Ytringsfrihed. Må en ung dansk digter med indvandrerbaggrund f.eks. kritisere sine forældres generation? Må en højreorienteret dansker?
Foto: FINN FRANDSEN (arkiv)

Ytringsfrihed. Må en ung dansk digter med indvandrerbaggrund f.eks. kritisere sine forældres generation? Må en højreorienteret dansker?

Politiken undersøger: Hvor har ytringsfriheden bevæget sig hen?

Alle har den samme ytringsfrihed. Men hvem der i praksis kan sige hvad, har flyttet sig.

Medier

To midaldrende kvinder sætter sig forrest på rækken af de grå stolesæder foran Store Scene på åbningsdagen for årets BogForum.

Der er en halv time til uddelingen af messens Debutantpris, og de to er kommet i god tid for at sikre sig det bedste udsyn. De har pladser lige til venstre for årets vinder.

Kvinderne udfylder ventetiden med at diskutere kvæder. Den ene har netop plukket fire kilo i haven og bruger nu sine aftener på at sylte og lave chutney.

»Vi spiser virkelig meget kvædechutney hjemme hos os«, siger hun.

Så dukker årets debutant op. I læderjakke og ternede bukser tager han plads. En af kvinderne tager et billede af ham med sin mobiltelefon. »Hvordan staver man til Yahya?«, hvisker hun til veninden, inden hun lægger billedet på nettet.

De uskrevne love
Yahya Hassan siger ikke noget. Smiler heller ikke. Først da han kåres som vinder, den unge digter, kendt og kontroversiel i hele landet for sin kritik af indvandrerkultur og islam, forlader hans læber deres vandrette position i et øjeblik. Han går på scenen med sin digtsamling i hånden:

JEG RYGER EN NATTER I EN STJÅLET BIL/MED ET PAR STYKKER FRA OMRÅDET/SÆTTER MIG OG TÆNDER MIN JOINT/OG HOLDER HÆNDERNE I LOMMEN, messer han.

De to kvinders klappen forsvinder i salens begejstrede bifald.

BogForum har fået en ny stemme. Men hvorfor hylder det kulturradikale kernepublikums største træf pludselig kriminalitet på versefødder og de islamkritiske ytringer, de før har vendt sig imod? Er det, fordi ytringerne nu kommer fra en, der i deres øjne har en særlig moralsk ret til at ytre sig om den slags: en indvandrer?

Og hvorfor tager nogle indvandrere kun tøvende imod ham, mens andre truer ham på livet? Synes de, at han bør afstå fra at kritisere sine egne? At han har en særlig begrænset ytringsfrihed?

»Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker«, står der i grundloven. Men intet land bygges alene med paragraffer. De uskrevne love tæller også, og de håndhæves som bekendt af andre domstole end de officielle.

Selv om ordet er frit, er det ikke altid gratis at tage det i sin mund. Og i vore dage varierer dagsprisen for at ytre sig kritisk – fra tavshed over kritik og til dødstrusler – alt efter hvem man er, hvad man ytrer sig om, og hvem der udskriver regningen.

En ny ytringsfrihed
Sjældent har ordet ytringsfrihed optrådt så flittigt i debatten. For nylig fik det endnu en tur i den offentlige centrifuge, da netop Yahya Hassan lod sin digtsamling ledsage af en bandbulle mod sine forældres generation af indvandrere og det hykleri, han mener, foregår i islams navn.

»De bliver nødt til at indse, at I alle sammen går i seng med piger, at I alle sammen kan lide at drikke sprut, at I alle sammen gør en masse ting, som jo er ganske normale. Hvorfor er det så, at I bliver ved med at sige: Det er syndigt, det er syndigt«, sagde han i ’Deadline’ på DR 2.

Udsendelsen udløste de mest voldsomme reaktioner i programmets historie. »Skyd dig selv, før en anden gør det«, skrev en på dets facebookside. En anden: »Han skal fucking dø! Længere er den ikke!!!«.

Jeg kan ikke se, at nogen har fået større ytringsfrihed. Hvem skulle det være?

Ud over 27 dødstrusler på nettet og et overfald på Christiania faldt reaktionerne groft sagt i to varianter: jubel blandt danskere – fra halalhippier til Dansk Folkeparti. Og opbakning fra brede kredse af især unge indvandrere. Dog mest til hans kritik af indvandrerkulturen, mens mange tog afstand fra hans udfald mod islam.

For nylig kom så en tredje variant, da ligestillingsminister Manu Sareen (R) her i avisen foreslog at ophæve straffelovens blasfemiparagraf – blandt andet med henvisning til Yahya Hassans islamkritik.

»Vi skal tage debatten nu, for der er et brud, et ulmende oprør, hvor unge med indvandrerbaggrund begynder at diskutere deres religion«, sagde ministeren.

Trusler på livet kan man selvfølgelig sikre sig imod. Ved at holde mund. Men har man så stadig ytringsfrihed?

Vi har sat os for at undersøge den nye ytringsfrihed. Ikke den juridiske, men den, vi har i praksis. Men også dén er der selvsagt flere opfattelser af.

Derfor giver vi på skift giver ordet til forskellige slags danskere, som fortæller, hvordan de oplever, at de og andre forvalter deres taleret, og hvad striden om ytringsfriheden betyder for den måde, vi taler sammen på.

Hvem tør tegne Muhammed?
Ytringsfriheden er blevet indskrænket for visse grupper, vurderer professor Frederik Stjernfelt og forfatter Jens-Martin Eriksen i bogen ’De anstændige’, hvor de angriber debattører, som de mener har været med til at indsnævre ytringsfriheden i tolerancens navn.

Og dermed, mener de, givet yderligtgående islamister, hvad de kalder »voldsmandens veto«. I praksis en ret til at forhindre andre i at åbne munden. I Frederik Stjernfelts øjne er der ingen tvivl om, hvad der er sket, siden Jyllands-Posten i 2005 bragte tegningerne af Muhammed:

»Jeg kan ikke se, at nogen har fået større ytringsfrihed. Hvem skulle det være?«.

»Der er i dag en større forsigtighed med ytringer, man frygter kan udløse voldelige reaktioner. Det, tror jeg, er den stærkeste motor i det. En velbegrundet angst. Fordi der er galninge derude og voldelige trusler fra et islamistisk mindretal i indvandrerkredse. Og det er ikke mærkeligt, hvis man er bange. For der har været flere ganske detaljerede planer om at overfalde Jyllands-Postens domicil«.

Ingen dør af trusler alene. Men derfor kan de godt begrænse ytringsfriheden, mener Frederik Stjernfelt.

»Dødstrusler truer den offentlige sfæres åbenhed. Og det er svært at måle, hvordan de virker. For vi ved jo ikke, hvad folk ville have sagt, hvis ikke de havde risikeret at blive truet på livet«, siger han.

Trusler er nu ikke noget nyt fænomen i debatten, minder forfatter, debattør og journalist ved Weekendavisen Arne Hardis om. Det veksler bare, hvem der fremsætter dem.

Engang angreb folk fra venstrefløjen møder i Den Danske Forening og Dansk Folkeparti. Så måtte Naser Khader have politibeskyttelse, fordi han kritiserede forhold i indvandrermiljøet.

I dag er det især i grupper af islamister, at retorikken bliver fysisk, som over for Ahmed Akkari, der senest blev angrebet ved et debatmøde i Gellerupparken, efter at han offentligt fortrød sin rejse til Mellemøsten under Muhammedkrisen og gav sig til at kritisere indvandrermiljøet.

Ytringsludo. Tegning: Philio Ytournel

Ytringsludo. Tegning: Philio Ytournel


»Trusler virker«
Og nogen voldsom dæmper har trusler og stenkast ikke lagt på debatten, mener Arne Hardis.

»Jeg oplever ikke en voksende angst for at omtale islam og indvandrere. Vi taler meget om, hvad vi måtte synes, at problemerne med islam er. Og der er virkelig et meget kraftigt frisprog. Der tales altså om de vanskelige ting. Også af danskere med indvandrerbaggrund som Ahmed Akkari og Yahya Hassan. Det er bare lige så åbenbart, at trusler følger i kølvandet på det. For de er jo begge blevet truet. Og Lars Hedegaard er ligefrem forsøgt myrdet«, siger Arne Hardis, der mener, at indvandrere i en vis forstand nyder godt af en udvidet ret til at ytre sig.

»Vi var jo enormt glade for Naser Khader, da han for år tilbage tog hul på diskussioner, som det brede, anstændige Danmark ikke turde røre. Ud fra en tanke om, at det skal de gøre selv. Derfor er vi også glade for Yahya Hassan. For der ligger en stor overfortælling, som har sin rod helt tilbage fra Anden Verdenskrig, og den siger, at hvis man kritiserer nogen, der ikke virker som os selv, så er man bange for at være racist«, siger han.

På et enkelt område har medierne nu nærmest opgivet deres ytringsfrihed.

»Vi er jo holdt op med at afbilde Muhammed«, siger Arne Hardis.

»Og når vi ikke afbilder Muhammed, er det af angst. Vi tøver der, hvor vi har opdaget, at vi kan generere meget voldsomme reaktioner, hvor vi skal slås ihjel, og vores ambassader brændes af. Og det viser jo bare, at trusler virker. Det er blevet tabuiseret at afbilde Muhammed. Dermed har den brede danske offentlighed overtaget et muslimsk dictum. Og oveni har vi så tabuiseret grunden til, at vi ikke trykker tegningerne, og siger i stedet, at de er uhensigtsmæssige, uaktuelle eller grimme«.

Özlems hemmelighed
Hvis Özlem Cekic, folketingspolitiker for SF, i praksis har en særlig udvidet ytringsfrihed, er det ikke noget, hun mærker til.

»Ytringsfriheden er et gode for bestemte grupper. Nogle gange virker det, som om den er blevet langt større for andre end muslimer«, siger hun.

Næsten alt kan siges om indvandrere og muslimer, mens folk med indvandrerbaggrund som hun selv i visse diskussioner står bagest i køen, når der bliver uddelt taletid. Muslimer skal eksempelvis vare sig for at kritisere dansk kultur. Og frem for alt det danske frisind.

»Jeg har længe villet rejse en debat om danskernes alkoholkultur, og jeg brugte et halvt år på at skrive et indlæg til Politiken. Men jeg fik alligevel at vide, at når jeg kritiserede danskernes alkoholkultur, var det bare, fordi jeg er muslim«, siger hun.

Alene forventningen om den slags reaktioner har fået Özlem Cekic til at tie – også når det gælder hendes egne skikke.

Jeg fik at vide, at når jeg kritiserede danskernes alkoholkultur, var det bare, fordi jeg er muslim

»I seks år har jeg fastet til ramadan, men jeg har aldrig sagt det offentligt. Jeg har bare fortalt folk, at jeg ikke lige havde nået at spise aftensmad, for jeg vil ikke have, at folk tænker: »Gud, faster hun? Så går hun sikkert også ind for jihad««, siger hun.

»Jeg bliver helt trist, når jeg siger det«.

Hvert år ønsker Özlem Cekic god jul på Facebook, men ved muslimernes højtid eid, hvor man slagter et lam, skrev hun bare: »God Eid« på forskellige måder uden at nævne lammet fra slagteren og undlod at lægge et billede op.

»Jeg orker ikke at bruge 100 år på at bevise, at hallal-lammet var bedøvet. Det er en slags selvcensur. Og jeg synes, det er så hyklerisk, når folk siger til mig: Alle har ytringsfrihed. For de vil være de første til at stemple og kritisere mig, hvis jeg lagde billedet op«.

Da Indre Mission blev integreret
Men ifølge professor Frederik Stjernfelt er det farligt for samfundet, hvis vi holder op med at blande os i hinandens liv, skikke og religion.

»Så stivner den offentlige debat, og vi risikerer at fremelske parallelle samfund. Det er meget vigtigt, at grupper kan spejle sig i hinanden og lære af hinandens erfaringer. For vi er alle sammen mennesker, før vi er noget andet. Derfor interesserer vi os for hinandens forhold«.

At man får problemer, hvis man ikke gør det, kan man ifølge Stjernfelt se i Malaysia, hvor seks ud af ti er malajer, og de store kinesiske og indiske mindretal nærmest lever i deres egne lande.

»Malajerne er simpelt hen grundlovsforpligtet til at være muslimer. De kan ikke konvertere. Så ud over de almindelige civile love er der et helt sæt islamiske love for dem, som ikke gælder for andre. Hvis vi to tilhørte hver sin gruppe, måtte jeg måske drikke en øl, mens du kunne blive anholdt for det«, siger Frederik Stjernfelt.

I Malaysia undgår grupperne konsekvent at blande sig i hinandens anliggender. En praksis, professoren kalder »en slags omvendt ytringsfrihed«, hvor hver gruppe selv bestemmer, hvad der må siges om den. Mens kernen i den europæiske oplysningstanke er en fælles offentlig sfære, hvor enhver kan udtale sig om alt.

Også i Danmark varierer ytringsfriheden nu, mener Frederik Stjernfelt, der frygter, at vi i lutter tolerance er i færd med at overlade kritik af islam og indvandrerkulturen til indvandrerne selv.

»Der er nogle, der mener, at kritik skal komme indefra. Og nogle islamister har decideret en politik med, at det er gavnligt for troen, hvis man kan undgå kontakt med danskere og skabe et parallelsamfund«, siger Frederik Stjernfelt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Engang var det Indre Mission, der forsøgte at opbygge et parallelsamfund i Vestjylland, indtil aviserne satte de kritisable forhold på dagsordenen.

»Det var da fedt! Det var simpelthen offentligheden, når den virker bedst«, siger Frederik Stjernfelt. »Ellers skulle man have sagt: Vi må vente på, at Indre Mission selv får en kritisk generation«.

Ingen indvandrere lader sig kue
Komikeren Omar Marzouk er selv blevet truet på livet efter at have lavet sjov med muslimer, islam og Koranen. Men spørger man ham, er ordet kun blevet mere frit. For alle. Især dog når det gælder kritik af muslimer og indvandrere.

»Der er ikke noget, jeg ikke tør sige hverken om muslimer eller danskere. Der er blevet pisset på profeten. DR viser ’Det slører stadig’ på DR 2«, siger han og spørger: »Kan I finde tre kunstnere, der ikke tør sige deres mening om Muhammed?«.

At danskere i almindelighed skulle have fået deres ytringsfrihed begrænset, har Omar Marzouk en klar kommentar til: »Det er noget fis«.

Ingen lader sig kue til tavshed af trusler, mener han. Nærmest tværtimod.

»Så går vi efter det. Så dykker vi ned i det og behandler det på en humoristisk måde«, siger han og nævner som eksempler digteren Yahya Hassan og Ahmed Akkari.

»Det kræver altså store boller at gå ind i Gellerupparken, når folk kaster sten på dig. Men sådan er vi mennesker bygget. Prøver nogen at undertrykke os, tænker vi: Det skal de ikke have lov til«.

Omar Marzouk lærte selv mere om ytringsfrihed af det arabiske forår end af tegningerne i Jyllands-Posten.

»Foråret i Kairo og de efterfølgende frie debatter var for mig et grundlæggende opgør med frygten for de ældre, der sad på magten. Da Mohamed Morsi blev afsat, fjernedes den sidste sten for mig. Det bekræftede mig i, at bare fordi du har langt skæg og kan Koranen udenad, kan du stadig godt være en idiot«, siger han.

Ytringsfriheden kunne nu godt trænge til en omgang pletrens, mener han. For den er blevet »plettet af islamhad« og taget som gidsel af højrefløjen.

Og selv oplever Marzouk ikke den største begrænsning af sin ytringsfrihed fra indvandrermiljøet eller islamister, men fra tv-stationer, der af kommercielle grunde ikke tør lade ham gå planken ud.

»Jeg var den første perker, der stillede mig op på en scene og jokede om det, og der var ingen indvandrere, der så mig optræde de første fem år. De følte, at man ikke skal udstille sit beskidte vasketøj, men tage det op internt. På gaden fik jeg at vide, at jeg »suttede dansk pik«. Men nu kommer indvandrere til mine shows«.

Ytringsfriheden som mundkurv
I debatten er ordet ytringsfrihed nærmest blevet et våben for islamkritikere, mener forfatter og idehistoriker Rune Engelbreth.

Og det bliver sjovt nok mest brugt til at få folk til at lukke ørerne. For indvandreres synspunkter – og for de såkaldte kulturradikales. Man skal bare præsentere dem som en knusende overmagt, der forsøger at fratage andre retten til at tale frit – og sig selv som dristig oprører.

»Nu går jeg ud og siger, at islam altså er en farlig religion. Uha, hvor er jeg modig. Nu siger jeg kultureliten og godhedsindustrien imod. Men det er sjovt, at dem, der ser sig selv i opposition til de kulturradikale, har behov for at præsentere sig som underdogs. Det er jo ikke svært at komme til orde med kritik af indvandrere og islam. Det er jo ikke sådan, at et flertal i Folketinget vil sige: Hov, hov! Nu skal vi lige være lidt hensynsfulde over for muslimerne. Tværtimod«, siger han.

Under Muhammedkrisen blev det nærmest fremstillet, som om den ene fløj mente, at det skulle være forbudt at kritisere islam, siger Engelbreth.

»På den måde er ytringsfriheden blevet et kort, man spiller. Hvis vi er nogle, der synes, det er et problem ligefrem at heroisere krænkelser og hån, bliver vi let tilskrevet, at vi vil begrænse ytringsfriheden. Selv om man jo sagtens kan gå ind for ytringsfriheden og så i øvrigt bruge den til at kritisere den slags ytringer med«, siger Rune Engelbreth, der oplever det, som om man i dag nærmest ikke kan bruge for stærke ord om indvandrere og islam.

»Den del af debatten, som handler om at sige noget kritisk, grænsende til råt om muslimer og indvandrere, er eksploderet. Der udkommer jo islamkritiske bøger og debatindlæg på stribe«, siger han.

Og det lønner sig, tilføjer han.

»Hvis du i dag på nogen måde ytrer dig meget negativt om indvandrere og islam, er der stor sandsynlighed for, at du får en pæn mediedækning. Og hvis du kan flette ytringsfriheden ind, er du næsten garanteret opmærksomhed«.

Krigen om et juletræ
Et ytringsfrihedshierarki, kalder han det.

»Politikere står i kø, hver gang Islamisk Trossamfund inviterer en eller anden yderligtgående imam, som har sagt noget absurd. Og når et juletræ i en beboerforening bliver afskaffet demokratisk, kører sagen i over en måned. Det var helt vildt, hvilken religionskrig det lagde op til. Landsdækkende nyhedsudsendelser. Debatprogrammer. Sågar frikadeller, eller mangel på samme, i en håndfuld børnehaver tegner i ramme alvor den politiske debat. Påstande om saftevand, som bliver stjålet eller måske drukket for meget af indvandrere på hospitaler«, siger Rune Engelbreth.

»Man skulle jo tro, det var en særudgave af Rokokoposten. Men det er stjernealvorlige debatter, der tegner hele uger«.

I Danmark er der langt mere hooliganistisk vold end religiøst betinget vold

Mange andre end islamkritiske danskere bliver truet, uden at vi hører ret meget om det, siger han. Fodboldtrænere, deltagere i reality-tv og abortmodstandere. Hver tredje sognepræst har modtaget trusler. Flere imamer. Og for nylig blev den socialdemokratiske byrådskandidat i Ballerup Mustafa Devecic overfaldet af en dansk mand. »Du er perker. Perkere har ikke ret til at stille op til et dansk kommunalvalg. Du er heldig, at jeg er i godt humør i dag, ellers var du færdig«, råbte manden ifølge kandidaten.

»Kun i avisen.dk og Ekstra Bladet kunne jeg se det omtalt. Og ingen ordførere sagde: Det her er en trussel mod ytringsfriheden«, siger Rune Engelbreth.

På samme måde giver trusler, overfald og vandalisme begået af danskere os sjældent anledning til at diskutere vores egen kultur, mener han.

»I Danmark er der langt mere hooliganistisk vold end religiøst betinget vold. Ikke desto mindre vil du aldrig opleve en politisk ordfører melde ud: Hvad er der dog gået galt med den danske kultur? Er den simpelthen for kristen? Eller for sekulær? Hvad mangler i pæredanske forældres opdragelse, når deres børn smadrer S-tog og hinanden på grund af en fodboldkamp?«.

»Hvad gør vi ved det?«
Ligesom Frederik Stjernfelt er Rune Engelbreth overbevist om, at danskere med indvandrerbaggrund som Yahya Hassan løber en særlig risiko for at blive truet og kaldt vantro i indvandrerkredse, hvis de kritiserer islam.

»Det er utrolig trist, og jeg håber virkelig, at PET passer ordentligt på ham«, siger Rune Engelbreth, som dog også synes, at danskere levner indvandrere mindre plads at ytre sig på.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Hvis Søren Krarup f.eks. sagde, at han er imod homoseksuelle ægteskaber og pornoficering af det offentlige rum, ville andre debattører møde ham med argumenter. Hvis en imam siger nøjagtig det samme, vil man trække kulturkortet og sige, at der er fare for, at han vil påvirke unge muslimer uheldigt. Det er dobbeltstandarder«, siger Rune Engelbreth.

Og der er langt igen, mener han.

»Nu er debatten kørt op i en spids, som gør det meget svært at tale løsninger, og det er sjældent, at medier spørger eksperter, der faktisk har forsket i tingene«.

Et godt sted at starte, synes Rune Engelbreth, ville være at stille spørgsmål i stedet for selv at gætte sig til svarene.

»I 1990’erne sagde Dansk Folkeparti, at de såmænd bare ville have lov at spørge, om det ikke er et problem, hvis nogle indvandrere slår deres koner. Men hvorfor spørger I så ikke bare om det? Og hvorfor ikke også spørge om vold i etnisk danske familier?«, siger han.

»Man behøver ikke sige som Pia Kjærsgaard om muslimerne i Vesten: »Titusindvis og atter titusindvis af mennesker, der tilsyneladende civilisatorisk, kulturelt og åndeligt befinder sig i middelalderen«. Eller som Mogens Camre: »Muslimerne venter blot på at blive nok til at få os fjernet«. Man kunne have spurgt: Hvilke problemer har vi? Hvad er årsagerne? Hvor meget, eller hvor lidt har det med kulturbaggrund at gøre?«, siger Rune Engelbreth.

»Og hvad gør vi ved det?«.

Rettelse: I en tidligere version af historien stod, at ligestillingsminister Manu Sareen (R) vil ophæve straffelovens racismeparagraf. Det er lovens blasfemiparagraf, som han har foreslået ophævet.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce