Med fotomanipulation har kunstneren Kristian Hornsleth lavet et billede, hvor Politikens kulturjournalist Camilla Stockmann bliver taget bagfra af en unavngiven mand, mens to andre mænd og ikke mindst deres lem stritter i baggrunden.

Kunstneren selv siger, at han på den måde vil udstille, at Camilla Stockmann aldrig selv mener noget i sine artikler, men kun skriver, hvad andre siger.

»Jeg forestiller mig, at hun bliver en del af det, hun skriver om, så hun kan se sig selv«, siger han.

Kritiker: Plat montage
Kunstkritiker på Weekendavisen og lektor i moderne kultur på Københavns Universitet, Mette Sandbye, synes, at det er en plat fotomontage, der ligger i forlængelse af, hvad Kristian Hornsleth ellers har lavet – dekorativt, provokerende og enormt kalkulerende.

»Der er sådan noget fuck alle kulturjournalister og kunstkritikere over det. Det er lummert, uinteressant og ureflekteret. Det har ikke stor kunstnerisk værdi. Det er ikke engang sjovt. Og han gentager som altid gamle virkemidler. Der er ikke noget nyt i hans kunst, men det sælger enormt godt«, siger hun.

Selv om billedet er nedværdigende og stødende, så er det som al anden satire, der bliver lavet over mennesker i det offentlige rum, noget, man må stå model til, mener Mette Sandbye.

Hun undrer sig bare over, at Hornsleth vælger en almindelig journalist som mål for satiren. Da dadaisterne lavede fotomontager, var det for at hænge magthavere som Hitler og Heinrich Himmler ud.

»Det her er lidt at skyde spurve med kanoner. Og det virker lidt plat at gå efter personen og ikke efter sagen. Som altid sætter det Hornsleth selv i centrum frem for en debat om kunst og kapital eller som her om kunsten, kunstkritikken og kulturjournalistikkens vilkår«, siger hun.

Journalisten er ikke overrasket
Camilla Stockmann selv er ikke overrasket over billedet. For et par måneder siden skrev hun en stor artikel om Hornsleths management, der systematisk betjente sig af løgn.

LÆS ARTIKLENKunstfirma lyver og lyver og lyver

Billedet er et tak for sidst, mener hun.

»Hornsleth blev fortørnet, hvilket han også skrev på sin hjemmeside. Jeg forsøgte både under arbejdet med artiklen og bagefter at få et interview med ham, men det ville han ikke. Det her er så hans måde at artikulere sig på. Det er et modtræk på Hornsleths præmisser, men det er skuffende, at han ikke stiller op, når man ønsker at få ham til at kommentere en historie«, siger hun.

Og selv om Camilla Stockmann ikke har tænkt sig at gøre noget ved sagen, så synes hun, at billedet er krænkende.

»Enhver kvinde, der pludselig ser sig selv i den situation i et billede, vil føle det nedværdigende. Det er tænkt sådan, og det er modtaget sådan«, siger hun.

Hornsleth: Det er en joke
Kristian Hornsleth selv siger, at billedet er en joke og samtidig en kritik af Camilla Stockmanns måde at lave journalistik på. Hun bør skrive, hvad hun selv mener og synes, siger han.

»Hun skal tage mere ansvar for det, hun skriver, i stedet for at gemme sig bag andre. Jeg savner noget stillingtagen. Hun har travlt med andre folk, nu kunne hun så få noget røg selv«, siger han.

Laver hun ikke bare et stykke journalistisk arbejde?

»Jo, men der er ikke nogen holdning i det«.

Er det ikke lige præcis sådan med journalistik i modsætning til kritik og anmeldelser?

»Jo, det kan man sige«.

Hvorfor er det lige hende, du portrætterer?

»Det er, fordi hun tit er ude med riven«.

Hvorfor har du valgt at gøre det til et pornografisk portræt?

»For at tage en yderposition i forhold til det højt hævede, kulturkritiske. Det her er det modsatte af Prada-Politiken, alt det lækre og rigtige. Det her er det urigtige, det forkerte og det svinske. Det skal minde hende om, at kulturen ikke kan undvære de ting«.

'Meget speciel form for humor'
Camilla Stockmann undrer sig over Kristian Hornsleths kritik og mener, at den hænger sammen med, at han ikke kan skelne mellem journalistik og kritik.

»Det er en belejlig skinforklaring. Jeg er ikke kritiker, jeg er kulturreporter, jeg afdækker kulturlivet, nøjagtig ligesom en politisk journalist afdækker dansk politik, og det ved han godt«, siger hun.

»Derfor ser jeg det som en tak for sidst og egentlig ikke som en kritik. Hvis det her en joke, så er det en meget speciel form for humor, og jeg ville være nødt til at være inde i hovedet på Hornsleth for at se det lårklaskende morsomme i motivet«, siger hun.