Annonce
Annonce
Annonce
Medier

Krævende kunstform kommer nærmere med fernisering i fjernsynet

Man kunne jo også se kunstvideoer derhjemme. DR har taget konsekvensen i et storstilet projekt.

Gem til liste

I kender det garanteret: Man er på kunstudstilling og bliver mere og mere tung i hovedet – af museumsluften, af koncentrationen, af alle de mange indtryk.

Så kommer man forbi en video. Man sætter sig derhen, glad for at kunne sidde ned, indtil det går op for én, at den varer 45 minutter.

LÆS OGSÅPeter Aalbæk: Kunstfilm-scenen er kunstnerisk forstenet

For mange betyder det, at de vælger videokunsten fra – især på store udstillinger. Folk vader ind og ud, og støjen fra de andre videoværker forstyrrer oplevelsen.

En gang imellem kunne man godt få den kætterske tanke, at man ville kunne yde værket mere retfærdighed hjemme foran fjerneren, hvis man f.eks. havde det på dvd. Men det har man ikke, for videokunst er jo sjældne samlerobjekter, som almindelige mennesker ikke skal kunne komme i nærheden af at eje, ellers mister de deres værdi på kunstmarkedet.

LÆS OGSÅKunstmesse: Start din egen kunstsamling for kun 2.500 kroner

En del videokunst fungerer som rumlige installationer, hvor de indgår i en større sammenhæng, gør brug af flere skærme og den slags.

tvKunst

Et samarbejde mellem DR, Statens Kunstfond og Statens Kunstråd.

Der er produceret i alt 14 nye værker til tv-formatet. De 7 vises

i dag, de resterende 7 vises til efteråret.

Alle film vil kunne ses på dr.dk, hvor der også står mere om dem og om kunstnerne.

Herudover optræder projektet i det offentlige rum via skilte, annoncer og postkort med QR-koder på Byens Hegn på Trianglen, Enghave Plads og Nørrebro Parken i København.

Film bliver også vist udendørs under Aarhus Festuge.

De kan ikke altid overføres til tv, uden at noget væsentligt går tabt. Men en del af dem er faktisk bare videoforløb, og de ville egne sig fint til også at blive udsendt på tv eller blive set på internettet som et supplement og som en mulighed for at nå bredere ud.

Derfor har det været mig en gåde, at DR K ikke har vist nogle af disse kunstvideoer.

Men nu er gåden løst, for i aften er der 'fernisering' på en ny kollektion af syv danske videoværker. Der er ikke tale om at vise allerede eksisterende videoer af forskellig længde, men om helt nye 5-minutters værker skabt direkte til DR K. Efter tv-ferniseringen kommer de til at ligge på dr.dk, hvor man kan se dem, når det passer én.

LÆS INTERVIEWDansk stjernekunstner: »Jeg vil gerne have, at man sidder tilbage og ikke har fattet noget«

Dette koncept, skabt i samarbejde med kunstfonden og kunstrådet, kan ikke roses nok. Det er samtidskunst til folket, uden at værkerne af den grund ligger under for platte folkelighedskrav.

Stumhed blandt ord
Tag for eksempel Lea Porsagers 'Schizometrical Objectification', der er lige så mærkelig, som titlen er uforståelig.

Porsager afsøger okkulte ritualer, som denne gang bringer os til en proces, hvor en genstand »vækker gejst på et cellulært niveau«.

Anmeldelse

Ulrik Heltoft: Origin of Specimen 52v

Søren Thilo Funder: The Cosmonaut (I don’t see any God up here)

Kasper Skovsbøl: Jeg tog i byen

Man bliver ikke klogere på dette (selvopfundne?) fænomen, men får serveret en fragmenteret sort-hvid stumfilm, der ser ud, som var den lavet i 1920'erne som en dokumentation af nogle okkulte forsøg med at binde træklodser og mærkelige aggregater på kroppen af en mand for at overføre deres kraft til ham.

Det er latterligt, men det er samtidig uhyggeligt, som han ligger dér sammenbundet med sære ting, og den manglende lyd bidrager kun til det foruroligende.

Til forskel fra Porsagers hermetiske stumhed er der ellers en tendens til med ord at ville fortælle historier fra det virkelige liv i denne tv-kollektion af værker.

Det er lige ud ad landevejen hos Gudrun Hasle, hvis mor læser op af sin dagbog, fra dengang deres hus i Thailand blev fyldt med vand efter et skybrud. Mens man hører oplæsningen, ser og hører man blot et badeværelse, hvor badekar og håndvask fyldes med vand og til sidst flyder over.

LÆS OGSÅKunstner udstiller sin ordblindhed på bibliotek

Det er en lidt banal allegori, og fortællingen rummer ikke helt den nerve, der bærer hendes bedste værker, såsom 'Gudruns sang'.

Fortælling bliver til videokollage
Sonja Lillebæk Christensen fortæller også en personlig historie, nemlig Rosas. Hun bliver gift med alle tiders mand, men noget går galt, og de har begge en fortid, de forsøger at fortrænge.

Efterhånden som den meget traditionelle fortælling skrider frem, bliver den mere og mere mærkelig, det er, som om årsag og virkning og forskellige begivenheder er klippet sammen i en kollage, hvor man ikke længere er med. Nu var man ellers lige blevet grebet.

På billedsiden ser man en allé med træer i forskellige indstillinger og forskelligt vejr. Det er uklart, hvad sammenhængen er, men det kunne godt være fra en kirkegård, hvilket harmonerer med den bliven til støv, som nævnes flere gange i fortællingen.

Fandeme stærkt
For alvor grebet blev jeg helt uventet af Kasper Skovsbøls 'Jeg tog i byen', der på papiret er et stykke bekendelseslitteratur, men som iscenesættes på en måde, så det får en anden og paradoksalt nok mere bevægende karakter i kraft af fremmedgørelsen.

I stedet for selv at fortælle historien, om dengang han gik hjem med en hiv-smittet, har han skrevet en salme med musik af Sophie Maj, som opføres i en kirke med et pigekor – filmet, som var det DR's 'Før søndagen'. Teksten er meget konkret, også hvad det seksuelle angår, men frem for alt skåner Skovsbøl ikke sig selv.

LÆS OGSÅForuroligende kunstfilm skildrer naturens smukke død

Når historien synges som en salme i en kirke af unge, 'uskyldige' kvinder, får den et nærmest ophøjet eksistentielt præg. For den handler om anger og måske også om synd.

Nok er det i begyndelsen lidt komisk, når disse yndige ungpiger salmesynger om at slikke pik, men fortællingen og iscenesættelsen er så stærk, at det lille fnis overtages af den store klump i halsen. Det er fandeme stærkt.

Tissemyte
En anden type fortælling er de tavse, filmiske beretninger fra Ulrik Heltoft og Søren Thilo Funder.

Begge er smukt udførte, og begge forener en eksistentiel patos med noget basalt kropsligt og en diskret komik. Tydeligst i Funders meditation over kosmonauten Yuri Gagarin, den første mand i rummet.

LÆS OGSÅVisuelle videobombardementer slår benene væk under dig

Anmeldelse

Gudrun Hasle: Bedste uge

Lea Porsager: Schizometrical objectification

Sonja Lillebæk Christensen: Fra blomst til blomst fra skjul til skjul

Larissa Sanssour: Festmåltid

Legenden siger, at han på vej ud til raketten stoppede bussen, fordi han skulle tisse. Et banalt behov, men siden blev det gjort til et næsten overtroisk ritual, som alle kosmonauter følger: at tisse op ad bussen.

I Funders video sidder Baard Owe som en aldrende og melankolsk Gagarin med en fjollet læderhjelm på i stedet for en rumdragt. Han gennemfører på opfordring det ritual, han selv uforvarende indledte.

Heltoft arbejder også med historier fra historien, nemlig en krydsning af en uddød neandertaler og en måske uddød, måske aldrig eksisterende plante. Til lyden af en bevidst skinger og primitiv Michala Petri på fløjte vandrer neandertaleren alene rundt, spiser planten og kærtegner et kranium. Og det er nogenlunde det.

Tilbage i det hverdagsagtige har vi Larissa Sansours muntre festmiddag blandt nogle palæstinensiske venner, tilsyneladende intellektuelle omkring de 40.

Snakken går hverdagsrealistisk om mad og vegetarer og dyr, men ender i benævnelsen af små eksempler på undertrykkelsen af palæstinenserne på Vestbredden, såsom at palæstinensiske gadenavne længe ikke var tilladt. Det fortælles i fortsat munterhed og uden den vrede, man normalt forbinder med denne situation – i tråd med Sansours tidligere værker.

KUNSTREDAKTØRKunståret der gik: Verdenskunsten tager over

Og måske lytter man så meget desto mere, fordi det netop er et muntert hverdagsperspektiv og ikke hele den tunge pakke, selv om der antydes en parallel mellem de besatte områder og zoologiske haver.

Kloge og banale tænkepauser
Det højtidelige og det hverdagslige, det alvorlige og det morsomme mødes i disse syv værker, som samlet set er en god pakke, der bliver suppleret til efteråret med syv andre kunstnere.

I tilgift får man otte bittesmå temaudsendelser med interview med kunstnerne om emner som samfundets rolle i værkerne, deres egen rolle, beskuerens rolle osv.

LÆS DEBATDR er gået kulturelt konkurs

Kunstnerne svarer som altid nogle gange klogt, andre gange banalt, og jeg tror, disse stramt klippede indslag vil fungere fint som tænkepauser mellem videoerne, i stedet for at man skulle gå direkte fra den ene til den anden.

Tak for dette initiativ – må det bane vejen for mere kunstvideo på tv og på nettet.

PolitikenPlus
  • Merry Christmas, Baby DR Big Bandet afslutter 2014 for fuld julemusik. Solisterne Sinne Eeg og Mads Mathias, som efter hånden er blevet kære gengangere med bandet, vil føre os til tops på julehumørbarometret?

    Pluspris 220 kr. Alm. pris 295 kr. Køb
  • Mefisto Mefisto er en dramatisk fortælling om magt og menneskelig stræben efter både succes og værdighed.

    Pluspris fra 120 kr. Alm. pris fra 220 kr. Køb
  • Lulu Lulu er en grådig femme fatale, der begæres af alle mænd ? men dem, der møder hende, går til grunde: En læge forelsker sig i Lulu, overrasker hende sammen med en kunstner og dør af et hjerteslag.

    Pluspris fra 460 kr. Alm. pris fra 575 kr. Køb
  • Rasmus Lyberth Den grønlandske sanger, sangskriver og skuespiller har siden 1970'erne været et af landets mest populære ansigter.

    Pluspris fra 160 kr. Alm. pris fra 200 kr. Køb
  • Marie Carmen Koppel julekoncert Danmarks gospel- og souldiva Marie Carmen Koppel har tilbragt to år som gospelsanger i en kirke i Brooklyn.

    Pluspris fra 195 kr. Alm. pris fra 235 kr. Køb