Blødning. Færre lytter til radio. Når det sker, tuner de oftest ind på P4 og P3. Måske for at høre 'Monte Carlo på P3', da de huserede på kanalen.
Foto: Daniel Hjorth (arkiv)

Blødning. Færre lytter til radio. Når det sker, tuner de oftest ind på P4 og P3. Måske for at høre 'Monte Carlo på P3', da de huserede på kanalen.

Medier

Vi skruer stadig ned for radioforbruget

Danske radiokanaler bløder stille og roligt lyttere, viser ny undersøgelse. Også ældre lyttere hører sjældnere radio.

Medier

Samlet set lytter den danske befolkning mindre radio end for bare få år siden, men når vi gør det, tuner vi oftest ind på P4 eller P3.

Hovedparten af radiolytterne har passeret 70 år, men også denne gruppe hører mindre radio end førhen, præcis som tilfældet er med yngre årgange.

Sådan er tendensen, viser en ny rapport fra Kulturstyrelsen om de danske mediers udvikling, og her er blandt andet radiolytning blevet undersøgt.

Resultaterne overrasker ikke Per Jauert, lektor og radioforsker ved Aarhus Universitet.

»Der er jo en lang række af musiktjenester til rådighed i dag. Og det betyder meget især i forhold til yngre lyttere, som ikke er lige så trofaste, som ældre er. Så det er der, faldet er størst, hvis man ser over tid«, siger han.

Han bakkes op af en anden medieforsker, Henrik Søndergaard, der er lektor på Københavns Universitet:

»Yngre lyttere hører mindre radio og mere sådan noget som Spotify og YouTube«.

Hvad angår faldet i den ældre generations radioforbrug, mener Henrik Søndergaard ikke, at det skyldes en mangel på kanaler, der henvender sig til aldersgruppen:

»Mennesker, der i dag er mellem 70 og 75 år, har en anden mediekultur end dem, der bare for nogle få år siden var i samme alder. Det tyder på, at den gruppe i dag bruger det samlede medieudbud på en anden måde«.

Undersøgelsen fra Kulturstyrelsen viser, at den gennemsnitlige daglige lyttetid faldt fra 131 minutter i 2008 til 117 minutter sidste år.

Det er især FM-radio, der mister minutter, hvilket både kan forklares med et dalende antal lyttere, og at der i samme periode er blevet skruet op for den digitale lytning, vurderer Per Jauert.

»DAB-lytning er steget, og det skyldes især, at der er kommet studieværter på til at kommentere musikken, og det tiltrækker lyttere«, siger radioforskeren.

FM-båndet fortsætter

Fra politisk side er det besluttet, at hvis mindst halvdelen af lytningen i midten af 2018 foregår digitalt, vil FM-radio blive slukket ved udgangen af 2019.

I øjeblikket er omkring 15 procent af lytningen digital. Per Jauert mener, at det er usikkert, om FM-båndet rent faktisk kommer til at blive slukket. En betragtning, som medieforsker Henrik Søndergaard deler.

»Nogle vil hævde, at DAB allerede er forældet, fordi man jo i dag bare kan lytte til FM-kanalerne via nettet«, siger han.

Til trods for at danskerne, ifølge undersøgelsen, tilsyneladende lytter mindre og mindre radio, mener Henrik Søndergaard dog ikke, at fremtiden ser sort ud for landets radiokanaler:

»Radio er faktisk et ret vigtigt medie i de fleste menneskers dagligdag. Det er jo et hverdagsmedium, som man bruger, for eksempel når man er på vej på arbejde i bilen«.

Samtidig viser Kulturstyrelsens undersøgelse ikke, i hvor høj grad danskerne lytter til podcasts.

»Det forbrug, som tidligere lå på almindelig radio, kan være flyttet over på forskellige programmer, som folk lytter til, for eksempel når de er ude og løbe«, siger Henrik Søndergaard.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce