Annonce
Annonce
Annonce
Medier

Journalist: Det er kutyme på DR, at bestyrelsesmedlemmer blander sig

Politiken-redaktør blev i sit tidligere job jævnligt kontaktet af bestyrelsesmedlemmer.

Gem til liste

Deadline-vært Martin Krasnik havde i sidste uge Katrine Winkel Holm i røret.

Bestyrelsesmedlemmet I DR og næstformanden i Trykkefrihedsselskabet kontaktede Martin Krasnik efter det meget omtalte interview, han havde lavet med Lars Hedegaard, der er formand for Trykkefrihedsselskabet.

Siden har flere krævet, at Katrine Winkel Holm blev afskediget fra DR's bestyrelse på grund af hendes opringninger til DR-medarbejderen.

Men nu viser det sig, at det slet ikke er usædvanligt, at journalister på DR får både e-mails og opringninger fra bestyrelsesmedlemmer i DR, der har en mening om indholdet af de programmer, tv-stationen sender.

LÆS OGSÅDebatten raser: Førte Martin Krasnik Lars Hedegaard bag lyset?

Mange henvendelser
Især er det Ole Hyltoft, Dansk Folkepartis repræsentant i DR's bestyrelse, og førnævnte Katrine Winkel Holm, der henvender sig til journalisterne.

Både Deadline-værterne Adam Holm og Nynne Bjerre Christensen har, ifølge Berlingske, modtaget henvendelser fra bestyrelsesmedlemmerne.

Det samme gælder den tidligere Deadline-vært Jes Stein Pedersen, der i dag er litteraturredaktør på Politiken.

»Der var et bestemt klima på DR, hvor man løbende følte sig kontaktet af bestyrelsesmedlemmer. Det var noget, man talte om blandt medarbejderne. Jeg har oplevet 5-6 gange at få tilsendt en e-mails fra Ole Hyltoft lige efter en udsendelse har været sendt. Det var bestemt ikke ualmindeligt, at det skete«, siger Jes Stein Pedersen til politiken.dk.

Han understreger, at han ikke har oplevet at blive truet eller skældt ud af bestyrelsesmedlemmerne.

»Men jeg har som medarbejder ikke brug for, at bestyrelsesmedlemmer fortæller mig om en given udsendelse er god eller ikke god. Jeg synes, det er forkert, at DF's bestyrelsesmedlemmer har sendt e-mails eller ringet os op. Jeg mener, der bør være vandtætte skotter mellem medarbejdere og bestyrelsesmedlemmer, og jeg vil helst ikke vide, om jeg pleaser eller ikke pleaser et bestyrelsesmedlem«, siger Politikens litteraturredaktør.

LÆS OGSÅ Bestyrelsesmedlem skældte Krasnik ud efter Hedegaard-interview

Winkel Holm er forbløffet
Kulturminister Marianne Jelved mener, at Katrine Winkel Holm er gået over langt stregen, da hun ringede Martin Krasnik og tilsyneladende også DR's nyhedsredaktør Ulrik Haagerup op efter interviewet med Lars Hedegaard.

Winkel Holm afviser dog selv over for politiken.dk, at hendes opringning til Haagerup havde noget med interviewet med Lars Hedegaard at gøre. Hun siger også, at hun ikke ringede Martin Krasnik op og var vred over interviewet.

Sagen får tilsyneladende ingen konsekvenser for næstformanden i Trykkefrihedsselskabet.

»Det tilkommer ikke et medlem af DRs bestyrelse at henvende sig til medarbejdere i DR. Det er udelukkende en ledelsesopgave. Reglerne på området tilsiger dog, at man ikke på det grundlag kan afbeskikke DRs bestyrelsesmedlemmer«, siger Marianne Jelved til politiken.dk.

Katrine Winkel Holm selv har lukket ned for al kommunikation efter, at interviewet blev sendt, og hun foretog sine telefonopkald til DR-journalisterne.

I de 30 minutter, Deadline-programmet varede, drev Martin Krasnik den kontroversielle islamkritiker rundt i manegen. En stadig mere irriteret Lars Hedegaard forsøgte at svare for sig, men en yderst velforberedt Martin Krasnik enten afbrød ham eller stillede ham spørgsmål, som Hedegaard ikke kunne svare på.

I dag udtaler Katrine Winkel Holm sig dog til Jyllands-Posten.

»Sagen har fyldt meget i medierne, synes jeg, og jeg har til min forbløffelse fået at vide, at bestyrelsesmedlemmer kun må henvende sig til journalister på DR, når det er for at rose dem«, siger hun til avisen.

LÆS OGSÅSocialdemokraterne kræver bestyrelsesmedlem i DR fyret

Jes Stein: Indgriben i journalistisk frihed
Den tidligere Deadline-vært Jes Stein Pedersen mener, at Katrine Winkel Holms henvendelse til Martin Krasnik efter dennes interview med Lars Hedegaard er utilstedelig.

Og det gør ikke sagen bedre, at næstformanden i Trykkefrihedsselskabet har kontaktet Martin Krasnik inden udsendelsen blev sendt på DR, siger han.

»Det er en intimiderende indgriben i den journalistiske frihed og den redaktionelle praksis. Jeg synes, at det er slapt af Marianne Jelved, at dette ikke får konsekvenser. Hvis ikke Katrine Winkel Holms angreb på en medarbejder i DR kan betyde, at hun som bestyrelsesmedlem bliver fyret, hvad skal der så til? Jeg fatter det ikke,« siger Jes Stein Pedersen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar til sagen fra hverken Lars Hedegaard eller Ole Hyltoft.

LÆS OGSÅKulturminister: DR-bestyrelsesmedlem skal ikke fyres

PolitikenPlus
  • Bora Bora Få rabat med Plus på Bora Bora i Aarhus.

    Pluspris 110 kr. Alm. pris 140 kr. Køb
  • Koncerten ?Koncerten? er en fysisk ekspressiv og grotesk historie om et orkester, der gør oprør mod hierarkiet.

    Pluspris 80 kr. Alm. pris 125 kr. Køb
  • Concerto Copenhagen Det er med stor glæde, at vi denne gang kan præsentere et komplet sæsonprogram for efterår 2013 og forår 2014.

    Pluspris 150 kr. Alm. pris 180 kr. Køb
  • Teatret Svalegangen Få rabat med dit Pluskort på Teatret Svalegangen i Aarhus.

    Pluspris 145 kr. Alm. pris 190 kr. Køb