Anselm Kiefer har parkeret fire gigantiske fly og fire malerier i kæmpemæssige skalaer i Copenhagen Contemporarys store hangarlignende hal på Papirøen. Foto: Copenhagen Contemporary

Anselm Kiefer har parkeret fire gigantiske fly og fire malerier i kæmpemæssige skalaer i Copenhagen Contemporarys store hangarlignende hal på Papirøen. Foto: Copenhagen Contemporary

Kunst

Gigantiske fly på Papirøen er monumenter over en svunden tid - men gør samtidig krigens rædsel anno 2017 forståelig

Superstjernen Anselm Kiefers udstiller gigantiske fly og malerier hos Copenhagen Contemporary på Papirøen.

Kunst

Det er tungt og alvorsfuldt. Og det er med de litterære referencer helt ude på spidsen, når den tyske superstjerne Anselm Kiefer har parkeret fire gigantiske fly og fire malerier i kæmpemæssige skalaer i Copenhagen Contemporarys store hangarlignende hal på Papirøen.

Udstillingens titel, ’For Louis-Ferdinand Céline: Voyage au bout de la nuit’, kan afsløre, hvor Kiefer vil hen. Celines roman med den danske titel ’Rejse til nattens ende’ fra 1932 er en traumefortælling og en satire over menneskeheden fra mellemkrigstiden. Udstillingen runger af destruktion og af dyb patos.

Kiefers værker ser ud, som om de er skabt uden for den tid, de er skabt i – som om han trækker dem op fra en eller anden kunstens ursuppe anno kold krig

Kiefers værker ser ud, som om de er skabt uden for den tid, de er skabt i – som om han trækker dem op fra en eller anden kunstens ursuppe anno kold krig. Flyene er lavet af zink og bly og bøjet og strakt i genbrugsmaterialer, blandt andet fra en sønderbombet tysk by.

På siden af et af flyene står der ’Paul Celan’. Paul Celan er navnet på den rumænskfødte jødiske digter, der i 1945 – året, da Kiefer blev født – skrev om ’schwartzer Milch’ i værket ’Todesfuge’. Den sorte mælk. Med graffitien opstår der en syntese af dødsfugl (flyet) og dødsfugaen.

Men hvorfor egentlig disse fire tunge fly med den modsætningsfyldte materielle relation mellem bly og fly – tyngde og lethed – ganske som den modsætning, der findes mellem Celans mælk og sortheden – sort mælk?

De militære referencer, flyene, peger mod vores egen samtid, hvor amerikanske bomber i skrivende stund smides over Syrien. Man kan ikke forestille sig Tredje Verdenskrig uden Anden Verdenskrig.

Ligesom Anden Verdenskrig ikke kunne finde sted uden Første. Det er derfor ikke blot kognitiv dovenskab, når man – i forsøget på at tale om sin samtid – trækker ’gamle’ begreber som fascisme og nazisme frem fra skuffen.

Anselm Kiefers fly er lavet af zink og bly og bøjet og strakt i genbrugsmaterialer og fylder godt op i den hangarlignende kunsthal på Papirøen.
Foto: Copenhagen Contemporary

Anselm Kiefers fly er lavet af zink og bly og bøjet og strakt i genbrugsmaterialer og fylder godt op i den hangarlignende kunsthal på Papirøen.

Fornemmelsen af tyngde overføres nok som en kropslig erfaring fra værkernes gigantiske formater. Spørgsmålet er blot, om erfaringen af historien og lidelsen som en tyngde er så relevant som figur længere.

Findes krigen stadig som noget, der ligger uden for mennesket som støbt jern og kanoner? Er det en reel krigshandling, når amerikanerne smider bomber i Syrien, eller er det politisk spin, der handler mere om relationen mellem Putin og Trump?

Er krigsførelse ikke for længst gået digitalt, blevet decentraliseret og molekylær, på samme måde som kapitalismen er blevet hyperfleksibel og bevæger sig som en gas hen over kloden?

Bør krig i vores neoliberale samtid ikke nærmere forstås som et projekt af internalisering af en angst og vrede, der siver rundt i kroppens kanaler?

Måske er storheden i Kiefers projekt, at det netop er den fornemmelse, disse monumenter over en svunden tids krigsmaskineri overfører til beskueren.

At det tunge maskineri frem for alt er et symbol for krigsførelse, og at det først er, når man står over for det tunge materiel, at rædslen bliver håndterbar.

Det kan godt være, at krigens maskineri forandrer sig, men genkomsten af fascismen i vores del af verden ligner et loop.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Som en slags bagtæppe for Kiefers fly, supplerer dyptikonet. Maleriet forestiller en ørkenhave med livssymbolet, vægten, i toppen. Foto: Copenhagen Contemporary

Som en slags bagtæppe for Kiefers fly, supplerer dyptikonet. Maleriet forestiller en ørkenhave med livssymbolet, vægten, i toppen. Foto: Copenhagen Contemporary

De fire fly på udstillingen har selskab af fire monumentale malerier. Et af disse malerier er et dyptikon (sammensat af to malerier) med en gigantisk vægt påført øverst oppe under taget.

Alle fire malerier indeholder en figurativ repræsentation af et køligt ørkenlandskab. De er ørkenhave skabt i overdrevet pastos (tyk) og krakeleret maling.

De er som malerier betragtet rædselsfulde. Alt for meget perspektivisk effekt og alt for meget horisont.

Kiefers malerier er generelt bedst, når de lader betragterens snude begrave i krigens eller katastrofens rædsler – når der ikke er blik til himlen. I malerierne på denne udstilling er himlen høj, og, ja, man forstår, at himlen ikke blot er himmel, men luftrum og dermed territorium i en lignende militær logik, som landjorden organiseres efter.

Og så er der solsikkefrø som et måske lidt patetisk symbol på livets potentiale midt i alt det døde. Jeg er ikke vild med disse kerner, når de former spiraler i maleriernes himmel og fremstår som en postuleret kosmologi.

Bedst er de, når de blot bryder maleriernes perspektiviske illusionsnummer og lægger sig på overfladen og siger: Her er maleriets overflade. Dybden findes ikke.

Gigantiske afblomstrede solsikker og valmuer stikker ud af vinger og snuder. Blomsterne er et kiefersk kendetegn

Relationen mellem malerierne og flyene er unægtelig teatralsk. Malerierne fremstår som en art bagtæpper for flyene, der er placeret, som kunne de være styrtet ned i maleriernes golde ørkenlandskaber. Nogle fly tynges af blybøger, et af meteorsten.

Gigantiske afblomstrede solsikker og valmuer stikker ud af vinger og snuder. Blomsterne er et kiefersk kendetegn.

Værkerne er smukt belyst af Copenhagen Contemporarys naturlige lysindfald, der skifter med skyerne og langsomt bevæger sig hen over gulvet. Gulvet må efter dessiner fra kunstneren ikke rengøres i udstillingsperioden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Denne forvitring er meningsfuld. Anderledes ærgerligt er det, at man har valgt ikke udelukkende at gå med dagslyset, men at bade værkerne i en varm om end diskret spotbelysning.

Med denne led-belysning rammes værkerne ind i en institutionel teatralskhed og fratages desværre, for mig at se, en grad af den mere direkte iboende illusion om tyngde og historie, der findes i værkerne, og som anskueliggør krigens rædsler for den besøgende.

Men selv om der med Kiefer er tale om en version af krigen som en litterær og arkaisk størrelse, der fremstår en kende afkoblet en flydende samtid, er der tale om på alle måder stor kunst.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce