INDESPÆRRET Palæstinensiske Nidaa Badwan  (på billedet) spærrede sig inde i sit eget værelse to år og lavede fotokunst af det, der var i værelset.
Foto: Trapholt

INDESPÆRRET Palæstinensiske Nidaa Badwan (på billedet) spærrede sig inde i sit eget værelse to år og lavede fotokunst af det, der var i værelset.

Hun spærrede sig inde for at føle sig fri

Efter at være blevet tvunget til at gå tildækket valgte den palæstinensiske kunstner Nidaa Badwan at isolere sig frivilligt. Året ud viser danske kunstmuseer kunst fra Gaza og andre egne, vi ikke normalt oplever kunst fra.

Kunst

For to år siden blev hun anholdt i Gaza.

Hun gik i en gruppe med unge mænd, hun havde jeans på i stedet for slør, og begge dele blev set som upassende, så hun blev slæbt med.

Det var under de næste otte dages forhør, hvor hun blev truet med tortur, med mindre hun skrev under på, at hun ville underkaste sig Hamas’ leveregler, at hun traf sit valg:

Nidaa Badwan blev sluppet fri. Men med den form for »frihed« kunne det være det samme, tænkte hun. Derpå spærrede den unge, palæstinensiske kvinde sig selv inde på et værelse i næsten to år og begyndte at fotografere. Det er der kommet et kunstprojekt ud af, som kunstmuseet Trapholt nu viser som led i en større udstillingsrække landet over med kunstnere fra lande, som Danmark giver udviklingsbistand.

Og flere af kunstnerne har mere på spil end kunstnere i velfærdslande typisk har. Som en af de deltagende kunstnere fra Asien, Afrika og Mellemamerika, den kenyanske kunstner CXX sagde til det overvejende vestlige publikum ved åbningen i weekenden:

»I har for meget af alting, så I har ikke så meget at kæmpe for«.

Foto: Trapholt.

Gaza repræsenterer ikke mig. Det gør det rum, jeg selv valgte.

Og den senegalesiske kurator, N’Goné Fall, som Trapholt har bedt om at kuratere hele udstillingen, havde også noget at minde danskerne om:

»I er nødt til at lære, at I ikke er hele verden. I er kun en del af hele verden«.

Spærrede sig inde

Det er Center for Kultur og Udvikling under Udenrigsministeriet, der har taget initiativ til i alt 25 udstillinger på 21 kulturinstitutioner året ud. Initiativet Images er årligt tilbagevendende, men normalt »fyres det hele af på én gang«, som lederen af Images 2016, Christina Papsø Wedel, siger.

»Vi har valgt at brede det ud, for at vise danskere i hele landet noget om de udviklingslande, vi bidrager til«.

Og palæstinensiske Nidaa Badwan er en af dem. I første omgang lukkede kunstneren sig inde på sit værelse i depression over, at hun ville »miste sig selv« og miste sin frihed, fordi hun var kvinde.

Men så begyndte hun at fotografere de ting, der var omkring hende. Helt bogstaveligt: En stige. En kop kaffe. En bog. Og hun blev på værelset. Forældrene kom med mad, og selv forlod hun kun værelset for at gå på toilettet.

»Jeg kunne vælge mellem at være udenfor og være, som andre ville have. Hvor man ikke går rundt med mandlige venner eller går ud uden tørklæde. Eller jeg kunne blive indenfor og være mig selv«, fortæller hun.

»Og jeg følte mig mere fri som indespærret indenfor end ude i den belejrede by udenfor. Mit eget værelse var det eneste sted, hvor jeg kunne udtrykke mig selv og producere kunst om det, der skete udenfor«, siger hun om den frivillige isolation, som hun har kaldt »100 dages ensomhed« med venlig hilsen til den colombianske forfatter Gabriel García Marquez’ roman: »100 års ensomhed«, som foregår i en isoleret landsby.

Egentlig ville hun male, som hun plejede, men der var meget få farver i værelset, så midlerne blev i stedet hende selv og et kamera. Hun har fotograferet en universel stund med en kop kaffe. Hun har forsøgt at lære sig ballet på nettet og har fotograferet øvelserne. Hun har set, hvad der var af materialer omkring hende og sminket sig eller bygget en gynge for med egne ord at »givet farver tilbage til Gaza, som hverken kender til farver eller fred«.

Det var hårdt at isolere sig selv de første 100 dage, indrømmer hun:

»Men så begyndte det at stå mere og mere klart for mig, at det var den eneste måde, jeg kunne bevare mig selv på«.

Foto: Trapholt

Budskab kan dræbe

Om hendes farvemættede billeder er politiske, lader hun op til andre at vurdere.

»Men det er vigtigt for mig at sige, at et statement eller et budskab i kunsten kan være dræbende. Kunst, der kun er et politisk program, er endimensionel«.

For udstillingens kurator, N’Goné Fall, handler den internationale udstilling om, at kulturer lærer af hinanden ved at mødes. Hun har ikke sat sig for at vise politisk kunst:

»Men alt er politik. Politikere definerer, hvordan vi skal leve, og kunsten forholder sig til det. Vi lever i en verden, hvor vi ser børn dø i Middelhavet og tager et glas vin bagefter, og vi kan ikke bare vælge at glemme«, siger hun.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Nogle forventer bare at opleve skønhed på en kunstudstilling, men det, de her kunstnere kan, er at fortælle os, hvordan verden er - for os alle sammen. De her kunstnere taler ikke som kenyanere eller vietnamesere. De taler som mennesker til os alle sammen«.

Frygten for »den anden« breder sig over hele verden, mener hun:

»Hele verden bygger på migration og folkevandringer, og vi har ikke ret til bare at glemme. Det har mange kunstnere naturligt fokus på. Nogle meget tydeligt, og andre mere subtilt, men kunsten er det barometer, der kan vise os, hvordan det står til i verden«.

Ikke pileflet

Trapholt vil inddrage borgerne i Kolding-området som led i årets udenlandske udstillinger. Det sker under den overordnede titel Artist in Society, fortæller museets leder, Karen Grøn.

»Men det er ikke sådan noget med, at vi i solidaritetens navn viser hemslöjd og pilerør. Vi stiller høje krav til det kunstfaglige og har ikke inviteret kunstnere, som kun har et ærinde«, siger hun og kalder udstillingen et »nysgerrighedsprojekt«:

»Vi er kunstnere og ikke politikere, og vores interesse er at vise, hvilke spørgsmål kunstnere stiller sig selv i de lande, Danmark samarbejder med via udviklingsbistanden. Og vores krav har været, at der ikke bare skal være noget på spil, men at der også skal være et stærkt æstetisk udtryk. Det ene går ikke uden det andet«.

Er det en politisk kunstudstilling?

»Hvis du dermed tænker på, om vi løfter pegefingre, så nej. Det handler om, at de fleste af os ikke kender meget til, hvad der rører sig, og hvilke spørgsmål kunstnere stiller sig selv i lande, vi typisk kun kender fra nyhedsudsendelser. Men det er gået op for mig, efterhånden som jeg er kommet tættere på de her værker, at alle kunstnere, uanset motiver, beskæftiger sig med magt på den ene eller anden måde. Alle sammen. Så i den forstand er der en form for politisk indhold«.

Karen Grøn er bevidst om, at en for de fleste danskere ukendt kunstner fra Cameroun »nok ikke står øverst på folks søndagsliste«. Men hun håber, at folk vil benytte lejligheden til »for en gangs skyld« at se kunst, der har rod i dele af verden, hvor vi dårligt kender kunstscenen.

Som det første på udstillingen går man ind i eller rettere nedenunder udstillingens titelværk, When Things Fall Apart: Pascale Marthine Tayou fra Cameroun har hængt 1100 masker, skolebøger, missionsdukker, lænker og andre genstande op i loftet over et areal på 60 kvadratmeter som et billede på, at verden er ved at styrte sammen og et spørgsmål, om vi gør noget. Værkets og udstillingens titel trækker referencer til et tidligere digt af irske W.B. Yeats og er også titlen på en 1950’er-roman af nigerianske Chinua Achebe, en roman, alle afrikanske skoleelever læser.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Fra Vietnam viser Dinh Q. Le et brændende skib til søs og en forlist redningsbåd på en strand, hvis sandkorn viser sig at være gamle familiefotografier. Portrætterne fra antikvitetsforretninger i Ho Chi Minh City er til minde om alle de, der flygter og må efterlade et liv bag sig, og besøgende på udstillingen kan samle et fotografi op og uploade det til et website, så vietnamesiske bådflygtninge teoretisk kan sidde i deres nye hjemlande og finde et levn fra fortiden.

En guatemalansk kunstner viser filmen fra den dag, hvor hun med bloddryppende fødder gik gennem hovedstaden med en balje blod og satte blodige fodspor fra Forfatningsdomstolen mod Nationalpaladset. Med den enlige vandring, som publikum ved Venedig-biennalen tidligere har fulgt, vil hun få folk til at huske på afviste og glemte sager og protestere imod, at gamle magthavere bliver ved at husere.

Og så er der palæstinensiske Nidaa Badwan, som har fotograferet sin selvvalgte isolation:

»Gaza repræsenterer ikke mig. Det gør det rum, jeg selv valgte«, siger hun.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce