Det begynder som et lynnedslag ud af ingenting. Og pludselig har han fået en idé. Manden bag nogle af Danmarks tungeste kunstværker, Ingvar Cronhammar, er et robust mandfolk, der drages af underskønne rædsler - fra djævelske jagerfly til excentriske generaler - men selv farer han op ved den mindste forstyrrelse.
Foto: Joachim Adrian

Det begynder som et lynnedslag ud af ingenting. Og pludselig har han fået en idé. Manden bag nogle af Danmarks tungeste kunstværker, Ingvar Cronhammar, er et robust mandfolk, der drages af underskønne rædsler - fra djævelske jagerfly til excentriske generaler - men selv farer han op ved den mindste forstyrrelse.

Kunst

Ingvar Cronhammer: »Jeg synes ikke, det er så sjovt at blive kaldt fascistoid«

Bag sit robuste ydre er billedhuggeren Cronhammer et sitrende, søgende væsen.

Kunst

Det var en lørdag eftermiddag for godt 20 år siden.

Ingvar Cronhammar sad alene over en kop kaffe på lærerværelset på efterskolen i Hammerum nær Herning, hvor han arbejdede som lærer. For dengang var der ikke meget salg i hans kunst.

Et halvt år forinden havde direktøren for Herning Kunstmuseum ganske vist stillet ham en opgave: at begå et værk til en mark uden for byen, men intet havde vist sig for hans indre øje. Og, som han siger:

»Jeg kan slet ikke have at gøre med et stykke blankt papir. Kun læne mig tilbage og håbe, at gestalten nok skal dannes, hvis jeg giver det tid«.

Men hen ad klokken 15 den lørdag eftermiddag, havde det åbenbart fået tid nok.

» Fffup! – sagde det i koppen. Og pludselig stod figuren fuldstændig skarp for mig. Altså, nærmest ned i mindste detalje«.

350 tons stål
Hvad han den eftermiddag så for sig i et glimt, ligger i dag på en mark uden for Herning. Som 350 ton stål. Og lige så meget beton. En kæmpemæssig sort kuppel, der favner landskabet med en diameter på 60 meter. Og en dysse begravet i sit indre, som med lange, uregelmæssige mellemrum sender en flamme til vejrs.

Eller som kunstneren selv siger:

»Den står med en flamme mod himlen og venter på et svar. Og svaret fra hvælvet er tordenkilen«.

LÆS OGSÅ Måneder senere fik ideen også et navn. »Faktisk sad jeg på lokum«, griner han. »Og læste motorblade. Det var ... meget langt fra emnet. Så kom pludselig ordet ... Elia. Og jeg tænkte: Det var dog satans! For jeg var interesseret i at læse om de der turboladere. Men det blev ved at dukke op«. Døbt på lokum Til sidst måtte han lægge bladet fra sig, gå ind og slå ordet op. »Og så står der gudhjælpemig, at profeten Elias blev hentet af en himmelsk vogn af forspændte ildheste og sendt tilbage til himmels«. Han stirrer på mig, som ventede han på hjælp.

»Jeg fes jo rundt på gårdspladsen og råbte til min kone: Du må se det her!«.

Og derefter var der ikke rigtig noget at diskutere.

»Den var jo døbt«.


På lur ved rævegraven
For at se virkeligheden må man indimellem lukke øjnene. I hvert fald hvis den del af verden, man lever af at gestalte, er alt det, der unddrager sig dagslyset i blikkets centrum.

Hele det virvar af endnu utænkte tanker, flygtige fornemmelser og tilløb til følelser eller rester af samme, der løber i en ubrudt strøm lige under hverdagens overflade.

Og sådan får Ingvar Cronhammar sine ideer. Som anelser i øjets udkant.

»Der sker allerhelvedes meget derude. Og på sin vis er det lige så gyldigt som den egentlige virkelighed, selv om det nogle gange kan tage længere tid at komme igennem til det. Så må jeg bare vente. Det er ligesom at sidde ved en rævegrav i ugevis. Og den skal nok komme, når den bliver sulten nok«, griner han.



Det sker gerne, når han cruiser i sin store sorte firhjulstrækker med en røvfuld country & western på anlægget og pludselig kan mærke, at nu skal han slukke for musikken, så kun den monotone støj fra hjulene og vinden kan høres.

Sproget holder op
» Woo-woo-woo«, hvisker han. »Så kommer det. Og altid bagfra«, griner han og løfter hænderne til ørerne. »Det er sådan nogle gæller, der er lukket op den vej«.

Problemet er så bare, at man ingen ord har med sig tilbage om det sete, når man åbner øjnene igen.

»Du kan spørge om hvad som helst, men jeg har ikke ret mange svar på noget som helst. For jeg aner dybest set ikke, hvad jeg laver. Sproget holder jo op. Og noget andet overtager. Anelsen«.

»Nogle af mine ting kan jeg stå over for og tænke: Hvad i helvede er det her? Og hvor kommer det fra? Men det er de billeder, der interesserer mig. Specielt fordi jeg ikke fatter en skid af, hvad jeg har gang i«.

»Tag dog i badeland«
Det gør taxachaufføren heller ikke, da jeg på vej til interview med kunstneren i Herning beder ham parkere i gruset ved Elia.

De 33 millioner kroner kunne de godt have brugt i FC Midtjylland, siger han, da vi gennem bilruden iagttager, hvordan flager af ugegammel sne langsomt skrider fra hinanden og glider ned over kuplens gevaldige sorte krumning.



»Men det er et yndet tilholdssted for studerende«, siger han. »De tager solbad på den«.

Selv er Ingvar Cronhammar en sjælden gæst og tillader aldrig de events, folk vil henlægge til hans værk, fortæller han, da han lidt efter tager imod i sit rummelige kontor ved huset lidt uden for byen.

»Så kommer der et sækkepibeorkester eller en dansetrup og vil lave forestillinger dernede. Jamen, har I ikke sat jer ind i, hvad det handler om. At den bare skal ligge og holde sin kæft og være helt stille? Tag dog i badeland«.

Inspirationen kommer fra Netto
Ingvar Cronhammar bor på den eneste bakke i miles omkreds. Uden for de høje vinduer sjosker tre heste rundt i snedækket på marken. Og længere borte defilerer bilerne forbi i profil under himlen.

»Vi får vafler lidt senere«, annoncerer kunstneren, på pærejysk, rejser sig i al sin vælde fra det lange, mørke træbord og forsvinder ud af kontoret, sådan lidt i flere retninger på én gang.

Lidt efter snurrer en espressomaskine i et tilstødende lokale.

Egentlig kan Ingvar Cronhammar ikke tegne, fortæller han, da han vender tilbage med to små kopper og tager plads for bordenden. Han ser sine værker for sig og beskriver dem i telefonen for en grafiker, som tegner modellerne op på computer.

»Og det pudsige er, at det slet ikke er kunsten, der sprænger flest døre for mig. Det er faktisk flovt, men jeg får meget mere ud af et besøg i Netto. Eller at se en udsendelse om en F-15 jager. Eller en tiger«.



Paradoksernes mand
Han anbringer en cigaret i munden. Og der sidder den længe og vipper midt i skægget, mens han taler. Med selernes sorte remme i to fede streger ned over den hvide skjorte.

Paradokserne er til at få øje på i den store mand. På den ene side hans robuste ydre. Den vældige skikkelse og det iltre ordvalg. Med den tætte manke, øjenbrynenes små horn og det lange brus af et skæg, der først ender, hvor mavens runding begynder.

Som en vildmand, der er trådt lige ud af rigsvåbnet. Sådan staver man til mandfolk. I kød og blod.

Men så er der stemmen, der lavmælt lister ud af den store mand. Og sproget. Et gemytligt klingende jysk, afsunget så prøvende og tålmodigt, at svarene snarere lyder som spørgsmål, og ordene næsten virker for små til at komme ud af så stort et skæg.

Indimellem er sætningerne lige ved at falde over deres egne forbehold, indtil de pludselig finder deres versefødder, og ordene daler på plads i et yndefuldt, nærmest gammeltestamentligt sprog.

Mahogni og fyr
Og så er der den indre larm, der tydeligvis plager den 63-årige billedhugger. Når verdens myriader af små praktiske forhindringer stiller sig i vejen for ham. Efter indbyrdes aftale. Hvilket sker ustandseligt. Når døren binder, kaffemaskinen driller, eller telefonen ringer. Og nervøsiteten pludselig viser sit andet ansigt – temperamentet.

Sådan er han snedkereret. Af lige dele mahogni og fyr. En brysk krabat med ild i brystet, stærke meninger og et velassorteret arsenal af amerikanske kraftudtryk til at eskortere dem ud i verden.

Og et sensitivt, anfægtet og evigt søgende væsen. Aldeles rundt på gulvet i en verden, han med lige dele fascination og forskræmthed forsøger at tilegne sig.

Mennesker af den slags laves ikke længere. Men hvordan han er blevet sådan, volder det besvær at få oplyst. Hans opvækst og ungdom i Sverige er således pletvis hemmeligstemplet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og når historien alligevel slipper ud, er det kun i brudstykker, og fordi han indimellem selv glemmer sit forbud.

Kort børnehavekarriere
Ingvar Cronhammar er vokset op i Kristianstad i Skåne. Så meget må vi godt vide. Han var enebarn, hans forældre lidt oppe i årene, og »det har nok ikke været så nemt for dem at få en klump som mig i den alder«, siger han.

Ingvars mor var modist. Hun syede hatte. Hans far drev en lille radioforretning og konstruerede sine egne ’Cronhammar radioer’ fra grunden, fordi hans forældre ikke ville lade ham blive kunstmaler. »Kom, så skal jeg vise dig …«, siger Ingvar Cronhammar og viser ind i et værelse, hvor han udpeger to malerier, hans far har begået.

Ingvars børnehavekarriere blev kort, fortæller han, da vi er tilbage ved bordet. Han husker stadig synet af reolerne og de forskellige farver, da han trådte ind. Og den afsky, det fyldte ham med. To dage efter var han gået ud.

»Min far og jeg havde mange konflikter. Jeg blev altid spurgt: Hvorfor skal du altid skille dig ud? Jeg havde sgu ingen ambitioner om at skille mig ud. Jeg kunne bare ikke klare det«.

Og sådan, i små cirklende bevægelser, dukker billedet op. Af en dreng, der havde svært ved at indordne sig under middelklassens altdominerende bud: Hold på formerne.

Kold svensk kontrol
»Jeg synes på mange måder, at det var hult. Overfladen skulle bevares. Man hørte jo nogle udsagn, som var så totalt fucked up. Altså: Som man er klädd, bliver man hädd. Og: Sig mig, hvem du omgås, og jeg skal sige dig, hvem du er«.

Telefonen kimer. Meget højt.

»Og jeg tænkte: Jamen, det er jo ikke virkeligheden. Det er jo ikke den måde, mennesket er«.

Mere får vi ikke at vide. I første omgang. For så går også en anden telefon i gang.

»Jamen, I kan da ikke begge to ...«, råber han. »For satan

»Ja, hej«, kommer det engleblidt, da han tager røret. »Ja, den må jeg hellere tage. Hej, Michael«.

»Det har sådan rottet sig sammen for mig«, vrisser han, da han vender tilbage til bordet. »Der er så mange ting, der skal løses samtidig«, sukker han.

»Hvornår vil du have vafler?«

Mandehule
Det er lidt af en hule, han bebor. I sort læder og mørke træsorter. Spækket med mandhaftigt tingeltangel.

En lille kanon på et skab. Et hoved af en elg over et skab. Samt en gevaldig fladskærm, hvor to sorte liggestole er kørt i stilling. Med et par store gulvhøjttalere til bassen. Og to små skruet op i en loftsbjælke til resten.

Væggene omkring os er dækket af rammer i alle størrelser, hver med sin fortælling. Og de to største historier hænger bag hans skrivebord. Øverst et stort foto af modellen til Elia med et lyn, der forgrener sig ned i de fire søjler over kuplens mat skinnende mørke. Nedenunder et lille krucifiks med en hvid frelser.

»Det er en af forcerne ved denne her egn«, brummer han med et nik mod billedet af Elia.

»Der er sådan en fremdrift. Når der ikke er messer, har de sådan et stort skilt: et blåt og hvidt landskab med Elia som kontur. Så står der: Herning – her er alle muligheder åbne«, griner han højt og længe.

»Det er, ligesom de siger: Når vi kan det, kan vi alt«.

Den wagnerske skygge
Over diverse kølediske i supermarkederne hører Ingvar Cronhammar nu ofte beklagelser over, at flammen i Elia tænder så sjældent. Og så uforudsigeligt.

»Jamen, sådan er det. Og det må man bare finde sig i. Den har sit eget liv. Hvis du bare kunne trykke på en knap, ville det hele falde fra hinanden«, siger han. »Og sådan er verden faktisk indrettet. Du kan ikke kontrollere den«.

Det er det nærmeste, han kommer på et formuleret formål med sit arbejde: »at lave nogle hytter til eftertænksomhed. Nogle stillesteder«. Men stilheden er ikke alene i Ingvar Cronhammars værker. Der er også noget andet. Noget ildevarslende, som både tiltrækker og frastøder ham. En wagnersk skygge har Martin Hall kaldt det. Eller som Per Højholt sagde om hans kunst: »Gispende genkender man det, man aldrig har set«.



»Jeg synes ikke, det er så sjovt at blive kaldt fascistoid. Men det fascinerende har jo altid to ekstreme yderpoler. Og nogle gange skal du dykke ned i din egen rædsel, i din egen ængstelse. Gå ind i gestalten, og få djævelen trukket frem i lyset«, siger Cronhammar selv.

Som dengang under golfkrigen, da han første gang så det amerikanske stealth-fly, en elegant dræbermaskine, usynlig for radar. Og skabte et bestik ud fra dens foruroligende form.

»Jeg blev dybt betaget. Og også dybt skræmt. Jeg kunne slet ikke forstå, at man kunne lave det. Sådan noget, der står og svinger mellem rædsel og skønhed«.

Rædselskabinettet
I årenes løb har Ingvar Cronhammar samlet sig et helt kabinet af underskønne rædsler, han udforsker.

Den excentriske amerikanske general George S. Patton faldt han over, da han så filmen ’Patton’ og i denne bizarre og eminente general fra Anden Verdenskrig mødte et væsen sat sammen af nogle af det menneskelige potentiales absolutte yderpunkter.

»Jeg har ikke kunnet slippe filmen siden«, smiler han.

I en scene står Patton og kigger ud over en brændende slagmark og siger: »My God. I love it. I love it more than my life«. Ingvar Cronhammar lader sig falde tilbage i stolen og ser på mig.

»Den er meget svær at sluge«, hvisker han. »Ikke fordi man ikke forstår, hvad han mener. Men at forlige sig med det. Og tænk på de konsekvenser, det har for de unge soldater. Og for verden«.

Men sådan er ingenting enkelt, opdager man med tiden: »Og det bliver mere og mere kompliceret for hvert eneste sekund, man indånder«.

Ukompliceret
Af samme grund foretrækker Ingvar Cronhammar, når den eksistentielle og kunstneriske tropehjelm hænger trygt på sin knage, anderledes faste landskaber under fodtøjet.

Helst en Hollywoodfilm. Altid med happy ending. Og gerne to i rap.

»Det sidste, jeg skal se, inden jeg falder i søvn, skal være ukompliceret. Nu ser jeg Chaplin. Det kan også være ’Drengene fra Angora’. Eller Gøg og Gokke. For det er ikke så ringe at grine sig i søvn«, smiler han.

»Eller Clint Eastwood, der kommer ridende ud af tågen og skyder alle idioterne og rider hjem igen. Så er den hjemme«.

»Så sover jeg«.

Vorherre har dem bedte vare
Som ung var Ingvar Cronhammar nærmest vred på kristendommen. For også den var tom og hyklerisk. Og i skolen lærte man jo bare salmerne udenad.

»Der kom ingenting ind. Det var kun lyden. Så det er først nu, jeg opdager den skat, der ligger i salmerne«, siger han.

Men for syv år siden lod han sig døbe. Af en tidligere formand for Indre Mission, han havde tillid til. For da var det gået op for ham, at det ikke var Vorherre, han havde et udestående med. Men kirken. Eller som han præciserer:

»Alle de her synagogeforstandere og alt det abelort. Populistiske nokkefår, der render rundt og laver julelege«.

»De har jo den bedste vare. De kan lyse nåden. Og der har aldrig været så meget brug for at lyse nåden, som der er i dag«, siger han og tilføjer, mens han slår stavelserne i bordet:

»Ro, fred, eftertænksomhed, fordybelse. At sidde stille i andagt. Men hvad har vi? Fodboldgudstjenester og bongotrommer og pis og børnepasningsordning«.

På ferie i Paradis
En enkelt salme var nu virksom, allerede da han var dreng. ’Den blomstertid nu kommer’. Men det var, fordi den blev afsunget på sidste skoledag, når klassen tog afsked i kirken hos en lærer – »en lille sadistisk satan« – som også var frikirkepræst. Det var lyden af frihed.

»Og jeg tænkte: Nu er helvede slut i to en halv måned«.

Himlen lå 30 kilometer væk. Hos hans morfar og moster Gerda i et lille træhus i udkanten af en mindre by, hvor Ingvar søgte tilflugt i weekender og ferier. Et landskab bestående af skov, solbær, ribs og høns. Fuldt af kammerater. Og hist og her med et gammelt glemt bilvrag.

»Det var et paradis. Ikke særlig velordnet. Det var helt, som det skulle være«, siger Ingvar Cronhammar.

Hans morfar var en ordknap mand, men han gav plads, og Ingvar elskede at besøge ham på Mekaniska Värkstaden. Eller bare stå ved den lange røde bygning, kigge ind og fornemme stemningen og den måde, lyset faldt på. For, som han siger: »Der var så meget tid indlejret, at den ikke kunne holde sin kæft«.

Den ruinøse tilstand
Der begyndte hans betagelse af det forrige århundredes industribygninger.

»Der har du den igen, den dobbelthed. For folk blev jo udslidte. De var jo virkelig i knæ. Hvordan fa’en kunne de så udvise sådan en omhu med den bygningskrop?«.

»Den ruinøse tilstand« kalder han det. Bygningers forfald, som han holder meget af.

»Den der utrolige farvefuldhed i skyggerne. I det helt dæmpede. Tror du ikke, at det også er ... spor af liv?«

Ligesom årringene i et menneskes ansigt.

»Livet«, siger han. »For der ligger masser af drømme og viden i hver eneste rynke. Men i dag vil vi ikke se, at livet mærker os«.

Pik og patter
Når sommeren var slut, var det tilbage i helvede. Og til flere af livets mærker. Bogstavelig talt.

»Jeg hadede skolen fra day one. Det var deciderede tæsk, vi fik. Pisk med sjippetov og offentlig afstraffelse. De slog os, indtil vi var voksne nok til at slå igen«.

Ingvar kom i det, der hed praktisk realskole, møntet på en ingeniøruddannelse. Men kunne ikke tilegne sig pensum. En dag blev han kaldt op til rektor. »Ni er bortvist«, sagde han. »Det er i orden«, svarede Ingvar. Ovenud tilfreds. På vej ud spyttede han på gulvet i aulaen.

»Og så tænkte jeg: »Nu er du fri

Et år forinden havde et voksent menneske for første gang talt rigtigt til ham. Det var Ingmar Bergman. For dengang talte man ikke sammen, som man gør i dag, forklarer han. På godt og ondt.

Når Ingvar og hans kammerat havde vandkæmmet sig for at se gamle nok ud til at komme ind i biografen, var det ganske vist, fordi de havde fået at vide, at der var »pik og patter« i Bergmans ’Tystnaden’.

»Men jeg skal da hilse og sige, at jeg kom ud med et andet ansigt«, griner han.

Guds tavshed
For det var ikke en hvilken som helst tavshed, han mødte i filmen. Det var Guds tavshed. Vorherres fravær. Og dermed altings meningsløshed.

»Der fik jeg råt for usødet kastet livet i ansigtet. Jeg var simpelt hen så ramt, da jeg kom ud af biografen, at det fik mig til at stille de spørgsmål om tro og eksistens, som jeg har tumlet med siden«.

Han tænder endnu en cigaret, læner sig ind over bordet og fastholder mit blik.

»Hvis først man mister sin tvivl, er man jo ... absurd nok ... virkelig på den«, siger han. »For du har troen i den ene hånd og tvivlen i den anden. Fladpandet sagt: Der er jo ikke andet, der er sikkert, end at vi skal herfra«.

»Om det så er sagt 15 milliarder gange. Jeg bliver mere og mere i tvivl for hver eneste dag, der går. Og jeg har ingen ambition om at se lyset eller få svarene. For så meget er jeg da klar over: at det ville være dræbende«.

Han drejer hovedet og kaster et blik op på billedet af Elia: »Men der er altså et eller andet, der interfererer med den membran. I livet i det hele taget«, siger han. »Har du ikke også oplevet sådan nogle ting? Hvor man har en klar fornemmelse af, at der er en eller anden styrende eller i hvert fald intervenerende faktor?«

Flugten over sundet
Tvivlen var også mærkbar, da Ingvar Cronhammar skulle finde sig et liv. Med stribevis af job. En tid sprøjtelakerede han ligkister. Så stak han til søs.

»Jeg anede ikke, hvordan i alverden jeg skulle komme videre«.

Og taler stadig nødig om det.

»Lad os bare sige, at jeg mødte min kone, Inger, og flyttede til Danmark. Og at det er det bedste, der er sket i mit liv«.

Ingvar havde malet lidt, men var også havnet i et tvivlsomt slæng. Med store amerikanerbiler og en masse sprit. »Men man var jo bare en lille bange ’knait’, der spillede hård. Og til sidst ... altså, enten måtte jeg gå ned, eller også måtte jeg tage væk«, siger han og ryster på hovedet.

Så lukker han emnet.

»Jeg har en sætning:«, siger han og hæver stemmen. »At på grund af visse ideologiske uoverensstemmelser med ordensmagten valgte jeg så at afbryde samarbejdet«.

Varmere tilgang
Han forlod Sverige og begyndte forfra i en anden verdensdel. Kaldet Danmark.

»Her var en helt anden tilgang til livet. Langt, langt varmere«, siger han.

Det hjalp nok også, at hans første møde med Danmark var gennem svigerfamilien. På en gård på Fyn, hvor dørene aldrig blev låst, og vagabonderne kom på besøg, fordi de vidste, at der blev brygget øl.

»Så kom de ind og sad og fortalte. Hele den der konforme kappe var skrællet af. Det var meget yndigt og bevægende at opleve«, siger han.

Senere blev han uddannet på kunstakademiet i Aarhus og debuterede som vred ung mand.

»Jeg mente, at nu skal vi fandeme lave om på lortet. Der går så en tid ...«, griner han. »Så finder man ud af, at man ikke kan flytte så meget som en sten«.

I de første år var hans værker en slags kommentarer til samfundet.

»Tre dumme svin. En galge af spejl. Der var meget hittepåsomhed i det. Jeg troede på, at det nyttede at kommentere samfundet mere direkte. Det gjorde det ikke«.

»Hold kæft! Det her holder bare ikke«
Faktisk var han på nippet til helt at opgive kunsten, da hans blik under en køretur med familien nord for Stockholm en dag blev fanget af nogle stænger til at stakke hø opad, som bønderne havde stillet mod hinanden som pælene i en tipi. »En intuitiv gestalt«, som han kalder det.

»Sådan, som man fornemmelsesmæssigt har stillet dem i århundreder«.

Familien bad ham holde øjnene på kørebanen, men det var svært. Det mindede, smiler han, om den scene i Steven Spielbergs film ’Nærkontakt af 3. grad’, hvor familiefaderen over middagsbordet giver sig til at bygge en model af det bjerg, rumvæsener senere vil lande ved. I kartoffelmos. Og gentager for sig selv: »This means something«.

»Det var sådan en fornemmelse. Og der begyndte et eller andet at finde sted«.

Først førte oplevelsen til kunstværket ’Time is on our side’ fra 1983. En trefod med en svane i toppen og nogle hængende huder. Og derfra til, at hans kunst flyttede sig ind på »anelsens domæne«, som han siger.

Men det var »totalt usikker is«, siger han. Og de første billeder, der meldte sig, turde han ikke tro på. Selv da værket lå parat til montering i Kunstbygningen i Århus, tænkte han: Hold kæft! Det her holder bare ikke. Det er slut nu, Ingvar. Men han kunne »jo lige så godt banke lortet op«, som han siger.

»Og så holdt alt det tåbelige krampagtige med at sidde med papiret og prøve på at skabe op«.

Kaptajn Ahabs besættelse
Han rejser sig og forsvinder over i huset efter vafler. Mens han er væk, dukker hans kone selvfølgelig op. Mild og smilende. Med æbleskiver.

»Som dreng læste jeg ’Illustreret klassiker’«, fortæller Cronhammar, da vi igen er alene.

Det var tegnede udgaver af klassikerne. En af dem historien om kaptajn Ahabs vanvidsjagt på den store hvide hval Moby Dick.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og den har været et pejlemærke i hans liv, siden det for snart 30 år siden pludselig slog ned i ham, at »nu skulle han »fandeme læse ’Moby Dick’. Rigtigt«.

»Og så folder der sig en verden ud, som jeg overhovedet ikke havde forestillet mig. Det er det, min kone kalder: meningsfulde tilfældigheder«.

Aldrig læst til ende
Han fik fat i Herman Melvilles roman.

»Endda så meget, at jeg ikke fik den afleveret på biblioteket igen. Nu har jeg købt den. Og hver gang jeg læser i den, kommer der nye lag på. Jeg synes, det er en af de mest fantastiske bøger«.

Hvordan historien ender, ved han godt. Alligevel har han aldrig læst romanen til ende.

»Jeg kommer sådan et stykke længere eller kortere ind hver gang«, siger han. »Så stopper jeg. For den ultimative konfrontation, som også er en besættelse, vil jeg gerne have liggende ude i det fjerne. Ventende på mig. Og så længe jeg får et nyt lag på, hver gang jeg starter på bogen, er det sgu nok«, siger han og ser på mig.

»Er det ikke mærkeligt?«

Han løfter blikket mod to billeder, der hænger over vinduet. »Det er Melville, der sidder deroppe«, siger han. »Sammen med Patton«.

Kunsten og urhavet

Ingvar Cronhammar er for længst holdt op med at ville ændre verden. Nu er han mere opsat på at bevare. Og måske genskabe lidt af den tyngde og forankring, han spejder forgæves efter i kulturlivet, blandt politikere og folk i almindelighed. Fordi vi ikke lader os styre af vores egne indre stemmer, men af længden af de andres bifald. »Men der er ikke noget, der interesserer mig mindre end at gå på togt for at tjene en eller anden sag. Jeg synes, at kunst skal være helt fritskrabet«, siger han. »Og bare opfange sinuskurverne, der slår gennem urhavet«. Så sender han mig ud i vinteren. Med et kram, der slår luften ud af lungerne. På vej til stationen lægger jeg vejen om Elia for at høre, om urhavet skulle give lyd fra sig. Bilerne er væk, sneen er skredet ned over krumningen og har lagt sig i en bræmme, mens silhuetten af kuplen er gledet i et med aftenmørket. Ellers er her bare stille. Jeg traver jeg op ad de store trin med stjernehimlen spændt ud mellem de fire tårnes silhuetter. Trafikken summer i det fjerne, da jeg når toppen og aner omridset af den store brænder dybt i monstrummets indre. Og i et par sekunder er det lige før, at jeg også kan høre en anden lyd. Af flammen, der kan tænde, hvert øjeblik det skal være. Men ikke gør det.









Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce