Oldies. FM-signalet skal slukkes og flere politikere vil satse på DAB, selvom branchefolk og eksperter mener, at DAB for længst er blevet overhalet af den teknologiske udvikling.
Foto: JENS DRESLING(arkiv)

Oldies. FM-signalet skal slukkes og flere politikere vil satse på DAB, selvom branchefolk og eksperter mener, at DAB for længst er blevet overhalet af den teknologiske udvikling.

Medier

Danmarks mest hørte radiosignal afskaffes i 2019

Et politisk flertal vil bruge milliarder på at udskifte FM med DAB+-radio.

Medier

Hvis det går, som politikerne håber, skal FM-båndet – det signal, de fleste danskere stadig hører radio på – slukkes helt ved udgangen af 2019. Og i stedet skal danskeren lytte til digital DAB-radio.

Men ud over indkøb af nye radioapparater og sendenet for milliarder – og en planlagt informationskampagne til 10 millioner kroner – tyder meget på, at DAB for længst er blevet overhalet af den teknologiske udvikling, siden etableringen i Danmark i 2002, mener direktør for Koda Anders Lassen:

»Vi er ikke imod DAB, men inden vi beder radiostationer, forbrugere og os som rettighedshavere om at være med til at finansiere det her gilde, skulle vi så ikke være helt sikre på, at det er det rigtige«, spørger han.

Sammenlagt vil udrulningen af DAB+ komme til at koste 4-5 milliarder kroner, viser tidligere tal fra Kulturministeriets rapport ’10-årig strategi for digital radio’.

En regning, som ender hos forbrugerne, samfundet og de private radiostationer. Og det kan virke som ressourcespild i en tid, hvor internettet allerede leverer et ubegrænset antal kanaler til danskerne via blandt andet smartphones og tablets.

Skrækscenariet med rejsekortet

Anders Lassen efterlyser derfor en markedsundersøgelse, inden informationskampagnen iværksættes fra næste år, og fremhæver rejsekortet som et eksempel på en teknologisk investering, mobiltelefonen nu står til at overtage.

Ifølge den reviderede køreplan, som ordførerne for partierne bag medieaftalen for 2012-14 godkendte i marts i år, skal udbuddet af kanaler i DAB-sendenettet øges fra næste år med et skifte til det nyeste radioformat DAB+.

Derudover slukkes der for FM-båndet ved udgangen af 2019, hvis mindst halvdelen af radiolytningen midt i 2018 sker på digitale platforme.

Internettet har overhalet DAB

Også analytiker og strateg i digitale medier og forandringsprocesser Carsten Corneliussen vurderer, at det er en forældet og bagudskuende beslutning at investere store summer på DAB og DAB+, når både DR’s medieforskning og Gallup-undersøgelser indikerer, at streaming er ved at blive mainstream, og kun 11,1 procent af den danske befolkning lytter til DAB:

»FM virker fint og er langtidsholdbart mange år endnu, og internettet har overhalet DAB indenom både i forhold til lydkvaliteten og mængden af kanaler. Især for ungesegmentet er det hverdag at anvende musiktjenester, radioportaler, apps, playere og smartphones med trådløse højtalere. Ingen mobiltelefoner, smartphones eller tablets indeholder DAB. Mange mobiltelefoner har derimod FM indbygget. Man kan argumentere for, at der bliver flere radiokanaler, men ingen har ønsket at byde på den ledige DAB-kapacitet, der har været siden 2004«.

Også han finder det uforståeligt, at politikerne vil gennemtvinge en offentlig informationskampagne til 10 millioner kroner, når »ingen af radioaktørerne i virkeligheden er interesserede«.

DAB er heller ikke slået igennem i bilers radioer.

DAB+ er en fuld pakkeløsning

Kulturordfører for Venstre Michael Aastrup Jensen tror dog ikke på, at internetradio er det næste skridt.

»Der er ikke nogen lande i Europa, som er sprunget direkte over på internetradio, og det er der en grund til, for man vil tabe for mange på det fra dag 1. Det behøver vi ikke en undersøgelse til flere millioner kroner for at bevise, for det kan man se ved en simpel Google-søgning. Man får ikke mennesker over på DAB+, før man fortæller dem, hvad der er på DAB+, og derfor skal vi have en informationskampagne«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvorfor ikke bare beholde FM-båndet, som man så kan kombinere med nettet?

»DAB+ er en fuld pakkeløsning, som giver flere kanaler, bedre trafikradio og mulighed for at komme bredere ud. Vi mener, at det er at fremtidssikre dansk radio og musik, så folk ikke kommer over på streamingtjenester. De lokale kommercielle kanaler betyder rigtig meget for lokalsamfundet, så deres fremtid vil vi også gerne sikre«.

Uafklarede spørgsmål

Kultur- og medieordfører for Socialdemokraterne Troels Ravn ser også fordele i at udnytte den teknologiske udvikling og den ekstra plads, der er på DAB+. Han medgiver dog, at en markedsundersøgelse ville være »fornuftig«.

»For mit parti er der for mange uafklarede spørgsmål i spil, og derfor vil vi også afvente en ny høring her medio december. Et nyt oplæg er helt nødvendigt, inden vi kan tage det næste skridt. Vi skal have på plads, hvor den teknologiske udvikling er henne«, understreger han.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce