Stenbeskyttere. Arkitekt Erik Nobels bronze- og glaskabinetter er tænkt som store hænder, der holdes over runestenene. Foto: Jens Lindhe

Stenbeskyttere. Arkitekt Erik Nobels bronze- og glaskabinetter er tænkt som store hænder, der holdes over runestenene. Foto: Jens Lindhe

Kunst

Jellingstenene får længere liv i smukt glashus

Jellingstenene er kommet i tørvejr i et par fine små montrer foran Jelling Kirke.

Kunst

Jellingstenene har fået overfrakke på. Og det kan jeg godt forstå, for det er koldt her i december. På kirkegården foran Jelling Kirke står jeg med halstørklædet snoet godt op om halsen og mærker alligevel kong Vinter kravle ind under min frakke.

Solen står lavt og kaster sit sidste lys på danmarkshistoriens mest berømte sten. Den ene er mægtig og tresidet, buler lidt ud på maven, den anden er slank og rank i en mere undselig størrelse.

LÆS OGSÅ

Jeg bliver lidt misundelig på dem. De står derinde bag glasruder, og jeg kan af farven på granitbelægningen under dem se, at klimaet er både tørt og rart derinde. Det brummer svagt fra en ventilator, der sørger for, at de har det varmt og godt.

Det er stenene og rummet omkring dem, der springer i øjnene. Overdækningen selv er så diskret, at jeg først knap lægger mærke til den. Den ene overdækning er dobbelt så stor som den anden.

Syreregn
Den lille overdækning peger på den store, som peger på kirken, og kirken ligger og putter sig i kavalergangen mellem Gorm den Gamle og Thyras gravhøje.

Det hele udgør sammen med en enorm 300 meter lang skibssætning, Jellingmonumentet, som afspejler Skandinaviens overgang til kristendommen, og som Unesco på linje med Kronborg og Roskilde Domkirke har kategoriseret som en umistelig del af verdens arv.

LÆS OGSÅ

Og netop derfor var man nødt til at gøre noget drastisk ved stenene. For vi var faktisk ved at miste dem. Begge har lange revner, og der skal ikke meget fantasi til at se, hvordan regnvand trænger ind. Når det fryser til is om vinteren, sprænger det stenene indefra.

De to, Gorm den Gamles og Harald Blåtands runesten, har ellers klaret at stå udendørs i mere end tusind år, men især de seneste hundrede års syreregn har været ved at tage livet af de to stenhuggerarbejder fra vikingetiden.

Eksklusivt rum
En åben arkitektkonkurrence viste sidste år 157 storslåede eller tilpassende måder at pakke stenene ind i tårne, pavilloner eller små bygninger på. Stenenes stærke symbolske betydning havde inspireret de deltagende tegnestuer til at tænke stort. I den henseende var det overraskende, at juryen udvalgte den enklest tænkelige løsning: at sætte en montre uden om hver sten.

Som gode montrer gør de nemlig ikke meget væsen af sig selv, men fremviser deres objekter ved at danne et eksklusivt rum omkring dem. Et rum, der ikke peger på sig selv, men på det, det rummer.

Arkitekten Erik Nobel har foldet et stykke oxideret bronze i en skarp vinkel hen over hver sten. De øvrige sider udgøres af kraftigt refleksfrit glas, så de tilsammen danner to rektangulære og skarpt minimale kasser.

Stenene står lidt væk fra montrernes lukkede sider. De er skudt lidt frem i den transparente ende af montren. Det danner et indre rum i en dynamisk balance og tillader, at man kan se stenene fra flere vinkler, end hvis de var placeret midt i rummene. Metallets grønne irfarve, som man kender det fra bronzeskulpturer, passer godt som en kontrast til og diskret mørk baggrund for de rødlige granitsten.

Som hænder
Det er arkitektens tanke, at bronzevinklerne virker ligesom to hænder, der holdes over stenene for at beskytte dem. Det er godt nok blevet nogle stive hænder, men hvem får ikke det i sådan et vejr?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

For at få varmen går jeg ind i kirken. Da jeg lidt efter kommer ud igen, træder de nye montrer for alvor i karakter. Solen er gået ned, og mørket er ved at falde på. Inde i montrernes flade lofter blændes der langsomt op for små stjernehimle af lysdioder. De er alle rettet i skarpe vinkler ind på stenene. Hver en ujævnhed bliver markeret af en mørk skygge, og pludselig står former, runer og ornamenter frem med grafisk prægnans.



Det er først nu, at jeg ikke blot genkender stenene, men faktisk også ser dem. For første gang i hundredvis af år træder Jellingstenenes udsmykninger tydeligt frem.

Haralds store Jellingsten har tre sider. Den ene med runer, den anden med tegningen af et mægtigt monster, en løve eller en drage, hvor figurtegning og ornamentbånd er et og det samme. På den sidste side er det, som om figuren sprænger de bånd, der omvikler den.

Et længere liv
Det er som at se en person i virkeligheden, man kun kender fra et billede. Det billede, som enhver dansker har i sit pas. Det er jo Jesus fra passet, ikke i kød og blod, men noget endnu mere bestandigt, hugget i noget nær menneskestørrelse i denne vældige granitstens bugtende overflade. Formerne i de slyngede bånd, der omgiver ham, er så afklarede, så rene. Al ære være den navnløse viking, der huggede den, hvor har han været dygtig!

Jesus stråler fra korset. Og han græder! Minsandten om han ikke begynder at græde, mens jeg ser på ham. Og det gør jeg vist også. Eller, det er bare slud, der er begyndt at falde og løbe ned over både montrens glas og mine briller.

LÆS OGSÅ

Glas er jo ikke usynligt, og selv om her er anvendt refleksfrit og specialbehandlet glas uden det sædvanlige grønne skær fra jern, er det ikke helt uden spejlinger eller lysreflekser. Og heldigvis, for havde det været usynligt, ville man jo banke hovedet ind i ruden. Ved at beskytte stenene på denne måde får de nok et meget længere liv, men vi almindelige besøgende har til gengæld tabt muligheden for at komme helt tæt på og røre ved stenene.

Lige nu kælker Jellings unger hvinene ned ad Kong Gorms gravhøj. Et eller andet sted er det ikke den værste måde at forholde sig til denne umistelige verdensarv på. Så fuld af spontan glæde. Gad vide, om også den del af Jellingmonumentet en dag bliver sat i glas og ramme?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce