Lyden af containerens version af et finsk heavynummer gør det pludselig til en poetisk oplevelse, mener Jonas Olesen, der er en ud af to kuratorer på LAKfestivalen. Container-installationen er skabt af de to finske lydkunstnere Joonas Siren og Eero Pulkkinen.
Foto: JENS DRESLING

Lyden af containerens version af et finsk heavynummer gør det pludselig til en poetisk oplevelse, mener Jonas Olesen, der er en ud af to kuratorer på LAKfestivalen. Container-installationen er skabt af de to finske lydkunstnere Joonas Siren og Eero Pulkkinen.

Kunst

Lydkunst: Kan man spille på et pissoir og en trillebør?

Nordisk festival vil de næste fire dage vise, hvordan lyd ser ud.

Kunst

Prags Have og dele af fabriksgrunden på Prags Boulevard 43 er fra i dag og fire dage frem omdannet til et livligt museum, hvor kunstværkerne ikke kun skal beskues, de skal truttes i, hamres på, synges i og mærkes.

Langs med hegnet står en stor rustrød container. Den hyler i vinden, men ikke med den september-kølige amagervind, som får tomatplanterne i haven til at vaje. Vinden lyder som en storm i Lapland.

Læner man kroppen ind til containeren, mærker man vibrationerne forplante sig i hele kroppen. Den tunge bas går direkte i maven, og de mere skingre toner genlyder i kraniet. Lyden bevæger sig op og ned i styrke. Det lyder som et åndedrag, og containeren virker pludselig som et levende væsen.

Æterisk heavy »Det er et finsk heavynummer, som er afspillet nede i containeren. Så har man afspillet optagelsen og optaget igen og igen. Til sidst har man bare containerens svingninger«, forklarer Jonas Olesen, som er kurator på lydfestivalen Lak.

Sammen med Sandra Boss har han stået for de fire dages program med forening af visuel installationskunst og lydkunst, som Lak-festivalen byder på.

»Vi har inviteret lydkunstnere fra hele Norden, som har bygget deres egne installationer, som både er for øjnene, men i høj grad også for øret«, siger Sandra Boss.

»Fælles for dem er, at de giver musikken en fysisk form. Man kan simpelthen se musikken«, siger hun.

Formationer i damp
Længere nede i haven står et organisk formet drivhus.

En kvinde med bare tæer og krøllet hår står inde i drivhuset, i vand til anklerne, og retter på nogle springvand i bunden af drivhuset. Springvandene laver damp, som står i små skyer over bunden af drivhuset.

»Det er meningen, at dampen skal stige op til højtalerne«, siger kvinden, Cecilia Jonsson, kunstneren bag drivhus-lydinstallationen.

Hun peger på nogle højtalere, som hænger i wirer ned fra drivhuset loft. De afspiller en lyd, lavet af planter med jernholdige rødder, som roteres foran en mikrofon. Man kan ikke rigtigt høre noget.

»Det var nemmere, da jeg lavede det indendørs«, smiler Cecilia Jonsson, mens hun drejer på forstærkerens knapper.

»Lyden skal lave formationer i dampen, som man vil kunne se. Især i aften, når det bliver mørkt, og drivhuset lyses op fra bunden«. Hun tager en skruetrækker frem og skruer der, hvor højtalerkablet sidder fast.

Tordenvejr i pissoiret
Der har været workshop hele ugen på fabriksgrunden, hvor mange af kunstnerne har skabt værkerne specielt til omgivelserne.

Derek Holzer har været på lossepladsen for at finde ting, der kan bruges som forstærker. Han har blandt andet fundet en gammel olietønde, en trillebør, enden af et rør med filter samt et femmands-pissoir.

Disse objekter hænger nu i loftet, og han giver en hurtig introduktion til deres forskellige attributter.

»Kom, stik hovedet herind, sammen med mig«, siger han, mens hans stemme bliver helt metallisk og skinger inde i olietønden. Han haster videre til pissoiret som han hiver i, så det bøjer og udstøder et gevaldigt tordenskrald.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det kan det også bruges til«, råber han, så man kan høre ham gennem larmen.

Fysisk musik
Det er Derek Holzer, sammen med seks performere, der skal åbne festivalen i aften med opførslen af det 40 år gamle værk 'Rain Forest', skrevet af David Tutor, som er en foregangsmand indenfor lydkunst.

»Det er ham, John Cage skrev 'Silent Piano' til«, siger Derek Holzer, som har travlt med at få orden på et langbord fyldt med elektriske dimser, som skal afspilles gennem objekterne fra lossepladsen i aften.

I løbet af festivalen vil der være 30 forskellige koncerter, fra en dampdrevet spilledåse til en vinylinstallation og en koncert på 50 vinglas. Fælles for alle er, at musikken er fysisk, fortæller de to kuratorer, som også selv beskæftiger sig med lydkunst.

»Der er både koncerter, hvor man kan gå rundt inde i værket imens, og koncerter, hvor der bliver sat sofaer og madrasser frem, så man kan ligge og sanse musikken indeni sig selv«, siger Sandra Boss.

»Jeg interesserer mig for hul«

Midt på grunden kan man gå ned ad en trappe, som ender i en dør. Her lyder det, som om 20 støvsugere er i gang med en større efterårsrengøring. Der er også en masse slanger, der ligner støvsugerslanger, som går ind i det mørke rum.

De er bundet op og hænger ned fra loftet i forskellige tykkelse og længde. Man kan gå ind imellem dem, og pludselig begynder de med hver sin lyd. Lyden omringer kroppen, som en intens tilstedeværelse i mørket.

Først er det et atonalt mareridt, men pludselig vælger øret lydene ud og finder harmoni og tryghed mellem de mørke slanger i kælderrummet, der lugter af træ og fugt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg er inspireret af frø-lageret på Svalbard, et New Age-tempel i Italien, der lagrer spirituel energi, og et atomlagringsrum i Finland«, siger Signe Lidén gennem trutteriet, der også lyder lidt som en snorkekoncert af fløjtende næser.

»Det er allesammen underjordiske rum, som mennesker har skabt for at opbevare noget. Det fascinerer mig«, siger hun.

Langs med hegnet rundt om fabriksgrunden står en lift fra City Lift med en håndværker på, der inspicerer facaden overfor. Lyden fra liften falder i et med containeren, som stadig spiller sin finske heavy med metalåndedrættet, der stiger og falder i vinden.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce