Annonce
Annonce
Medier

Clement - manden der ikke vil lære at holde sin mund

Fem nedslag definerer DR-værten Clement Kjersgaards liv og karriere.

En af de mest kritiske journalister i Danmark. En dialogdræber. En klog krukke med kæmpe kapacitet. En speedsnakker. En mand, der altid afbryder sine ’interview-ofre’.

Meningerne om Clement Kjersgaard er mange. Nogle er for ham og synes, at han som en af de få tør gå magthaverne imod og afkræve dem svar. Andre er imod ham og synes, at det mest af alt ender med ’råbekonkurrencer’, når han igen og igen går i kødet på politikere og andet godtfolk – som ofte nægter at svare direkte på hans spørgsmål.

LÆS ARTIKELEfter »boksekamp«: Clement Kjersgaard skriver åbent brev til Socialdemokraterne

Debatten om DR’s åbenmundede vært er langt fra ny. Og nu er den gal igen. På Facebook, i kantiner på arbejdspladser landet over, og på diverse mediers debatfora har snakken gået siden søndag. Gik Clement Kjersgaard for langt i sit interview med Mette Frederiksen i ’Vi ses hos Clement’? Eller gjorde han bare sit arbejde og krævede klare svar fra S-formanden på en række centrale spørgsmål om asylstramningerne?

Politiken bringer 5 nedslag fra de seneste år, som på den ene eller den anden måde kan være med til at give et billede af Clement Kjersgaard.

1. 2004. ’Tal med Gud’.

To år efter, at Clement Kjersgaard har lanceret det internetbaserede politiske magasin Ræson, får han som helt uprøvet tv-vært chancen for at stå i spidsen for DR 2-programmet ’Tal med Gud’. Han ligner dengang en ung version af Mick Jagger, og det er lidt af et sats af DR at satse på en mand, der godt nok kan skrive en flot universitetsuddannelse fra Hongkong og Oxford på sin kappe, men ikke har den mindste form for tv-erfaring.

Citat: Mads Brügger, der hyrede Clement Kjersgaard som vært på ’Tal med Gud’.

»Billedet ændrede sig med ét slag, da kameraet blev tændt. Han klikkede øjeblikkelig med mediet og leverede en fejlfri præstation ved prøveoptagelsen. Samtidig blev han 20 procent bedre, når det var direkte fjernsyn, hvilket er en sport for sig … Det er noget af det sværeste at lave direkte tv. Værten skal føle sig tilpas i situationen og kunne foregøgle en rolighed. Man står med pikken i postkassen. Så snart der er antydning af angst eller panik, opstår ubehaget. Timingen skal være i orden, vittighederne skal afleveres rigtigt, og ordene må ikke falde ud af munden som pandekager, for så forlader folk cirkusteltet«.

2. 2012. ’Hos Clement’.

Daværende kulturredaktør på Politiken, Anita Bay Bundegaard, retter i et debatindlæg stærk kritik af Clement Kjersgaards interviewmetoder. »Clement reducerer politisk debat til en pinballmaskine«, skriver Anita Bay Bundegaard, som direkte opfordrer samtlige politikere til at takke nej til at medvirke i programmet.

Citat: Clement Kjersgaard, der selv mener at ’Hos Clement’ er stærkt tiltrængt.

»Når jeg holder ferie, er der ikke noget kritisk, politisk journalistik i Danmark. Jeg er demokratiets eneste håb med det her program. Jeg tror, der er mange journalister, der kan løfte det kritiske, politiske interview, men jeg kan ikke se, at der er ret mange, der gør det … Man skal modarbejde en spaltet offentlighed. Jylland skal kunne tale med København, de røde med de blå. Som det er i dag, står venstreorienterede og højreorienterede aviser og gør op i hver deres træ«.

LÆS ARTIKEL Her er Socialdemokraternes svar på Clement Kjersgaards fem spørgsmål

3. 2006. ’Clement Direkte’.

Det meste af landet kommer på fornavn med studieværten med de store læber, de store armbevægelser og de skarpe punchlines. Clement Kjersgaard kommer også på forsiden af Euroman, hvor han i et større interview portrætteres som et menneske, der kan nøjes med fire timers søvn, som ikke drikker alkohol og er yderst temperamentsfuld over for sine omgivelser. Magasinet følger ham på en arbejdsdag under optagelserne af talkshowet ’Clement Direkte’, der er et af det års mest populære programmer.

Citat: Clement Kjersgaard i portrætinterviewet i Euroman.

»Rollen som vært ligger langt fra min personlighed. Jeg har aldrig haft et stærkt performerinstinkt, jeg var ikke den, der stillede mig op til morgensamling i skolen. Når jeg var vært på børneradio, var det fordi, det var en nødvendig funktion i forhold til at lave programmet. Jeg har altid set mig som radiochef, redaktør og udgiver snarere end at være på. Hvis det var målet at stå foran et kamera, havde jeg truffet nogle helt andre valg undervejs. Jeg har på fornemmelsen, at hvis jeg virkelig var gået efter det, var det ikke sket«.

Hvordan befinder du dig i værtsrollen i dag?

»Jeg er kontrolfreak og vil gerne forholde mig analyserende og akademisk til et projekt, men man har aldrig fuldstændig kontrol, når man laver direkte tv. Det har jeg lært at leve med. Jeg giver mig i programmets vold«.

4. 2009. Djævlens Advokat i Politiken.

Det udmønter sig i et af de mest aparte indslag i Politikens daværende faste indslag ’Djævlens Advokat’, da avisen skal forsøge at give tv-værten en lille dosis af sin egen medicin.

Citat: Clement Kjersgaard svarer på ’Djævlens Advokat’s spørgsmål.

Jeg kan se, at det er lidt mere end fem år siden, du lavede dit første talkshow på tv. Men det føles, som om du har været på tv i mindst 10 år. Har du det ikke selv sådan?

»Jeg har det sådan, at tiden flyver af sted, når man er i godt selskab. Og jeg er jo altid i selskab med mig selv, så for mig er det, som om der kun er gået to-tre måneder«.

Blå bog

Clement Kjersgaard
  • Født 20. september 1975. Forældrene var museumsdirektør Erik Kjersgaard og historielærer Anita Elisabeth Behrendt.
  • Han indledte karrieren som 11-årig, da han fik sendetilladelse til at lave børneradio i Aarhus. Som 17-årig rejste han til Hongkong og tog eksamen på United World College of Hongkong. Han er desuden MA fra universitetet i Oxford (filosofi, politik og økonomi) og BA fra Københavns Universitet.
  • I de senere år har han været vært på en stribe DR-programmer som ’Deadline’, ’Debatten’ og ’Vi ses hos Clement’. Er fortsat udgiver af det politiske nyhedsmagasin Ræson, som han både redigerer og samtidig bringer ud i landet gennem sin foredragsvirksomhed.

Hvornår besluttede du dig for, at den vigtigste person i dine talkshows var dig selv?

»Mitterrand sagde om Socialistpartiet i Frankrig: »Partiet er en samling af mennesker omkring min person«. Sådan har jeg det med mine programmer, sådan har jeg det med DR 2, faktisk med hele Danmarks Radio«.

Hvordan kan du, som er så klog, tage dansk politik så alvorligt?

»Jeg tager tv gravalvorligt. Jeg tager ikke politikerne alvorligt. I den danske folkesjæl findes der en dybtliggende tillid til, at hvis man bare lader politikerne tale ud, vil man kunne se, at de vil os det godt«.

Og det er derfor, du afbryder dem hele tiden?

»Nej, det gør jeg ikke. Men jeg udstiller, at den forestilling ikke er sand. På den måde repræsenterer jeg afslutningen på dansk politik«.

LÆS ARTIKEL Clement forsvarer omstridt debatinterview

5. 2011. Vinder Publicist-prisen.

I en alder af blot 36-år modtager Clement Kjersgaard Publicist-prisen for en ’markant indsats i den danske medieverden'. Prisen uddeles ved en prisfest efter en generalforsamling i Den Danske Publicistklub, der er Danmarks ældste forening for journalister.

Citat: Clement Kjersgaard i sin takketale ved prisoverrækkelsen.

»I de talkshows, min redaktion har lavet, kan Thomas Helmig afløse Kristian Thulesen Dahl, og Sukkerchok afløse Overvismanden: det er fordi gæsterne er valgt, individuelt, efter redaktionelle kriterier, det er dem, der vil noget med noget, og det betyder at du, som seer, lige meget hvilket segment du tilhører, vil blive sur, skuffet, vred, frustreret, hadefuld og utålmodig minimum én gang i løbet af 40 minutter. Som regel oftere. Det er ikke en svaghed ved produktet, det er styrken. Det er ikke fordi vi ikke ved, hvad vi gør, det er tværtimod fordi vi ved, hvad vi vil. Det er muligt, den ene halvdel af seerne ikke kender Mogens Lykketoft og den anden halvdel af seerne ikke Anna David, men det gør de så om lidt. Det er i virkeligheden grunden til at tænde for fjernsynet, i stedet for nettet. Det er publicisme«.

Clement Kjersgaard, bonuscitat 1.

»Jeg afbryder aldrig, det er tværtimod gæsterne, der bliver ved med at insistere på at indskyde bemærkninger i mine enetaler uden overhovedet at tænke på, hvor irrelevant og distraherende det virker«.

Euroman, 2006.

Clement Kjersgaard, bonuscitat 2.

»Hvis jeg havde været en bedre musiker, ville det være fristende at arbejde som barpianist. En sommeraften for et par år siden kom jeg ind på øverste etage af Swissair-hotellet i Osaka, Japan. Der var en fantastisk udsigt ud over byen, den lignede Dødsstjernen ved juletid. I restauranten stod en god barsangerinde og sang ’Dancing Queen’ akkompagneret på klaver. Jeg kan sagtens se mig selv rejse denne verdens hoteller rundt med et repertoire af Céline Dion og Whitney Houston. Fra ’Where Do Broken Hearts Go?’ til ’How Do I Live’ og ’Walking in Memphis‘. Jeg kan nå det endnu. Det er fordelen ved at starte sin karriere med at være udbrændt talkshowvært: Alle døre står åbne«.

Euroman, 2010.

Redaktionen anbefaler

Skyd ikke på Clement - det er jo Mette Frederiksen, der ikke vil svare

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce