Det var ikke blot bedrag. Det var bedrageri af »særlig grov beskaffenhed«, da den 92-årige Grethe Meyer blev franarret sit arvestykke, maleriet ’Paysage á l’Estaque’ af franske André Derain i 2004.

For dels gik de tiltalte målrettet efter selv at tjene en millionprofit på kvindens maleri. Og dels misbrugte direktøren for Auktionshuset Ellekilde den tillid, som blev ham vist i kraft af hans stilling, da han med sin kærestes hjælp udnyttede den godtroende gamle enkefrue.

»Det er desuden en skærpende omstændighed, at det er en 92-årig dame, der er blevet bedraget«.

Sådan tordnende anklager, statsadvokatassessor Anne Birgitte Stürup under sin procedure i ankesagen mod den 62-årige Ellekildedirektør og hans 43-årige samlever, der således begge risikerer to et halvt års fængsel.

En klassisk bedragerisag
I Byretten blev direktøren idømt otte måneders fængsel, mens samleveren blev frikendt.

Den sidste uge har anklager, statsadvokatassessor Anne Birgitte Stürup imidlertid forsøgt at fremlægge beviser for, at de begge skal fængsles.

Hun har forsøgt at bevise, at Ellekildedirektøren bildte den nu afdøde Grethe Meyer ind, at hendes arvestykke var uægte, og at det ikke var mere end de 200.000 kroner værd, som han oplyste, at en amerikaner ville betale.

LÆS ARTIKELFranskmand belaster de tiltalte i kunstfupsagen

I virkeligheden var køberen hans samlever, der måneden efter købet solgt maleriet for fem millioner kroner. Fortjenesten delte Ellekildedirektøren og samleveren fifty-fifty.

»Denne sag er en fuldstændig klassisk bedragerisag, hvor den mere kloge bedrager den mindre kloge«, fortsatte anklageren.

Bedrag i Bredgade
Grethe Meyers tre arvinger har hele tiden fastholdt, at deres mor anså maleriet for ægte, indtil Ellekildedirektøren fik hende overbevist om det modsatte ved at fortælle hende, at en ekspert havde undersøgt og afvist det.

Og anklager Stürup anskueliggjorde under sin procedure nu et forløb, som, hun mente, var det mest realistiske: Ifølge hende havde Ellekildedirektøren øjnet en mulighed for en millionfortjeneste, da den franske kunsthandler Charles Bailly besøgte auktionshuset i Bredgade, hvor han fattede voldsom interesse for maleriet, mens det var udlånt af Grethe Meyer. Anklageren sagde:

»SEO (Ellekildedirektøren, red.) tager billedet med til Ellekilde Auktionshus. Bailly ser på det og siger, at det er et rigtigt godt billede. Og det er her, at SEO beslutter, at det er ham og JF (den tiltalte samlever, red.), der skal have profitten af billedet«.

Kvinden vidste hvad hun gjorde
Til politiet har Ellekildedirektøren fortalt, at han ikke vidste, hvad der er blevet af maleriet efter, at han havde solgt det for Grethe Meyer:

LÆS OGSÅDirektør fastholder: Jeg blev millionær ved et tilfælde

»Det, ved vi i hvert fald, er løgn«, lød konklusionen fra anklageren.

Den tiltalte kvinde fik heller ikke en mildere medfart i proceduren. Og det har været generelt i løbet af landsretssagen, at anklageren har sat alle sejl til for også at få hende dømt denne gang. Hun havde nemlig ifølge anklageren »spillet en stor og afgørende rolle for, at bedrageriet kunne finde sted«. Anklageren fortsatte:

»Hun vidste udmærket, hvad hun var en del af«.

Løgn om franskkundskaber
Kvinden har blandt andet forklaret i både Byretten og Landsretten, at hun ikke forhandlede om prisen, men overvældet havde accepteret et udspil på fem millioner kroner fra franskmanden i hans galleri i Paris.

LÆS ARTIKELKvindelig tiltalt: Blev fuldkommen lammet over millionfortjeneste

Men det afviste anklager Stürup med henvisning til den franske kunsthandlers forklaring i retten torsdag:

»Han byder 600.000 euro, men det er ikke nok. Hun vil have mere. 72.000 euro mere end det tilbudte«.

På regningen står netop, at den tiltalte kvinde sælger en ægte Derain. Men det forstod hun ikke, da det var på fransk, forklarede kvinden sidste uge. Om den forklaring lød det fra anklager Stürup:

»Jeg synes, det er forbavsende simpelt, og man skal ikke have haft mange fransktimer for at tyde, hvad der står«.

Det mystiske dokument
Forinden havde det sidste vidne afgivet sin forklaring.

Det var datteren til Grethe Meyer, der overlevede formiddagen uden alvorlige skrammer, selv om hun blev udfrittet om et brev, der tilsyneladende var forsvundet, og som hun havde svært ved at redegøre for.

Men først og fremmest fik hun slået fast, at hun – ligesom sin bror og søster – ikke kunne bekræfte, at Ellekildedirektøren skulle have fået et dokument, hvorpå den franske Derain-ekspert Michel Kellermann skulle have skrevet, at maleriet var falsk. Det papir hævdede Ellekildedirektøren netop at have fået i hånden, men hertil sagde Grethe Meyers datter:

»Nej, det har vi ikke haft. Det er jeg 100 procent sikker på«.

Moderen var åndsfrisk
På spørgsmålet om hendes mor kunnet have haft samtaler med Ellekildedirektøren uden, at hun og hendes søskende var blevet involveret, var svaret klart nej.

»Man må forstå, at vi var en meget tæt familie. Hun havde været enke i mange år, og hun havde sine svagheder«.

Derfor hjalp børnene til og var i kontakt hver dag. Men – understregede datteren – moderen var stadig åndsfrisk og kunne ikke have glemt at informere dem:

»Hun spillede konkurrencebridge ti dage før sin død«.

Forsvaret har i løbet af sagen forsøgt at slå fast, at Grethe Meyer selv var i tvivl om maleriet, og at Ellekildedirektøren blev informeret om, at der var voldsom tvivl knyttet til maleriet af Grethe Meyer. Dermed kunne han ikke gøre sig skyldig i en forbrydelse, da han videresolgte det som uægte.

Det forsvundne brev
Da det var forsvarer Jakob Lund Poulsens tur, valgte han da også at dvæle ved et brev, som datteren tidligere har bekræftet at have set: Et brev fra Kunsthallens tidligere direktør, Jens Thygesen, fra begyndelsen af 1990’erne, hvor han skulle have refereret, hvad den franske ekspert Kellermann havde ytret om maleriet.

Datteren bekræftede:

»Det forekommer mig, at jeg har set et brev fra Thygesen om, at Kellermann ikke ville se billedet og ikke kunne optage det i sit raisonné over Derain-malerier, fordi der var tvivl om et stempel på bagsiden«.

Flere vidner er døde
Men selv om datteren mente at have en erindring om at have set sådan et brev tidligere, havde hun ikke kunne finde det.

Men – understregede hun – havde tiden omkring politianmeldelsen i april 2006 netop været forvirrende. Inden for få dage fik familien at vide, at maleriet pludselig var til salg på Sotheby’s i New York for et gigantisk millionbeløb, moderen døde, og der var meget at tage sig af:

»Jeg håber, at De har forståelse for, at vi var optaget af mange ting på én gang, da vi lige havde begravet vores mor«, sagde hun.

Afhøringen af Meyer-arvingerne efterlod det indtryk, at der var en vis forvirring omkring den information, som fandtes om maleriet på skrift.

Og det aspekt af sagen er yderligere forplumret af, at den person, der skulle have sendt brevet til Fru Meyer, direktør for Kunsthallen Jens Thygesen, døde under byretssagen få dage før, at han skulle vidne, ligesom også den franske ekspert Michel Kellermann døde i 2006.

Forsvaret mobiliserer sig
Hvor stor vægt uvisheden om de forskellige dokumenter, som Grethe Meyer ejede eller ikke ejede, vil få for dommen, som tidligst falder fredag, kan kun gættes om.

Dommere og domsmænd kan både vælge at konkludere, at der er tale om en forventelig usikkerhed om et par enkelte dokumenter, eller de kan konkludere, at familien er knap så gode sandhedsvidner, når det gælder deres mors sager, som de ellers har givet udtryk for.

Forsvarerne Jakob Lund Poulsen og Jan Erik Kornerup Jensen var forbavsende tilbageholdende på denne fjerde dag.

Men inden man konkluderer, at det skulle være udtryk for en generel mathed i forsvaret, må man indskyde, at det – efter at have oplevet de to erfarne herrer i aktion i Byretten – muligvis blot skyldes, at de er ved ruste sig til deres planlagte tre en halv time lange procedure torsdag.

Her bliver det interessant at høre, hvordan de vil forsvare især kvinden, som i denne omgang har oplevet langt flere angreb fra anklagerens side end i Byretten.