Varmt. Det er et led i en ny og mere publikumsvenlig strategi, når Heart nu åbner en kæmpe udstilling med maleren Svend Wiig Hansen, som havde et særligt forhold til Herning. Han lærte for eksempel byens skjortefabrikant, Aage Damgaard, at male. Her hans 'Mennesket - det ensomme dyr'.
Foto: Astrid Dalum

Varmt. Det er et led i en ny og mere publikumsvenlig strategi, når Heart nu åbner en kæmpe udstilling med maleren Svend Wiig Hansen, som havde et særligt forhold til Herning. Han lærte for eksempel byens skjortefabrikant, Aage Damgaard, at male. Her hans 'Mennesket - det ensomme dyr'.

Kunst

Museumsdirektør i Herning: »Jo, det er da populistisk, det indrømmer jeg«

Samtidskunstmuseet Heart forsøger sig nu med en mere publikumsvenlig strategi.

Kunst

Holger Reenberg skal træffe en beslutning, men denne gang er det heldigvis en af de mindre komplicerede: Hænger Svend Wiig Hansens tolv meter lange maleri ’Jorden græder’ i den rigtige højde? En af de ansatte på museet vil gerne høre chefens mening.

»Det kan godt være, man lige skal løfte det 20 centimeter«, vurderer museumsdirektøren. »Det vil gøre det lidt mere monumentalt«.

Vi befinder os på Heart, Herning Museum of Contemporary Art. Holger Reenberg og hans folk er ved at lægge sidste hånd på en af de udstillinger, som gerne skulle få folk til at danne kø henne ved billetsalget, når den åbner i morgen. Wiig Hansen var en af de betydeligste danske malere i sidste halvdel af forrige århundrede. Et sikkert kort.

»Det er vel så det, du kalder en varm udstilling«, spørger jeg for en ordens skyld Reenberg.

»Ja, det regner jeg bestemt for en af de varme«, bekræfter han, da vi slentrer ud i forhallen. Så peger han på indgangen til museets andet udstillingsområde.

»Og her har vi så en iskold ...«.

LÆS OGSÅ

Out of office
Vi går indenfor og står lidt og betragter to ubemandede computere, der med jævne mellemrum forsøger at sende e-mails til hinanden. »Out of Office« lyder det automatiske svar hver gang.

Det er amerikaneren Cory Arcangels udstilling ’All The Small Things’, som i en vis udstrækning består af isenkram og modificeret software fra digitaliseringens spæde år. Som for eksempel et gammelt computerspil uden andet end skyer, der bevæger sig i små ryk over skærmen.

»Jeg synes, det er i orden, at man selv som museumsmenneske er i tvivl om, hvorvidt det er en god udstilling ...«, siger Holger Reenberg.

Det er typisk for ham, at han ikke prøver at pakke tingene ind. Måske er det, fordi han efterhånden har boet i Herning i mange år, faktisk siden 2001. På disse kanter spilder man ikke tiden med bullshit.

»Det er nok for konceptuelt for de fleste mennesker«, fortsætter Heart-direktøren. »Den anden dag stod en mandlig gæst ude i forhallen og råbte: »Det her er sgu ikke kunst!««.

»Så har udstillingen da i det mindste udløst et eller andet i ham ...«, siger jeg.

»Det har du ret i«, siger Reenberg.

Det begyndte med skjorterne
Lige nu forsøger han at få besøgstallet op ved at ved at justere sin udstillingspolitik i en mere populær retning. Og det er han ikke den eneste museumsdirektør, der er i færd med.

For et par uger siden skrev vi her i avisen om, hvordan Louisiana i stigende grad satser på den sikre og populære kunst frem for den nye og eksperimenterende, hvilket en række centrale aktører i kunstverdenen kritiserede. Lad os få lidt mindre ’supermarkedskunst’, lød det fra en af dem. En række museumsdirektører sagde efterfølgende, at de også følte sig presset til at lave flere blockbustere.

De første otte år i Herning var Holger Reenberg chef for det gamle kunstmuseum, der holdt til i den tidligere Angli-skjortefabrik på den anden side af vejen, hvor der nu er skole for modedesignere. Men hans opgave var fra starten at skabe det nye museum for samtidskunst, som åbnede i september 2009 og ligner en sammenfoldet skjorte, når man ser det fra luften.

Reenberg lagde ud med en vild udstilling med en af de store kanoner i italiensk kunst, Jannis Kounellis.

»Det var en af de flotteste udstillinger. Der var levende guldfisk og papegøjer, og jeg blev meldt til politiet for dyremishandling. Der var fuld fart på ... Men jeg burde fandeme ikke have gjort det«.

Der kom ganske vist masser af mennesker – 40.000 på mindre end fire måneder – men de kom sikkert mest for at se byens nye museum, indser Holger Reenberg i dag. For siden da har der ikke været mange besøgende, når han har udstillet den mere grænsesøgende samtidskunst.

»Jeg har undervurderet mange ting undervejs, før jeg fik stukket fingeren i jorden«, konstaterer han.

Italiensk hjørnesten
Herning er en kunstby, er der nogle, der siger. Og det er især skjortefabrikant Aage Damgaards skyld, at man kan finde på at sige sådan noget.

Han mødte i 1957 kunstneren Paul Gadegaard, som udstyrede først den ene og så den anden af Damgaards fabriksbygninger med abstrakte former i rene og stærke farver. Vægge, lofter, lamper, borde – alt blev dekoreret. Det var en totaludsmykning.

»Han skulle forsøde en sygt hård arbejdsplads«, fortæller Reenberg.

Gadegaard viste i det hele taget Damgaard ind i den moderne kunst og præsenterede ham for italieneren Piero Manzoni, som rejste til Herning i flere omgange og efterlod 37 værker, der i dag udgør en hjørnesten i Hearts samling. Heriblandt den sagnomspundne lort på dåse.

»Denne historie har skabt en illusion om, at Herning er en kunstvenlig by. Men det passer ikke. Der var så stor modstand mod, at Aage Damgaard overhovedet brugte penge på kunst«.

Sagt på en anden måde: Når det drejede sig om kunst, var Aage Damgaard ikke en typisk Herning-borger.


Den totale modsætning
Holger Reenberg er nok heller ikke en typisk Herning-borger. I jyske aviser kaldes han ærkekøbenhavner, og den betegnelse afviser han sådan set ikke. Da han i sin tid meddelte sin kone, Charlotte, at han havde fået job i Herning, udbrød hun prompte:

»Skat, det er en levende begravelse!«.

Men for Holger Reenberg var det en drøm at få lov til at bygge et kunstmuseum op fra bunden, og politikere og erhvervsfolk støttede ham med en kraft og en kompromisløshed, som er karakteristisk for Herning. Der var total opbakning.

I hvert fald indtil besøgstallet begyndte at skrumpe ind. Fra 40.000 gæster i løbet af fire måneder i 2009 til blot 23.000 besøgende sidste år.

»Hvis du insisterer på at drive et museum med en hovedmission, der går i retning af samtidskunst og nye medier, kommer du til at leve med røven i vandskorpen. Medmindre du har ubegrænsede midler og tonstung politisk opbakning«.



Vi sidder nu over en fiskefilet og et stykke med roastbeef på Holger Reenbergs minimalistiske kontor. Igennem et vægstort vindue ser man ud på arkitekt Steven Holls elegante, tekstilagtige betonkonstruktion.

»Det har været et ægteskab med kontraster, kan man roligt sige«, fortsætter direktøren, og det er ikke Charlotte, han taler om. Det er Herning.

»Jeg tror nok, jeg er blevet gift med min totale modsætning. Men i begyndelsen var jeg meget kæk og sagde: »Der er noget galt, hvis man i vores tid kan synes, det er et problem at køre tre timer mod vest«. De ord har jeg måttet æde lidt i mig igen ...«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Allerede i løbet af 2010 begyndte Holger Reenberg at fornemme, at kursen måtte justeres på grund af det dalende billetsalg. Året efter var han tvunget til at fyre en række medarbejdere.

»Jeg føler en stor velvilje og stolthed i kommunen over det her hus. Men der er også et stort ønske om, at flere skal bruge det ... Det giver også en anden moral blandt de ansatte, når der kommer lidt publikum«.

Fuld skrue på populismen
Det statsanerkendte museum Heart er en selvejende institution med Herning Kommune som den dominerende donor og dermed også med pligt til at føre tilsyn med museet.

Holger Reenberg afviser, at kommunen direkte har presset ham til at skrue ned for de smalle og op for de brede udstillinger.

»Men jeg skulle jo være en kæmpe idiot, hvis ikke jeg vidste, at det ville få mig til at se bedre ud«.

Hans nye, forhåbentlig publikumsvenlige strategi har tre ben. Han kalder dem: ’History’, ’Design’ og ’Future’.

Den historiske del omfatter sådan noget som Svend Wiig Hansen, altså moderne klassikere fra ind- og udland, som med nogenlunde garanti kan trække mange mennesker ind på museet.

»’History’ er helt klart den varme kategori, det er den ældre kunst, som også knytter sig til stedets historie. Svend Wiig lærte jo Aage Damgaard at male ...«, siger Holger Reenberg.

’Design’-delen er noget nyt for Heart. Det handler for eksempel om mode. Således åbner Heart om et par uger udstillingen ’Clash! – modstand i moden’, som blandt andet viser, hvordan punkere og hiphoppere har præget modeverdenen.

På åbningsdagen af Olafur Eliassons værk 'Riverbed' er der ikke nogen besøgende, der synes, at kritikken mod museet er relevant.

Læs artiklen med kritikken fra Politiken onsdag 20. August her.

Kilde: Politiken.tv/Mads Trolle

»Skal du nu til at være en ny Allis Helleland«, spørger jeg med hentydning til den direktør på Statens Museum for Kunst, som i midten af 90’erne viste Erik Mortensens haute couture-kreationer side om side med museets kunstværker.

»Hæ hæ, nej!«, fastslår Holger Reenberg og tager fat på at forklare mig, hvordan moden i stigende grad inviteres indenfor på museerne, og mange steder tages lige så alvorligt som kunsten. Desuden har tekstilbyen Herning jo sit helt eget forhold til design.

»Jeg brød mig ikke særlig meget om dengang, Allis Helleland udstillede mode og blomster, men nogle kunstmuseer er rent faktisk begyndt at samle på mode. Alle vil låne det. I dag er det blevet lige så svært at låne noget Alexander McQueen som at låne et Dalí-maleri ...«.

»Men er det her ikke bare super populistisk?«.

»Jo, det er da populistisk, det indrømmer jeg«, svarer Reenberg. »Det er fuld skrue. Vi sætter alle hestekræfter ind på at varme bygningen op!«.

Fusere kan være gode

Intet museum for moderne kunst kan klare sig uden blockbustere. Det indså Alfred H. Barr, den første direktør for Museum of Modern Art i New York, allerede omkring 1930. Det var åbenlyst, mente Barr, at museet måtte skifte mellem bredt appellerende, varme, udstillinger og så nogle smallere og mere udfordrende, kolde, udstillinger.

Man kunne også kalde det saunaprincippet, foreslog Louisianas grundlægger, Knud W. Jensen, nogle årtier senere, mens Holger Reenberg kalder det en form for skizofreni, der er uløseligt knyttet til det at drive et moderne kunstmuseum. Og i Herning er der en særlig detalje, der spiller ind: hensynet til historien.

»Vi havde på den ene side Aage Damgaards vanvittige holdning til eksperimenterende kunst og på den anden side kravet om, at der skulle flere folk ind. Du kan ikke have sådan et smukt museum, uden at der kommer mennesker ind i det ...«.

Reenberg ved ikke, om det stadig giver mening at tale om avantgarde eller cutting edge, men det er vigtigt at blive ved med at vise noget, som giver et bud på fremtiden, mener direktøren. Det er her, det tredje ben kommer ind i billedet: ’Future’-delen.

»Det er vigtigt for mig at vise noget, der udspringer af tvivl, af nysgerrighed. At vise noget, man måske ikke har set før. Og det er vigtigt, at der virkelig er future i ’Future’-programmet, ellers er det jo en falsk varebetegnelse. Du er nødt til at orke at bevæge dig derud, hvor du står i vand til halsen ...«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det kunne lyde, som om den her ’Future’-del bare er et alibi for overhovedet at kunne kalde Heart for et museum for samtidskunst?«, siger jeg.

»Jeg kunne ikke have udtrykt det bedre selv«, svarer Holger Reenberg.

»Men det handler også om, at vi har en kerne, som vi bare ikke skal røre ved. Det handler om Damgaards altid vågne øje på den nyeste kunst ...«.

Vi sidder begge og kigger lidt ud ad vinduet. Så siger museumsdirektøren:

»Nogle gange kan jeg godt selv blive overrasket, selv om det er en udstilling, jeg selv har lavet. Det er en positiv ting. Også selv om du af og til må erkende, at det var en fuser ...«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce