OFFLINE. I en hektisk tid, hvor store dele af den offentlige debat foregår på sociale medier, opsøger folk samtale saloner for at mødes og tale om noget, der stikker dybere end »... og hvad laver du så«.
Foto: Kåre Viemose

OFFLINE. I en hektisk tid, hvor store dele af den offentlige debat foregår på sociale medier, opsøger folk samtale saloner for at mødes og tale om noget, der stikker dybere end »... og hvad laver du så«.

I samtalesaloner snakker fremmede om tilværelsens sitrende spørgsmål

I en tid med hektisk trafik på sociale medier mødes folk for at diskutere de største spørgsmål.

Medier

Hun har aldrig mødt ham før, og de har højst talt sammen et par minutter, da hun vælger at fortælle den fremmede om sin skæbne:

»Min mand forlod mig, og jeg blev alene med tre børn. Men så mødte jeg en anden og meget dejlig mand, og vi nåede at få ni gode måneder sammen«.

Den 72-årige kvinde, som nu bor »ude i skovene ved Bistrup Gods«, holder en kort pause. Så tilføjer hun:

»Så begik han selvmord«.

Vi er til filosofisk salon på universitetet i Aarhus. Et fænomen, der trækker spor tilbage til 1600-tallets kultursaloner i Paris og Versailles, men som lever i bedste velgående i en nudansk version med hverdagsagtigt touch: Der er samtalesaloner i parker, på cafeer, på museer, på gymnasier, i kaffebarer, foreninger og sognegårde.

Med en formulering fra en af arrangørerne kommer »folk væltende« for at få gang i noget egentlig helt simpelt – men åbenbart helt vildt svært: Det at tale sammen med et andet menneske.

Sådan ansigt til ansigt og helt uden mobil og Facebook. Inden for de seneste uger har der blandt andet været samtalesaloner om succes på Republikken på Vesterbro, om vores forhold til fremmede på Assistenskirkegården på Nørrebro i København og om samlinger på Nivaagaard.

Længsel, kærlighed og retfærdighed

Der tales på livet løs derude om længsel, kærlighed og retfærdighed, om flerkulturel jul eller om skam, skyld og taktik, og fænomenet kaldes alt fra samtalesalon og samtalesøndag til dialogmøde, kultursalon, filosofisk speeddating og filosofisk salon. Som denne aften på Aarhus Universitet, hvor Folkeuniversitetet har prioriteret samtalen og indrettet en af Stakladens kaffestuer som grotten for grublerier.

Rummet er oplyst af stearinlys og møbleret med rå træstubbe, og mellem de kunstigt skabte klippefremspring kan man med lidt god vilje godt forestille sig, at man sidder i den græske filosof Platons hule.

Den nulevende filosof Anders Fogh Jensen åbner salonen med et kort oplæg om skæbne, men det er ikke ham, der er aftenens hovedtaler. I stedet beder han folk sætte sig sammen to og to med mennesker, de ikke kender i forvejen. Derpå deler han sedler rundt med spørgsmål, som kan skubbe samtalerne i gang:

Har du nogensinde følt, at skæbnen har banket på og guidet dig en anden vej, end du ville?

»Har du nogensinde følt, at skæbnen har banket på og guidet dig en anden vej, end du ville?«, står der på aftenens første papirlap, og folk skrumpler rundt med deres træstubbe for at komme til at sidde over for en fremmed og tale om skæbne. Det kan lyde som et benspænd at begrænse folk til ét emne, men det er en befrielse, understreger filosoffen:

»Når ’læreren’ har sagt, hvad man skal tale om, bliver det mere naturligt at sidde og stille hinanden de her store uhåndterlige spørgsmål«.

Ensomhed i en digitaliseret verden

En ung pige, der må sidde på gulvet, fordi der ikke er stubbe nok, har kastet sig ud i en samtale med en mand i 40’erne om, hvor kort livet er, og hvor meget tilfældet råder. For fem minutter siden havde de aldrig set hinanden.

Den rødklædte kvinde har åbnet en sårbar flanke med historien om at blive forladt, men den 41-årige aarhusianske mand over for hende kvitterer med en fortælling om, hvordan også han blev forladt og mødte en anden. Frugten af det nye møde ligger i barnevognen ved siden af, hvor fem måneder gamle Sylvester sover uden at ane, at han er til et træf, der trækker tråde tilbage til »torvet i det gamle Athen«, som filosof Anders Fogh Jensen siger.

Filosoffen ser den overvældende interesse for at komme til at tale med andre som udtryk for ensomhed i en digitaliseret verden: »Vi er blevet til en kold masse forbundet af kabler. Nu søger vi tilbage til det konkrete nærvær«.

En af de første og største aktører inden for de mange nye samtalefora er Borgerlyst. For fem år siden oprettede cand.mag. i retorik Nadja Pass og antropolog Andreas Lloyd ’samfundslaboratoriet Borgerlyst’ for at eksperimentere med modeller, som kunne få dem selv og andre til at deltage mere aktivt i samfundslivet. De fandt frem til, at det afgørende måtte være at få mennesker, der ikke kender hinanden, til at tale sammen om ting, der ligger dem på sinde.

»Rigtig mange af os vil gerne tale med andre om væsentlige ting, men vi er vildt dårlige til det. Det ender tit med det her: Hvad laver du så? Vi har brug for en løftestang for at komme ud af ekkokammeret, hvor vi kun taler med dem, der ligner os selv«, forklarer Nadja Pass.

Få inddraget alle borgere

Gennemsnitligt møder 40-50 mennesker op til hver salon, indstillet på at placere sig over for en vildt fremmed og åbne en dialog om tilværelsens mest sitrende spørgsmål.

Er det ikke typisk veluddannede kvinder som dig og mig med nogenlunde samme baggrund, der kommer og taler med hinanden om noget, de er enige om?

»Det, du lufter der, er lige præcis fordommen fra den veluddannede kvinde som dig og mig med nogenlunde samme baggrund om, hvor fede vi selv er, og hvor uengagerede resten af befolkningen er. Men heldigvis er det ikke rigtigt. Folk kommer til samtalesalonerne på tværs af alder og politisk overbevisning«.

Og sådan bør det også være, understreger Nadja Pass, for hvis hun skal »helt op på den høje klinge«, handler fænomenet om at få inddraget alle borgere i samfundsdebatten:

I et travlt samfund, hvor så mange er på Facebook og Instagram, tror jeg, at der er mangel på menneskelig kontakt

»For hvad er det for et demokrati, vi har, hvis ikke vi almindelige borgere føler, at vi kan blande os i diskussionen«, spørger hun og indrømmer, at hun justerer sit publikum ved at skrue lidt på emnerne:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Da hun holdt salon om udseende, var den eneste mand til stede medarrangør Andreas Lloyd. Men »så holdt vi en samtalesalon om taktik«, og mændene kom.

Også ministre, folketingsudvalg og større firmaer har efterspurgt samtalesaloner for at få dialog i gang på tværs af konflikter. Eksempelvis har Nadja Pass brugt sin erfaring til at få landmænd og naturfredningsfolk til at tale om vandmiljøplaner hen over indgroede holdninger.

Men først og fremmest handler det om at inddrage den almindelige borger, og Borgerlyst har taget konsekvensen og lagt manualer ud på nettet til fri afbenyttelse. Håbet er, at stadig flere vil gå i gang med det tilsyneladende så enkle, men åbenbart så grænseoverskridende: At møde en medborger og åbne en debat.

Når først der er hul

Borgerlyst er ikke alene. En anden mødeskaber er Steen Clausen, som med baggrund i konfliktløsning i Eksjugoslavien holder dialogmøder både i sognegårde og i Dialoghuset samt i Montenegro.

»Emnerne er store og handler om eksistens, men folk kommer væltende. Jeg tror, der ligger en dyb trang i os alle til at tale med andre om noget andet og mere end vejret. Jeg ser den brede opbakning som et opgør med et samfund præget af individualisme«, siger han.

Nivaagaards Malerisamling begyndte at holde saloner sidste år, og tilstrømningen gør, at man fortsætter. Museumskoordinator Merete Soussan mener, at interessen hænger sammen med, at mange ældre mangler en at tale med.

For hvad er det for et demokrati, vi har, hvis ikke vi almindelige borgere føler, at vi kan blande os i diskussionen

»I et travlt samfund, hvor så mange er på Facebook og Instagram, tror jeg, at der er mangel på menneskelig kontakt. Vi kan se, at folk er generte til at begynde med, men når først de har fået hul, er de ikke til at standse«.

Også professor dr.phil. Ole Fogh Kirkeby fra Copenhagen Business School mener, at behovet for at mødes face to face er afgørende:

»Det er en modbevægelse imod den mærkværdige indirekte kommunikation, som foregår mellem fjernsynet og tilskueren. Der kan man ikke blande sig i diskussionen. Men det har folk et stort behov for. Og det kan have politisk betydning, at folk mødes på den måde«.

Kræver fordybelse, engagement og samtale

Samtalerne styrker den offentlige debat, mener filosoffen, og dermed i et videre perspektiv demokratiet, som når Nadja Pass og Andreas Lloyd arrangerer samtalesaloner over hele landet efter terrorepisoderne i København for at få folk til at tage stilling til, om de selv kan gøre noget for at forebygge gentagelser.

Forskningschef i sociale medier ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Jakob Linaa Jensen mener, at samtalesalonerne kan ses som en spirende modreaktion imod et samfund og et mediebillede, som er præget af stadig mere overfladiskhed.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Vi lever i et samfund, hvor alt skal gå hurtigt, og det hele let bliver meget overfladisk. Jeg kunne godt forestille mig, at det her er et første tegn på en modreaktion. Vi kræver fordybelse, engagement og samtale«.

Også Jakob Linaa Jensen kan se fænomenet som en grundpille i demokratiet.

»I hvert fald i det omfang, at det bringer folk sammen til fornuftig diskussion og større gensidig forståelse. Bliver det brugt sådan, er det positivt for demokratiet«.

Tilbage ved grotten på Aarhus Universitet er den første samtalesalon overstået, og udenfor strækker en lang slange af mennesker sig i kø til næste salon: De vil ind at tale med et andet menneske.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce