Om fem-ti år vil folk i Danmark støde på kunstværker og museumsgenstande i det lokale storcenter eller i den kommunale håndboldhal.

På gader og stræder. På landet og i byen.

Og vi vil blive begejstrede eller provokerede, måske endda forargede.

Museerne vil ikke bare holde sig inden for høje mure og støvede montrer.

Kunst og kultur vil nå folk overalt – også den del af befolkningen, der aldrig sætter deres ben på et museum.

Det er den konservative kulturminister Carina Christensens vision ’Kultur for alle’, som hun nu fremlægger efter at have rejst rundt i landet i et halvt år og talt med kommuner og kulturinstitutioner.

»Kunsten skal ud og møde borgerne«
Et fælles problem for alle er, hvordan man får formidlet kunst og kultur bedre og ikke mindst får fat i den tredjedel af danskerne, der stort set ikke er kulturforbrugere.

»Formidling er et tema, der optager alle. I de her år bliver vi bombarderet med smarte, hurtige tilbud, så det kan være lidt svært at få nogen ind på et museum, hvor tingene måske har stået stille i mange år, hvor formidlingen er små gule sedler, og der ligger flintøkser og står jydepotter over det hele. Det er op ad bakke. Vi skal have kunsten ud og møde borgerne, der hvor de er«, siger Carina Christensen.

LÆS Kulturministeren vil lukke museer

Men hvorfor skal kunsten ud i det offentlige rum?

»Fordi det er svært at trække folk ind på institutionerne. Vi har mange museer, der gør det rigtig godt, men hvor besøgstallene ikke er ret høje og interessen ikke særlig stor. Jeg tror, at man kan åbne øjnene på mange ved at bringe det ud i det offentlige rum. Give folk nogle kunstoplevelser, nogle kulturoplevelser og nogle møder med kulturarven, hvor de færdes i deres hverdag«.

Professionel kunst - ikke graffitti
Du er ikke bange for, at de bare bliver sure og provokerede?

»Nej, det er jeg bestemt ikke. Jeg tror virkelig, at folk vil tage imod det. ’Sculptures by the Sea’, hvor Kunstmuseet ARoS sådan set ikke gør andet end at flytte skulpturer ud til en strandbred, fik lige pludselig 600.000 til at se den udstilling. De var ikke kommet, hvis skulpturerne havde stået inde på ARoS«.

Men Vanddragen på Store Torv i Århus har da givet en masse ballade, så den risiko er der vel også?

»Det er der. Men det er det skønne – det uventede kulturmøde. Går du ind på en institution, så ved du, hvad du kommer efter. Men her møder du kunst og kultur på en utraditionel måde og får overraskelsen, og måske kan det blive en appetitvækker til, at man går ind og besøger en kulturinstitution«.

Betyder det, at streetart og den selvbestaltede kunst på gadeplan også skal have mere plads i det offentlige rum?

»Jeg er ret åben over for, at det kan være streetart, det kan være gadefestivaler, det kan være alle mulige forskellige ting. Men omvendt skal der være noget kvalitet i det. Grim graffiti på DSB-vogne er ikke hensigtsmæssigt eller lovligt, det opfordrer jeg ikke til. Men god professionel kunst i gadebilledet. Og hvis amatører så vil supplere op, kan det være ganske fint. Jeg ser gerne, at vi får mere ud i det offentlige rum på utraditionelle steder«.

LÆS OGSÅ Carina Christensen: Kunst skal provokere

Er det ikke et ret socialdemokratisk projekt? Hvad er det konservative aftryk?

»For mig handler det om sammenhængskraften. For mig er det et tab, hvis for mange mennesker ikke føler, at de har mulighed for at få ejerskab til vores kulturarv, til kunsten og kulturen. Hvis de føler sig ekskluderet og ikke inkluderet. Det, synes jeg, er ærgerligt. Vi skal ikke gå på kompromis med fagligheden, og kvalitet skal også være i højsædet. Men vi skal bestræbe os på at komme borgerne og brugerne i møde«.

Kunst ved Bilka
Carina Christensen mener, at Kunstmuseet Trapholt i Kolding er et godt eksempel. Museumsfolkene havde en udstilling, de var glade for, men folk blev væk.

Så flyttede museet en del af udstillingen ned i Kolding Storcenter, ned foran Bilka.

»Og lige pludselig fik folk en kunstoplevelse, de ikke havde regnet med, og det betød også, at flere kom ned og så udstillingen på Trapholt. Man kan ikke længere sidde derhjemme på museet og vente på, at folk opdager det. Man skal ud og opsøge folk. Vi skal have færre murstensinstitutioner og til gengæld være mere ude i det rum, hvor folk er«.

Hvordan vil du sikre, at de statslige kulturinstitutioner skaber kulturtilbud i det offentlige rum, på arbejdspladser, skoler, sygehuse og den slags?

»Vi vil skrive det ind som en del af deres resultatkontrakter, at vi forventer, at de tænker formidling utraditionelle steder i det offentlige rum ind i deres udstillingsplaner. De kan ikke lukke sig inde bag murene. Og så har vi et tæt samarbejde med kommunerne via kulturaftalerne (hvor staten giver tilskud til kommuner, der går sammen om et kulturprojekt, red.), og jeg vil have en klar forventning om, at mange af de 13 kulturaftaler, vi har indgået, har dette her med«.

Hvad betyder det for eksempelvis Statens Museum for Kunst og Nationalmuseet. Skal de agere anderledes i fremtiden?

»Ja, det skal de. Ikke som en hovedaktivitet, men som en delaktivitet. De skal ud og præsentere sig et sted, hvor man ikke lige ville forvente at møde dem«.

Må de så drosle ned på det, de har på museet?

»Jeg tror godt, det kan tænkes sammen. Det er jo en positiv aktivitet, der kommer danskerne til gode. De kan vælge at gøre det i samarbejde med lokale aktører. Det kan gøres på mange måder, og der er ingen, der siger, at det behøver at være dyrt«.

Samtidig lægger Carina Christensen op til en strukturreform for kulturinstitutionerne, der minder om den, bibliotekerne har været igennem.

Altså fusioner og nytænkning, hvad angår de små og isolerede museer, der kun har få besøgende.

Museumsfusioner
»På biblioteksområdet har vi lukket mange biblioteker, men er kommet ud på den anden side med nogle større og bedre enheder, der i højere grad modsvarer moderne brugeres behov, så folk i dag synes, det er en god oplevelse at komme på et bibliotek. Nu går vi i gang med de øvrige kulturinstitutioner, og museerne er de første«.

Altså nedlæggelser og sammenlægninger?

»I første omgang nedsætter vi et udvalg, der kan kortlægge, hvor mange museer vi har, og hvor mange besøgende de har. Man kan bruge ressourcerne meget bedre end i dag. Og man behøver ikke altid at tænke i mursten og huse og i nye museumsbygninger. Man kan også tænke i at formidle på en anden måde«.

Men det vil så betyde lukninger og sammenlægninger?

»Det kunne være en løsning at slå noget sammen. Det kunne også være en løsning, at man flytter forskellige kulturinstitutioner sammen, som man har gjort med for eksempel Nordkraft i Aalborg, hvor man samler ting, der normalt ikke ligger sammen: bibliotek, sportshal, kunstudstilling, danseskole, teater, rockkoncert og så videre«.

Det store smertensbarn for Carina Christensen er de mange kulturhistoriske museer, der fortæller om danskernes fortid og historie. De trækker alt for få til. Og de har et så støvet image, at unge mennesker i dag synes, det er noget af det mest kedsommelige.

Det vil hun gerne have lavet om.

For danskerne er ifølge Carina Christensen stærkt optagede af deres fortid og fælles historie. Det viser interessen for familiers stamtræ og historiske dramaserier som ’Krøniken’.

Kunst på hospitaler
Samtidig vil ministeren gøre de kreative og kunstneriske uddannelser langt mere synlige. For eksempel tager studerende ved Vestjysk Musikkonservatorium ud og spiller for syge børn og kræftpatienter på hospitalet.

LÆS OGSÅKultur på recept skal hjælpe alvorligt syge

Den slags skal der være langt mere af.

»Jeg kunne se, hvor berigende det var for de her mennesker. Og de studerende får også noget ud af det. Og jeg har holdt møde med rektorerne på de kunstneriske uddannelser, hvor der var stor lydhørhed over for ideen. Det kan være skuespil eller billedkunst, der kommer ud på hospitaler, plejehjem og den slags. Det vil vi nu lave aftaler med dem om«.

Tegning:  Roald AlsMinisteren vil også sikre, at Danmarks oldtid som gravhøje og den slags i fremtiden bliver formidlet bedre med bedre skiltning og vejledning på internettet.

Og hun vil have kunst og kultur tænkt meget tættere sammen med byudvikling, så det ikke bare er pynt til sidst, men tænkes ind fra starten.

Registrering af fredede bygninger
Og så sætter hun gang i en omfattende registrering og kortlægning af Danmarks fredede bygninger. Den første i 100 år. Der er sat 16,5 millioner kroner af til opgaven.

Og der vil samtidig være krav om, at man fremover formidler, hvad der er bygningens historie, og hvorfor den er fredet, for eksempel med skilte på de fredede bygninger. Formidlingsdelen er helt central, siger Carina Christensen.

»De er blevet bedt om at tænke i, hvordan vi bedre kan formidle den kulturarv, vi alle cykler forbi hver eneste dag«, siger hun.