Kan frirum måles? Og i så fald i hvad? Kvadratmeter?

Ja, mener den libanesiske reklamemand Tarek Chemaly – i Beirut kan det. Det kan endda fotograferes.

Det er nemlig, hvad han har gjort siden 2005. Fotograferet Beiruts mure – eller rettere: De streger og sætninger, som nogle har malet på dem. Beiruts graffiti.

Eller med Chemalys ord: »Byens uofficielle historie. Det, der foregår inde i folks hoveder og hjerter – men som man et sted som Libanon ikke altid kan udtrykke frit«.

SE FOTOS Murene råber i Beirut

»I Beirut er det virkelig tydeligt: Graffitien er et talerør«, siger Tarek Chemaly.

»Men jeg så det også som en enestående mulighed for at portrættere min by – en by, som er i konstant forandring. Graffitien er en vigtig del af den fælles-libanesiske bevidsthed. Eller måske nærmere ubevidsthed«.

Gratis e-bog
'Archewallogy' hedder den e-bog, som Tarek Chemaly har samlet sine fotografier i, og som han kvit og frit sender til alle interesserede per mail.

»Man kommer jo ikke uden om, at medierne – især de udenlandske, men faktisk også de libanesiske mainstreammedier – beskæftiger sig meget med krig og vold, når de skal beskrive Beirut«, siger han.

»'Archewallogy' viser, at der altså også er folk i Beirut, som bruger murene til at udtrykke politiske, sociale og religiøse budskaber i stedet for at gribe til våben. Og det er da en vigtig pointe«.

»Fist me«
Når det er sagt, kan de politiske budskaber være ret direkte i retorikken.

Som for eksempel Hizbollahs hilsen til Israel i form et vægmaleri af Davidsstjernen gennemboret af en raket – med det karakteristiske gule flag og teksten »Qadimoun« (»Vi er på vej«).

Den graffiti, som kæmper for homoseksuelles rettigheder – eller bare gør opmærksom på, at seksualitet findes – gør da også sit for at udfordre den libanesiske tankegang.

Foto:  Tarek Chemaly Tarek Chemaly nævner tegningen af to mænd, der kysser hinanden og teksten: »Hvad så?«.

Og graffiti-udråbet »Fist Me«, som synes at brøle: »Nå, så sex skal være tabu? Så skal I fandeme få det lige på og hårdt«.

Fortrydelsespiller
Lesbian Liberation Fronts logo møder man efterhånden også mange steder i byen.

Malet ved hjælp af det, man kalder en stencil – altså en skabelon, som man sprayer gennem, og som derfor kan bruges til at masseproducere logoer eller budskaber på ingen tid.

En af Beiruts forholdsvis kendte stencilkunstnere er Hamed Khalil Sinno – og hans udgave af Fatimas hånd med fuckfinger og teksten:

»Tag den!« kan man se flere og flere steder i byen, fortæller Chemaly.

Det er også Sinno, der står bag graffitien med en penis iklædt kondom og teksten »Protect Her«. I Libanon går man nemlig ikke bare lige ned på apoteket og henter receptfri fortrydelsespiller.

Intifada, nu med sko
Varierende slogans om social tolerance har også fundet vej til murene, for eksempel i form af graffititeksten »Maid is different than Srilankese« – en opfordring til at gøre op med en racistiske opfattelse af, at alle srilankanske gæstearbejdere i byen er maid'er og barnepiger.

Lignende slogan finder man om østeuropæiske kvinder, som i nogle libaneseres bevidsthed kun er i Beirut for at arbejde som prostituerede.

Endelig er der de lidt mere subtile stencils, f.eks. den med teksten »Intifada, nu med sko«.

Formentlig med henvisning til et vist fodtøjsoverfald på en tidligere amerikansk præsident.

Ulovligt
Hvis man skraber alle de politiske, religiøse og seksuelle lag af, har Beiruts graffiti så noget, man kan kalde et fælles budskab?

»Ja, ét«, siger Tarek Chemaly: »Jeg er her. Dette er min by, og jeg kan ikke ignoreres«.

Graffiti er i øvrigt lige så ulovligt i Beirut som i de fleste andre storbyer.

»Men …«, fortæller Tarek Chemaly, »… tit når jeg tager ud for at fotografere, er det politiet, som hjælper mig med at finde de steder, hvor graffitimalerne har været i gang sidst«.