Annonce
Annonce
Annonce
Medier

Anmeldere: Hjejle er dejlig, men 'Dicte' er provinsiel og lunken

Ny tv-serie er en beige sofa fra Ikea, men universet og skuespillet er i topklasse, mener anmelderne

Gem til liste

Anmelderstjerner

Politiken 3/6 hjerter

Ekko 2/6 stjerner

Ekstra Bladet 4/6 stjerner

Jyllands-Posten 4/6 stjerner

BT 3/6 stjerner

Berlingske 3/6

Der var både lig i fryseren, hash i pizzaen og mord i mørket i første afsnit af TV 2's nye seriesats, 'Dicte', som blev vist i går.

Krimiserien er TV 2's nye 70 millioner dyre forsøg på at konkurrere med DR's successerier som 'Borgen' og 'Forbrydelsen', og har også en stærk kvindelig hovedrolle, her spillet af Iben Hjejle.

Trods roser til skuespilleren, giver anmelderne dog forsøget en lunken modtagelse.

Mest begejstrede er Jyllands-Posten og Ekstra Bladet, som giver afsnittet fire stjerner, mens Filmmagasinet Ekko kun giver to.

Nedtonet drama
Dicte Svendsen er en udfarende og dygtige krimireporter med seriøse skeletter i skabet, og serien udspiller sig i smilets by, Aarhus, hvis cafeomkrandsede å, dunkle havn og landlige omgivelser danner rammen om dramaet.

Bag manuskriptet står forfatteren Elsebeth Egholm, som også var kvinden bag TV 2's seriemorderserie 'Den som dræber', som led en krank skæbne, da danskerne fik den noget banale handling og de makabre scener i den gale hals.

LÆS OGSÅUSA genindspiller 'Den som dræber' og 'Broen'

Denne gang er uhyggen tonet ned til et mere aftenkaffe-venligt niveau, måske på bekostning af dramaet, mener BT's anmelder, Niels Lind Larsen, som dog roser instruktør Jannik Johansens etablering af seriens univers.

Jannik Johansen stod også bag den anmelderroste gyserfilm 'Mørke' fra 2005.

Som en beige sofa
Filmmagasinet Ekko erindrer i Bo Tao Michaelis' anmeldelse, at forfatterindens krimier tidligere er blevet sammenlignet med en beige sofa.

Bo Tao Michaelis tilføjer, at den må være fra Ikea: solidt designet, men aldrig skæv eller grænseoverskridende.

Han mener, at Egholms krimier »fungerer mere som empatisk og tænksomt læsedrama med aktuelle emner end som hæsblæsende og hårrejsende thriller«, hvilket ifølge Bo Tao Michaelis skinner tydeligt igennem i debutafsnittet.

»Dicte er noget af det mest gennemført uspændende og ualmindeligt gumpetunge, jeg længe har set«, konkluderer han.

Dygtigt og troværdigt etableret
Politikens anmelder, Henrik Palle, finder det visuelle gammeldags, og også han bruger ordet 'gumpetung'.

Det er replikkerne, der står for skud, for godt nok leveres de med entusiasme, men i hans øjne virker de ikke ærlige.

LÆS ANMELDELSEHenrik Palle: TV2's 'Dicte' er en meget gammeldags affære

Henrik Palle lader sig dog også begejstre:

»Handling og persongalleri er dygtigt og troværdigt etableret af Elsebeth Egholm, så det fungerer bare«, skriver han.

Informations Kristen Bjørnkjær kalder endog Iben Hjejles fremstilling af Dicte for 'perfekt', og uddeler også ros til Peter Schrøder som hendes brummende chef og Lars Brygman som efterforsker.

Bedre end 'Forbrydelsen'
Ekstra Bladets anmelder, Henrik Quietsch, var ikke begejstret for den tredje sæson af 'Forbrydelsen' og skriver, at han er betydeligt bedre underholdt af 'Dicte', selvom DR nok ikke behøver frygte at blive væltet af »serietronen«.

Også Henrik Lyding fra Jyllands-Posten ånder lettet op over luftforandringen:

»Endelig en dansk tv-serie, der ikke foregår i København og omegn. Alene af den grund fortjener 'Dicte' ros. Men vi får også venlige hverdagsindtryk af Aarhus og omegn, sommerbilleder, hvor solen skinner, og hvor der er lys i stuerne - sikke en behagelig forandring fra det overanstrengt gotiske mørkeland i 'Forbrydelsen'«, skriver han.

Berlingskes anmelder, Jakob Steen Olsen, kan til gengæld ikke se den store forskel på Dicte og en tidligere TV 2-satsning:

»I sin sammenkøring af tilforladelig krimi og privat, opbyggeligt livsstilsdrama kunne TV 2 sådan set lige så godt have kørt videre med hedengangne »Anna Pihl«, der også blandede familie- og parforholdsproblemer med blå blink«, skriver han og uddeler 3 stjerner til seriens første afsnit.

Afsnittet fik tårnhøje seertal
På TV 2 bliver der danset på bordene over, at 1,4 millioner danskere fulgte med i seriens første afsnit, der desuden fik karakteren 4,3 på en skala fra 1 til 5 af seerne.

»Det er fantastisk dejligt, at seerne har taget så godt imod 'Dicte'. Med 'Dicte' ville vi lave en moderne, begavet og spændende krimi, der river én med. Det, synes jeg, er lykkedes i den grad med et supervelspillende ensemble og Iben Hjejle i sit livs form«, siger TV 2's programdirektør, Palle Strøm i en pressemeddelelse.

Med en cliffhanger i form af en blødende Iben Hjejle i Marselisskoven, en varevogn i høj fart med Lars Brygman hængende i kofangeren og en bortført, højgravid, grædende kvinde indeni, skal der nok være seere til andet afsnit også.

PolitikenPlus
  • De 3 Musketerer Kom til foredrag med Bo Tao Michaëlis inden 80'er-hit-rockmusicalen på Østre Gasværk Teater.

    Pluspris fra 325 kr. Alm. pris fra 425 kr. Køb
  • Oplev Den Blå Planet Slip ungerne løs i efterårsferien. Fantasien og de kreative kræfter bliver udfordret i en lang række aktiviteter, som Politiken Plus tilbyder ferierende børn og deres voksne.

    Pluspris fra 145 kr. Alm. pris fra 220 kr. Køb
  • Concerto Copenhagen Langt hovedparten af Bachs kantater blev til i Leipzig, i en snæver, lokal, luthersk livsverden, og dog rummer de et helt igennem fællesmenneskeligt følelsesregister.

    Pluspris 150 kr. Alm. pris 180 kr. Køb
  • Carlsberg Guidede ture om Carlsbergs historie og den fremtidige bydel på Valby Bakke med besøg i kældrene under Carlsberg.

    Pluspris 115 kr. Alm. pris 150 kr. Køb
  • Den Trojanske Hest Slip ungerne løs i efterårsferien. Fantasien og de kreative kræfter bliver udfordret i en lang række aktiviteter, som Politiken Plus tilbyder ferierende børn og deres voksne.

    Pluspris 60 kr. Alm. pris 75 kr. Køb