hvor kunderne har ret til at stille spørgsmål undervejs og sige, at de ikke er tilfredse. Det har jeg været villig til at acceptere«.

Overrasket over opfordring fra hoffet
De seneste år har John Kørner især gjort sig bemærket ved at udstille politiske motiver, for eksempel faldne danske soldater i Afghanistan og de irakiske flygtninge i Brorsons Kirke.

Til Politiken udtalte han i november, at vægmaleriet på Amalienborg ikke ville indeholde politiske symboler. Ved den lejlighed sagde han:

»Der ligger ikke nogen død soldat inde på Amalienborg«.

Men nu forklarer John Kørner, at hans nye forslag er en forlængelse af hans Afghanistan-serie, hvor en falden person – som i det nye motiv dog ikke nødvendigvis er en soldat – ligger livløs på jorden. Og det er tilsyneladende på opfordring fra kronprinsparret:

»Beskeden kom ikke direkte fra parret, men fra deres folk. Muligheden var der for, at mit maleri kunne være noget i den dur, og det blev jeg selv lidt overrasket over«, siger John Kørner.

Grænser for indblanding
Når det gælder indblanding i dine værker, hvor trækker du grænsen som kunstner?

»Jeg har helt klare grænser. Jeg går op i, at det er et stærkt motiv, og når jeg laver en skitse, kan der ikke være tale om, at andre begynder at diktere indhold eller komposition. De ting er jeg herre over«.

Hvad vil du gøre, hvis den nye skitse ikke bliver accepteret?

»Det er klart, at så står vi i en ny situation. Jeg har ikke meget mere krudt i bøssen og har ikke en masse skitser, jeg kan ryste ud af ærmet«.

»Men der er kloge folk tilknyttet opgaven, for eksempel Poul Erik Tøjner (Louisianas direktør, red.), så mon ikke vi finder en løsning«.

John Kørners værk var ikke i overensstemmelse med den oprindelige aftale og den skitse, der i første omgang var blevet fremvist for kronprinsparret og de kunstneriske konsulenter. Resultatet passede ikke til rummet

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



Passede ikke til rummet
I Hofmarskallatet lyder kommentaren fra hofchef Per Thornit, at man endnu ikke har taget stilling til Kørners skitse, men at han stadig er en del af projektet.

Hans maleri blev taget ned efter rådgivning fra de kunstneriske konsulenter Poul Erik Tøjner, Mikael Andersen og Poul Schülein, forklarer Thornit og fortsætter:

»John Kørners værk var ikke i overensstemmelse med den oprindelige aftale og den skitse, der i første omgang var blevet fremvist for kronprinsparret og de kunstneriske konsulenter. Resultatet passede ikke til rummet«.

Frederik VIII’s Palæ åbner for almindelige undersåtter 27. februar og lukker igen 30. maj.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce