Selv om mailens emnefelt har samme titel som den hyggelige kærlighedsfilm ’Dirty Dancing’, er der intet hyggeligt ved indholdet.

»Hvordan kan man synge og danse på verdens største jødiske grav, eller på nogen gravplads i det hele taget? Jeg har lyst til at kaste op«, står der blandt andet.

Kunstneren Jane Korman læser rolig mailen højt i telefonen, indtil hun får nok og konstaterer, at »sådan bliver det ved og ved«.

Den arrige mail er blot ét eksempel på flere hundrede forargede henvendelser, siden hun for fire måneder siden offentliggjorde sit seneste kunstprojekt kaldet ’I Will Survive: Dancing in Auschwitz’.

Kunstneren fortryder intet
En video, hvor jødiske Jane Korman sammen med sin far og sine børn er taget tilbage til de koncentrationslejre, hvor faderen blev interneret under Anden Verdenskrig. Under optagelserne er han iført en T-shirt med titlen ’survivor’ (overlever), og sammen udfører familien en simpel og glad dans til Gloria Gaynors discoklassiker ’I Will Survive’.

Via YouTube har videoen hurtigt fået et globalt publikum, og jødiske organisationer er enige om at kritisere Korman for videoen. En af dem er den store, amerikanske lobbyorganisation Anti-Defamation League (ADL), der bekæmper antisemitisme. Formanden Abraham Foxman erklærede kort efter videoens offentliggørelse:

»Jeg kan godt forstå, at man har lyst til at fejre sin overlevelse, men det sker på bekostning af dem, der ikke overlevede«.

LÆS OGSÅProvokunstner laver værk af myrdede jøders tænder

Kritikken får ikke Jane Korman til at trække i land. Tværtimod. Hun er stolt af projektet og glæder sig til at vise videoen på en filmfestival i Tyskland til oktober, fortæller hun.

»Det har aldrig været min intention at fornærme nogen. Jeg ville holde mindet om dette forfærdelige sted og om, hvordan verden opførte sig dengang, i live. Så vi genopfrisker de ting, vi lærte dengang, som mennesker«, siger hun over telefon fra Israel. Hvor dansevideoen i øvrigt slet ikke har fået lige så meget opmærksomhed som i Europa og Australien, siger hun.

Overlever.  Adolek Kohn er i dag 89 år gammel. Han overlevede både Auschwitz og et efterfølgende ophold i arbejdslejr, hvor han byggede propeller til tyske fly. Efter krigen flyttede han til Australien med sin kone.'Jeg slog ikke Jesus ihjel'
Begge hendes forældre oplevede Auschwitz under Anden Verdenskrig. Hvor lang tid kan hun ikke huske, men som hun siger: »Auschwitz var ikke et sted, hvor man kunne være i ret lang tid«. Efter krigen flyttede de til Australien og Melbourne, hvor Jane Korman er født og opvokset.

»Jeg voksede op og havde et godt liv. Men jeg blev altid konfronteret med det her med at være jøde. Da jeg var fem år gammel, blev jeg beskyldt for at have slået Jesus ihjel, selv om jeg ikke anede, hvem Jesus var. Hvis nogen tabte nogle mønter på gaden, kom folk med kommentarer om mig og penge, fordi jeg var jøde«, fortæller hun.

Som ung lavede Jane Korman flere kunstprojekter, og også her fyldte den jødiske identitet meget i alt, hvad hun foretog sig. Hun gik rundt med en T-shirt med påskriften ’Jeg slog ikke Jesus ihjel’, og til en hippiefestival lavede hun en happening i et dampbad, hvor dampen skulle forestille et gaskammer.

Alligevel var det først, da hun var over 50 år og mor til fire voksne børn, at en vejleder på universitetet plantede ideen om, at hun sammen med sin familie burde rejse derhen, hvor historien udfoldede sig. Til Polen, hvor forældrene kom fra, og hvor flere af de tyske koncentrationslejre lå.

»Så sagde jeg til mine børn: Hey, den her skøre lærer synes, vi skal tage til Polen! Og jeg grinede ad det. Men mine børn sagde: »Mor, det her er en unik mulighed, også for mormor og morfar««.

Vil lære menneskeheden at kende
Jane Kormans mor følte, at det ville være for hårdt at skulle gense hjemlandet, og tog derfor ikke med.

Men sammen med sin far, sine fire børn og sin niece rejste Jane Korman tilbage til familiens rødder på den anden side af kloden. Hun havde ingen forventninger med sig i bagagen, siger hun, kun et par ideer til nogle kunstprojekter. Herunder dansevideoen.

Du siger, at du lavede videoen for at få folk til at huske holocaust. Men det lyder også, som om du gør det for at lære dig selv bedre at kende?

»Ja, præcis. Og jeg gør det for at lære menneskeheden bedre at kende. For at forstå, hvad det er, der driver os til at gøre sindssyge ting«.

Skønhedsdronning i Jerusalem
Tror du, at du kan ændre noget med din kunst?

»Ja... Ja, jeg gør, og nej, jeg gør ej. Jeg tror, at det er meget svært at kontrollere sindssyge ideer om at slå andre mennesker ihjel. Men hvad resten af verden angår, er det stadig vigtigt at gøre noget, eller sige noget, for at flytte dem lidt. Bare en lillebitte smule«.

Jane Korman er allerede i gang med sit næste projekt, hvor hun, klædt ud som ’Miss World Peace’, tager rundt til forskellige steder i Jerusalem sammen med et israelsk tv-hold for at prøve at få folk til at danse med hende for verdensfreden. Rundturen som en skønhedsdronning »med rynker og topmave« bliver vist på israelsk tv i næste uge.

Hun bliver ikke fornærmet over spørgsmålet om, hvorvidt projektet er naivt.

»Jo, selvfølgelig. Det er meget, meget naivt. Jeg er en naiv person. Bare se mig, jeg er over 50 år gammel, og jeg klæder mig ud som Miss World Peace, hvad kunne være mere naivt. Men det får stadig folk til at tænke. Og at få folk til at tænke sig om er bedre end at ikke gøre det. Desuden virker det nogle gange bedre, hvis du prøver at få dine holdninger ud på en naiv måde, end hvis du gør det på en akademisk måde«.