Kunst? »Nej, jeg synes ikke, det er kunst. Det er helt fint at eksperimentere. Men det her synes jeg simpelthen er noget lort. Det er at gøre nar ad godtfolk at sætte sådan en i en montre«, sagde Per Stig Møller om 'Merde d'Artiste' af Piero Manzoni.
Foto: GALBIATI SARA

Kunst? »Nej, jeg synes ikke, det er kunst. Det er helt fint at eksperimentere. Men det her synes jeg simpelthen er noget lort. Det er at gøre nar ad godtfolk at sætte sådan en i en montre«, sagde Per Stig Møller om 'Merde d'Artiste' af Piero Manzoni.

Per Stig Møller forstår sig ikke på dåselort

Museumschef mener, at Per Stig mangler viden om moderne kunst.

Kunst

Da regeringsrokaden i sidste uge gjorde Per Stig Møller til ny kulturminister i stedet for Carina Christensen, omfavnede kulturlivet nærmest den konservative politiker og litterat.

Men i Randers sidder en museumschef og mener, at Per Stig Møller allerede har begået sin første kulturpolitiske brøler – og afsløret en alvorlig mangel på viden om moderne kunsthistorie.

Per Stig Møller gav et interview i programmet ’Jersild Live’ på DR 1 et par dage efter sin tiltræden. Og her blev han spurgt meget konkret, hvad han mener om ’Merde d’Artiste’ af kunstneren Piero Manzoni.

LÆS OGSÅ

Værket er bedre kendt som ’lort på dåse’ og findes på kunstmuseerne i både Herning og Randers – og blev for nogle måneder siden kritiseret af Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard.

Da tv-værten stillede spørgsmålet »er det kunst?«, svarede den nye kulturminister:

»Nej, det er noget lort. Nej, jeg synes ikke, det er kunst. Det er helt fint at eksperimentere. Det er helt fint at lave overraskelser. Det er også helt fint at provokere. Men det her synes jeg simpelthen er noget lort. Det er at gøre nar ad godtfolk at sætte sådan en i en montre«, sagde Per Stig Møller blandt andet.

Pladderfolkelig holdning
Nu har lederen af Randers Kunstmuseum, Finn Terman Frederiksen, skrevet et brev til kulturministeren som svar.

»Det er en populistisk, pladderfolkelig holdning. Han burde have en mere åben eller i det mindste neutral holdning til provokerende moderne kunst, når han udtaler sig som kulturminister«, siger Finn Terman Frederiksen.

»Jeg synes simpelthen, han mangler kunstfaglig baggrundsviden, for værket var kolossalt vigtigt som kunstpolitisk element i 1960’erne. Det var særdeles meningsfuldt som en kritik og satire – en ironi over masseproduktion af kunst og galleriverdenens måde at imødekomme den større efterspørgsel på ved at presse kunstnerne til at levere serieprodukter. Samtidig ironiserede det over den myte, at kunstneren giver noget af sit indre liv til køberen af sine produkter. »Nu skal I få noget af mit indre liv«, sagde han, og så gav han folk 90 dåser kunstnerlort. Og selv om værket blev frembragt i 1961, er det altså stærkt nok til stadig at bringe sindene i kog«.

En regulær bommert
I tv-interviewet sagde Per Stig Møller, at hvis nogen havde søgt Kulturministeriet direkte om penge til at købe sådan et værk, ville han have sagt, »at det var noget pjat«. Men at museer selv må afgøre, hvad de vil købe. Han understregede også, at politikere ikke skal afgøre, hvilke ting der skal stå på landets museer.

»Men samtidig sidder han som minister og udtaler, at det og det er galt og begår efter min mening en principiel bommert«, siger Finn Terman Frederiksen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er en populistisk, pladderfolkelig holdning. Han burde have en mere åben eller i det mindste neutral holdning til provokerende moderne kunst.



Men hvis han alligevel ikke har magt over det, I køber?

»Jeg føler mig heller ikke umiddelbart truet. Han kan selvfølgelig nedskære vores tilskud, men det gør han jo ikke personligt, det ved jeg godt. Jeg føler bare, at ministeren udtaler en dyb mistillid til vores saglige, kompetente og samvittighedsfulde måde at varetage vores betroede opgave på«.

Har han ikke ret til at sige, hvad han mener om kunst?

»Jo, det har han ret til som privatperson. Men når han tiltræder som kulturminister, bør han modificere sine udtalelser, så han i hvert fald ikke undsiger det system, han selv er chef for«.

Udtryk for stokkonservatisme

Men er det ikke meget interessant at vide, hvad han mener om kunst? »Det kan godt være. Men så føler jeg mig meget utryg ved ham. Han skal jo have en vis åbenhed og neutralitet som minister. Jeg kan ikke føle mig stødt over, at Pia Kjærsgaard siger det samme, for det er udtryk for, hvad hun selv og hendes parti mener om den slags kunst«. Læser du så det her som et udtryk for, hvad de konservative mener om kunst?»Jeg har jo en ret høj mening om, hvad konservatisme står for. Men jeg synes, at det her bliver stokkonservatisme«, siger museumslederen. Finn Terman Frederiksen har sammen med brevet har sendt kulturministeren en kunstfaglig bog, han har skrevet om dåselorten og dens kunsthistoriske betydning. Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra Per Stig Møller.







Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce