Tyg lige lidt på den her: Mona Lisa, kvinden på verdens mest berømte maleri, er slet ikke en kvinde, men en mand.

Og ikke et hvilket som helst renæssancemenneske fra Firenze og omegn, men tusindkunstneren Leonardo da Vinci himself. Som var bøsse og glad for at male sig selv iført dametøj.

Langt ude? Det er muligt. Men ikke længere end, at en gruppe forskere fra det italienske rigsantikvariat har sat sig for at efterprøve teorien, kunne man for en uges tid siden læse på netavisen Times Online.

LÆS ARTIKELForskere vil grave Leonardo da Vinci op

Rygtet om, at den geniale mand var til mænd, stammer helt tilbage fra dengang, han levede.

Og nu vil italienerne grave Leonardos jordiske rester op for, med mandens kranium i hænderne, at rekonstruere hans kontrafej og sammenligne det med Mona Lisas. For på den måde at blive klogere på, om maleriet af Mona Lisa i virkeligheden er et selvportræt.

Ukendt hvilested
Historien melder så ikke noget om, hvordan det i givet fald skulle bevise, at Leonardo da Vinci faktisk var homoseksuel. En mand kan jo strengt taget godt være straight, selv om han bruger mascara og render rundt i nederdel i sin fritid.

Der er også det lille problem, at ingen rigtig er klar over, hvor Leonardo da Vinci ligger begravet. Måske i et kapel i Amboise, der ligger i Loiredalen i Frankrig.

Tegning:  Jørn Villumsen Man ved, at den kirke, han blev begravet i efter sin død i 1519, blev ødelagt i 1789 under Den franske Revolution. Og at knoglerne fra flere forskellige afdøde efterfølgende blev genbegravet i Amboise. Muligvis også Leonardo da Vincis. Hvilket de gode forskere har tænkt sig at finde ud af ved at dna-teste, hvad de måtte finde af knogler og sammenligne med dna-materiale fra nogle af den gamle mesters dokumenterede efterkommere.

En lind strøm af historier
Historien om de italienske forskeres jagt på sandheden om Leonardos seksuelle observans var 2010’s første Mona Lisa-historie. Men med statsgaranti ikke den sidste.

For rundt omkring i verden sidder horder af forskere – mere eller mindre seriøse – som tilsyneladende ikke har andet at tage sig til end at dissekere Louvre-museets katalognummer 779 – det 77 gange 53 centimeter store maleri, som i dag hænger bag panserglas i sit eget lokale, Salle des Etats.

Der er derfor ikke mange måneder på et år, hvor de internationale nyhedsbureauer ikke barsler med en ny fantastisk historie om Mona Lisa og/eller Leonardo da Vinci.

LÆS OGSÅ Mona Lisa angrebet med krus

En af de tilsyneladende uudtømmelige kilder til nye spændende teorier er netop spørgsmålet om, hvem Mona Lisa egentlig var.

Nok har de mest autoritative eksperter for længst fastslået, med tæt på 100 procents sikkerhed, at hun var den florentinske kvinde Lisa Gherardini, gift med en velhavende silkehandler med det imponerende navn Francesco di Bartolomeo di Zanobi del Giocondo.

Men det har aldrig afholdt et utal af mere eller mindre seriøse specialister i at fremsætte nye forslag til hendes identitet, det ene mere fantastisk end det andet.

Leonardo-bacille
For eksempel den om, at Mona Lisa i virkeligheden er da Vinci. Teorien blev først luftet af en amerikansk kunstner Lillian Schwartz, som på computeren morfede et portræt af Leonardo med portrættet af Mona Lisa og, voila, påviste, at de havde nærmest identiske ansigtstræk.

Nu bringer de italienske forskere – med den eventuelle opgravning af da Vincis kranium og rekonstruktion af hans ansigtsstræk – teorien et skridt videre. Ud i det absurde, mener blandt andre Nicholas Turner, tidligere kurator på Getty-museerne.

»Det virker en smule fantasifuldt, for ikke at sige småskørt. Som om en Leonardo-bacille har angrebet disse menneskers hjerner. Vi ved, at Mona Lisa var en specifik person, hun levede, og billedet er et portræt af hende. Hvis Leonardo hørte om alt dette, ville han få sig et godt grin«, siger han til Times Online.

Mon ikke også Leonardo ville trække på smilebåndet af dem, der mener, at Mona Lisa var en indianerprinsesse med så enorm indflydelse på den spanske erobring af Mexico, at den spanske konge forlangte hende portrætteret. Eller at portrættet forestiller da Vincis ukendte elskerinde. Eller hans kvindelige idealbillede, altså et fantasifoster. Eller hans mor.

En konsekvens af den sidstnævnte mulighed er i hvert fald, at da Vinci må have malet efter hukommelsen. For billedet er produceret mellem 1503 og 1506, er eksperterne – altså de rigtige – enige om. Og der var kunstneren i begyndelsen af 50’erne, og hans mor dermed pænt oppe i årene, hvis hun overhovedet var i live.

Og én ting kan alle i det mindste blive enige om: Væsenet på billedet er ikke over 70 år, men et ungt menneske.

At smile eller ikke smile
Et andet emne, som tilsyneladende i al evighed vil fascinere og kalde på allehånde spekulationer, er Mona Lisas smil. Hvis hun altså overhovedet smiler.

Hvilket mange op gennem tiden har ment, at hun ikke gør, tværtimod, for damens sammensnerpede læber skyldes nemlig, at hendes tænders tilstand ikke var den allerbedste.

Det kan sagtens have været tilfældet. Mona Lisa levede på et tidspunkt, hvor brugen af tandtråd og fluorskylninger endnu ikke var slået igennem, og fleste mistede dengang tænderne i en meget ung alder.

Men problemet med sorte tænder – og for den sags skyld også deciderede huller i tandrækken – ville en ferm maler som Leonardo da Vinci nu nok kunne fikse. Skønmaleriet var opfundet i renæssancen, og dentale problemer er næppe årsagen til Mona Lisas uudgrundelige ansigtsudtryk.

Kolesterolopsvulming
Det er Vito Franco, forsker ved universitetet i Milano, helt enig i. Han mener, det skyldes, at hun led af xanthelasma, såmænd.

Det er en ophobning af kolesterol under huden, og signor Franco bygger sin teori på nøje studier af området omkring venstre øjenhule, som han finder noget opsvulmet. Og er der ikke også en lille bule af fedtvæv på hendes højre hånd?

Begge dele tydelige tegn på xanthelasma, og så er der jo ikke noget at sige til, at damen ser lidt muggen ud.

LÆS ARTIKELMona Lisas smil tyder på sygdom

Hvis altså det er det, hun gør, og dermed tilbage til spørgsmålet om, hvorvidt Mona Lisa smiler eller ej. Neurologen Margaret Livingstone fra det amerikanske universitet Harvard har en god forklaring på, hvorfor vi har så svært ved at afgøre spørgsmålet.

En forklaring som, må man retfærdigvis sige, intet har at gøre med, hvem eller hvad Mona Lisa var. Margaret Livingstone påpegede i 2000, at det hele afhænger af … ikke øjnene, der ser, men hvor øjnene ser hen. Altså om man fokuserer på hendes mund eller på hendes øjne.

Kigger man direkte på øjnene, ser det faktisk ud, som om hun smiler, mener Margaret Livingstone. Det skyldes ifølge neurologen, at munden så kun ses ud gennem øjenkrogen og dermed med den del af synsfeltet, som er bedst til at registrere utydelige fænomener – i dette tilfælde smilet.

Kigger man derimod direkte på munden, ser Mona Lisa lidt småsur ud. Hvilket skyldes, at den centrale del af øjet er bedst til at registrere tydelige og skarpe objekter.

Lykkelige omstændigheder
Sidste år fremlagde endnu en neurolog, Luis Martinez Otero fra Institute of Neuroscience i Alicante, et bud fra samme boldgade.

Han påpegede – og hold nu godt fast – at det afgørende for ens opfattelse er, hvilke celler i øjets nethinde, der aktiveres i det sekund, man kigger på maleriet. Cellerne opfanger energien i lyset, omdanner dem til elektriske impulser, som sendes videre til hjernen og skaber det syn, man ser.

Med andre ord: Det er forskelligt fra menneske til menneske og desuden afhængigt at lysforholdene, om vi ser smil eller surhed.

Så er der dem, der mener, at årsagen, både til smilet og det lettere oppustede udseende, er, at Mona Lisa er i lykkelige omstændigheder. Andre, at hun netop har født. Ingen af delene kan med sikkerhed udelukkes.

En italiensk skolelærer, Giuseppe Pallanti, konkluderede i 2004, at Lisa Gherardini, alias Mona Lisa, i alt fik fem børn med sin mand, silkehandleren – som i øvrigt var 19 år ældre end sin hustru. Og inden man trækker på smilebåndet af den italienske skolelærer, skal man vide, at han bygger sine påstande på ikke færre end 25 års grundige arkivstudier i Firenze.

Måske ved han faktisk, hvad han taler om.

Og hvad er det med hånden?
Også Mona Lisas tøj er konstant genstand for forskning og evindelige analyser. Det er meget sandsynligt, at det var husbonden, der bestilte billedet hos Leonardo da Vinci.

Og som regel blev den slags portrætter brugt som et udstillingsvindue for mandens rigdom. Hvorfor er der så ikke mere gang i Mona Lisas klude? Hvorfor bærer hun ikke smykker? Og for øvrigt: Hvorfor bærer hun slør? Det grubler Monamanikerne også over.

Det færdige maleri blev i øvrigt, så vidt vides, aldrig afleveret til silkehandleren, og hvorfor nu ikke det?

Og hvad er det med baggrunden, den er da mærkelig. Det er, som om landskabet til højre for Mona Lisa, set fra beskueren, er forskudt i forhold til landskabet til venstre. Og hvor sidder hun egentlig? Foran et vindue, eller hvad? Besynderligt.

For slet ikke at tale om den måde, hun sidder på. Og hvad laver højre hånd oven på venstre håndled?

Der er nok at tage fat på.

Ét-hårs-øjenbryn
En del af de mange Mona Lisa-historier følger af den teknologiske udvikling. Nye fototeknikker åbner mulighed for, så at sige, at røntgenfotografere malerier og se, hvad der gemmer sig under overfladen.

I 2007 fotograferede den franske ingeniør og opfinder Pascal Cotte Mona Lisa-maleriet med sit selvopfundne 240 megapixel multispektrale kamera. Hvilket bragte spritnye oplysninger frem.

Blandt andet kunne Cotte afsløre nogle af de ændringer af billedet, Leonardo da Vinci fortog i den periode, han arbejdede på billedet. Blandt andet at han undervejs har malet Mona Lisa med bredere ansigt og et tydeligere smil (han skulle bare vide), inden han fandt frem til slutresultatet.

Det lykkedes også Cotte at finde svar på et af de spørgsmål, der har martret verden i århundreder: Hvorfor malede Leonardo sin model uden øjenvipper og -bryn?

Det gjorde han heller ikke – helt. Franskmanden fandt nemlig, inde bag lagene af fernis og hvad der er ellers op gennem tiden er smurt på billedet, et enkelt malet hårstrå oppe over Mona Lisas venstre øje.

Det er godt at vide.