Øjeblik. Det ene øjeblik var Jeppe Hein en stor mand med lidt for meget at lave, det næste øjeblik skulle der ingenting til for at få ham i knæ.
Foto: Lærke Posselt

Øjeblik. Det ene øjeblik var Jeppe Hein en stor mand med lidt for meget at lave, det næste øjeblik skulle der ingenting til for at få ham i knæ.

Kunst

Dansk stjernekunstner: »Jeg er ikke den gamle Jeppe«

For to år siden afbrød den 37-årige kunstner Jeppe Hein sit liv i overhalingsbanen. Krop og hjerne samarbejdede ikke længere.

Kunst

<p> En decemberdag i 2009 sad Jeppe Hein i en flyvemaskine fra Berlin til København. Han havde allerede fløjet omtrent 150 gange det år, så intet nyt i det. Business as usual. <br/> <br/> Men for den danske kunstner var denne tur alligevel lidt anderledes. For en gangs skyld var han ikke på vej <i>ud</i> til endnu en præsentation eller en fernisering et sted i verden. Han skulle bare hjem &ndash; hjem for at holde juleferie med sin kone og to små børn efter et år med en propfyldt kalender. <br/> <br/> <b>Mistede kontakt med kroppen</b><br/> Alene de seneste tre måneder havde der været usædvanligt meget knald på. Han havde haft sin første store soloudstilling i Danmark, &rsquo;Sense City&rsquo; på ARoS i Aarhus, som han og hans assistenter i to et halvt år havde knoklet med at få færdig. </p> <p> Derudover havde han været idemand og kurator på kæmpeudstillingen &rsquo;Circus&rsquo; med 35 kunstnere, designere og arkitekter i Saché i Frankrig, hvor han boede i en legatbolig tilhørende Foundation Alexander Calder. <br/> <br/> Og resten af året: Alt det løse. Udstillinger i Seattle, Bruxelles, Tokyo, Vancouver, Neunkirchen og Paris. Jeppe Hein havde i øvrigt netop været i Wolfsburg for at præsentere et værk for bilfabrikanten Volkswagen. Og på det private plan var han blevet far for anden gang. </p> <p> <b>LÆS OGSÅ</b> <relation source="cci" sourceid="J6C3NHM-20110630113100">Vandpavillon skal nedbryde race-, køn- og klasseskel</relation> <br/> <br/> Nu var det tid til at tage en slapper i et par dage.<br/> <br/> To minutter efter at flyvemaskinen er lettet, begynder Jeppe Hein pludselig at føle sig utilpas. Det er, som om han mister kontakten til sin krop. Han oplever, at han ikke kan bevæge armene, han kan ikke mærke dem, og nu ryster han også. <br/> <br/> Ved siden af ham sidder en finsk forretningsmand, som ikke er særlig snakkesalig. Jeppe Hein synes, at han bliver nødt til at forstyrre ham. Fortælle ham, at han har det meget underligt &ndash; bare så finnen er orienteret, hvis der skulle ske et eller andet. </p> <p> <b>Harddisken skal rebootes</b><br/> Så beder han en stewardesse om et glas vand og sluger en allergipille, som han har på sig. Et par uger tidligere var han vågnet på et hotelværelse i Berlin med store røde knopper på kroppen og tænkte, at det måtte være en allergisk reaktion.<br/> <br/> Hein vender sig atter mod finnen og beder ham tale med sig. Og det gør han &ndash; om end lidt vrangvilligt &ndash; da han godt kan se den galopperende angst i danskerens ansigt. Finnen fortæller om Finlands kultur og natur, omhyggeligt og med øjenkontakt, og det virker beroligende. Efter en halv times tid aftager anfaldet.<br/> <br/> Men Jeppe Hein er rystet. Som han siger i dag: <br/> <br/> &raquo;Jeg blev meget bange. Kun da jeg i mine ungdomsår fik en ud af kroppen-oplevelse af for mange hashkager, oplevede jeg noget, der tilnærmelsesvis mindede om det&laquo;.<br/> <br/> Før i tiden kaldte man det for et nervesammenbrud. I dag hedder det at gå ned med stress. Selv kalder Jeppe Hein tilstanden for en burnout. Hans krop og hjerne sagde fra efter mange år i et alt for højt gear. Der havde været advarsler, men han havde slet ikke hørt dem.[fakta]<br/> <br/> Et par dage senere, juleaftensdag, ringer Jeppe Hein til sin højre hånd, Stephan Babendererde. Han fortæller ham, at han er nødt til at trække stikket fuldstændig ud. Han aflyser planlagte rejser til New Zealand, Japan og New York og indser, at han ikke selv vil kunne være til stede ved de 15-17 udstillinger over hele verden, der venter i 2010. <br/> <br/> Det næste år er hans kontakt til sit eget atelier og sine 12 medarbejdere meget sporadisk. Al den tid kører Stephan Babendererde Jeppe Hein-fabrikken videre med hjælp fra Heins kunsthandlere Nicolai Wallner (Danmark) og Johann König (Tyskland). <br/> <br/> Jeppe Heins harddisk skal rebootes.<br/> <reference type="image" id="604859" element="part-of" source="cci" sourceid="kul_Loop-Bench-by-Jeppe-Hein_18-12--20111217190810" align="center" version="w" /><br/> <b>Stå tidligt op</b><br/> Jeg har holdt lidt øje med Jeppe Hein siden 2005. Det år så jeg i Helsingborg hans installation &rsquo;Roller Coaster&rsquo;: en elegant, minimalistisk 800 meter lang kuglebane med et sindrigt system af loops, hejseværk, vipper og trapper. </p> <p> Idet man trådte ind i lokalet, sendte en sensor den næste bowlingkuglestore kugle i rækken af sted, og når først det gik op for en, at man selv havde sat den i gang, kunne man ikke lade være med at følge &rsquo;sin&rsquo; kugle hele vejen til endestationen. Det tog ni minutter og 45 sekunder. </p> <p> Kuglebanen var inddragende, humoristisk, legende og fuldstændig ligetil. Der har nok været en planche med en forklaring, men der var vist ikke gjort de store anstrengelser for at intellektualisere værket.<br/> <br/> Året efter sneg jeg mig ind på Det Kongelige Danske Kunstakademi en dag, da Hein var inviteret til at holde foredrag for et hold kunststuderende, der ikke var meget yngre end han selv.[citat] <br/> <br/> Han viste billeder af sine skulpturer og installationer, som alle befinder sig i spændingsfeltet mellem teknologi og interaktion med beskueren. Der var en del springvand og bænke imellem. Jeg fæstnede mig ved, at han brugte krudt på at understrege vigtigheden af at stå tidligt op om morgenen, hvis man ville blive til noget. Jeg mener, at han sagde senest &raquo;klokken 8&laquo;. <br/> <br/> På det tidspunkt var der det specielle ved Jeppe Hein, at han stort set var ukendt i den danske offentlighed, samtidig med at han havde gang i en blomstrende international karriere. </p> <p> Det var der formentlig ikke nogen fra hans egen tid på Kunstakademiet, der havde forestillet sig. De vil huske ham som en langhåret hippie-fyr, der havde søgt optagelse med nogle skulpturer, der hed &rsquo;Væg&rsquo;, &rsquo;Gulv&rsquo; og &rsquo;Loft&rsquo;.<br/> <br/> &raquo;Jeg var ret forvirret, da jeg kom ind på Kunstakademiet, fordi jeg ikke anede, hvad jeg skulle gøre. Det første år flakkede jeg rundt&laquo;, siger han selv.<br/> <br/> <b>Troldmandens lærling</b><br/> I 1996 gik den purunge Jeppe Hein lidt til hånde på Arken, hvor han hjalp med at sætte udstillinger op. <br/> <br/> Her mødte han ved et tilfælde Olafur Eliasson, som endnu ikke var særlig kendt. Men Jeppe Hein gav ham sit kort i tilfælde af, at han en dag havde brug for en hånd. Mødet blev helt afgørende for hans egen kunstneriske løbebane. </p> <p> Et par måneder senere blev han nemlig ringet op af Eliasson, der bad ham sætte et af sine værker op på et galleri, hvor han skulle udstille. <br/> <br/> Jeppe Hein fik en meget udførlig mundtlig beskrivelse &ndash; nærmest et diktat &ndash; som han blot skulle følge slavisk. Så han ankom til galleriet med en vinkelsliber og en hammer og skar et hul i kældergulvet, gravede 50 centimeter ned og forede indersiden af hullet med glas. Men han kom til at støde på et vandrør, så vandet begyndte at fosse op. </p> <p> <b>LÆS OGSÅ</b> <relation source="cci" sourceid="PQBOEE5-20110509202900">Million-regnbue sætter Aarhus på den anden ende</relation> <br/> <br/> &raquo;Så ringede jeg lettere panisk til Olafur, fordi jeg var bange for, at vandet skulle stige. Men han var begejstret over vandet og spurgte, om det var muddervand. Han var helt oppe at køre og sagde, at jeg bare skulle lade det være&laquo;.<br/> <br/> Herefter blev Jeppe Hein Olafur Eliassons assistent og fulgte med ham rundt til møder og åbninger, sugede viden til sig om kunstverdenen og fik en masse internationale kontakter. <br/> <br/> &raquo;Jeg så, hvordan han lagde sine blyanter på sit skrivebord, og hvordan han forholdt sig til alt&laquo;, siger Jeppe Hein. &raquo;Han har hjulpet mig virkelig meget&laquo;. <br/> <reference type="image" id="604872" element="part-of" source="cci" sourceid="kul_hein_nyhop_18-12-2011_2BD89OT.j-20111217190831" align="center" version="w" /><br/> <b>Barejer</b><br/> Hvis man kan tale om, at Olafur Eliasson havde fundet en velfungerende model for, hvordan man driver et kunstproducerende foretagende, så kopierede Jeppe Hein konceptet med bravur. </p> <p> Olafur Eliasson har i mange år haft en række specialister på lønningslisten &ndash; blandt andre arkitekter, snedkere og metalarbejdere &ndash; som hjælper ham med at realisere sine installationer. Hvad angår det praktiske og logistikken, arbejder Jeppe Hein på samme måde, dog i mindre målestok. <br/> <br/> Når man spørger Jeppe Hein, hvem der er hans forbilleder i kunstverdenen, nævner han altid Olafur Eliasson. Den anden er den 69-årige amerikanske konceptkunstner Dan Graham, som han har arbejdet sammen med ved flere lejligheder. </p> <p> I 2007 vendte Hein for første gang blikket mod København. Sammen med sin lillesøster Lærke åbnede han Karriere Bar på 600 kvadratmeter i Kødbyen i København. </p> <p> Karriere Bar var fuldt udstyret med køkkenchef, tjenere i specialsyet tøj, inventar lavet af internationale kunstnere og meget gavmilde åbningstider. Folk med kendskab til restaurationsbranchen noterede sig, at der skulle noget af en omsætning til for at få det til at løbe rundt på længere sigt. </p> <p> Det kunne det heller ikke. I 2009 &ndash; samme år som Hein gik ned med flaget &ndash; var restauranten tæt på konkurs. Karriere Bar klarede skærene, men nu som cocktailbar. <br/> <br/> <b>Chefen</b><br/> Der er gået næsten to år, siden Jeppe Hein satte sig selv på standby, da jeg skal møde ham i hans studio i en baggårdsbygning i berlinerkvarteret Kreuzberg. <br/> <br/> Døren er ulåst, så jeg lukker mig selv ind. Indenfor er der stort og lyst og ret højt til loftet. Et metalsløjdlokale for voksne med køkken og langbord til fælles frokost. Plader, jern, krydsfinér. Hyldemeter med dingenoter og ledninger. </p> <p> I et tilstødende lokale sidder seks-syv af hans assistenter og en praktikant fra Arkitektskolen i København ved hver sin computer. Jeg når at spørge efter chefen, da Jeppe Hein træder ind fra toilettet og med det samme forsikrer mig om, at han <i>har</i> vasket hænder. </p> <p> Det er Jeppe Hein selv, der har kontaktet mig. Han vil meget gerne fortælle alt om sin sygdom, fordi han forestiller sig, at hans erfaringer vil kunne gavne andre i samme båd. </p> <p> Tankegangen er den samme, som når han i adskillige interview taler om, hvor vigtigt det er for ham at hjælpe yngre kunstnere ved at købe deres værker eller vise deres ting frem, når han skal præsentere sine egne ting for museer og kuratorer. <br/> <br/> <b>Ikke den gamle Jeppe</b><br/> Jeg har sagt, at han er velkommen til at snakke løs, men at vi nok bør dosere sygeforløbet lidt, så artiklen bliver til at holde ud at læse. <br/> <br/> Han ligner nu heller ikke en patient, som han står der og brygger kaffe på atelierets espressomaskine med sin særegne sorgløst hvalpede gestik og en konstant opmærksomhed rettet mod sin gæsts velbefindende.<br/> <br/> Men han &raquo;er ikke den gamle Jeppe&laquo;, siger han. <br/> <reference type="image" id="604861" element="part-of" source="cci" sourceid="kul_hein_springvand_18-12-2011_G1D8-20111217190810" align="center" version="w" /><br/> &raquo;Man tror, man kommer sig hurtigt oven på sådan en sygdom. Efter få måneder tænker man, at nu må man tilbage igen. Men det kan man ikke&laquo;. <br/> <br/> Han føler sig ikke 100 procent rask. Det kan han mærke, hvis han er i gang med flere projekter på én gang eller er sammen med mange mennesker på samme sted. <br/> <br/> &raquo;Så trykker det i mit hoved, og jeg må trække mig tilbage og finde ro&laquo;. <br/> <br/> <b>Puslespilskanten</b><br/> I de juledage for to år siden havde en terapeut, som hans mor kender, sagt, at han var nødt til at lukke alt ned. Hun kunne se på ham, at den var rivende gal, og anbefalede ham at opsøge et rehabiliteringssted for stressramte og udbrændte på Sjælland, Odsherred Terapihave. Her tilbragte han ni dage i begyndelsen af 2010. <br/> <br/> Opholdet gik ud på at finde fred og ro og forståelse for den nye situation og forsøge at skabe nogle rammer for hverdagen bagefter. Programmet stod på samtaleterapi, nærværsøvelser, afspændingsøvelser og &raquo;samvær med de andre gæster uden krav om at være social&laquo;.<br/> <br/> &raquo;På det tidspunkt er din hjerne som en fyldt harddisk, der ikke engang kan starte af sig selv. Hver gang du forsøger at starte den, dør den&laquo;, fortæller Jeppe Hein. <br/> <br/> &raquo;Du skal helt ned i tempo for at få tømt alt ud. Vi sad også og lagde puslespil et par timer om dagen. Jeg nåede end ikke at blive færdig med kanten&laquo;. <br/> <br/> Da han blev &rsquo;udskrevet&rsquo; og kom hjem til Amager, hvor han og familien netop havde bosat sig, fulgte han nøje et dagsskema for ikke at overanstrenge sig. <br/> <reference type="image" id="604869" element="part-of" source="cci" sourceid="kul_hein_hop1_18-12-2011_AAD89D8.jp-20111217190831" align="center" version="w" /><br/> Klokken otte spiste han morgenmad. Klokken 9 gik han en tur på to timer, også om vinteren. Så hvilede han sig. Efter frokosten klokken 12 hvilede han sig igen. Klokken 17 stod han op og lavede aftensmad. Han har ikke taget nogen former for medicin i forløbet.<br/> <br/> &raquo;Og så hvilede jeg igen. De første tre måneder sov jeg 17-18 timer i døgnet. Jeg levede pisse sundt og tabte alt for meget i vægt. 10 kilo&laquo;, fortæller han. Desuden så han hver uge en psykoterapeut fra terapihaven.<br/> <br/> <i>Og imens drev din assistent Stephan atelieret?</i><br/> <br/> &raquo;Ja. Jeg havde ikke engang telefonen tændt. Kun meget sjældent, når jeg skulle skrive en sms til min mor. Der var ingen kontakt til kunsten&laquo;. <br/> <br/> <b>Den glade Jeppe</b><br/> Jeppe Heins forfatning tog hårdt på hans kone, Silke. Deres yngste datter var kun et halvt år gammel, og parret var næsten lige flyttet til Danmark, hvor deres hus på Amager var, som han siger, røv og nøgler.<br/> <br/> &raquo;Hun så sin mand gå fra at være en stor verdenskunstner, der rejste rundt, udstillede og havde succes, til ikke at kunne overskue at vaske op. Hun skulle acceptere, at jeg ikke altid kunne færdiggøre ting, og at jeg fra den ene dag til den anden kunne smuldre fuldstændig. Det havde hun ikke altid energi til&laquo;.<br/> <br/> Han fortæller, at han heller ikke var i stand til at tage ansvaret for pasningen af børnene &ndash; ikke engang et minut om dagen. <br/> <br/> <i>Hvorfor ikke? </i><br/> <br/> &raquo;Du er bange for, hvad du kan finde på at gøre med alle mulige ting. Du er bange for, at du mister kontrollen over dig selv, selv om det ikke sker&laquo;. </p> <p> <b>LÆS OGSÅ</b> <relation source="cci" sourceid="IQBNRVO-20110605202201">Biennale rejser vigtig debat om det nationale</relation> <br/> <br/> Det er ikke ualmindeligt, at stressdiagnosen fører til en depression, men ikke i Jeppe Heins tilfælde.<br/> <br/> &raquo;Det skyldes nok den glade Jeppe. Den over-positive person, som jeg har kunnet læne mig hen imod. Jeg har jo aldrig set det her som et nederlag. Det gør, tror jeg, 90 procent af dem, der rammes af stress. Man tænker, at det er pinligt og tabuagtigt. Men stress kommer jo af, at man har for meget at lave. Det er vel positivt, frem for ikke at have noget at lave i livet&laquo;.<br/> <br/> <i>Var du fortrøstningsfuld undervejs i den lange proces, du var igennem?</i><br/> <br/> &raquo;Jeg var helt sikker på, at jeg blev rask, men hvor meget vidste jeg ikke. Jeg har hele tiden været fortrøstningsfuld&laquo;.[citat-2]<br/> <br/> Han fortsætter:<br/> <br/> &raquo;Jeg er ikke overspirituel. Men jeg tror på, at &rsquo;nogen&rsquo; hjælper til. Jeg kalder dem &rsquo;medhjælpere&rsquo;. Og dem har jeg egentlig brugt altid, men jeg har gjort det mere i min sygdomsperiode. Altså snakket med dem. Det er jo ikke, fordi jeg er hjernedød eller underlig, jeg bruger dem bare til at komme igennem dagen, hvis det er svært&laquo;. <br/> <br/> I samme åndedrag fortæller han også, at han mediterer i 15-20 minutter hver anden dag for at &raquo;tømme hovedet fuldstændig&laquo;. </p> <p> <b>At rydde op i ens liv</b><br/> Yoga dyrker han hver dag. Det begyndte med, at han lavede strækøvelser efter sine gåture. Så anbefalede hans mor ham at lave yogaøvelserne De fem tibetanere. <br/> <br/> &raquo;Det er totalt fedt. Godt for ryggen og åndedrættet. Hvis du havde spurgt mig for to år siden, om jeg lavede yoga, ville jeg have grinet. Selvfølgelig gjorde jeg ikke det&laquo;, siger han.<br/> <br/> Jeppe Hein leder ikke efter ordene, når han taler. Han går aldrig i stå. Han fyrer den bare af, også selv om emnet for mange ville være grænseoverskridende og privat. Ligesom det sprog, han bruger om sin kunst, er det ikke som sådan dybt eller intellektuelt. Det virker bare som ærlig snak. </p> <p> Men forløbet og erkendelserne må have været vendt nogle gange med repræsentanter for behandlersamfundet, siden han kan berette så klinisk om sin nedtur.<br/> <reference type="image" id="604862" element="part-of" source="cci" sourceid="kul_smadrekugle_18-12-2011_KAD89I3.-20111217190810" align="left" version="c" /><br/> Da han på et tidspunkt har holdt en kort, ukarakteristisk pause, siger han også:<br/> <br/> &raquo;Jeg tænker tit tilbage på, hvorfor jeg ikke lyttede til folk. Jeg kunne simpelthen ikke mærke, at jeg havde kørt mig selv fuldstændig ned. Silke sagde for eksempel, at jeg måske skulle slappe lidt mere af. Og så lod jeg være med at arbejde i en enkelt weekend. Det er nok, fordi jeg er en ildsjæl. Jeg brænder så meget for det her. At rejse rundt og fremvise noget, man har arbejdet med i lang tid, og tilmed opleve, at folk har lyst til at betale for det, er en enorm accept at få&laquo;. <br/> <br/> På spørgsmålet, om det betyder meget for ham at blive accepteret og anerkendt, medgiver han, at kunstverdenens rygklapperi måske var begyndt at fylde lidt i tiden op til hans nedbrud.<br/> <br/> &raquo;Udgangspunktet var, at jeg gerne ville dele mit engagement og min glæde ud, fordi jeg mener, at man får det tilbage, som man giver, men jeg begyndte måske at få noget falsk energi tilbage. Så er det her jo en god anledning til at få ryddet op i mit liv&laquo;. <br/> <br/> <b>En tur rundt om søen</b><br/> Efter en fællesfrokost med folkene fra Jeppe Heins lille fabrik kører han mig hjem til sig selv i sin store tyske firehjulstrækker. I april 2010 flyttede familien tilbage til Berlin, og nu bor de i et flot ældre hus i et grønt villakvarter sydvest for Berlin. </p> <p> Han har talt om, at han gerne vil vise mig Schlachtensee, som han har spadseret omkring det meste af sin sygeperiode. Nu gør vi det sammen. Vejret er klart, der er mange motionister, og her og der står en hejre og kigger ud over vandspejlet.<br/> <br/> Jeppe Hein virker glad for at kunne vise sin sø frem. En gang imellem stopper han for at udpege et træ, der er særlig flot, eller fordi han synes, vi skal sætte os ved bredden og stikke en tå i vandet. </p> <p> <b>LÆS OGSÅ</b> <relation source="escenic-migration" sourceid="1337900">Dansk stjernekunstner returnerer fin tysk pris i protest</relation> <br/> <br/> Da jeg hørte, at han havde fået stress i 2009, tænkte jeg straks på hans kunstfabrik. Jeg gik ud fra, at den ikke kunne fortsætte, hvis chefen forsvandt. Og hvad hvis forretningen kørte af sporet og gik rabundus under hans ufrivillige orlov? Men den bekymring har Jeppe Hein ikke delt med mig.<br/> <br/> &raquo;Jeg tænker ikke på penge, det har jeg aldrig gjort. Jeg har altid tænkt, at det nok skal gå. Og det har det gjort. Jeg vil ikke begrænses af at tænke på det&laquo;, siger han. <br/> <br/> <i>Hvor mange ansatte er det præcis, du har?</i><br/> <br/> &raquo;Vi har fjorten. Eller femten. Tolv, måske&laquo;, siger han. &raquo;Men jeg har aldrig følt et pres over at have for mange medarbejdere. Min far spørger af og til, hvor meget jeg giver mine medarbejdere i løn. Jeg ved det ikke, svarer jeg ham. Det har en anden styr på. Vi har lagt budgetter for året, og de projekter, vi arbejder med, er der jo kontrakter på&laquo;. <br/> <br/> <b>Ordblinde kunstværker</b><br/> <i>Har du noget imod, jeg kalder dit atelier for en fabrik? </i><br/> <br/> &raquo;Hvis man kommer ind udefra og ser, hvordan hele strukturen er bygget op, så er det jo et produktionssted. Selv om det er et eksperimenterende produktionssted, som eksperimenterer i rum. Er det en fabrik? Nej, det er et produktionssted, som udvikler rum, bevægelser og kommunikation&laquo;. <br/> <br/> <i>Mange kunstnere ville vægre sig ved at bruge ordet &rsquo;kommunikation&rsquo; om deres kunst.</i><br/> <br/> &raquo;Jamen, det er det, det hele handler om. Det andet er noget vrøvl. Det handler om at fortælle noget, at gøre noget eller at vise noget. Lige meget hvad, handler det om, at du vil fortælle en historie eller en følelse&laquo;, siger Hein.<br/> <reference type="image" id="604858" element="part-of" source="cci" sourceid="kul_HeinTegning_18-12-2011_FTD8ER9.-20111217190810" align="left" version="c" /><br/> På vejen ud til søen kørte vi forbi Jeppe Heins galleri, Johann König. Hele det bageste lokale var fyldt op med Jeppe Heins seneste udstilling, &rsquo;Right here, right now&rsquo;. <br/> <br/> Værkerne var helt atypiske. Der kunne man tale om kommunikation. En Jeppe Hein-connaisseur ville ikke have regnet ud, at det var hans. På væggene hang der bag glas og ramme 900 akvareller, som Jeppe Hein lavede som terapi, mens han var syg. </p> <p> Han skrev på dem, hvordan han havde det dag for dag. Da han er ordblind, kunne det være sådan noget som &rsquo;Uha... not easy to...day.....&rsquo;, &rsquo;I was happy 4. sek to day&rsquo;, &rsquo;So much pain indside&rsquo; eller &rsquo;Sorry.... I am..... a littel briandead at the moment&rsquo;. </p> <p> Bagefter overtalte hans gallerist ham til at udstille det, og det gjorde han så, selv om det må have været grænseoverskridende for en kunstner, der normalt opererer i et minimalistisk felt. Men det tager han som et godt tegn.<br/> <br/> &raquo;Jeg tror klart, at min tilgang og mine projekter vil ændre sig, men ligesom alt det andet bliver det ikke fra day one. Det kommer til at tage tid&laquo;.<br/> <br/> <b>Solbrillernes beskyttelse</b><br/> Noget, der også vil ændre sig, er, hvordan han bruger sin energi. Han har fundet ud af, at han ikke altid behøver være til stede &ndash; hverken i atelieret eller til ferniseringer ude i verden. <br/> <br/> &raquo;Al den energi, jeg har brugt på nyttesløse rejser og planlægning gennem årene, kunne jeg jo for eksempel have brugt på familien, har jeg tænkt. Jeg vil gå i seng hver dag og tænke, at jeg har haft en dejlig dag, at den var fed. I fremtiden vil jeg have det sådan, at jeg enkelte dage slet ikke har kontakt til studiet. Du skal kunne lægge det fra dig &ndash; have fri&laquo;. <br/> <br/> <i>Nogle mennesker vil måske ikke bryde sig om følelsen af det kontroltab, der hører med.</i><br/> <br/> &raquo;Jeg kunne ikke have et større kontroltab, end jeg havde forrige år. Der slap jeg nærmest alt. Og det fungerede fantastisk&laquo;.[fakta-2] <br/> <br/> Her ville det være en fin metaforisk afslutningsscene ved bredden af Schlachtensee, hvis Jeppe Hein stoppede op og trak vejret dybt. Men det gør han ikke. Kuglen er stadig i fart, da han siger:<br/> <br/> &raquo;Jeg er ved at få energien tilbage, og jeg skal styre den lidt bedre end tidligere&laquo;. <br/> <br/> &raquo;Da jeg i gamle dage gik rundt i lufthavnen, så jeg på alle de mennesker, der gik forbi mig. Jeg skannede dem. Kiggede på deres sko, på deres påklædning, på deres frisure. Jeg forsøgte at se, om de var lykkelige, triste, glade. Da jeg så blev syg, blev jeg enormt bange for at møde mennesker på den måde. Skulle jeg kigge på dem? Gå udenom? Her fandt jeg ud af, hvor meget energi jeg egentlig sendte af sted mod folk for ligesom at se, hvem de var&laquo;. <br/> <br/> &raquo;Nu har jeg lært at holde energien for mig selv. Når jeg rejser, er jeg mig selv. Jeg er inde i en boble. Og nu går jeg med solbriller. Det gør alle de kendte og berømte jo også. Bono, Karl Lagerfeld og så videre. Men jeg har fundet ud af, at de gør det for at beskytte sig selv. Folk kan ikke se dine øjne, du kan kigge gennem folk. Det er måden at overleve på&laquo;. </p> <p></p> <p> <b>P.S.</b><br/> Internetsøgetjenesten Google har en gratis ydelse, der hedder Google Alerts. Jeg har sat den til at sende mig en e-mail, når Jeppe Heins navn er i nyhederne ude i verden. Torsdag aften modtager jeg en besked om en notits i et lokalt medie i Perth i Australien. Der står, at bystyret har indkøbt et &raquo;forfriskende&laquo; nyt kunstværk af Jeppe Hein til et af byens torve. Et springvand. En kommunaldirektør udtaler, at det &raquo;vil aktivere&laquo; pladsen, give den &raquo;en interaktiv, familievenlig attraktion&laquo; og &raquo;tilføre en følelse af skæg og ballade&laquo;. Pris: 7,3 millioner kroner. Det er det største værk, Jeppe Hein nogensinde har solgt. </p> <p> Næsten samtidig modtager jeg en sms fra ham. Han er i New York for at holde møder med sin gallerist og en håndfuld kuratorer. Jeg har forsøgt at få fat i ham. </p> <p> Han skriver, at han har &raquo;fået for mange indtryk&laquo; og &raquo;har det ok men kroppen og hovedet har send nogle klare signaler som jeg nok tidligere ikke ville mærke,,,, så ro på,, er glad inden i,,,,&laquo;. </p> <p> Han aflyser tre planlagte rejser i januar og flyver dagen efter hjem til sin skovsø. </p> <p> <b>FACEBOOK</b> <reference type="link" id="572438" element="part-of" source="escenic-v4-link" sourceid="572438">Bliv ven med Politiken</reference> </p>

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce