Vi kan jo kalde hende Susanne.

Hun kunne sådan set hedde så meget andet. Men netop Susanne var modenavnet, da hun blev født for 55 år siden.

Susanne bor i hovedstadsområdet. Hun arbejder som folkeskolelærer. Hun engagerer sig i samfundet. Hun taler for tolerance, humanisme og åbenhed over for resten af verden. Når hun sætter sit kryds med en blyant i et valglokale, stemmer hun på Det Radikale Venstre.

I sin fritid svælger Susanne i kulturtilbud. Hun går også på museum. Ofte, mere end fire gange om året. Og især på kunstmuseer. Hun slæber familie, venner og bekendte med, og som stamgæst ved hun, hvad museet tilbyder.

Susanne er nemlig den arketypiske danske museumsgæst.

Og der er ikke noget galt med Susanne. Ikke sådan.

Men når man ser på, hvor meget Susanne og andre med hendes alder, køn, uddannelse, status og politiske profil fylder i befolkningen, så er hun – ved vi nu – vildt overrepræsenteret på de danske museer.

Hvilket igen betyder, at andre dele af befolkningen er ... underrepræsenteret.

Lige kultur for alle
»Vi museumsfolk gør åbenbart tingene på en måde, som sorterer folk, allerede inden de går hen til døren«, siger Jette Sandahl, der leder Københavns Museum og tidligere blandt andet har været direktør for Verdenskulturmuseet i Göteborg.

»Nogle siger, at sådan er det bare, og at besøgsmønstrene blot afspejler, hvad folk interesserer sig for. Men når det er de samme mennesker i befolkningen, der ikke bruger nogen museer, så laver vi efter min mening aktiv udelukkelse. Og det er skidt, når vi lever i et land, der har en ambition om lige adgang til kultur for alle«.

I dag offentliggør Kulturarvsstyrelsen det første samlede studie nogensinde af gæsterne på alle de statsstøttede og statsanerkendte danske museer. I alt 124. Knap 35.000 gæster har svaret på omfattende spørgsmål til analyseinstituttet TNS Gallup.

Undersøgelsen viser, at museerne er lidt af en lukket fest. Mest for de veluddannede. Mest for de midaldrende. Mest for kvinderne. Og den skævhed giver i sagens natur anledning til selvransagelse og diskussioner i museumsverdenen.

»Et eller andet sted har vi godt vidst det her, og selv om der er nogle store udfordringer, giver en så kæmpestor undersøgelse også bedre muligheder for at agere. Der er nemlig nogle ting i undersøgelsen, der peger fremad«, mener Nils M. Jensen, der er direktør for organisationen Danske Museer.

De skyr kunstmuseerne
Undersøgelsen leverer selvfølgelig også et signalement af en atypisk museumsgæst. Vi kan kalde ham Martin.

Martin bor i Nordjylland. Han er uddannet tømrer. Han sætter maksimalt sine ben på et museum én gang om året. Og når det overhovedet kommer så vidt, er det, fordi han er blevet slæbt med af sin familie. Politisk ligger han i omegnen af Dansk Folkeparti. Han kunne godt være ganske ung, 22 år.

Både Martin og Susanne er selvfølgelig statistiske fantasifigurer, brygget sammen af gennemsnitstal. Men tendensen er klar.

LÆS ARTIKELLukning truer kulturinstitutioner

Dykker man dybere ned i de segmenter, som Gallup splitter befolkningen op i, viser det sig, at især traditionsbundne grupper fra ufaglærte erhverv, som hælder til Dansk Folkeparti eller altid har stemt på Socialdemokratiet, kommer sjældnere på museerne. Og når de endelig dukker op, er det på kulturhistoriske museer. Kunstmuseerne viger de uden om.

»Især for kunstmuseer betyder uddannelse meget for, om folk kommer. Derfor er samarbejdet med skolerne et sted, man skal starte, hvis man vil brede kultur ud til alle og ikke blot den snævre elite«, siger kulturforskeren Peter Duelund fra Københavns Universitet.

»En anden vej er at involvere folk i stedet for bare at se på dem som et passivt publikum. Nogle danske museer er begyndt på det, og eksempelvis har engelske museer allerede 20 års erfaring med at inddrage brugerne. Det lykkes dem faktisk at bryde den sociale skævhed«.

Publikum til livet
Undersøgelsen beder også museumsgæsterne om at give forskellige elementer af deres besøg karakter. Og på alle tre slags museer – både kunstmuseerne, de kulturhistoriske og de naturhistoriske museer – giver publikum netop ’muligheden for at deltage aktivt’ den laveste karakter.

»I dag er der ikke nogen, der gider blot at være publikum til livet. Heller ikke til livet på et museum«, siger Jette Sandahl fra Københavns Museum. Hun har ikke haft mulighed for at se undersøgelsens resultater endnu – kun fået refereret konklusionerne – og de overrasker hende ikke.

»En selvkritik, som undertiden dukker op i museerne, er, om vi museumsfolk i virkeligheden laver udstillinger for vores kolleger – for at vise, hvor kloge vi selv er. Det gamle, traditionelle dannelsesbegreb handlede om, at nogen havde en klart defineret viden, som de så kunne give videre til andre. Men i dag er viden jo grænseløs, og folk er aktive medspillere i selv at skabe deres viden. Og de skal også have lov til at sige, når de mener, museets viden er forkert«, siger hun.

Derfor arbejder Københavns Museum blandt andet sammen med 10-12 unge mennesker fra Nørrebro, der samler historier, laver film og interview om bydelen, som ryger direkte ind i museets udstillinger.

Og på lørdag opstiller museet en 12 meter bred interaktiv væg af lysende plasmaskærme på Kgs. Nytorv i København, hvor københavnerne både kan studere museets samlede viden – og selv bidrage til den.

Ugens maleri
Et andet sted i Danmark, på Kunstmuseet Trapholt i Kolding, bliver museumsgæsterne for tiden præsenteret for et ’ugens maleri’. Gæsterne får en introduktion til værket, men de skal selv tænke over, hvad de ser i det.

Så vandrer de ellers frit rundt i museets samling og vælger – kuraterer – fire andre værker, der passer til det tema, de har valgt. Den følgende mandag udtrækker museet et af forslagene, som bliver udstillet lige så seriøst som museets andre trækplastre.

»Det er pudsigt, for vi oplever oftest, at pressen kalder den slags for ’børneprojekter’, men faktisk er der rigtig mange voksne, der deltager«, siger museets formidlingschef Karen Grøn.

LÆS ARTIKELSvenskerne svigter danske museer

Trapholt har dog også erkendt, at nogle grupper aldrig dukker op på museet. Som et forsøg har museet lavet en pavillon i Kolding Storcenter med nye udstillinger af museets kunstværker hver uge.

»Der er masser af besøgende og stamgæster, som kommer igen hver uge, og det viser jo, at der er et kæmpepotentiale for at nå dele af befolkningen på andre måder, også uden at de nødvendigvis behøver komme på museet. Men her er problemet så, at museer bliver målt ensidigt på besøgstal. Der er også behov for nye succeskriterier«.

Feminim tiltrækningskraft
Fra organisationen Danske Museer hæfter direktør Nils M. Jensen sig ved, at de brugere, der faktisk kommer på museerne, giver oplevelsen en gennemsnitskarakter på 8 ud af 10.

»Generelt er der jo en meget høj tilfredshedsgrad blandt de folk, der faktisk kommer på museerne. Vi vil selvfølgelig gerne nå bredere ud, men det er hele tiden en diskussion, hvor mange ressourcer man skal kaste efter nogen, der i forvejen er enormt svære at nå«, siger han.

»Forsvars- og teknikmuseer er for eksempel en far-søn-oplevelse, mens kunstmuseerne tilsyneladende har en vis feminin tiltrækningskraft. Skal vi så partout sørge for at få mænd ind til noget, som har en kvindelig overbygning?«.

Netop den slagside – at museer tiltrækker flest kvinder – mener kulturforskeren Peter har sine historiske grunde:

»Det er for eksempel også kvinder, der fortsat læser mest skønlitteratur. I det gamle Danmark gik borgerskabets kvinder hjemme i intimsfæren og havde tid og overskud til at danne sig og læse og dyrke kultur, mens mændene var ude i det hårde businessliv. Det er et gammelt kulturmønster, der er ved at ændre sig, men fortsat er en realitet«.

Elitens syn
Med andre ord er museerne – som alle borgere betaler til via skatten – stadig mest for bestemte grupper af borgere. Den kommende tid vil Kulturarvsstyrelsen lave undersøgelser blandt de mennesker, der slet ikke kommer på museerne.

Omvendt er de danske museer bestemt ikke i publikumskrise. Danmarks Statistik offentliggjorde i fredags tal, der viste en kvart million flere museumsbesøg i 2009 end året før, i alt 10,7 millioner. Et resultat blandt de bedste i de sidste 25 år.

Så til sidst kan man spørge, om folk ikke skal have lov at have de vaner, de har. Skal folk absolut lokkes på museum, hvis de egentlig helst er fri for at troppe op?

»Museerne giver en forståelse af vores historie og kulturudvikling, som er meget vigtigt i et globaliseret samfund, hvor vi skal finde vores egne rødder i verden. Og kunsten kan åbne folks øjne op for noget, der er mere globalt og kosmopolitisk. Man får simpelthen bedre livskvalitet«, mener Peter Duelund.

Men det er jo elitens syn på livskvalitet?

»Det kan man godt sige. Derfor skal det også være et åbent tilbud – og derfor er det vigtigt at integrere museumssamarbejde i folkeskolerne, så alle som udgangspunkt får adgang til museerne. Hvis de selv vil«.