Esplanaden. Lars og Louise Rahbek er  fotograferet  sammen med  et maleri af  Christian  Achenbach  til en værdi af 95.000 kroner.
Foto: Ditte Valente

Esplanaden. Lars og Louise Rahbek er fotograferet sammen med et maleri af Christian Achenbach til en værdi af 95.000 kroner.

Kunst

Galleriejer: »Det er, som om folk tror, at de ikke er velkomne«

Er gallerierne overhovedet interesseret i at få gæster? Ibyen tog ud for at undersøge sagen.

Kunst

Det er en mærkelig størrelse, et galleri. På en gang et kommercielt showroom og en kreativ scene. Kunst og kapital i indbyrdes afhængighed.

Samtidig er det et sted, der stiller kunstoplevelser til gratis afbenyttelse for enhver interesseret, uanset volumen af tegnebog eller dannelse.

Mindreværdskomplekser er der i hvert fald ingen grund til at have, hvis man spørger Lars Rahbek, der driver LARMgalleri sammen med sin kone, Louise Rahbek.

»Mange siger til mig: ’Nå, jeg kan se, at I havde fernisering forleden’. Så svarer jeg altid: »Ja. Hvorfor kom du ikke herned, du kunne have mødt kunstneren og snakket med andre interesserede gæster?«. Det er, som om folk tror, at de ikke er velkomne. Det er en skam«, siger han, da fotografen og jeg er ankommet til galleriet i en baggård på Esplanaden.

Samlet i Bredgade
På væggene hænger sære kompositioner i vandfarve på rustbrunt papir. Naturalistiske ansigter, bredskyggede hatte, forvredne kroppe, overdimensionerede fødder, en hummer eller en blomsterbuket i en støvle. Kunstneren, danske Kaspar Oppen Samuelsen, sender hilsner til både barokskulptur og surrealisme, Francis Bacon og Bjørn Wiinblad.

Ibyen er taget på køretur i København for at besøge fem gallerier, der trives på trods af krisen. På forskellige måder og adresser. For at se, hvad de udstiller, og for at møde personerne bag og høre om deres drivkraft og visioner for, hvad et galleri er og kan.

Første stop er i Bredgadekvarteret, der traditionelt har været centrum for byens gallerivirksomhed. Her har gallerier som Susanne Ottesen, Mikael Andersen og Asbæk eksisteret i 3-4 årtier. Og selv om der har været bevægelser mod Islands Brygge, Carlsberggrunden og Kødbyen, er det stadig her, man finder byens højeste koncentration af gallerier.

»Desværre er det en ret lille del af befolkningen, der går så meget op i kunst, at de kommer på gallerierne. Derfor styrker det eksponeringen at ligge et sted, hvor der også er andre«, siger Lars Rahbek, der har halvlangt hår, fuldskæg og nonchalant halstørklæde.

Det startede dog i en anden ende af København, da Lars og Louise Rahbek, uddannet inden for henholdsvis dansk og kunsthistorie, i 2005 begyndte at arrangere små udstillinger i deres kontor i Oehlenschlægersgade på Vesterbro.

Da de fik mere tiltro til, at gallerivirksomhed skulle være deres levebrød, flyttede de med en gruppe af mindre gallerier til en nedlagt papkassefabrik i Valby. Men de sidste par år har LARMgalleri ligget på det mere mondæne Esplanaden.

Vil ikke tage for meget
»Da vi var et lille projektrum, kunne jeg slet ikke se os herinde. Det kan jeg godt nu, hvor vi er blevet mere etablerede«, siger Louise Rahbek, der har tunge, grafiske briller og drenget Jean Seberg-frisure.

Selv om LARMgalleri er blevet mere etableret og for nylig har ansat en direktør for at hjælpe med at håndtere efterspørgslen fra udlandet, forsøger ejerne at bevare roen.

»Hvis du spørger ude i byen, vil du nok høre, at vi er relativt ydmyge«, siger Lars Rahbek. Han sigter til, at det er vigtigt, at priserne holder sig på et leje, hvor der er mulighed for videreudvikling. Så man ikke gentager fejlene fra det økonomiske opsving, hvor gallerierne høstede akademierne for kunstnere for at sælge dem til meget høje priser.

»Det holdt så ikke helt. Og det er enormt synd. Kunstnerne kunne have udviklet sig bedre, hvis det var gået stille og roligt, og priserne ikke var blevet sat for højt. Vi kunne også sagtens tage mere for Kaspar Oppen Samuelsen og Nicola Samorì, som vi udstillede før ham, end vi gør«, siger Louise Rahbek.

»Men det er kortsigtet i forhold til forretningen«, supplerer hendes mand.

Vi takker for besøget og kører videre. Mod en forhenværende garage på den gamle Carlsberggrund.

Wallner. Nicolai Wallner, der har base i Carlsberg, er Danmarks største gallerist. Foto: Ditte Valente
Foto: Ditte Valente

Wallner. Nicolai Wallner, der har base i Carlsberg, er Danmarks største gallerist. Foto: Ditte Valente


Antiautoritær baggrund
Her driver Nicolai Wallner sit galleri med masser af kvadratmeter og højt til loftet. Skridsikre plader i gulvet afslører, hvor mekanikerne tidligere sænkede sig ned i smøregrave under deres firehjulede patienter.

Kunstneren Peter Land har til den aktuelle udstilling forsøgt at genskabe sine skolekammerater efter hukommelsen. Resultatet er en serie af 18 stiliserede og personlighedsløse vandfarvekolorerede tegninger af børn, der lydigt holder hænderne i ro på skolebordet.

I rummet ved siden af ses en slags skulptur af samme kunstner. To barnedukker i naturlig størrelse triller en bold mekanisk frem og tilbage mellem sig på en stribe kunstgræs. Med fuldstændig tomme og glædesløse ansigtsudtryk.

»Jeg synes, de to kunstværker supplerer hinanden godt. De har den samme melankoli i forhold til barndommen«, siger Nicolai Wallner. Han er i hvid skjorte med blanke manchetknapper, jeans og løbesko.

Det rødmossede drengeansigt oplyses ikke sjældent af et grin, når han har sagt noget polemisk. Og det gør han gerne. Kulturministre, forkælede kunststuderende og københavnske kunstmesser får det glatte lag af Nicolai Wallner.

»Jeg kommer fra en ret antiautoritært indstillet familie«, forklarer han. Dog ikke mere antiautoritær, end at forældrene mente, det vigtigste i livet var at få en uddannelse og et arbejde. Men efter et år på RUC droppede Nicolai Wallner ud og gav sig til at arrangere udstillinger i sin kælder på Vesterbro.

I 1993 åbnede han galleri i eget navn i Bredgade. Han og syv kunstnere spyttede hver 500 kroner i kassen om måneden, så var huslejen betalt, og der var ekstra penge til receptionshvidvin og det løse. Siden har han været forbi Bredgade og Islands Brygge, inden han i 2009 flyttede ind i garagen på Ny Carlsbergvej.

Høj cigarføring
»Det år frøs markedet til. Men det var god timing for os. Vi satsede og flerdoblede vores areal. Virkelig høj cigarføring. Og allerede i 2010 var det, som om markedet havde sundet sig lidt. Kun spekulanterne var sorteret fra. Samlerne interesserer sig stadig for kunst, og det er min oplevelse, at der stadig er penge at købe den for«, siger Nicolai Wallner, der i år kan fejre 20-års jubilæum som en af landets vigtigste gallerister med hotte kunstnere som danske Jesper Just, skotske David Shrigley og dansk-norske Elmgreen & Dragset i stald.

Måske er det det forestående jubilæum, der får ham til at dvæle ved, hvordan det hele startede, ved sin ’beginner’s spirit’.

»Det er et ord, jeg bruger meget for tiden«, siger Nicolai Wallner, og stemmen får et øjeblik en salig klang.

»Det er ikke noget med, at jeg skal rende rundt i hættetrøje og lade som om, jeg ikke er 41 år. Jeg lider ikke af et Peter Pan-kompleks. Men jeg kan godt lide at minde mig selv om den lyst, der fik mig til at begynde at arbejde med kunstnerne, da jeg var helt ung. Det fascinerede mig, at de skabte noget fuldstændig uopfordret. Som de eneste mennesker i hele verden. Alle vi andre udfylder en form for funktion. Ingen bad de her kunstnere om at lave noget. Men de gjorde det alligevel«.

Men i dag har du jo så sat dem ind i en sammenhæng. Jeg går ud fra, at du stiller krav til kunstnerne?

» Min opgave er at sikre, at kunstnerne bevarer friheden til at blive ved at skabe af erkendelsesmæssige årsager og ikke bevidstløst til et marked. Jeg føler stadig et behov for at stoppe op og tænke på, hvad det essentielt fascinerende er ved dem, der skaber kunst. Når Marianne Jelved siger, at kunst skal skabe sammenhængskraft og styrke randområder, siger jeg, at kunst ikke skal påduttes en særlig samfundsmæssig funktion«.

Konkurrence på hjemmebanen
Nicolai Wallner havde udset sig garagen på Carlsberggrunden, men havde lyst til selskab. Så han spurgte sin nabo på Islands Brygge, galleriejer Nils Stærk, om han ville flytte med. Og så henvendte han sig til Kunstakademiets rektor, Mikkel Bogh, og hørte, om ikke det ville være interessant med et udstillingsrum for akademielever.

Han tilbød dem naboskab, støtte og rådgivning. Pengene måtte de selv finde. Det blev til det delvist kunstnerdrevne IMO-projects, som Nicolai Wallner fremhæver for deres ægte interesse for at lave udstillinger og kunst og »ikke bare producere objekter, der kan sælges«.

Så nu ligger de tre gallerier på rad og række i de nedlagte garager og skiftes ifølge Nicolai Wallner til at lave månedens bedste udstilling.

Samlerne interesserer sig stadig for kunst, og det er min oplevelse, at der stadig er penge at købe den for

Hvad har du selv fået ud af at hive de andre med dig herud?

»Det lyder frelst. Men jeg får stor glæde ud af noget, der er større end mig selv«, siger Nicolai Wallner. Og tilføjer så:

»Det er en måde at holde sig skarp på. Der skal være konkurrence på din hjemmebane, og det er sjovest at være den bedste, hvis der er nogen at sammenligne sig med«.

Mariekiks og Olafur
Ude på Amager Strandvej bumler skraldebilerne forbi. Snefnuggene falder insisterende fra de grå skyer. Men bag de store vinduer i en hvid bygning, der efter sigende engang var en mariekiksfabrik, sørger en knitrende pejs for varmen.

Vi sidder i danske designmøbler, og træbeklædningen på væggen og lammeskindsplaiden i sofaen fuldender den nordiske hygge i baglokalerne hos Andersen’s.

Galleriejer Claus Andersen har hår og skægstubbe som børstet stål og smalle gråblå øjne. Han er dagen inden kommet hjem fra New York og den vigtige Armory-messe.

»De store udenlandske messer er meget vigtige for mig. Danmark er for lille et marked, hvis du vil sælge international kunst«, siger Claus Andersen, der repræsenterer store navne som tyske Anselm Reyle og dansk-islandske Olafur Eliasson. Men et lavere berømmelsesniveau kan også gøre det, og galleriet har tilknyttet danskere som Gæoudjiparl og Simon Dybbroe Møller.

Amager. Claus Andersen er fotograferet med en fluorescerende boble af Tomás Saraceno til  200.000 kroner og en slags lampe med forskellige farver glas af Olafur Eliasson til 300.000. Foto: Ditte Valente

Amager. Claus Andersen er fotograferet med en fluorescerende boble af Tomás Saraceno til 200.000 kroner og en slags lampe med forskellige farver glas af Olafur Eliasson til 300.000. Foto: Ditte Valente


Havde ikke salt til et æg
Sidstnævnte står for galleriets igangværende udstilling. Det mest prominente objekt er en auberginefarvet bil, en Renault Avantime på tyske nummerplader. En fladskærm i bagagerummet viser en reklamelækker oplysende/ironisk film om fransk bilfetichisme. På væggen hænger et monumentalt stort forkromet Renault-logo, hvorpå en olieret pudseklud er blevet glemt.

I sin ungdom lavede Claus Andersen grafisk design, inden han flyttede til Berlin og gik på kunstakademiet. Her gav han sig i 1996 til at arrangere udstillinger i sin egen lejlighed: ’Andersens Wohnung’. Så foreslog han kunstnerne Thilo Heinzmann og Anselm Reyle at blive medgallerister.

»Det var der sådan set ret egoistiske årsager til. Jeg kendte ikke selv et eneste menneske i Berlin, jeg kunne invitere, men så var jeg i hvert fald sikker på, at deres venner kom, og måske kunne de blive mine venner«.

I lang tid havde trioen »ikke salt til et æg«. Sidenhen er det gået godt. Både for de tyske kunstnere Heinzmann og Reyle, som i dag koncentrerer sig om at lave kunst, mens Claus Andersen koncentrerer sig om at sælge den.

Social angst
De internationale kunstsamlere, som Claus Andersen møder på messerne, har ingen problemer med at lægge vejen forbi Amager Strandvej, når de alligevel er på lynvisit i København for at spise på Noma og køre rundt i taxa mellem de førende gallerier.

Men hvad med almindelige gæster, kommer der mange af dem?

»Altså, der kommer en Politikenlæser og en kunststuderende i ny og næ. The usual suspects. Ellers ikke så mange. Nogle synes, jeg er lidt højrøvet, fordi jeg har valgt at isolere mig herude. Det er klart, at der ville komme flere forbi, hvis jeg lå inde i Bredgade, hvor folk kan tage ti ferniseringer i træk på en fredag, men det har en anden parfume at have galleri herude. Det er en helt anden kontekst. Pointen var, at det ikke skulle handle om penge, men om kunst«, siger Claus Andersen.

Altså, der kommer en Politikenlæser og en kunststuderende i ny og næ

Han mener, at de få besøgende er et problem, som hele branchen kæmper med. Et kulturproblem, så at sige, som galleristen har oplevet på sin egen krop.

Brugtvognsforhandler
»For mig har det altid været forbundet med komplet social angst at træde ind i et galleri og skulle kante mig forbi en eller anden blondine med en Mac-computer, der straks vurderer, om man har tænkt sig at købe noget«, siger Claus Andersen, der ikke selv har svaret på, hvordan man gør gallerioplevelsen mere indbydende, men han satser på, at hans gæster, når de træder ind i galleriet, står direkte i kunstoplevelsen – i dette tilfælde den lilla Renault - og ikke skal bruge kræfterne på at sætte en facade op over for personalet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Desuden tumler han med endnu uforløste ideer om at udfordre galleriformen. Han snakker om biografvirksomhed og filmindspilning – eller kunstnertalks: oplysende miniforedrag om kreativitet, lagt ud på nettet og gratis tilgængeligt. At skabe noget til glæde for samfundet med udgangspunkt i galleriets økonomi.

»Det er irriterende at blive betragtet som en brugtvognsforhandler«, siger Claus Andersen og smiler sit ulvesmil. Han synes i det hele taget, at det er en forfejlet måde at anskue galleristens metier på: »Jeg hjælper også kunstnerne til at overleve og lave deres kunst«.

Energi og fortællinger
Vi kører fra Amager og sætter kursen mod Vesterbro. I en kælder på Sønder Boulevard har MOHS exhibit tre små udstillingsrum. Ejeren, Morten Hemmingsen Sørup, er ved at hænge den næste udstilling op sammen med kunstneren Carlos Cons, der er kommet fra Mexico City og er i gang med at lave et vægmaleri.

Om et par dage er der fernisering på udstillingen ’Memories of a sick sailor – The Devil’s Throat’, og billederne er et miks af maleri, collage og blækornamentik. Der er en stemning af kitsch, b-eventyrfilm og tatovørsalon over motiverne: indianere, hovedjægere, søulke, kæmpeblæksprutter, fregatter.

Morten Hemmingsen Sørup finder et par plastskamler, og vi sætter os.

»Jeg tænder på energien og fortællingerne i billederne«, siger Morten Hemmingsen Sørup, der selv præsenterer et rødligt kindskæg, der er de syv have værdigt. Han er uddannet industriel designer, men har aldrig brugt uddannelsen.

I stedet var han gået i gang med at uddanne sig til optiker, men fik et kick ud af at gå på kunstmessen FIAC i Paris, da han alligevel var i byen på brillemesse. Oplevelsen antændte galleristdrømmen, men hvad skulle lige netop hans eksistensberettigelse være?

Han mente, det var nødvendigt at have en profil, og tog udgangspunkt i sin egen baggrund. Han satsede på grafik og karakterbaseret illustrationskunst. De første par år kaldte han stedet Doodletown.

»Men det kan du ikke kalde et galleri i København«, siger han. »Jeg syntes, det var et fedt navn, men folk sagde til mig, at det ikke ville blive taget alvorligt, men udelukkende opfattet som et tegneseriegalleri«.

Vesterbro. Et af Carlos Cons' billeder, som Morten Hemmingsen Sørup er ved at hænge op, koster 7.800 kroner. Foto: Ditte Valente

Vesterbro. Et af Carlos Cons' billeder, som Morten Hemmingsen Sørup er ved at hænge op, koster 7.800 kroner. Foto: Ditte Valente


Imødekommende
I dag driver han galleri på sjette år. Og selv om det tegnede univers ikke er bortvist fra galleriet, er profilen noget bredere i dag, hvor MOHS exhibit også udstiller maleri, skulptur og sågar lydkunst.

De første par år arbejdede galleriejeren samtidig et par dage om ugen for at få økonomien til at hænge sammen. Blandt andet i Tivoli og med maduddeling til hjemløse. »Det var en fed kontrast til at drive galleri, Men nu har jeg valgt at lægge mit fokus her i galleriet og i den kunst, jeg selv laver«, siger Morten Hemmingsen Sørup, der stadig betegner sit galleri som »i den opbyggende fase«.

Alligevel trives det støt og roligt, selv om det ikke gør sin ejer rig.

»Jeg har ikke den hype, der gør, at det vælter med mennesker i galleriet, og jeg arbejder med navne, der er relativt ukendte i den danske bevidsthed, så jeg skal måske sælge lidt flere værker, hver gang jeg laver en udstilling. Til gengæld er huslejen overkommelig. Og jeg er ikke så afhængig af pengene. Jeg har ingen dyre vaner og rejser ikke så meget. Til gengæld har jeg meget mere værdi ud af det her end af at være optiker og tjene 30.000 om måneden«, siger Morten Hemmingsen Sørup, der siger, at han tiltrækker folk, der ikke normalt går ud og ser på kunst.

Han tror, at det hænger sammen med den måde, man bliver modtaget på, når man dukker ned i kælderen.

I øjeblikket er vi lige, hvor vi skal være

»Jeg vil gerne møde folk, der kommer, og jeg vil gerne give indtryk af et imødekommende sted. Jeg går ikke i røven på dem, men jeg gør opmærksom på, jeg er til stede. Så snakker vi måske lidt om det, jeg udstiller. Det er vigtigt at få lov at dele sine associationer og tanker med nogen«.

Opdager nye navne
Kort derfra, i Kødbyen, møder vi Christian Andersen i marineblå jakke og hvid skjorte med kinaflip. Han taler også gerne med dem, der drister sig ind i hans 62 gallerikvadratmeter indrettet i en gammel fryseboks.

»Jeg siger altid, at man ikke skal regne med at forstå værkerne«, siger Christian Andersen, griner og stryger den lange sideskilning bag om øret. Og det er ikke storsnudet ment. For ham er det nemlig et succeskriterium, at han heller ikke selv fuldt ud forstår dem.

»Denne her udstilling er vanskelig, også for mig«, siger han.

Vi står foran tre værker af Rolf Nowotny, en dansk kunstner, Christian Andersen er stolt af at have ’opdaget’, da han udstillede ham første gang for to år siden:

Otte grågrønne betonkar med forskellige dybder, der har været marineret tre måneder i øl, yoghurt, komøg og mos, ligger drysset rundt på gulvet; ud fra væggen stritter to metalcirkler, der indvendig er beklædt med lydisolerende filt; op ad den anden væg står nogle lister i lærketræ med bølget kant. Det er alt.

Kødbyen. Hos Christian Andersen koster de otte betonkar 96.000 kroner i alt, hver af de to lydisolerede ringe 20.000 og lærketræslisterne 36.000, alle er lavet af Rolf Nowotny. Foto: Ditte Valente
Foto: Ditte Valente

Kødbyen. Hos Christian Andersen koster de otte betonkar 96.000 kroner i alt, hver af de to lydisolerede ringe 20.000 og lærketræslisterne 36.000, alle er lavet af Rolf Nowotny. Foto: Ditte Valente


Arbejdsro
»Jeg synes, der er en visuel glæde, en formel, minimalistisk skønhed, hvor ikke mindst materialet er vigtigt«, siger Christian Andersen. »Det har en taktil kvalitet«.

Taktil, aha, det er noget med følesansen.

»Så må man godt røre, altså«, spørger jeg. Det må jeg godt, bare ikke ved lærketræslisterne, der kommer fedtfingre på, siger Christian Andersen. Men det lydisolerende filt har en ulden, slidstærk fornemmelse, lidt som et mørkegråt væg til væg-tæppe, min mormor engang havde.

Skulle andre gæster få lyst til at føle på det, går det nok ikke i stykker lige foreløbig. Særligt fordi der ifølge Christian Andersen som regel ikke kommer mere end en eller to besøgende om dagen.

»Men det kan egentlig være fint nok. Så kan man få arbejdsro. Jeg har en del, jeg skal have lavet«, siger han. For eksempel at arrangere deltagelsen ved de otte internationale messer, galleriet skal på i år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Sin egen niche
Christian Andersen er uddannet fotograf. Men det løb han sur i efter at have arbejdet kommercielt nogle år. Senere fik han arbejde på Det Nationale Fotomuseum i København.

Samtidig gled hans eget arbejde »bagud i skrivebordsskuffen«, og så kom han i en slags mesterlære i det veletablerede Galerie Mikael Andersen. Her blev han i fire år, indtil han havde prøvet alt og kun syntes, han kunne videreudvikle sig ved at blive selvstændig. I 2010 åbnede han sit galleri i Kødbyen.

»Mikael Andersen er hovedsagelig olie på lærred og skulptur i bronze. Jeg havde interessen for de mere litterære og konceptuelle positioner inden for kunsten. Så jeg kastede mig ud i det, og jeg tror lidt, man ser det sådan, at jeg har skabt mig en niche«.

Christian Andersen vil næsten lægge hovedet på blokken: Han kommer ikke til at udstille figurativt oliemaleri. Men så alligevel. Man skal aldrig sige aldrig. Og han bryder sig heller ikke om at have en mærkat siddende på sig som ham, der kun har konceptkunst.

Tilfredsstillelsen for ham som gallerist ligger i at »udforske ukendt land«. Christian Andersen er glad for at ligge i Kødbyen.

Der er restaurant Mother som genbo, hvor han kan tage udenlandske samlere med til frokost. Og der er et par andre gallerier, der også trækker kunstinteresserede til. En gang imellem må han vaske sin fordør på grund af urinstanken oven på weekendens forlystelsesliv.

»Men i øjeblikket er vi lige, hvor vi skal være«, siger han og smiler.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce