Undervejs i jagten på Danmarks mest lovende kunstner mødte Politikens udsendte gallerister, dealere, museumsfolk og mere etablerede kunstnere, der allerede havde luret den.
Foto: Martin Lehmann

Undervejs i jagten på Danmarks mest lovende kunstner mødte Politikens udsendte gallerister, dealere, museumsfolk og mere etablerede kunstnere, der allerede havde luret den.

Hvem er den mest lovende kunstner her til lands

Politiken tog ud for at finde morgendagens varmeste kunstnavn.

Kunst

Vi parkerede i en indkørsel, der i forvejen lagde grus til en sølvgrå Mercedes og en ligeledes sølvgrå firehjulstrækker. Et stykke inde på grunden, mellem høje træer, tårnede en atelierbygning sig op. Den så temmelig ny ud. Bag store glasruder fik vi øje på Leif Sylvester i sort T-shirt og joggingbukser, som var plettede af maling.

»Flot sted du har her«, sagde jeg, idet vi trådte ind.

Den gamle tømrer, gøgler, musiker og socialist brummede et eller andet, jeg ikke fik fat i, og arrangerede nogle stole omkring et bord, der flød med bøger og papir.

»Det kører hamrende godt for dig, ikke?«, sagde jeg, da vi havde sat os ned.

»Ja«, tilstod han. »Jeg har jo lært at leve med det kapitalistiske system«.

»Hvad skete der?«, brød fotografen ind.

»Jeg ramlede ind i noget, folk gerne ville have«, sagde Leif Sylvester.

Jeg skævede over mod væggen, hvor tre lærreder var ved at blive til Sylvesterværker. På to af dem optrådte nogle af de væsener, der var karakteristiske for hans malerier. De var i muntre farver, men så ret aggressive ud med deres blottede tandsæt. Stilen var fabulerende. Penselstrøgene friske.

Og varen uhyre efterspurgt.

Det var derfor, fotografen og jeg var kørt til Nordsjælland for at møde Leif Sylvester. Vi ville vide, hvad der skulle til for at score kassen på at være kunstner.

Kunst for en hundredlap?
Men det begyndte nogle dage tidligere, en morgen, da jeg vågnede, fordi en solstråle skar sig gennem rummet og strejfede mit ansigt, inden den slog ind i væggen over sengen. Det var en stor, tom og hvid væg.

Jeg havde mange gange drømt om at fylde noget kunst ind i al denne hvidhed, men på grund af visse finansielle vanskeligheder var det blevet ved drømmen. Nu lå jeg og missede med øjnene og spekulerede over, om der dog ikke var en smart måde at løse problemet på.

Senere på dagen mødte jeg fotografen, som jeg forelagde sagen. Jeg vidste, at hans kone var i familie med Tal R, og at han derfor kunne tænkes at have insiderviden om kunstmarkedet. Jeg spurgte, om han vidste, hvordan man skaffede sig noget kunst i den prisbevidste ende.

»Men det skal være ordentlig kunst«, pointerede jeg.

»Vi kunne prøve at finde morgendagens store kunstner«, sagde han så. »Sådan én, der stadig bor i en skurvogn og sælger sine malerier for en hundredlap«.



Fotografen nikkede og fik et fjernt udtryk i øjnene. Der gik lidt tid.

»Vi kunne prøve at finde morgendagens store kunstner«, sagde han så. »Sådan én, der stadig bor i en skurvogn og sælger sine malerier for en hundredlap«.

»Hmm ...«, sagde jeg. »Lovlig optimistisk ...«.

»Det er et forsøg værd«, insisterede fotografen. »Og når der så er gået et par år, og den her kunstner er blevet kanonstor, så kan vi sælge billedet for et par millioner ... Jeg har også snart brug for noget mere plads til familien ...«.

Det gik op for os, at vi ikke alene delte en fælles interesse for kunst. Vi havde også hver sit praktiske motiv til at opstøve den mest lovende, den mest talentfulde, men endnu totalt ukendte og derfor rasende billige kunstner i dette land.

Han elsker tal
Vi vidste godt, at Leif Sylvester var alt for kendt og alt for dyr. Men han var en af dem, der solgte flest malerier i Danmark. Og han ville gerne forklare os lidt om mekanismerne på kunstscenen.

En af hans hemmeligheder var, at han kun sjældent udstillede og aldrig lod malerier stå hos en gallerist. Kunderne måtte holde sig til, mens udstillingen kørte.

»Det styrker efterspørgslen«, forklarede han.

Folk lærte at stå tidligt op, når en ny udstilling skulle åbne. Engang stod fans i kø i op mod ti timer for at komme ind.

»Der var udsolgt på fire timer«.

»Hold da kæft!«, sagde jeg.

LÆS OGSÅ »Og så trækker de numre, så det ikke bliver for kaotisk. Før løb de bare ind og holdt på det billede, de gerne ville have«. »Du er skrap til det med at sælge?«. »Ja ... Faktisk kan jeg ikke male så hurtigt, som jeg kan sælge ...«. »Har du en bogholder til at hjælpe med forretningen?«. »Nej, jeg elsker tal«, sagde Leif Sylvester. »Tal kan ikke lyve, det kan ord ... Jeg kan også godt lide at have overblikket, så jeg laver selv regnskabet«. »Hvad koster malerierne?«, spurgte jeg. »Tjae ... Sådan et på 120 gange 160 centimeter ville koste 60.000«, sagde Leif Sylvester. »Når nogen spørger, bliver jeg helt flov over prisen«. Man skal have lidt storhedsvanvid Det kunne jeg godt forstå. Inden vi gik, bad jeg ham om opskriften på at få succes som kunstner. »Man må altså ikke glemme talentet. Det er ikke nok at bruge 24 timer på det, du skal også have noget at sige ... og have lidt storhedsvanvid. Der er jo noget guddommeligt over at skabe noget, der ikke er skabt før«. »Hvem har malet det billede derovre?«, sagde jeg og pegede på et stort maleri i en sofakrog. »Det er malet af Heidi P. Hende kunne I godt besøge. Hun er ikke slået bredt igennem endnu«. Vi takkede for tippet, hvorefter fotografen fiskede et polaroidkamera frem og tog et billede af Leif Sylvester, som han fik kunstneren til at signere. Man vidste jo aldrig, om sådan en signatur kunne blive penge værd. Kunst til evigheden Inden vi opsøgte Heidi P, kørte vi forbi Statens Museum for Kunst. Vi havde en ide om, at museet nok var fyldt med eksperter i kunstnerisk talent, for når de først købte et værk, var det forbudt at smide det ud igen. Så de skulle virkelig se sig godt for. Vi styrede direkte mod cafeen for at få os noget kaffe og en croissant. Da jeg havde tygget af munden, fik jeg fat i presseansvarlig Jakob Fibiger Andreasen. »Hvordan bærer I jer ad med at finde nye kunstnere«, spurgte jeg.

»I og med at vi køber ind til evigheden, så følger vi en kunstner over tid, før vi slår til. For at se, om der sker en interessant udvikling«, svarede Jakob Fibiger.

I og med at vi køber ind til evigheden, så følger vi en kunstner over tid, før vi slår til. For at se, om der sker en interessant udvikling.



Han foreslog, at vi gik op og kiggede på en af de nyere ting på museet, et helt hvidt rum, hvori kunstnerduoen Elmgreen og Dragset havde anbragt nogle hospitalssenge. I sengene lå der figurer af mænd, som så livagtigt syge ud. Værket hed ’Please, keep quiet!’. Og installationen mindede meget om resten af museet. Hvilket vist også var tanken.

»Så der kan gå lang tid, før I beslutter jer for at købe noget af en nutidig kunstner«, spurgte jeg Fibiger.

»Ja, vi bliver tit kritiseret for at være sent ude«, svarede han. »Sammenlignet med privatsamlere er vi helt anderledes forpligtede, hver gang vi køber noget«.

»Hvad er det nyeste, I har«, lød et spørgsmål ovre fra en sygeseng. Det var fotografen, der lå på knæ på gulvet og fotograferede en af patienterne.

»Det er et godt spørgsmål ... For eksempel købte vi sidste år det første store værk af Olafur Eliasson«.

Den største surprise
Vi fornemmede, at det ikke var her, vi ville få de friskeste oplysninger om fremstormende kunstnere. Så vi sagde farvel.

På vej hen mod bilen ringede min mobiltelefon. Det var en anonym kilde, jeg havde i kunstmiljøet. Han havde et frisk tip.

»Hvis du leder efter fremtidens kunst, så skal du gå på IMO på Carlsberggrunden«, lød det i røret. »Det er et kunstnerdrevet galleri, hvor de er mindre bange for at slå en skævert. Det er dér, den største surprise kan komme lige nu«.

»Tak«, sagde jeg.

Lader kalkunen sig snyde?
Fotografen satte sig bag rattet, og jeg dirigerede ham til Carlsberg. På det sted, hvor galleriet angiveligt skulle ligge, så vi ikke andet end garager og en vaskehal. Men så lagde vi mærke til, at der stod IMO på en af garagerne.

Inde i det rummelige og kolde galleri gik en mand med tophue rundt og justerede nogle filmfremvisere. Det viste sig at være Toke Lykkeberg, den daglige bestyrer. Han var ved at lægge sidste hånd på en udstilling med to portugisiske videokunstnere.

»Her har vi en fisk filmet i super slow«, sagde Toke Lykkeberg og pegede. »Det hele har enten zoologisk eller astronomisk karakter«.

»Det ser spændende ud ...«, sagde jeg.

LÆS ARTIKEL

Han fortalte, at det overordnede tema for værket var, at alt i verden ikke nødvendigvis var, som vi forestillede os. Et af de astronomiske filmstumper viste for eksempel en måne, der ved hjælp af en ragekniv tonede frem på issen af en mand.

»Og her er det en kalkun i et siciliansk dukketeater ... Det interessante er, om kalkunen også opfatter den perspektiviske kulisse, eller om det kun er mennesket, der lader sig snyde«.

Kunstnerne bag IMO (In My Opinion) havde ansat Toke Lykkeberg som kurator og gallerist, og jeg kunne mærke, at han var godt inde i, hvad der rørte sig i den danske kunstverden.

»Hvordan bryder en kunstner igennem«, spurgte jeg.

»Det gælder om at blive købt og udstillet af de rigtige folk på det rigtige tidspunkt«.

»Stor institutionel slagkraft«
Han nævnte blandt andre gallerierne i de to tilstødende garager – Nicolai Wallner og Nils Stærk – som udstillingssteder med »stor institutionel slagkraft«.

»Når de tager en ny kunstner ind, er det noget, man lægger mærke til«, sagde Toke Lykkeberg.

»Hvilket nyt talent synes du, vi skal snakke med?«.

»Prøv Jan S. Hansen. Han er den nyeste kunstner her på galleriet«.

På vej ud af vendte jeg mig om og pegede på et af de portugisiske værker, der flimrede hen over væggene.

»Hvad koster sådan en film?«.

»De ligger mellem 85.000 og 150.000 kroner«, svarede Toke Lykkeberg.

Det sky talent
Jan S. Hansens mødte os uden for en af de gamle bygninger på Carlsberggrunden og førte os gennem en betonhal, op ad en lang trappe og hen ad en endeløs gang til sit lille atelier.

Han så skeptisk ud, hvilket der ikke var noget at sige til. Jeg kunne godt selv høre, det lød lidt tvivlsomt, at vi var på jagt efter morgendagens varmeste navn. Men Jan S. Hansen var ikke fjendtligt indstillet, han virkede bare, som om han grundlæggende ikke kunne se meningen i at sætte ord på det, han lavede.

Det ene øjeblik gik han i gang med at forklare, hvordan han blandt andet brugte spray og skabeloner til at fremstille sine billeder med. Det næste øjeblik afbrød han sig selv og forbød mig at skrive noget af det ned. Så sad jeg der og stirrede dumt på min blok.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Så sent som sidste sommer havde han afsluttet sine seks år på Kunstakademiet i København og havde været heldig at få en soloudstilling på IMO. Den var bygget op om temaerne: døden, drømme, stoffer og gud.

Så kunne man sidde på en stol foran værket og spise popcorn, mens man funderede over, hvad sådan en hjerne rummede af muligheder.



»Det er tungt stof«, sagde jeg.

»Det må man sige«, svarede han.

Værkerne opstod af alskens materialer: akryl, blæk, klorin, fotografi. Han udtrykte sig i stramt abstrakt maleri, men også i tegneseriesprog og gennem masker og i en installation, der bestod af neonrør, som formede det lysende budskab: ’1.305 g’ – den gennemsnitlige vægt af en menneskehjerne.

Så kunne man sidde på en stol foran værket og spise popcorn, mens man funderede over, hvad sådan en hjerne rummede af muligheder.

Nu koster det 18.000
Jan S. Hansen spiste et æble. Jeg sad over for ham og stregede ud på blokken. Fotografen spurgte, om han måtte få en arbejdshandske, der lå og flød.

»Det er i orden«, sagde kunstneren.

Og så havde jeg lige ét spørgsmål mere:

»Hvad tager du for et billede i den størrelse?«.

Jeg nikkede mod væggen, hvor der hang et maleri i en tidlig fase.

»For et halvt år siden ville det have kostet 9.000 kroner. Nu koster det 18.000«, sagde Jan S. Hansen.

En kælder i Valby
»Det er sgu for dyrt«, sagde jeg, da vi sad i bilen.

»Ja, de skal plukkes endnu tidligere«, medgav fotografen. »Fandens også, at jeg ikke købte noget af det, Tal R lavede, inden nogen kendte ham«.

Vi kørte tavse mod Valby for at møde Heidi P. Hendes fulde navn var Heidi Petersen, og hun arbejdede i en kælder i et industrikvarter ved Grønttorvet. Hun var langt mere snakkesalig end Carlsbergkunstneren.

Heidi P var ikke uddannet på noget akademi, men havde malet i mange år. I 2004 havde hun sin første soloudstilling.

Vi sad og kiggede på et stort billede, hun var i gang med. Det var fyldt med væsener af både mystisk og mere realistisk karakter. Et myldrende maleri, på én gang poetisk og råt.

»På det seneste er der kommet mange dyr ind i billederne«, sagde hun. Ikke mindst fugle, men også ulve. Og grantræer. Blandt farverne på hendes bord lå en stak bøger, herunder ’Rom’s atlas over den danske flora’ og ’Havørnens Danmark’.

Underviser i yoga ved siden af kunsten
Heidi P var uddannet bevægelsespædagog og havde sådan set aldrig tænkt, at hun skulle leve af maleriet. For tiden underviste hun i yoga for at få det til at hænge sammen.

»Men jeg arbejder mig stille og roligt fremad. Jeg har solgt stort set alt, hvad jeg har udstillet«.

»Hvad tager du for et billede«, spurgte jeg. Kunne lige så godt skære hurtigt ind til benet.

»Et maleri på én gange én meter koster 12.800 kroner. Men så skal du dele med galleriet, så der skal sælges mange for at kunne leve af det«.

Der var stadig langt ned til den hundredlap, fotografen mente, vi kunne score noget ordentlig kunst for.

Der var stadig langt ned til den hundredlap, fotografen mente, vi kunne score noget ordentlig kunst for.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



»Det er i øvrigt ret tit, man kommer til at snakke om priser i stedet for om billederne«, funderede Heidi P. »Nogle tror, de kan komme og få et maleri til ingen penge. De har helt urealistiske forestillinger«.

»Det må være frygtelig irriterende«, mumlede jeg.

Mens fotografen gik i gang med sin del af arbejdet, fortalte Heidi P, at det ikke altid var lige nemt at klare sig, når man ikke var akademiuddannet.

»På nogle af de store gallerier vil de ikke udstille folk, der ikke har gået på Akademiet. Jeg har også været ude for, at akademiuddannede kunstnere ikke ville udstille sammen med mig«.

»De må da have knald i låget«, sagde jeg.

Fotografen bad Heidi P om en souvenir fra atelieret og fik en rulle grøn tape.

Mester Jakel i Bredgade
Vi blev enige om at slå et smut forbi Bredgade. Her lå de fleste gallerier, indtil galleriejerne begyndte at søge mod billigere destinationer som Islands Brygge, Valby, Kødbyen, Carlsberg og andre steder, hvor forladte industribygninger stod og bød sig til.

Der var stadig gallerier i Bredgade. Vores blik blev fanget af en fyr, som gik rundt og hængte gule, blå, grønne og røde signalflag op inde hos Galleri Mikael Andersen.

Vi gik ind og så en stor karrusel med mandshøje mesterjakeldukker, der drejede rundt, når man trykkede på en knap. Mellem dukkerne hang snore med skilte, hvorpå der for eksempel stod ’død’ eller ’tilgivelse’ eller ’kærlighed’ og videre i den dur. Symbolikken var lige så raffineret som en gulvspand.

»Det bliver meget alvorligt, når man ser ordentligt efter, ikke?«, lød en stemme bag mig.

En af de erfarne drenge

Det var galleriejeren. En af de erfarne drenge i branchen. Han mindede mig af en eller anden grund om en mager ulv, der havde fået færten af en selvdød hare. Jeg spurgte ham, om det var rigtigt, at man skulle have gået på Kunstakademiet for at få lov til at udstille i et galleri som dette. »Narh ...«, svarede han. »Jeg vil sige det på den måde, at vi ikke har nogen kunstnere, som ikke har gået på Akademiet«. Han begyndte at forklare forskellen mellem de to ting, men jeg orkede ikke at høre ham til ende. Det var vist ikke her, vi skulle finde fremtidens lysende talent. Så vi skred. Uden at spørge om prisen på karrusellen.





Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce