Problemer. Ordnet.dk finansieres nu udelukkende af Carlsbergfondet, som har givet  yderligere en livline i form af en million kroner, som skulle holde hjemmesiden kørende et år endnu.
Foto: Screenshot

Problemer. Ordnet.dk finansieres nu udelukkende af Carlsbergfondet, som har givet yderligere en livline i form af en million kroner, som skulle holde hjemmesiden kørende et år endnu.

Medier

Regeringen dropper støtte til den vigtigste onlineordbog

Det er en kulturel katastrofe, mener Sprognævnet. Fond kommer til undsætning.

Medier

Den vigtigste digitale ordbog over det danske sprog, ordnet.dk, er truet på livet, fordi regeringen har droppet sin økonomiske støtte.

Ordnet.dk har mere end 50.000 daglige brugere og er siden 2004 blevet finansieret i fællesskab af Carlsbergfondet og Kulturministeriet – via de såkaldte tipsmidler.

LÆS OGSÅ

Men nu har Kulturministeriet sagt stop, og ordnet.dk mangler 1,2 millioner kroner til at vedligeholde og opdatere de tre opslagsværker, der findes på hjemmesiden.

»Kulturel katastrofe«
»Vi er afhængige af de midler og har prøvet at overbevise ministeriet om, at det var en fejl at indstille støtten, men de har fastholdt beslutningen«, siger Lars Trap-Jensen, der er redaktør af ordnet.dk.

Det er ordnet.dk, man kan klikke sig ind på, hvis man vil vide noget om, hvad danske ord betyder, og hvor de kommer fra.

På hjemmesiden finder man Ordbog over det danske Sprog, som oplyser om ældre dansk frem til 1950. KorpusDK, som giver eksempler på, hvordan man bruger det danske sprog. Og så Den Danske Ordbog, som er opslagsværket om moderne dansk.

»Vores opgave er at holde onlineordbøgerne i live. Den Danske Ordbog bliver løbende opdateret, og det er den opdatering, det vil gå ud over, hvis ikke vi får støtte«, siger Lars Trap-Jensen.

Flere professionelle brugere af ordnet.dk er bestyrtede over, at Kulturministeriet fjerner støtten. For eksempel siger Jørn Lund, der er formand for Sprognævnet, til Magisterbladet, at »en lukning af ordnet.dk vil være en kulturel katastrofe«.

»Man støtter mange vigtige kulturområder, men kan åbenbart ikke længere afse lidt over en million årligt til at sikre en så vigtig kilde til forståelse af vort eget sprog«.

Fond slukker branden

Samme undren finder man hos Carlsbergfondet, som igennem talrige årtier har støttet Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, der er moderselskab for ordnet.dk. »Vi kan bare ikke leve med det her«, siger Flemming Besenbacher, bestyrelsesformand for Carlsbergfondet.

Derfor har Carlsbergfondet netop besluttet at yde en form for nødhjælp – nærmere bestemt en million kroner – til ordnet.dk, således at sitet kan overleve på sit nuværende niveau i det mindste i et års tid – indtil Kulturministeriet eventuelt skifter mening.»Du kan godt kalde det brandslukning«, siger Flemming Besenbacher. Han mener, at ordnet.dk lever op til alt det, man kan forlange af en digital ordbog, uanset om man er lægmand eller lærd. »Og sproget er stadig en meget vigtig kulturbærer og en enestående kilde til at forstå den danske mentalitet og Danmarks rolle nu og i fremtiden«, siger Besenbacher. LÆS OGSÅ Kulturministeriet forklarer sin beslutning således: »Det har i lyset af den samlede prioritering af udlodningsmidlerne (tidligere tipsmidlerne) for 2013-14 ikke været muligt på nuværende tidspunkt at prioritere ansøgningen om midler til at understøtte driften af ordnet.dk«. Det var i går ikke muligt at få kulturminister Marianne Jelved til at uddybe denne forklaring, da hun er på rejse i Australien. Men hun er indkaldt til et samråd i Folketinget, som ventes at finde sted i slutningen af november.













Sproget er stadig en meget vigtig kulturbærer og en enestående kilde til at forstå den danske mentalitet

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce