Annonce
Annonce
Annonce
Medier

Forfatter: Big Brother er en realitet - og du har givet op

Alt, du gør på nettet, bliver til et uudsletteligt digitalt fodspor, advarer forfatteren til ny bog.

Gem til liste

Blå Bog

Martin Lindstrøm

Født i Skive i 1970. Startede sit første reklamebureau, da han var 12 år gammel.

Bosat i USA.

Marketingekspert og rådgiver for firmaer som McDonald's.

Forfatter til bestselleren 'Buy-ology'.

Kåret til »en af verdens 100 mest indflydelsesrige« af magasinet Time i 2009.

Køber du små filtdupper og sætter på dine stole, så de ikke ridser gulvet?

Eller køber du genbrugsdæk?

Den slags tilsyneladende uskyldige oplysninger er penge værd. Faktisk er indsamling og systematisering af personlige oplysninger en hel global industri ved navn datamining til i alt 550 milliarder kroner om året – en industri, som vel at mærke vokser med 10 procent om året.

Tilhører du den første kategori, er der stor sandsynlighed for, at du er kreditværdig, har god økonomi og køber dyre produkter. Tilhører du den anden kategori, er du formentlig på spanden, får mindre kassekredit og er mere til fals for hurtige tilbud.

LÆS OGSÅMyndigheder må snage i Facebookprofiler

Ifølge den danske forfatter og marketingsekspert Martin Lindstrøm, som er bosat i USA og rådgiver multinationale firmaer som McDonald’s, Procter & Gamble og Microsoft, er Big Brother-samfundet allerede en realitet.

Big Business Brother kender ikke bare dine indkøbsvaner, men også din etniske baggrund, dit køn, din alder, dit telefonnummer, din uddannelse, din omtrentlige indkomst, familiens størrelse, kæledyrets navn og din yndlingsfilm, hævder Martin Lindstrøm.

LÆS OGSÅNu vil Facebook have hele dit liv

»Vi har langt hen ad vejen givet op i forhold til at beskytte vores private oplysninger«, siger han.

I Danmark er vi særligt udsatte, fordi vi stoler på erhvervslivet og tror, at staten sikrer os via lovgivning:

»Vi tror for eksempel, at vi er beskyttet på grund af forbuddet mod at samkøre registre. Det er godt, at Danmark har det forbud, men vores lidt naive tillid gør os reelt endnu mere sårbare. For i Danmark er reglerne faktisk ikke skrappe nok til at fange den enorme kommercielle udnyttelse. Og det vil kun blive værre«.

Martin  Lindstrøm, forfatter til bogen 'Brandwashed'. PR-fotoVi betaler med personlige oplysninger
Martin Lindstrøm er forfatter til den amerikanske bestseller ’Buy-ology’ og blev i 2009 af Time Magazine kåret til en af verdens 100 mest indflydelsesrige personer.

Nu har han udgivet bogen ’Brandwashing’, som fokuserer på store firmaers indsats for at »afsløre de mest intime detaljer om vores privatliv for at bruge dem til målrettede reklamer, der er specielt tilpassede vores psykologiske profil«.

»Hver gang vi udfører en Googlesøgning, skriver på en vens Facebookvæg, bruger vores kreditkort, downloader en sang fra iTunes, finder vej ved hjælp af vores mobiltelefon eller køber ind hos den lokale købmand, er der en usynlig dataindsamlingsfunktion, som følger os, registrerer hver eneste oplysning, tolker og analyserer dem og herefter sælger dem videre. Hver gang du bruger gratis tjenester eller får rabat, betaler du med personlige oplysninger«, forklarer Lindstrøm.

Privatliv solgt for rabat og point
Vi har endda selv sagt ja til det, når vi accepterer vilkårene for at få et kundekort, der giver point og rabat. Eller når vi sætter et kryds ved, at vi accepterer vilkårene i de licensaftaler, som er en forudsætning for, at vi får adgang til ’gratis tjenester’.

For eksempel påstår Facebook ifølge Lindstrøm, at selskabet ikke udveksler personligt identificerbare oplysninger med reklamebureauer, »medmindre vi har indhentet din tilladelse«. Men samtidig tillader Facebook, at »reklamebureauerne kan vælge egenskaber for brugere, som skal have vist deres reklamer« og forbeholder sig ret til at bruge oplysninger, som du ellers har markeret som private. »Det kunne være din fødselsdato«.

LÆS OGSÅ Privatliv på Facebook rager os en papand

»Google og Facebook siger ikke til reklamebureauerne, at Peter Schmidt er homoseksuel, går i kirke og ser tre pornofilm om ugen. Men de sælger oplysningen om, at her er person X, som har denne adfærd, og det er der 100 andre, som også har«, forklarer Martin Lindstrøm.

Oplysningerne kan også sælges til firmaer, der laver de varer, som profilen »sandsynligvis vil købe frem over«.

Skrøbelig anonymitet
På trods af at brugerne bliver lovet anonymitet, kan den brydes, konstaterer Lindstrøm med henvisning til den amerikanske internettjeneste AOL.

»AOL videregav anonymiserede data omkring folks surfeadfærd. Inden for 24 timer havde dygtige folk på nettet fundet ud af, hvem de var. De spor, de havde efterladt sig på nettet, var så karakteristiske, at man kunne finde dem«.

Ifølge Martin Lindstrøm er det mest skræmmende, at de unge har givet op.

DU HAR GIVET OP!

Martin Lindstrøm

»Når jeg har fokusgrupper med unge på 15-18 år, må jeg konstatere, at de ikke gør noget som helst for at beskytte deres oplysninger. De tilbud, de får, er for attraktive til, at de kan sige nej. De kan ikke se, hvor omfattende konsekvenserne er ved at sige ja. De lever med, at deres aktiviteter spores og registreres hvert sekund, de er på«, siger Martin Lindstrøm, inden han vender interviewet på hovedet og stiller spørgsmål.

Har du ikke lagt mærke til, at du skal skrive under på 3.000 ord, når du melder dig til en tjeneste?

»Jo, men jeg læser dem aldrig«.

Hvorfor gør du ikke det?

»Jeg gider ikke«.

Hvorfor gider du ikke det?

»Det er besværligt«.

»DU HAR GIVET OP!«, råber Martin Lindstrøm i telefonen fra New York.

»Og du er ikke den eneste. Der er mere end 70 procent, der aldrig læser et ord«.

Tilbud overalt
Derfor kan Facebook og Google ubekymret tage det næste skridt, som er at få sat en pris på det enkelte individs reklameværdi, ud fra hvor indflydelsesrige vi er.

»Tag nu Googles sociale netværk, Google+. Google kan allerede læse din Gmail, følge dine søgninger, læse med i din Googlekalender, følge dig på kortet og alt muligt andet. I Google+ inddeler du selv dine bekendtskaber i venner, familie og kolleger, så Google ved, hvem der står dig nærmest«.

Dermed får Google et perfekt værktøj til at afdække din indflydelse på dine netværk. Hvad sker der for eksempel, hvis du anbefaler et stykke musik til dine nærmeste venner. Måske køber de det på iTunes eller lytter med på Spotify.

Vores lidt naive tillid gør os reelt endnu mere sårbare.

Martin Lindstrøm

»På den måde får Google et mål for, hvor stor indflydelse du har på dine venner. Det ender med, at vi alle har en pris i nakken, som fortæller, præcis hvor værdifuldt det er at få os i tale«.

Fremtiden er her allerede, men erhvervslivets detailkendskab til os vil blive stadig mere omfattende, forudser Martin Lindstrøm:

Præcis når du får problemer med at betale af på dine lån, får du et tilbud om et nyt realkreditlån med posten.

Når din Head & Shoulders-shampoo er ved at være tom, får du et tilbud om rabat på din smartphone.

Og så får du i øvrigt også et tilbud på de D-vitamin-piller, du lige har læst om på nettet. Samtidig spiller butikken et af dine yndlingsnumre, netop som du er på vej ud af butikken.

Måske får du endda et ’uforklarligt’ afslag på en privat sygeforsikring, hvis din søgeadfærd indikerer, at du er syg.

Tyskland siger stop
For den enkelte forbruger er det svært at bremse udviklingen, men det er politisk muligt at gribe ind.

De tyske datamyndigheder truer Facebook med bøder, blandt andet fordi internetgiganten via indlagte ’cookies’ på brugernes computere kan følge med i deres forbrugsvaner og smag. Disse ’cookies’ forbliver i brugernes pc’er, også hvis de melder sig ud af Facebook.

»Den tyske regering er den eneste, der virkelig holder fast i privatlivets fred på grund af erfaringerne fra Anden Verdenskrig. Det er det eneste sted i verden, hvor iPhone ikke kan tvinge folk til at give data tilbage, når man bruger iTunes«.

LÆS OGSÅFra i dag kan du streame 15 millioner gratis musiknumre

Martin Lindstrøm medgiver, at han også selv afgiver masser af personlige oplysninger på nettet, men han har også taget sine forholdsregler.

»Jeg har en Gmail-konto til spam, og så har jeg en konto, som jeg betaler for. Jeg valgte et firma, der ikke må skanne mine mail og sælge oplysninger videre«, siger han. Og så opfordrer han til, at man ikke samler alt hos Google.

»Jeg har for eksempel ikke min kalender hos Google. Jeg vil gerne have en smule privatliv«, siger han.

FACEBOOK Bliv ven med Politiken

PolitikenPlus
  • Ilt Fuck genbrug, fuck el-biler, fuck energibesparende fucking el-pærer! Medmindre uddannede, omsorgsfulde mennesker som os holder op med at lave børn, så er verden totalt fucking fucked.

    Pluspris 80 kr. Alm. pris 130 kr. Køb
  • Brahms & Sjostakovitj Den franske violinvirtuos Renaud Capucon er solist i Brahms' romantiske Violinkoncert. Sjostakovitjs 1. Symfoni er et af historiens mest overlegne debutværker, skrevet af et nyskabende og flabet geni.

    Pluspris fra 128 kr. Alm. pris fra 180 kr. Køb
  • Favntag En storbykomedie om håb, tab og frihed.

    Pluspris 80 kr. Alm. pris 195 kr. Køb
  • Asteroiden Oplev den internationale teaterfestival Asteroiden i den hyggelige natur på spidsen af Refshaleøen.

    Pluspris 225 kr. Alm. pris 300 kr. Køb
  • Anne-Cathrine Riebnitzsky Erotiske noveller, global kamp for demokrati og tolkning på russisk. Den forfatteruddannede Anne-Cathrine Riebnitzsky har været genremæssigt vidt omkring inden hun i 2013 fik De Gyldne Laurbær.

    Pluspris 156 kr. Alm. pris 195 kr. Køb