Under interviewet nævner Daniel Birnbaum flere danske navne.

Da interviewet er slut, supplerer han med yderligere et par stykker, som han udtaler på sit syngende svenske.

Det falder ham ikke svært:

Hverken at komme på danske kunstnere, som er særlig interessante, eller som han glæder sig over er godt på vej og værd at holde øje med. For dansk kunst netop nu har absolut intet at klage over ifølge den 45-årige stjernekurator:

»Danmark er et lille land. Der er flere indbyggere i den tyske delstat Hessen. Jeg synes, det er enestående, hvor mange interessante og internationalt synlige kunstnere I har«, siger han.

Stod bag succes-biennale
Foruden at være rektor for kunstakademiet Städelschule i Frankfurt er Daniel Birnbaum manden bag sidste års roste Venedig Biennale, der tilmed var den mest besøgte nogensinde.

Ved den lejlighed blev han i det internationale kunsttidsskrift Art Review udråbt til den fjerdemest magtfulde kunstperson i verden på deres top-100-liste.

LÆS OGSÅBiennalen er udmattende uoverskuelig

For svenskeren, der nu bor i Tyskland, har opnået en særlig position i kunsten, som andre – også folk uden for kunsten – skeler til. Derfor var han netop i København, hvor han var inviteret til at holde foredrag om kunsten at kuratere i relation til filosofi og management på Copenhagen Business School.

Kunstkritik med bid
Men trods sit venlige blik på dansk kunst er Daniel Birnbaums generelle kritik af den internationale kunstverden imidlertid ikke uden bid.

For kunstens rolle er ifølge Daniel Birnbaum »at skabe øjeblikke i menneskers liv, som får dem til at se verden på en anden måde«.

Og her har dele af kunsten svigtet, alt imens andre kræfter har sneget sig ind. Daniel Birnbaum forklarer:

»Fordi den enorme vilje til at investere i kunst har været så stor, er den kommercielle side kommet til at dominere kraftigt. Her er kunsten blevet et livsstilsfænomen«.

Men det er alligevel svært for svenskeren at bevare pessimismen. For eksempel ser han nu den internationale økonomiske krise som en kærkommen lejlighed for kunsten til at hente motivation på ny.

Den eurocentriske dominans
Når man spørger til, om der findes en særlig zeitgeist – noget, som definerer kunsten netop nu – er det da heller ikke kommercialismen i kunsten, han fremhæver.

Daniel Birnbaum siger:

»For 20-30 år siden var kunstlivet meget småt. Min mor var kurator på Moderna Museet i Stockholm, og i hendes tid var der to vigtige institutioner i hele Skandinavien: Louisiana og Moderna Museet. Var man kunstner, var man nødvendigvis nødt til at slå sig ned i New York, Paris eller Köln. Nu har kunsten mistet sit selvindlysende centrum, for kunstlivet er blevet helt og holdent globalt. Man kan i dag være kunstner fra Pakistan, Korea eller Argentina og spille en nøglerolle, for tendensen i kunstlivet er, at den eurocentriske dominans er ved at slippe sit tag«.

Kunsten med stort K
Og det er sådan set på høje tid, ifølge Daniel Birnbaum:

»Det, som vi kalder kunst, er blevet skabt over hele jordkloden i årtusinder, men nu udbryder vi pludselig: Gud, der findes kunstnere i Indien, Pakistan og Kina! Selvfølgelig betyder ordet æstetik noget særligt i Europa på grund af vores filosofiske begreber, og kunst har en anden etymologi andre steder, men det er jo idiotisk at tro, at kunst er noget særlig europæisk«.

Men hvis der ikke er noget, som samler kunsten bortset fra en global tendens, hvordan så kuratere en stor international udstilling om samtidskunst som Venedig Biennalen?

»Det er en misforståelse at tro, at en kritiker eller en kurator skal kunne favne det hele. Det handler derimod om at stå mellem de her verdener og spændinger og skabte noget interessant ud af det. Jeg tror desuden, at der findes en længsel efter mindre og mere specifikke projekter, der vitterlig handler om noget, og ikke bare om kunsten med stort K«.

Den danske model
Venedig Biennalen er jo en gammel europæisk opfindelse, hvor der foruden den store internationale udstilling er de mange pavilloner, hvor hvert land kan få lov at fremvise sine bedste kunstnere. Er det ikke netop håbløst utidssvarende, at nationalstaterne får så stor betydning, når nu kunsten er blevet global?

»Jo, at have nationalstaten som udgangspunkt virker jo lidt løjerligt og minder lidt om en olympiade. Men samtidig kan man konstatere, at det fungerer: For det første ser man næppe et så avanceret, differentieret og internationalt publikum andre steder. Og for det andet må man også indrømme, at verden nogle gange både består af globale processer og lokal forankring på en og samme tid:

Selv om en person i Karachi og en person i Boston hører samme musik, mens de ser YouTube og er iført samme Nikesko, er livet stadig forskelligt fra Karachi til Boston. Det ville jo være mærkeligt, hvis den spænding ikke var synlig i poesien eller i kunsten«.

Biennalebegrebet
Ligesom verden er blevet global, er biennalebegrebet også blevet det. Engang stod Venedig Biennalen stort set alene.

Nu har enhver metropol med respekt for sig selv en biennale, lige fra Havana over Istanbul til Shanghai. Også København forsøgte sig med en såkaldt kvadriennale for to år siden under titlen U-Turn.

Men her var erfaringerne blandede: Kunstrådet måtte efterfølgende konkludere, at U-Turn var en kunstnerisk succes, mens økonomistyringen var en katastrofe: En konkurs og 2,6 millioner i underskud var resultatet.

LÆS OGSÅKunstrådet beskyldes for konkursrytteri

Nu skal festivalen gøres permanent, men tilbage står stadig en gigantisk udfordring, når det gælder fundraising.

For trods en millionbevilling fra Kunstrådet skal festivalen samtidig have et stort antal sponsorer til at punge ud, og her var lektien fra sidst, at de gerne smed penge efter enkeltværker af de store kunstnernavne, men at det kneb med sponsorater til at holde festivalorganisationen kørende.

Sponsorer elsker stjerner
Og hvordan løser vi i Danmark den ligning før næste festival, som allerede skal realiseres i 2012? Daniel Birnbaum giver sit bud:

»Ja, sponsorer elsker store stjerner, og der findes utvivlsomt en sensationalistisk ide om, at det er smart at give penge til det glamourøse. Men samtidig kan jeg godt forstå, at en sponsor vil se, hvad pengene går til, så de ikke forsvinder ind i den grå forvaltning. Og det kan man nok ikke komme uden om. Derfor er det meget vigtigt, at der gives realistiske offentlige midler til at opretholde miljøerne«.

Det gælder helt generelt og ikke kun i forhold til en enkelt kunstfestival eller biennale, mener Daniel Birnbaum:

»En by eller en region må ikke bare være optaget af sin elitekunst, men må skabe kreative miljøer, kunsthaller, museer eller kunstakademier, hvor en Simone Aaberg Kærn, en Jeppe Hein eller en Olafur Eliasson kan udvikle sig. Det er netop lykkedes med jeres Kunstakademi i København«.

Tidligere var de nordiske kunstakademier meget låst omkring det enkelte lands nationalidentitet. Derfor lukkede den nordiske kunst sig om sig selv. Sådan er det ikke længere ifølge Daniel Birnbaum, der således slutter af med endnu en omgang national ros til Danmark – vel at mærke på grund af vores internationale ambition:

»Jeg mener, at I har et af de bedste kunstakademier i hele Europa, fordi I har satset på et internationalt åbent miljø«.