Annonce
Annonce
Medier

Kommentar: Den nostalgiske boble er bristet

’Det Elektriske Barometer’ er ikke bare et radioprogram. For mange er det lig den spæde, følsomme ungdom, fandme.

Annonce

Hjemme på Lathyrusvej i Herning elsker mit 12-årige jeg mere end noget andet at sidde alene på mit værelse søndag aften og læse Anders And og høre Dizzy Mizz Lizzy og spise kloakslam.

Men inde på min fire år ældre søsters værelse er væggene malet grønne med svamp, der hænger GoCarts hele vejen rundt langs loftet. Hun drikker te, har gået på efterskole og haft kærester. Og hun hører hver søndag ’Det elektriske barometer’ i bloklysenes skær. Hun har optaget alle de gange på kassettebånd, hvor værten har læst hendes breve op.

For mig er det tegn på, at alt skal lyde ens i radioen, hvilket jeg synes er helt forkert. Fordi der heri ligger en forestilling om ungdom som en utålmodig, sexfikseret frem for (også) rolig og følsomhedsdikteret gruppe

’Det elektriske barometer’ bliver mit møde med inderlig teenagespleen. Det er en dirrende boble af følsomhed, der ikke lyder som noget andet.

Det er noget med rytmen i sproget i brevene og over musikken, som nærmest hulker ud af højtalerne. Det er noget med den der eftertragtede ’Stille’-T-shirt, som værten med sin balsamisk beroligende stemme giver til ugens brev. Det giver mig lyst til at finde på følelser, jeg endnu er for lille til at have.

Og nogle år efter får jeg så de følelser, jeg begynder at hente min musiksmag fra ugens Barometerliste. Værtens kreative metaforer og lytterbrevenes følelsessvulstighed hjælper mig med at knække koden og lytte efter.

Siden har programmet søndag aften skiftet ham mange gange. Mens jeg til tider har haft så travlt med at flygte fra mindet om teenage-Katrine, at programmet har givet mig kuldegysninger, så elsker jeg den banale lidelse igen, fordi jeg forstår, at den var totalt nødvendig og konstruktiv – fordi den også var kollektiv.

’Det Elektriske Barometer’ er ikke bare et radioprogram. Den er for mange lig vore spæde ungdom, fandme. En musikalsk og følelsesmæssig dannelse. En radiofonisk stemningsboble proppet med identitet.

LÆS OGSÅ Dataviz: Her er den musik, P3 bruger dine licenskroner på

Derfor føltes DR’s nye udgave af konceptet, ’Barometeret’, nærmest for mig som at se egen dødelighed i øjnene. Det varer nu tre timer. Nu er der værtpingpong og P3’s vanlige popsange rundt om den alternative musikliste, der er blevet kortere.

Der er baggrundsmusik og konstante skillers, så ingen kommer til at kede sig i ørerne. Der er sjove, ofte lumre lytter-sms’er frem for de patosdyrkende breve, som nogen har siddet derhjemme og skrevet på i ugevis. Boblen er bristet – synes jeg.

For mig er det tegn på, at alt skal lyde ens i radioen, hvilket jeg synes er helt forkert. Fordi der heri ligger en forestilling om ungdom som en utålmodig, sexfikseret frem for (også) rolig og følsomhedsdikteret gruppe.

Men det er også min nostalgi, mit 12-årige og 17-årige jeg, der kritiserer. Derfor har vi fundet to af redaktionen ukendte gæsteanmeldere under efterlysningen ’følsomme teenagers, der elsker indiemusik og dagbøger og duftlys(ish)’.

Det giver bedst mening at høre, hvad de hører, når de lytter til bud på ungdomsbobler for alternativ musik.

Redaktionen anbefaler

Dansk taleradio bliver mere ensformigt

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce