Censur. Facebook skelner ikke mellem 'uskyldig nøgenhed' og 'seksualiseret nøgenhed'. Det er for ressourcekrævende, lød det på høring om internetcensur i Europahuset torsdag 14. november. Her ses et foto fra Peter Øvig Knudsens hippiebog, som blev censureret på grund af reglen om at man ikke vil acceptere synlige brystvorter.
Foto: Hippie Selskabet/Gyldendal

Censur. Facebook skelner ikke mellem 'uskyldig nøgenhed' og 'seksualiseret nøgenhed'. Det er for ressourcekrævende, lød det på høring om internetcensur i Europahuset torsdag 14. november. Her ses et foto fra Peter Øvig Knudsens hippiebog, som blev censureret på grund af reglen om at man ikke vil acceptere synlige brystvorter.

Høring om censur: De her internetkonger kan gøre, hvad fanden de vil

Facebook og Google stillede op til kritiske spørgsmål. Men gav ingen løfter.

Medier

Det handler ikke bare om røde æbler over bare hippie-bryster og en dansk forfatter, der som David mod Goliat, lægger sig ud med giganterne Apple og Facebook. Det handler om, at den offentlige debat er underlagt censur.

Det bliver der nikket til, da der torsdag formiddag var afsat tre timer til en høring om internetcensur.

En høring, hvor forfatter Peter Øvig Knudsen, repræsentanter fra Google og Facebook samt EU-parlamentarikerene Morten Løkkegaard (V) og Christel Schaldemose (S) med flere var mødt op i Europahuset for at diskutere, hvordan internettets giganter former vores samfund gennem de rammer, de sætter for vores ageren online.

LÆS

Vi underkaster os
Målet med dagen er det enkle: At få gang i snakken.

Det siger initiativtager til høringen, Morten Løkkegaard. Han peger på, at det i sig selv er stort, at to af de store spillere overhovedet er mødt op, da de sjældent svarer på henvendelser eller stiller op til debat.

»Det er amerikanske mediegiganter, der distribuerer vores nationale kultur. Vi underlægger os deres værdinormer«, introducerer Løkkegaard.

Christel Schaldemose følger op: »Da jeg var ung handlede det om, hvordan den amerikanske kulturimperialisme tordnede frem og om Coca Cola mod Jolly Cola. I dag handler det om den amerikanske bornerthed mod det danske frisind. Vi har brug for en diskussion«.

Skamfuld forfatter
Øvrig går op til talerstolen, mens et billede toner frem på et lærred til højre for ham - det er det efterhånden berømte af den 21-årige hippie Karen Grue, der er klædt i en kjole med huller til brysterne. Et billede, der er fyrre år gammelt og taget i toget, da den unge kvinde er på vej til Thisted for at slutte sig til Thy-lejen og et billede, som både Apple og Facebook har fundet så grænseoverskridende, at det er blevet bortcensureret af begge medier.

Forfatteren forklarer, hvordan der ikke var nogen mulighed for at klage eller komme i dialog overhovedet med de to medier for at få forklaring eller beslutningen omstødt. Og efter trusler om 'deaktivering' på Facebook har forfatteren udøvet selvcensur og fjernet fotos og henvisninger til sin bog.

»Jeg må skamfuldt indrømme, at jeg bøjede nakken«, fortæller Øvig. Til gengæld har han fået oversat uddrag af sine to fyldige bøger om hippierne til engelsk, så 30-40 nationer nu selv kan orientere sig om baggrunden for censursagen, der har fået bevågenhed langt ud over Danmarks grænser.

»Faktisk har jeg lagt forsiden af oversættelse op på Facebook, og hvis man ser godt efter, kan man ane en balle i nederste venstre hjørne, så jeg er spændt på, hvad der sker«, lyder det drilsk fra Øvig.

LÆS FORFATTERENS KRONIK

Facebook tjener penge på sex
Thomas Myrup Kristensen, Head of Policy Nordic for Facebook fortrækker ikke en mine.

Heller ikke da Øvig kalder det hyklerisk, at Facebook bandlyser et uskyldigt, historisk billede af en hippie, mens man som bruger ikke kan undvige reklamer med storbarmede kvinder og svulmende røve i g-streng.

»I tjener penge på sex-sider. Det er dobbeltmoralsk. Så hvad skal jeg gøre, Facebook? Hvad skal kunstnere gøre, hvis de gerne ville kommunikere deres bøger, deres billedkunst, deres film?«

Facebook-talsmanden mener, at forfatteren skal se sagen i et større perspektiv, nemlig det at Facebook har en mission om at fremme kommunikation mellem folk i hele verden. Og med 1,2 mia. brugere kræver det nogle stringente regelsæt for at sikre en demokratisk debat, lyder det. Deriblandt en regel om, at man ikke må poste billeder, hvor kønsorganer eller kvindelige brystvorter er synlige.

»Nøgenhed vurderes forskelligt i verden, og vi har globale fællesskabsregler. Vi vil gerne møde brugernes forventninger, og de forventer ikke nøgenhed eller pornografi i nyhedsstrømmen. Derfor er fotografisk nøgenhed ikke tilladt. Nogle nøgenfotos kan synes helt uskyldige, men vi kan ikke tage stilling til hvert enkelt billede«, lyder det fra Facebooks side.

LÆS

Thomas Myrup Kristensen forklarer videre, at Facebook ikke selv scanner netværket for at finde nøgenbilleder, men at man udelukkende reagerer på klager fra brugere, der har følt sig stødt. Det betyder også, at nogle har 'angivet' Peter Øvig Knudsen til Facebook. Men hvem kan man ikke få at vide.

Google er vild med nøgenhed
»Vi er vilde med nøgenhed i Google«, indleder Martin Ruby, der er Policy Manager i Google Danmark, som ikke har censureret Øvigs bøger og sælger dem via Google Play.

LÆS

»Vi tillader ikke hardcore porno, men viser for eksempel bare bryster i relation til et klip om brystkræft. Det er et spørgsmål om balance. Det er ikke nemt, og vi gør det ikke 100 procent godt«, siger Ruby og nævner, at der uploades 100 timers video på YouTube per minut.

Han mener, at der med tiden vil dannes en konsensus for, hvor grænsen for ytringsfrihed/censur går på nettet.

Vi har også selv et ansvar. Vi underkaster os betingelser, som vi ikke engang gider læse

»Vi er unge firmaer og ændringerne er store og hurtige. Jeg tror på, at rammerne vil falde på plads ad åre. Man kan nemt sige, at brugerne bare kan flytte sig, hvis de er utilfredse, men vi er blevet stå store, at vi har et ansvar. Det ville være sundt, hvis virksomhederne begyndte at konkurrere på 'privacy', frihedsgrader og hvor let, det er at forlade platformen igen«, lyder det fra Google.

Undskyld
Efter en kort pause, hvor der tankes op med clementiner og kaffe til anden runde, går chefredaktør på Berlingske, Lisbeth Knudsen på talerstolen.

»Jeg vil gerne begynde med at give en undskyldning for, at vi (medierne, red.) ikke er gået kritisk nok til de her store giganter. Vi har krammet Google og Facebook og er for sent kommet i gang med at se på, hvordan nutidens imperier står for en altomfattende indgriben i vores liv«.

Hun fortæller, at Berlingske to gange er blevet truet med 'deaktivering' af Facebook ligesom avisens profil er blevet blokeret i et døgn ad gangen, efter man havde postet fotos fra Øvigs bog og fra en seksualundervisningsbog.

»Facebook har beføjelse til at fratage folk muligheden for at deltage i den demokratiske debat. Vi må foretage selvcensur som mediehus! Kan I høre, hvordan det lyder?«, spørger Knudsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Bekymrende
Hun påpeger, at mange danske medier lader deres læsere, seere og lyttere tage debatten på Facebook i stedet for på mediernes egne hjemmesider. Og det er en særdeles usund tendens, mener hun.

»Det er bekymrende, at man de facto har monopol på, hvordan danskerne bruger de sociale medier. Politikerne bliver nødt til at interessere sig markant mere for rammerne for det her«.

Chefredaktøren efterspørger, at internetgiganterne tiltræder etiske regler i stil med de presseetiske.

»Det dur ikke med en lukket postkasse i Dublin«, fastslår hun.

Dagens sidste taler er Timme Bisgaard Munk, der har en PhD i sociale medier.

Feudale bønder
Han går til sagen fra en anden vinkel og beder ved håndoprækning de fremmødte svare på, om de har læse Facebooks 'terms of use', før de skrev under. Under halvdelen markerer.

»Vi har også selv et ansvar. Vi underkaster os betingelser, som vi ikke engang gider læse. Vi har skabt en offentlighed uden lov og ret«.

Det ville være sundt, hvis virksomhederne begyndte at konkurrere på 'privacy', frihedsgrader og hvor let, det er at forlade platformen igen

Mens han taler sidder op til flere i salen og opdaterer deres Facebook-status og lægger et billede op fra seancen. Bisgaard Munk taler sig varm:

»Vi er som feudale bønder, der ydmygt møder op under de høje herrer og takker for, at de overhovedet vil lytte til vores problemer. De her internetkonger kan gøre hvad fanden de vil! Det er på tide, vi vågner op«.

Liker Knudsen

Klokken nærmer sig 12.

De to politikere, der har taget initiativ til høringen runder af.

»Jeg 'liker' Lisbeth Knudsen. For hun har ret i, at vi skal tage politiske ansvar og lægge et mega pres på virksomhederne«, siger Christel Schaldemose.

»Vi har fået åbnet debatten, og jeg mener, at de her virksomheder har en egeninteresse i det. Og jeg giver et løfte om, at vi fra politisk hold vil presse på og italesætte digitale rettigheder. Bolden er givet op«.

LÆS

På vej ud prikker vi Peter Øvig på skulderen og hører, om han har fået nogle brugbare svar i dag?

»Altså Facebook har ikke rykket sig en tøddel. Det er tydeligt, at deres regler ikke virker, og det håber jeg de selv indser og med tiden lærer af Google, der godt kan skelne mellem forskellig slags nøgenhed«.

Tror du på en fremtidig dialog om problemerne?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Andre store firmaer er gået ned, fordi de har været lukkede, så de er nødt til at lytte«.

Og hvad tænker du om, at Apple ikke ville medvirke i dag?

»At Apple er et lukket fort lavet af atomsikret stål. Det bliver en døende virksomhed, hvis de lukker sig ude fra det globale fællesskab«.

Så hvad tror du, der kan komme ud af denne høring?

»Vi får rejst problemet. Det er først ved at gå op for os, at det her problem kun bliver større«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce