Annonce
Annonce
Annonce
Mad og drikke

Spansk-thailandsk restaurant snubler i paellaen

Niveauet er ujævnt, og fortællingen mangler hos Yuma på Istedgade.

Politiken synes
Politiken synes
Gem til liste
Politiken synes

Aroii: Yuma Istedgade

Istedgade 60 · 1650 København V Åbent i dag 11:30 - 21:00
Bestil udbringning i samarbejde med e-takeaway

Det fik vi

Vi spiste Rejechips, bellota, risruller med svin, citrongræssalat med helleflynder, babyblæksprutter, paella med laks, soft shell-krabber, is: citron & lime, mango & klisterris, earl grey og anis, banan & karamel.

Vi drak 1 Mikkeller Dim Sum, 1 Mikkeller Kiin Kiin, postevand.

Vi betalte 1.205 kr.

Den billige Soft shell-krabber og en øl ca. 165 kr.

Fornem klassisk spansk bellotaskinke fra fritgående grise, der har mæsket sig i agern (som hedder bellota på spansk), og luftige, hjemmelavede rejechips, som vi kender dem fra Thailand, serveres side om side på den meget, meget lille restaurant Yuma i Istedgade.

Hvad har de to ting med hinanden at gøre? Ikke så meget – ud over at kokken Henrik Yde-Andersen, der har udtrykt sin kærlighed til asiatisk mad med blandt andet toprestauranten Kiin Kiin, også er begyndt at interessere sig for spansk mad.

Kontrastfyldte omgivelser
Først cykler man forbi den mikroskopiske hul i væggen-restaurant i Istedgade, hvor Dan Turèll stadig lever i ånden og lysreklamerne lokker.

Men når man finder det, er kontrasten stor: Indenfor er alting lyst og hvidt, der er lyserøde tern på bænkene langs væggen og en sky af lamper i loftet.

Vi begynder med sprøde, hjemmelavede rejechips med tomatdip og skødesløst anrettet, mørk, salt og blød, men intens bellotaskinke med soltørrede tomater og crostini.

Sjov fingermad
Al kommunikation på Yuma foregår på internationalt fingerpegesprog, men det lykkes at bestille adskillige små retter, og efterhånden som aftenen skrider frem, bugner vores bord.

Her kommer hel citrongræs med svinekød omviklet med rispapir og friturestegt og serveret med myntedyppelse.

Citrongræsset giver svinekødet en frisk kant, men retten hører efter min mening mest hjemme i kategorien sjov fingermad.

Nærige med fisken
Min gæst har bestilt salat med helleflynder, citrongræs, peanuts, agurk og avokado.

Desværre er der så lidt helleflynder i salaten, og stykkerne er så skuffende små, at fisken træder i baggrunden og efterlader min gæst med en lidt uinteressant ret.

Jeg får til gengæld babyblæksprutter, som er svimlende møre og veltillavede.

Blæksprutter er, små som store, tit en krævende omgang for kæberne, men disse små fornøjelser, der blot er stegt af og serveres med lime og koriander, er rigtig lækre og velsmagende.

Foto:  Martin LehmannForsvarsløse chilikrabber
Min hovedret er soft shell crabs, altså krabber, der har smidt skallen og endnu ikke har dannet en ny og derfor kan spises med hud og kløer.

De små, friterede krabber er vendt i en sauce med karry og skilt æg og serveres med koriander, lime og chili, og de forsvarsløse krabber knaser blidt mellem tænderne.

Retten er mild nok til at lade krabbekødet fylde det meste, men chili og karry nok gør den interessant og giver dybde.

En skuffende paella
Min gæst får paella med laks med soja, hvidløg, ingefær og wasabi til hovedret. En ret, som efter sigende er baseret på den mad, personalet selv spiser ude i køkkenet.

En charmerende tanke, men den falder til jorden, for risene er klistrede, og laksen har fået for meget og er blevet tør.

En uinspireret omgang og det eneste sted, det spanske køkken og thaikøkkenet for alvor mødes i samme ret denne aften.

Ærgerligt, for den mislykkede paella gør det umuligt at afgøre, om Yde-Andersens forkærlighed for thai og spansk går op i en højere enhed.

Vi skyller paellaen ned med øl fra lokalbryggeriet Mikkeller henne om hjørnet. Jeg får den lidt mørkere Dim Sum og min mere forfinede gæst den elegantere Kiin Kiin. Begge egner sig godt til den krydrede thaimad.

Is til den store guldmedalje
Til dessert får vi is, som også er det eneste, kortet byder på.

Vi deler fire kugler og ender efter nogen diskussion med earl grey-is med anis, mango og klisterris, banan og karamel og citron & lime, og det er forrygende.

Earl grey-is er min favorit, for teens tanniner giver et stramt og overraskende modspil til isens sødme.

Lige så interessant er mango og klisterris-is, som er en variation over den asiatiske dessert med langtidsdampede, søde ris. Det er sødt, og det virker.

Banan og karamel er bananis på en lille sump af halvflydende karamel, lavet af kondenseret mælk; det smager forrygende godt. Enkelt, men åh!

Mangler fortællingen
Yuma er med andre ord en blandet affære. Et lille sted henne på hjørnet med store ambitioner, som kun delvis bliver indfriet.

Soft shell-krabberne og babyblæksprutterne er værd at cykle langt efter, og det samme gælder de meget overbevisende is, som alt sammen kan mere end de tre kokkehuer, jeg vurderer stedet til.

Men det er et problem, at man kun kan kommunikere med betjeningen ved hjælp af fagter, og når der er alt for lidt fisk i salaten med helleflynder, og paellaen falder til jorden med et klæbrigt brag, kan det ikke blive til mere end tre huer.

Jeg savner også den fortælling bag Yumas blanding af spansk og thai, som skulle binde stedet sammen.

Noget, der kunne give retning og mening i det globaliserede menukort for os, der lige er væltet ind fra gaden.

PolitikenPlus
  • Heart of Darkness Republique har udfordret sansernes mester Enrique Vargas til for første gang at skabe et univers, hvor du kan møde din mørke side. Det er en eksklusiv ekspedition for dig ind i mørkets hjerte.

    Pluspris 250 kr. Alm. pris 350 kr. Køb
  • Aarhus Litteraturfestival Prøv det på fransk. Vild med ORD har i år et fransk tema.

    Pluspris fra 45 kr. Alm. pris fra 60 kr. Køb
  • Sympati for Djævelen Nazist? Tysk teater ikon! Mefistomester - om Gustaf Gründgens som finder sig godt til rette og gør karriere under Det Tredje Rige.

    Pluspris 80 kr. Alm. pris 135 kr. Køb
  • Brahms & Sjostakovitj Den franske violinvirtuos Renaud Capucon er solist i Brahms' romantiske Violinkoncert. Sjostakovitjs 1. Symfoni er et af historiens mest overlegne debutværker, skrevet af et nyskabende og flabet geni.

    Pluspris fra 128 kr. Alm. pris fra 180 kr. Køb
  • Teater Momentum Få rabat med dit Pluskort på Teatret Momentum i Odense.

    Pluspris 120 kr. Alm. pris 160 kr. Køb